N.F.S. Grundtvigs poetiske skrifter

vj ; » iy

PiiBMPJaKKÆJMi

J3)X)21>^ ©TB

K

► ) "^ . ■ } -

W WM

£»ø

»T

»3> :

-v^

O) ■ > ) )JJJ

)) ) 3 ; I

>j> Ow 3))) ';'®YX>S

Y* *.

> ) JO . JB )) >X>j> > »))2>

2> D2> ) O/y))'"

%

iU:

N. F. S. GRUNDTVIGS

POETISKE SKRIFTER

SJETTE DEL.

N. F. S. GRUNDTVIGS

Poetiske Skrifter,

UDGIVNE

SVEND GRUNDTVIG.

SJETTE DEL.

KJØBENHAVN.
KARL SCHØNBERGS FORLAG.

1885.

n

ffhO

fin

6

TRTKT HOS Niblskn & LtDi ;m.i

FORORD.

IVlanuskriptet til sjette Bind af denne Udgave forelaa ved
Svend Grundtvigs Død saa vidt fremskredet, at jeg efter Bispinde
Grundtvigs og Pastor C. J. Brandts Ønske og Opfordring turde
overtage Offentliggjørelsen af min afdøde Mands ufuldendte Arbejde,
efter at have modtaget det mest uegennyttige Tilsagn om fornøden
og fyldestgjørende Hjælp.

Pastor Brandt har med sit nøje og fortrolige Kjendskab og
sin aldrig svigtende Kjærlighed til hele den Grundtvigske Digtning
stadig fulgt dette Udgiverarbejde og godkjendt det i alle dets
Enkeltheder, saa at intet er blevet trykt uden hans Samstemning
og Medvirkning. Jeg kan derfor- trøstig overgive dette sjette Bind
af N. F. S. Grundtvigs Poetiske Skrifter i Læsernes Hænder,

Frederiksberg, 29. Marts 1885.

L. Grundtvig:

RETTELSER.

Som det fremlyser af Dateringen, burde Nr, 149: Til Pro-
fessor Schouw have staaet forrest og ikke bagest i Rækken af
Digtene fra 1844.

Foruden denne Unøjagtighed er der indløbet en meningsfor-
styrrende Trykfejl i Indledningen til dette Binds Nr. 5, hvor Side 38,
Lin, 2 f. n. Ordene en Fabel af bedes rettede til Tabet af.

INDHOLD.

* foran et Digts Nummer betegner det som forhen utrykt.

* efter et Digts Titel betegner Benyttelse af utrykte Kilder.

Side
i. Gyldenaaret. 28. Januar 1834. (Nord. Kirketid. 1834.

Kjærminder 1 840.) I •

*2. Til Johan, min ældste Søn, da han fyldte sit tolvte Aar.

1834 l9-

3. Bispinde Fabricius f. 1834. (Nord. Kirketid. 1834.). 23.

4. Nordens Aand* 1834. (Nord. Kirketid. 1834.) 25.

5. Ved Biskop P. E. Mullers Baare* 1834. (Ude og
hjemme 1880.) 38-

6. Nordens Guld* 1834. (Danskeren II.); 41.

•7. Tidsaanden. 1834 54-

*8. Dansk Rimkrønnike, fornyet og fortsat. 1834. (Til

Dels i Nord. Kirketid. 1 834.) .' 74

•9. Epigrammer. 1 834 122

*I0. Til en Jurist. 1834 124

* 1 1 . Arent Aschlund f . 1 835 125

* 12. Herrens Røst. 1835 ; 1 27

13. Hav frusang en.'* 1835. (Danskeren I.) 130

*I4. Sølyst. 1835 134

15. Kirkeskibet* 1835. (E- Trier, Gave til en dansk Fri-
skole 1870. Salmeværket III.) 136

* 1 6. Kirkehuset. 1 835 1 39

* 17. Den gyldne Middelvej . 1835 144

18. Professor Svend Her sleb f. 1836. (Nord. Kirketid. 1836.) 145

19. Fønixgaarden. 1836. (Nord. Kirketid. 1836.) 152

20. Tre Smaavers. 1836. (Det danske Firkløver.) 158

21. Romervise.* 1837. (Nord. Kirketid. 1837.) T59

*22. Ved C. A. Schmidts og Povline Blichers Sølvbryllup.

1837. (Særtryk.) 165.

Side
*23. Til Jette og Marie Glahn. 1 837 . 168.

24. Kongens Fødselsdag. 28. Januar 1838.* (Dagen 1838.) 170.

25. To Adressavisvers. 1 838. (Adresseavisen.) 172.

26. Til Norge'- 1838. (Nordiske Smaadigte.) 173.

27. Bondefriheden, 1838. (Særtryk; Kjøbenhavnsposten.). . 182.

28. Moder smaalet. 1838. (Skolen for Livet.) 186.

29. Skj'øn Anne. 1838. (Nord. Kirketid.) 191.

30. Ved Festen for Thorvaldsen. 7. Oktober 1838. (Festen

for Thorvaldsen.) 195.

31. Ving-Tors Hammer* 1 838. (Festen for Thorvaldsen.) 197.

32. Dronningens Fødselsdag. 28. Okt. 1838. (Søndagen.) 202.

33. Vignetter til danske Digtere.* 1838. (Dansk Folke-
tidende 1867.) 203.

34. Nyaarsaften. 1838. (Nord. Kirketid. 1839.) 2°4-

35. Brage og Idmt, 1838. (Brage og Idun. I.) 207.

36. Havfruen* 1838. (Brage og Idun. I.) 215.

37. Til Etatsraad Treschotv. 1839 (Kjøbenhavnsposten.). . 223.
1%. Kongedybet. 28. Januar 1 839. (Særtryk; Kjærminder.) 227.

39. Danskheden*. 28. Maj 1839. (Særtryk; Brage og Idun

II; Danske Samfunds Viser.) 229.

40. Oplysning. 28. Maj 1839. (Særtryk; Danske Samfunds
Viser 231.

41. Kongen og Folket* 28. Maj 1839. (Særtryk; Danske
Samfunds Viser.) 232.

42. Niels Ebbesen. 1839. (Særtryk ; Danske Samfunds Viser.) 234.

43. Volunds Værksted. 1839. (Brage og Idun. II.) 237.

44. Aabent Brev til mine Børn. 1839. (Brage og Idun. IV.) 242.

*45, Til mine to Sønper. 1839 247-

*46. Paa Dronning Marias Fødselsdag. 1839. (Særtryk).. 257.

*47. Stambogsvers. 1 839 259.

^48. Rytteren paa Odins Hest. 1 839 261.

49. Kong A'ristjan-Frederiks Hylding i danske Samfund*

1839. (Særtryk ; Skjaldeblik 1 840.) 261.

50. Dansk Bondevise om Kong Frederik den sjette* 1839.
(Særtryk; Kjærminder.) 267.

51. Vinter-Solhverv. 1839. (Nord. Kirketid. 1839) 27°-

52. Kirkesang til Mindetale over Kong Frederik VI. (Nord.
Kirketid. 1840.) 273.

53. Sørgesang ved. Kong Frederiks Baare. 1840. (Særtryk;
Kjærminder.) 275.

54. Farvel til Kong Frederik. 1840. (Kjærminder.) 276.

55. Konge-Kviden. Sørgesang i danske Samfund, 28. Januar

1 840. (Særtryk ; Kjærminder.) 279.

Side

56. Til Enkedronning Maria. 28. Januar 1840. (Kjær-
minder.) 281.

57. Skærtorsdags-Slaget. 2den Aprils Minde i danske Sam-
fund. 1840. (Særtryk; Danske Samfunds Viser.)...... 285.

58. Kong Kristjan og' Havfruen* 22. Maj 1840. (Sær-
tryk ; Skjaldeblik.) 285.

*=;9. Ved Linjeskibet Kristjan den ottendes Afløbning. i 840.

(Særtryk.) 287.

60. Maf-Træet. 28. Maj 1840. (Særtryk; Skjaldeblik.) 289.

61. Gotfred af Gheinen. 1840. (Særtryk; Danske Samfunds
Viser.) 292.

62. Fugl Fønix* 1840. (Danske Samfunds Viser.) 294.

63. Fønix-Kvadet. Fri Fordanskning. 1840. (Fenix-Fuglen.) 297.

64. Dansk Efterklang af Fønix-Kvadet* 1840. (Fenix-
Fuglen.) 341 •

6"v Sommerdagen* Efterspil til Fønixkvadet. 1840. (Fenix-

Fuylen.) 359

66. Fuglekvidder. 1840. (Danske Samfunds Viser.) 361

67. Kongeskifte og Folkehaab.* 1840. (Fenix-Fuglen.) . . . 363

68. Kroningen. 1840. (Særtryk; Skjaldeblik ) 367

69 Salvingen. 1S40. (Særtryk; Skjaldeblik.) 369

70. Folkesang paa Kroningsdagen. 1840. (Særtryk ; Skjalde-
blik.) 370

71. Kongens Skaal. 28. Juni 1840. (Særtryk; Skjaldeblik.) 372

72. Dronningens Skaal. 28. Juni 1840. (Særtryk; Skjalde-
blik.) 374

73. Holger Danskes Skaal. 28. Juni 1840. (Særtryk;
Skjaldeblik.) : 375

74. Dana og Dandronningen* 1840. (Skjaldeblik.) 377

75. Fuglevise til Bondefrihedens Pris. 1 840. (Særtryk;
Danske Samfunds Viser.) 381

76. Tit Kongen paa hans Fødselsdag. iS. Septbr. 1S40.
(Adresseavisen.) 3^5

77. Holger Danske og Per Nielsen* 1840. (Særtryk; Danske
Samfunds Viser.) 386

*78. Ved Kongeparrets Besøg paa Nysø. 1840 389

*79. Sællands Velkomst til Kongen. 1840 (Særtryk.) 390.

80. Bøn til Majestæten for Danskhed og Modersmaal*

1 840. (Bøn og Begreb 1 840. ) 392.

81. Præsten Johan Hahn f. 1840. (Nord. Kirketid.) 396

*82. Henrik Glahn j. 1 840 . 401.

*83. Danske Kongerim. 1840 404.

84. Kjøbenhavn. 1S41. (Særtryk; Danske Samfunds Viser.) 407.

Side

85. Kjøbenhavns Belejring, 184 1. (Særtryk; Danske Sam-
funds Viser.) 410.

86. Fiskeren og Havfruen* 1841. (Særtryk; Danske Sam-
funds Viser.) 414.

*87. Til Elise Stampe. 21. April 1841 419.

88. Det gamle og det ny* 28. Maj 1841. (Særtryk;
Danske Samfunds Viser.) 42 1 .

89. Danmarks Skjold. 28. Maj 1841. (Særtryk; Danske
Samfunds Viser.) 424-

90. Ved Kronprinsens Formæling. 10. Juni 1841. (Sær-
tryk ; Danebrog.) 426.

*9i. Til Jette Glahn, paa Bryllupsdagen 12. Juni 1841 .... 428.

92. Dronning-Vise. 28. Juni 1841. (Særtryk; Danske
Samfunds Viser.) 429.

93. Himmelbjcergs-Vise. 3. Avgust 184 1. (Særtryk; Danske
Samfunds Viser.) 43 1.

94. / Dronningens Asylskole* 1841. (Særtryk; Boisens
bibelske Sange.) 435«

95. Paa Kongens Fødselsdag.* 18. Septbr. 1841. (Sær-
tryk ; Danebrog.) 437.

96. Menneske-Slægten. 1841. (Brage og Idun. IV.) 438.

97. Til de sønderjyske Tyske* 1841. (Brage og Idun. IV.) 442.

98. Valdemarerne. 1842. (Særtryk; Danske Folkefester.) 444.

99. Danmarks Højtidsdage. 1841. (Særtryk; Danske Folke-
fester.) 446.

*iOO. Danebroge. 18. Septbr. 1842. (Særtryk.) 448.

*ioi. I Dronningens Asyl. 3. Oktbr. 1842. (Særtryk.).... 451.

102. Hr. Peder fra Sønderborg* 1843. (Nyaarsønske i
Danske Samfund.) 452.

103. Ved Broder Ottos Kiste, 21. Jan. 1843. (Særtryk;
Kirkelige Lejlighedstaler.) 456.

104. ^Axelstad med grønne Volde." II. Febr. 1843. (Sær-
tryk.) 457.

105. Povl Dons f . April 1843. (Fra danske Forfattere 1867.) 459.
*io6. Asylbørns Sang for Kongen. Maj 1843. (Særtryk.).. 462.

107. Sang i det grønne. 28. Juni 1843. (Særtryk; Danske
Samfunds Viser.) 464.

108. Fuglesyn af Oxford* 1843. (Danskeren II.) 465.

♦109. Southeys Hus i Keswick. 1843 468.

*l 10. Melrose Abbey and Abbotsford. 1843 470.

*IH. / Miss Meltor J'enwicks Album. 1843 47 *•

*i 12. Til Marie Elisabet Glahn. 1843 47 I.

1 13. Svalen* 1843. (Danskeren II.) 472-

Sidt

14. „Møens Klint og Skamlings Banke* 1843. (Særtryk.) 474

1 5. Himlens Stjærner. 1843 475

16. Kronos-Skatten. 1843 — 44 477

1 7. Smaavers efter Pindar. 1843—44 477

18. Sevs og Skjalden. 1843 — 44 479

19. Verden og jeg. 1 843 — 44 480

20. Nordens Kunst. Marts 1844. (Skand. Selskabs Vise-
bog.) 481

21. Albert Thorvaldsen f.* Marts 1844 (Danskeren I.). 483

22. I en ung Piges Stambog. 1844 488

23. Aandelig Vuggevise* 1844. (Fengers Julesalmer 1845.) 489

24. Midsommers-Natten ved Frederiksborg* 1844. (Dan-
skeren II.) 491-

25. Lille Tuborg. Til Dronningen. 28. Juni 1844 493

26. Paa Skamlings Banke* 4. Juli 1844. (Skovhornet;
Danske Samfunds Viser.) 495

27. Runebladet* 5—6. Juni 1 844. (Skovhornet.) 497

Viborg Ting. 1844 502

29. Paa Skarritsø. Juli 1844 5°5

30. Klara* 1844. (Danskeren I.) 506

ji. Til min Lise. Avgust 1844 509

32. Skovhuset i Salland. 1 844. (Danskeren III.) 511

33. Havet. 1844. (Danskeren III.) 514

34. Nordens Nattergal. 1844 518

35. Til Fcedemelandet. Avgust 1844 521

36. Axelstad* 1 844. (Danskeren I.) 524

37. Kongedybet. 1844. (Danskeren I.) 529

38. Marmorkirken. 1844 531

39. Børsen* 1844. (Danskeren III.) 534

[40. Strandvejen* 1 844. (Danskeren II.) 536

r 4 r . Dyrekredsen* 1844. (Danskeren III.) 540

42. Høstsang. 1844. (Særtryk; Salmeværket III.) 541

43. Farvellet. Høsten 1 844 543

:44. Mellem Grave* 1844. (Dansk Kirketid. 1880.) 545

45. Efterskrift til Dannekvinden.* 1844. (Bragesnak.). . 547

[46. Til Dronningen, med Bragesnak.* 1844. (Bragesnak.) 551

[47. Storfyrstinde Alexandra f. 1844. (Berl. Tid.) 555

[48. Til Mathæa Muus. Oktbr. 1844 557

49. Til Professor Schouw.* Marts 1844 557

50. Henrik Steffens f.* Febr. 1845. (Berl. Tid.) 558

51. I Johan Tomas Lundbys Stambog. Juni 1845 S^2

52. De gafnles og de unges Skaal. 24. Juni 1845. (Sær-
tryk; Fædrelandet; Danske Samfunds Viser.) 564

Side

53. Velkomstsang ved den nordiske Fest.* 25. Juni 1845.
(Særtryk; Fædrelandet.) 565.

54. Bakki huset, til 28. Juni 1845 -. . 567.

55. Ise fjorden. 1 845 569.

56. Til min egen Meta. Juli 1845 573.

57. Livets Trøst. 1 845 576.

58. A/de rdomst røst.* 1845. (Ude og hjemme 1880.) 578.

59. Kirkeklokken. 1845. (Dansk Kirketid.) 580.

60. Mindestøtten.* 1845. (Danske Samfunds Viser.) 582.

61. Ved den stores og den lilles Bryllup. 23. Oktbr. 1845.
(Særtryk.) 584.

62. Jyden og Sællands far en. 1845 585.

[63. Færinge-Saga. 1845. (Skand. Folkekalender 1846.).. 587.

64. Tor* 1845. (Dansk Folkekalender 1846.) 590.

65. Hejmdal.:;-' 1845. (Dansk Folkekalender 1846.) 591.

66. Morten Luther* 1845. (Dansk Folkekalender 1846.) 592.

67. Under Luthers Billede. 1846. (Dansk Kirketid.) ... 593.

68. Morten Luthers Dødsdag. 18. Febr. 1 846. (Dansk
Kirketid.; Salmeværket V.) 593-

69. Sang ved nordisk Højtid. 13. Jan. 1846. (Særtryk.) 596.

70. Anden April, i danske Samfund.* 1846. (Særtryk;
Dan>ke Samfunds Viser.) 597-

71. Stiftelsesdagen i Dronningens Asyl. 7de Maj 1846.
(Særtryk.) 599.

72. Norges Konstitutjonsdag. 17de Maj 1846. (Særtryk.) 600.

73. I1 ug le sangs-Kilden* 28. Juni 1846. (Berl. Tid.).... 602.

74. Til Søster Marie Glahn. 16. Juli 1846 604.

75. Ved Pastor P. E. Glahns Begravelse. 21. Juli 1 846.
(Særtryk.) 608.

76. Kristen Møller Wøldike -f. 1. April 1846. (Salme-
værket IV.) 610.

77. Dronning-Besøget paa Bakkehuset. 14. Avgust 1846.. 61 2.

78. /duns Guldæbler.* [846 (Særtryk; Danske Samfunds
Viser.) 614.

79. Tidsaldrene. 1 846 616.

80. Fuglesangen. 1 846 618.

8 \ . Himlens Nattergale. \ 846 620.

82. Penneprøve* 1846. (Levins Album af Haandskrifter.

1 846.) 62 1 .

83. Den danske Kæmpevise. 1847. ^Danske Kæmpeviser

til Skolebrug. 1847.) 623.

84. Nornegjæst* 1847. (Nordens historiske Minder 1847.) 626.

85. Nordisk Højtid. 13. Jan. 1847. (Særtryk.) 630.

Side

186. Den danske Kongedatter* 1847. (Berl. Tid.) 632.

187. Danskheden og Sorø* 1847. (Berl. Tid.) 634.

188. Til Danmarks Dronning* 28. Juni 1847. (Ude og
hjemme 1881.) 637.

l8q. Velkomst til Nordens Natur granskere. 14. Juli 1847.

(Særtryk; Fædrelandet.) 638.

^190. Ved Ingemanns Sølvbryllup. 30. Juli 1 847. (Sær-
tryk.) 640.

191. Den kongelige Fødselsdag* 18. Septbr. 1847. (Berl.

Tid.) 642.

♦192. ,.Sorø, lille Axelstad" 1847 645,

193. Efteraaret. 1847. (Danskeren II.) 647.

194. Menneske-Livet. 1847. (Dansk Kirketid.; Salmevær-
ket V.) 649.

I. Gylden-Aaret.

(28de Januar 1834.)

[Dette Digt til Kong Frederiks Fødselsdag — 50 Aar efter at han
som Kronprins (14. April 1 784) traadte i Spidsen for Regeringen
— er først trykt i Nordisk Kirketidende 1834, Nr. 4; helt optrykt
i „Kjærminder til Kong Frederik den sjettes Krans" (1840), S. I — 19.
Jfr. ogsaa „Det danske Firkløver (1836), S. 64—65, 82—83. Den
fra nyere Visebøger bekjendte Sang: „Nu skal det aabenbares",
har Forf. dannet ved i uforandret Form at sammenknytte nogle
Strofer (34. 38 — 42) af nærværende Digt.]

Hvad er det for en lille,
Der vugges nu paa Hav,
Hvor Bølger ikkun trille,
Hvor alle Storme tav?
Hvad staar der i hans Stjærne
Hvad slumrer i hans Hjærne?
Hvad smiler i hans Drøm?

Skal han, som Brødre mange,
Med stakket Levnedsløb,
Trods glade Vuggesange,
Henvisne i sit Svøb,
Og stedes saa til Jorde
Med Smil, som den der gjorde
Sit bedste ved at dø?

vi.

i. Gylden-Aaret. 1834.

0 nej dog, ingenlunde!
Her paa den jævne Jord,
Imellem Bælt og Sunde,
Den lille bliver stor,

Og naar han os forlader,
Da gaar han til sin Fader

1 Ærens Højeloft.

Ja, i sin Middel-Alder
Han kroner, Gud for alt,
Den Ætmand god af Balder,
Som blev til Styret kaldt
I gamle Faders Dage.
Fuld mange Aar tilbage,
med Fredegodes Navn.

Saa vox da op, du spæde,
Til Heltedaad i Vaar!
Og bliv, til Daners Glæde,
Et Fredens Gylden- Aar *
For gamle og for unge,
I Hjærte og paa Tunge,
I Lund og Højeloft!

Der kom et Skib til Lande,

I Havn forgangen Høst,

Som bragte over Strande

Til Daner Fred og Trøst,

Hvor1) Kongen, frelst fra Døden2).

Stod rank i Morgenrøden

I Glans med Danebrog.

Da løfted sig en Stemme,
Da lød i Sky et Ord,

l) [„Kjærminder" : Thi.] -) [I Sommeren 1833 havde Frederik 6.
gjennemgaaet en livsfarlig Sygdom i Holsten, hvorfra han ud paa
Høsten vendte helbredet tilbage, hilset af Folkets Jubel.]

/. Gylden- Aar et. i8S4-

Som bedre haver hjemme
Ej nogensteds paa Jord,
Og Kongen, dybt bevæget,
Sig følte vederkvæget,
Som kongefødt paa ny.

Det skal i Guld du præge,
Nyfødte Gylden- Aar!
Til Folk at vederkvæge,
Saa vidt som Ordet gaar,
Til for ufødte Slægter
At vidne, hvad end mægter
Den danske Kjærlighed.

Ja, den skal gj emmes længe

Og findes Ære værd,

Den sjældne Skue-Penge,

Som Hjærtepræget bær,

Med Klang, som Skjalde kvæde

Om Danmarks Hjærtens-Glæde

I Fredriks Gylden- Aar.

Dér, paa den ene Side,
Man under Kongeflag
Ser Lykke-Skibet skride
For fulde Sejl i Mag,
Hvor ingen Vinde suse,
Og ingen Bølger bruse,
Men alt er Varmens Værk!1)

Og paa den anden Side,
Med gylden Axekrans
Om Sølverlokker hvide,
Staar Kongen i sin Glans,

:) [„Kjærminder" : Men lun gjør alt i Løn.]

/. Gylden- Aar et. 1S34.

Henpegende paa Røsten:
„Som Glæden er om Høsten- *)
Med gylden Konge- Vaand.

Her er det Kongens Baade,
I Alderdommens Aar
At høste, hvad han saade
I kraftig Ungdoms Vaar;
Her er det Markens Ære,
En Axekrans at bære,
Som Kongen frydes ved.

Ja, sandt er det at sige,
Da som en lille Pog
I Danekongens Rige
Jeg staved slet i Bog,
Da hørte grandt jeg tale
Om ham i Kongesale,
Som da var ung og vis.

Han holdt i hine Dage
Et Indtog med sin Brud,
Da maatte Øren brage
Af høje Ære-Skud,
Og mest fra Pige-Munde,
Som sang i Mark og Lunde
Hans favre Brudevers.

Ja, det er ej at glemme,
At ved den Højtidsfærd
Sig løftede en Stemme.
Som længe tied kvær,
Det var vor Moders egen,
Som yndig, halv forlegen,
Paa ny i Skoven klang.

') [Esajas 9, 3.]

i. Gylden-Aaret. 1834.

Det saa sig maatte føje
I denne Herres Tid,
Thi Naade for hans Øje
Fandt Sangen jævn og blid,
Ja, Naade fandt og Hæder,
Med danske Folk og Sæder,
Vort simple Modersmaal !

Thi maa, om end lidt silde,
Som alle Gylden-Aar,
Nu komme det „Høst-Gilde",
Der spaades om i Vaar:
Da trindt fra Mark og Vove
Indhøstes Tak til Hove
Halvtredsindstyve Fold.

Her er slet ikke Talen
Om meget „sort paa hvidt"
For Dyd i Kongesalen,
For Borger-Selskab frit;
God Gjerning selv sig priser,
Hvad Pennestrøg beviser,
Det er kun Skrivekunst.

Nej, rødt paa hvidt er Arven,

Vi har fra Hedenold,

Og hvidt paa rødt er Farven,

Vi føre i vort Skjold;

I Hytten og til Hove

Vi takke, som vi love,

Kun ret med Haand og Mund.

Og Kongen af Guds Naade,
Som høste skal i Lund,
Ej Blæk med Pennen saade,
Men Frø med Haand og Mund

i. Gylden-Aaret. 1834.

Til alt, hvad Livet pryder,
Til alt, hvad Hj ærtet fryder:
Til varigt Folkeheld.

Det hørte jeg forleden.

I Jubel-Drottens Vaar,

I Skoven og paa Heden.

I mine Drengeaar:

I hine Trylledage,

Da Prinsen uden Mage

Lovpristes vidt om Land.

Mens1) selvgjort Lyn og Torden

I Raadhus og paa Val

Bortskræmmed Fred fra Jorden,

Udbredte Død og Kval;

Kun gjenlød Danmarks Vange

Af høje Frydesange

Til Freds og Fredriks Pris.

Det gjenlød vidt paa Jorden:
„Han løser alle Baand",
Den ædle Prins2) i Norden,
Ham driver Friheds Aand:
Han binder kun fra oven
Urettens Haand med Loven,
Sit3) Folk med Kjærlighed!

Da blussed vore Kinder,
Da kom der rødt paa hvidt,
Som ved vor Ungdoms Minder
Endnu der kommer tit,

J) [„Kjærminder": Da.] -) [„Det danske Firkløver": Drot.]
") [Saaledes „Kjærminder" og „D. d. Firklover" : Grundtrykket: Og.]

i. Gylden-Aaret. 1834.

Det spurgtes over Stranden,

At stolte af hinanden

Var Fyrsten og hans Folk.

Som „dejligst Vang og Vænge-
Det lille Danmark laa.
For Ufærd syntes længe
Det „lukt med Bølgen blaa'%
Til — som saa tit — det hændtes,
At hvor ej Faren ventes,
Den snarest kommer fra.

Det saa' jeg gjennem Taagen.
Med stakket Sværd ved Lænd,
Kun hvæsset slet paa Bogen
Om nafu og „dau og „men" ,
Da Spillet paa Tre- Kroner
Med ubekjendte Toner
Gjenlød i Axelstad.

Det baader ej at glemme
Gjenvordighed paa Jord,
Alvorlig er dens Stemme
Og mærkeligt dens Ord,
Og stort det aldrig duer,
Hvad i en Skærsilds Luer
Ej lutres, men forgaar.

Derfor saa god at gjæste
Er, som en prøvet Mand,
Kong Frederik den bedste,
Og Daners Fødeland;
Hjemsøgte blev de begge
Med mer end Od og Ægge :
Med Harm og Hjærtesorg.

i. Gylden-Aaret. 1&34.

Nærværende Tidsalder
Med skarpt blev her indskudt,
Det lød for os, som Balder
Paa ny til Hel var budt:
Hans Skib paa Hexe-Ruller
Udskred med Brag og" Bulder,
Saa Nannas Hjærte brast.

Da blev der født og baaret
En Smerte-Søn i Nord,
Til først i Gylden-Aaret
At vorde glad og stor:
Paa Valen stod hans Vugge,
En Dødning var hans Dukke,
Hans Hest en Bavtasten.

Dog blev han til en Sanger
Med sære Kæmpe-Kaar,
Som laante Odins Ganger
Og gjæsted Helas Gaard,
Kom hjem med Odins Lykke,
Med Fyllas Hovedsmykke
Og Nannas hvide Slør.

Ham Balders Aand omsvæver,
Hans Borg sig Dag for Dag
Paa gyldne Suler hæver
Med blanke Sølvertag;
Han alle Trætter jævner,
Forsete man ham nævner
Paa Nordens Billedsprog.

Nu er han myndig blevet,
I Fredriks Gylden-Aar;
Og, til han blir udlevet,
Har Danmark gyldne Kaar;

i. Gylden- Aaret. 1834.

Thi det er Daners Baade
At høste, hvad de saade
I Folkelivets Vaar.

Nu skal det aabenbares,
At gammel Kjærlighed
I hver en Skærsild klares,
Og er for Rust i Fred;
For levende og døde
Kan Daners Hjærter bløde,
Men isne kan de ej.

Der kom et Skib til Lande,

I Havn forgangen Høst,

Som bragte over Strande

Til Daner Fred og Trøst,

Hvor *) Kongen, frelst fra Døden,

Stod rank i Aftenrøden

I Glans med Danebrog.

Da løfted sig en Stemme,
Da lød i Sky et Ord,
Som bedre haver hjemme
Ej nogensteds paa Jord,
Og Kongen dybt bevæget,
Sig følte vederkvæget,
Som kongefødt paa ny.

Det var en dejlig Scene,
Men intet Skuespil ';
Med den skal sig forene
Alt hvad der hører til,

') [„Kjærminder-' : Thi.]

0 /, Gylden- Aar et. i8J4-

For klarlig at stadfæste:
End lever dog det bedste
Hos Kongen og hans Folk.

End lever Kjærligheden,
Som aldrig skal forgaa.
Men klare sig her neden,
Til Livet at forstaa,
Til klart ham at begribe..
Der evig er i Live,
Som Kjærligheden selv.

Saa er da ikke brustet,
„Fuldkommenhedens Baandu,
Vor Kjæde er ej rustet,
Den bryder ingen Haand,
Men af hvert Led udspringer
En Blomst med Fuglevinger
Til Gylden-Aarets Krans.

Ja, Kjæden af Kjærminder
Man sagtens prise tør:
Jo stærkere den binder,
Des friere den gjør,
Jo længer den mon vare,
Des mindre staar den Fare,
Des gyldnere1) den blir.

Man længe nok maa sige,
At Kjærlighed er blind,
Det blir dog Lysets Rige,
Hvor ret den strømmer ind,

*) [Saaledes „Kjærminder"; Grundtrykket: længere.]

/. Gylden-Aaret. fSj4- I [

Og han har aldrig levet,
Som klog paa det er blevet,
Han først ej havde kjær.

Fra Arildstid her inde
Vi elsked „Liv og Fred",
Ja, hos vor Danne-Kvinde
Vi elsked Kjærlighed,
Saa, er det1) Livets Gaade,
Den sikkert bedst vil raade
Fuldvoxne Dannemand. 2)

Ja, du est nær for Haanden.
Du blide Solskins-Dag!
Jeg alt dig ser i A anden
Forgylde Danmarks Flag
Og kaste dine Straaler
Paa alt, hvad Lyset taaler,
Mod alt, hvad Lyset skyr.

Ja, Brage Bænke-Pryder
Jeg øjner dig i Sor,
Naar klart du det3) udtyder.
Hvad der er4) stort i Nord.
Hvad der er Danmark givet,
Hvad der er godt for Livet.
Og klogt for Askurs Æt.

Et Lys sig da udbreder,
Som trindt i Mark og Skov
Om Liv og Sandhed freder,
Forklarer Friheds Lov,

*) [Saaledes Grundtrykket; ,.Kjærminderu : den.] '-') [^Kjær-
minder" : Dannemænd.] 3) [„Det danske Firkløver" : Hvor klarlig
du.] 4) [, .Kjærminder' : Hvad ret er.]

j 2 t. Gylden-Aaret. 1834.

Som Idræt, Ord og Tanker
Kun holder saa i Skranker,
At Frihed kan bestaa.

For Dannemandens Øje
Oplade sig da brat
De gamle Kæmpehøje,
Med mangen jordlagt Skat,
Og* af hvad nu man spilder
Udspringer Hjælpe-Kilder,
Som ingen drømte om.

Da skal man Freden fatte,
Som Livets Sommervejr,
Da skal man Kæmpen skatte,
Som drog for den sit Sværd,
Ej alt i Fred-Ler forme.
Men vælge Livets Storme
For Gravens stille Ro.

Da skal man Forskjel kjende
Paa Solskin og paa Lyn,
Skjønt begge de kan brænde
Og skabe klare Syn;
Thi, som Fornuften giver,
Det ene Lys opliver,
Det andet slaar ihjel.

Jeg skimter i det fjærne
Og dig, hvor højt du bor,
Som fødtes til at værne
Om Gudhjem i vort Nord;
Dig, Gjalkirhornets Ejer!
Hvem Loke Lurendrejer
Maa lade Brysingmen.

/. Gylden-Aaret. 1834, \ 7

Den gamle Gude-Kjender.
Han saa' det, førend vi,
Du skabtes ej med Hænder.
Men fødtes af de ni:
Af Muserne fra Tempe
Og Nordens gamle Kæmpe
Med Danmarks Hjærteskjold.

Du fra dig hundred Mile
Kan se paa hver en Led,
O, hvor maa du ej smile
Ad vor Kortsynethed:
Vi for os se kun Haanden,
Og tage den for Aanden,
Som raader Gjallarhorn.

I dine lyse Dage

Man for et Æventyr

Skal fristes til at tage,

Hvad dog er Sandhed dyr:

At vi har sanket Gloser

Og stoppet dem i Poser

Og kaldt dem Mimers Brønd.

Hvor kan det tros i Norden,
Naar Livets Bølgegang
Fra Slægt til Slægt paa Jorden
I Raad og Daad og Sang,
Ja, Virkninger og Kræfter,
Er hvad man spørger efter
Og lærer at forstaa!

Men i de Solskins-Dage
Før Ragnarokes Nat,
Naar Øjet ser tilbage,
Det kjendes dog fuld brat,

ja i. Gylden-Aaret. 1834.

At i den aarle Morgen,
Mens Fredrik sad paa Borgen
Vi Dagningsskjæret saa' !

Ja, Skyen ser jeg gløde,
Hvor Sol mod Nord opstaar
Vist til en Morgenrøde
I Fredriks Gylden-Aar,
Saa Dagen alt begynder
Oplysningens Velynder
At krone med sit Guld.

For Fuglesang i Skove,
Man klaged alt en Stund,
Alan kunde sødt ej sove
Som før ved Bælt og Sund,
Saa, er ej Solen oppe,
Vil brat dog Bøgetoppe
Nok lysne i dens Glans.

Ja, siden Hjarnes Dage,
Der sang om Fredegod,
Paa Marken aldrig Mage
Til Skjalde-Kor opstod,
Som det, der mangetunget *)
Har Frederik besjunget
Halvtredsindstyve Aar.

Gik med de Konge-Skjalde
Jeg mange Aar i Lag,
Da tør jeg ogsaa kalde
Kong Fredrik Æter-Dag \

:; [..Kjærminder-': fugletunget.]

i, Gylden-Aaret. 1834. I S

Thi, rimed det sig ikke,

Da var kun værd en Strikke

Det hele Skjalde-Kor.

Ja, skred ej Natten sorte,
Og nærmed sig ej Dag,
Skin-Faxe, vore Porte
Med gyldent Hoved-Lag,
Hvortil har det da kimet?
Hvorom har vi da rimet
I Draperne om Kap?

Dog, at om vores Frode
Al Skjalde-Ros var sand:
Fra Thaarup og fra Tode
Til efter Ingemann,
Derom, tør jeg nok mene,
Sig Stemmerne forene,
Derom gaar Syn for Sagn.

Var det ej sandt, vi meldte,
At Fredriks Konge- Vaand
Med Guder og med Helte
Opvakte Nordens Aand,
Hvad løste da vor Tunge,
Hvad lærte os at sjunge
I Nørreledens Aand?1)

Og tør vel nogen sige,
Den Aand paa Mark og Fjæld
Ej styrker Lysets Rige,
Men staar i Pagt med Heil

:) [„Kjær-minder' : Med Oldtids Fuglenæb.]

j 5 /• Gylden-Aaret. 1834.

Hvor meget drog med Styrke
Ej alt fra Mulm og Mørke
Den frem til Dagens Lys!

Var det blot Oldtids Skrifter,
Som nu kom for en Dag,
Var kun af dens Bedrifter
Vor Sang et Efter-Brag,
Fandt ej, hvad dybt i Hjærte
End vækker Fryd og Smerte,
I den sit Liv-Udtryk!

Frem sprang *), som Kæmper ranke

I lysegrønne Vang,2)

Hver ædel nordisk Tanke

I Danmarks Skjaldesang,

Og hver en 3) ædel Tone

Fandt4) Gjenlyd paa en Trone:

I Dane-Kongens Bryst.

Var det kun Aftenrøde?
Ej Skjær af nyfødt Dag?
Da Ære med de døde,
Men ve det Folke-Vrag,
Som heller gik til Grunde
End toned nogenlunde
Sit gamle Kongeflag!

Dog, bort med Tanker mørke!
Langt andet varslet blev,
Da Tor idrog sin Styrke
Og Holmgangs-Kredsen skrev,

l) [,.Kjærmijider": Op sprang.] -) [„Kjærminder": Ej fra den
grønne Vang.] 3) [„Kjærminder": Og fandt hver.] 4) [„Kjær-
minder": Ej.]

/. Gylden- Aar et. 1834. I 7

Da Hejmdal stod mod Loke
I Skjaldskabs Ragnaroke
Og stilled Frejas Graad.

Ja, hos *) Kong Fredriks Fugle.

Der sang med Vingeslag,

Som alt det over Tule

Var højlys Sommerdag,

Der var2) et Tone-Møde

Af levende og døde,

Som i et Gylden-Aar.

Af Urdas Tone-Kilde
Udsprang i samlet Strøm
De stærke med de milde:
En haard, en anden øm,
En klar som Guld og Ravet,
En dunkeldyb som Havet,
En høj som ørnens Vej.

De sært hinanden krydsed,
De stridt ej sjælden klang,
Den fælles Moder kyssed
Dog alle i en Sang,
Og smeltede med Gammen
Paa hendes Læber sammen
Til Fader-Kongens Pris.

De loved hende Glæde,
De priste hendes Held,
Med dejligt Dronning-Sæde
Ved Morgenrødens Væld,

l) [„Kjærminder": Var hos.] 2) [„Kjærminder": Der ej.]
VI. 2

o i. Gylden-Aaret. i8J4-

Og med et kronet Hjærte,
Som under Fryd og Smerte
Blev til et Konge-Spejl.

Saa vox da op, du spæde,
Til Heltedaad i Vaar!
Og bliv, til Daners Glæde,
Et Fredens Gylden-Aar
For gamle og for unge,
I Hjærte og paa Tunge,
I Lund og Højeloft!

Ja, i din Middel-Alder
Du krone, Gud for alt,
Den Ætmand god af Balder,
Som blev til Styret kaldt
I gamle Faders Dage,
Fuld mange Aar tilbage,
Med Fredegodes Navn!

Ja, lad, o Gud! opklare
En Dag, et Gylden-Aar,
Som ret kan aabenbare,
Med Nordens gode Kaar,
Det danske Hjærtes Fylde,
Til Graa-Haar at forgylde
Hos Kongen og hans Folk!

2. Til 'Johan, min ældste Søn. j q

2. Til Johan, min ældste Søn,

da han fyldte sit tolvte Aar
(14de April 1834).

[Hidtil utrykt. Originalen er bevaret.]

1 iden gaar,«og vi med den,
Hurtig op og ned ad Bakke,
Knap vi modnes vel til Mænd,
Før det vil mod Enden lakke,
Derfor det er Visdoms Sprog:
Bliv, min Søn, i Tide klog!

Visdom, man vel sige vil,
Aldrig kan med Ungdom følges,
At der hører Lykke til,
Det skal heller aldrig dølges;
Alt dog muligt er for den,
Som har en almægtig Ven.

Tolv Aar gammel sad vor Drot
Høj vis i de lærdes Midte,
Velbekjendt med sandt og godt,
Ubekjendt med Svig og Smitte;
Til ham, som han var paa Jord,
Voxer op, hvo paa ham tror.

Derfor kan og du, min Søn!
Lykke faa til ham at ligne,
Ty vi til hans Favn i Løn,
Vil i Lys han os velsigne,
Vise os, saa vennemild:
Han kan gjøre, hvad han vil.

2o 2. Til Johan, min ældste Søn.

Navnet, han paa Jorden bar,

Ej jeg vil i Pennen føre,

Tidlig jeg det hvisket har

I min førstefødtes Øre,

Ja end før til dig engang

Højt med Liv og Aand det klang.

Det var, da jeg, glad i Hu,
Spurgte paa min Herres Vegne
Højt ved Daaben: troer du?
Kan som Ven paa dig han regne?
Spurgte saa, hvor paa din Tro
Svared Bedstemødre to.

,. Klinet paa, det regner af",
Derfor ej jeg dig afretted
Til Udraab om, hvad han gav,
Og hvad sine han forjætted,
Jeg kun lærte dig hans Ord,
Vidned ærlig: jeg dem tror.

Men den nærmer sig den Stund,
Du skal selv til Pagten svare,
Love lydt med Haand og Mund
Troen kjærlig at bevare,
Som hans Ven i Liv og Død,
Der sit Blod for os udgød.

Lagt jeg har hver Herrens Dag
Troens Ord paa eders Tunge,
Som en Livets Hovedsag
For de gamle og de unge;
Men ej spurgte jeg endnu
Selv min ældste: froer du?

2. Til Johan, min ældste Søn. 2 1

Herrens Bøn for eder jeg
Daglig bad, saa godt jeg kunde,
For hans Pris at bane Vej,
Som han bød, fra Børne-Munde,
Men ej véd jeg, om i Løn
Til Gud Fader steg din Bøn.

Dog, hvis ikke jeg saa' fejl,
Tit, naar Herrens Ord du hørte,
Var dit Øje Troens Spejl,
Og hans Aand dit Hjærte rørte,
Saa nok han, jeg regner paa,
Tæller dig blandt sine smaa.

Og er du kun en af dem,
Da er du i gode Hænder,
Engle- Vagt fra Lysets Hjem
Sine smaa paa Jord han sender,
Minder dem om Daabens Pagt.
Frelser dem fra Mørkets Magt.

Saa hans Engle dig omringe,
Lede dig i Herrens Spor,
Laane gode Ønsker Vinge,
Minde dig om Livets Ord,
Glæde dig, saa du kan lære,
At hos ham er godt at være!

Da i Visdom med hvert Aar
Voxe skal du til vor Glæde,
Føle, det er gode Kaar
For de smaa at kunne græde,
Naar i Hast hver Taare-Pil
Sig forvandler til et Smil.

2 2 2. Til Johan., min ældste Søn.

Funkle skal dit Øje da,

Naar du Fædres Tro bekjender,

Og jeg trykker paa dit „Ja"

Aandens Segl med Præste-Hænder,

Byder lydt med Livets Ord

Dig til Gjæst ved Herrens Bord.

Naar saa mine Dages Tal
Som et Timeglas udrinder,
Paa min Grav du plante skal
Smilende en Flok Kjærminder,
Thi du véd, vi ses igjen
Hos den fælles fuldtro Ven.

Lever da din Moder end,
Mig en tro og kjærlig Mage,
Lærer Meta du og Svend
At forsøde hendes Dage,
Førstefødt til Sønne-Dyd,
Førstefødt til Himlens Fryd!

Ja, min førstefødte Søn,
Billed af din kjære Moder!
Hør mit Faderhjærtes Bøn:
Elsk og vogt din vilde Broder!
Mind ham om din Faders Træk.
Led og følg ham from og kjæk!

Broderskabet vorde saa
Eder til en Glædens Kilde!
Meget hen i Skjæmt du slaa,
For en Broder at formilde!
Kjærlig da hans Kraft og Mo«l
Raade paa din Mangel Bod!

j>. Bispinde Fabricius. ? %

-O

Og nu, Søn ! mens Herren blid
Lader her os sammen vandre,
Gjør dit bedste, gjør din Flid!
Spørg ej lad: hvad gjør de andre?
Gjør din Flid og stol paa ham,
Som gjør aldrig Haabet Skam !

Lær din Fader at forstaa
Som din bedste Ven i Støvet!
Tal om, hvad du tænker paa,
Som fornøjet, saa bedrøvet?
Thi vor Tanke og vor Trøst
Lever kun i Ordets Røst.

3. Bispinde Fabricius.

(Maj 1834.)

[Trykt i Nordisk Kirketidende 1834, Nr. 19. Den afdøde (Anna
Ounilde f. Heyneth) var Enke efter Biskop Otto Fabricius, Sogne-
præst ved vor Frelsers Kirke paa Kristianshavn (f 1822).]

Otille, stille! dæmpet klinge
Sangen ved den trættes Seng!
Taaren her kun Trøsten bringe.
Alt som Dug til slagne Eng.
Hvad er her at sørge over?
Hun er ikke død, hun sover!

Stille, stille! ingen Klage

Ved den frommes Hvilested!

Talte ere hendes Dage,

Kun hvor Nætter regnes med;

Hist, hvor Aar kan aldrig tælles.

Hun har Liv med Gud til fælles.

24 S- Bispinde Fabricius.

Stille, stille! snart oplukkes
Øjet dobbelt klart og mildt:
Hvor ej grædes, hvor ej sukkes,
Hvor ej Kjærlighed er spildt,
Hvor i Venskabs gyldne Sale
Sød og sand er alles Tale.

Stille, stille ! se, hun smiler !
„Hun nar stridt den gode Strid",
Kun det tunge sig udhviler
Til en bedre Sommertid,
Frihed har det lette vundet:
Fugle- Vej til Himlen fundet.

Stille, stille! naar vi lytte
Der opad, hvor Solen gaar,
Det gjenlyder i vor Hytte,
Som naar yndigst Lærken slaar:
Gjenlyd af hvad hisset toner,
Hvor kun Kjærligheden troner.

Stille, stille! naar vi stræbe
For det bedste, uden Svig,
Smilet dør ej paa vor Læbe,
Men vor Søvn bli'r hendes lig;
Vaagnende vi trindt os finde
Venner, som hun var Veninde.

Stille, stille! gamle, unge
Godt i Stilhed gjorde hun,
Elsked ej med Mund og Tunge,
Men i Løn af Hjærtens Grund;
Først hos ham, som lader regne,
Røbes det i Lysets Egne.

4. Nordens Aand. 25

4. Nordens Aand.

(1834.)

[Trykt i Nordisk Kirketidende 1834, Nr. 32. Forf.'s Haandskrift
er bevaret og her benyttet.]

uik jeg drømmende i Lunden
Og paa Lavinds1) Blomster-Kyst,
Sværmende i Aftenstunden,
Med en Verden i mit Bryst,
Maled, som det Ungdom huer,
Alting sært og alt med Luer; —

Gik jeg kæmpende paa Sletten,
Stod jeg kjæk paa Møens Klint,
Sagde Trods til „Opsals- Jætten",
Bad ham flyve kun i Flint,
Skabte mig, som Skjalde pleje,
Selv en Fylking at nedmeje; —

Stod jeg spejdende paa Voven,
Hvor kun Himmel var og Hel,
Stirred efter Naaleskoven, *

Naglet til det høje Fjæld,
Holdt, som Folk, der Søen pløje,
Haanden for det halve Øje; ■ —

Stod jeg smilende paa Snækken,
Under Bretlands hvide Kyst,
Tællende paa Kulskibs-Rækken,
Forberedt paa Stavnedyst,
Tænkte, som en Sagadyrker,
Mer paa Angler end paa Tyrker;

') Langeland.

26 4' Nordens Aand.

Gik jeg studsende i „Tragten". *)
Under Themsens Bølge-Tag.
Og beundred' Tankemagten
Mer end alle Murstens-Lag,
Skosed, hvad jeg ej kan lade.
Britten for det lave Stade; —

Stod forvoven jeg paa Randen
Af den stejle Ch/fo/i-Aas,2)
Hvor fra Stratford ud til Stranden
Floden gaar sin gamle Kaas,
Glemte, som en Britter næsten.
Over Shakspear selve Præsten; —

Immer svæved over3) Isse
Noget frit for Støvets Baand,
Noget, som jeg véd til visse
Selv sig kalder Nordens Aand,
Nær ved Isserne i Tule,
Ved de graa, som ved de gule.

Haaret graaner, Tiden skrider,
Man maa vide, hvad man gjør,
Hvi man sværmer, hvi man strider,
Man maa vide, hvad man tør\
Tør for Døden og for Livet,
Tør for ham, som alt har givet.

Hvad er „Nordens Aand" i Grunden?
Hvad var det, mig vældig greb,
Lagde Kæmpe-Sprog i Munden.
Over Stok og Sten mig drev,
Ja, som end i denne Time
Byder: rist, som Skjalde rime!

J) The Tunnel. 9) Clifton er en Forstad til Bristol. s) [Forf.'s
I laandskrift : mig om.]

4. Nordens Aand. 27

Er det kun min egen Aande,
Skyggen af min Sjæl i Løn,
Saa jeg gik mig selv til Haande,
Som en tro og lydig Søn,
Gik i Ilden og i Vandet
For mig selv som noget andet?

Nej, saa vist som ej min Aande

Skabte alt i Hedenold

Ving-Tors Kraft og Friggas Vaande,

Odins Hest og Amlets Skjold,

Ælvesnækken, rar at finde,

Som har Bør med alle Vinde!

Nordens Aand er Nordens Vætte,
Fordum, nu og allen Stund,
Mens i Norden vi fortsætte
Fædres Værk med Haand og Mund,
Lytte helst til Kvad af Brage,
Gløde for de gamle Dage.

Men er han ej af „den onde",

Vætten, som i Hedenold,

Odin kaldt i Offerlunde,

Hjalp som Tor, mod Turs og Trold,

Kaared kun paa Kæmpe- Valen

Gjæsterne til Riddersalen?

Var hans Septer ikke Spydet?
Var hans Yndlingsdrik ej Blod?
Hvor med var den Skjoldborg prydet,
Som hos ham i Gladhjem stod?
Var af Sten kun Hrungners Hjærte?
Var ej Sværdet Valhals Kjærte!

2 3 4- Nordens Aand.

Rejste for en Afguds- Vrimmel,
Som holdt Guddom for et Rov,
Han ej under aaben Himmel
Altrene i Mark og Skov,
Hvor sig blanded Blod af Heste
Tit med Blodet af vor Næste?

Hvi har ej, i Sæk og Aske,
Jeg begrædt, med Sorg i Hu,
At af ham sig overraske
Lod en Sjæl som Skjald endnu?
Hvor tør jeg paa gamle Dage
Harpen slaa for Tor og Brage?

Vil jeg Røsten overdøve,
Som jeg kalder selv Guds Ord:
„Ogsaa Aander skal I prøve u,
Daaren kun dem alle tror;
Eller tør jeg Nordens Vætte
Blandt de gode Engle sætte?

Ja, det sidste som det bedste,
Det tør jeg med Rim i Haar,
Mest fordi jeg Tro tør fæste
Til det Ord, som ej forgaar;
Thi for det, som kronet Løve,
Nordens Aand bestod sin Prøve.

I hun, der kom i Tidens Fylde,
Kvindefødt, dog Søn af Gud,
Ham maa alle Aander hylde,
Som skal Prøven holde ud,
Men hvo ham med Lyst bekjender,
Tælles skal blandt Herrens Frænder.

Nordens Aand.

29

Kappes nu hver Aand paa Jorden,
Som har Røst og Billedsprog,
Med den gamle over Norden,
Om, i Tale og i Bog,
Ham, der kom i Tidens Fylde,
Ret med Liv og Lyst at hylde!

Og kan ingen Aand man nævne,
Uden hans fra først til sidst,
Som har mere Lyst og Evne,
Til i Sang at love Krist,
Da skal Nordens Aand i Vælde
For en Over-Engel gjælde.

Hvo sig drister til at laste
Nordens Aand fra Hedenold,
Ej med Dommen sig forhaste,
Hvad han førte i sit Skjold,
Retten ham kun det tilregner,
Som med Liv han sig tilegner.

Spørger derfor ej de døde,
Om hvad Aanden kalder sit,
Som om det var Aandens Brøde,
At hans Ord misbruges tit !
Spørger dem, som I kan høre,
Aanden gav sit Sprog at føre!

Spørger os, hvem han har drevet
Til de gamle Kalveskind,
Lærte i hvad Pen har skrevet
Mer at se end Pegepind,
Lærte Sangen at gjenføde,
Som var jordet hos de døde!

5 o 4- Nordens Aand.

Spørger os, hvad han sig kaarer
Forlods af den gamle Skrift,
Og i hvad for Kæmpe-Aarer
Han slog Ild til sin Bedrift,
Hvad ham huger, hvad han vrager,
Som i Storværk, saa i Sager!

Ser jer om i Kristenheden!
Var maaske det Kristi Aand,
Som i Munkebur forleden
Snoed Paternosterbaand,
Ham, som under Kirkebue
Kroned Paven og „vor Frue"?

Var det ham, der Messesærke
Syede af Jordelin?
Ham, der under Korsets Mærke
Rutted med den røde Vin?
Ham, der byggede af Flammer
Huss det prude Sovekammer?

Men var det ej ham, der bygte
Afgudsaltre i hver Krog,
Ham, der Almanakker trykte
Under Kors i Messebog; —
Hvi skal Nordens Aand da bøde
For de gamle Kroppes Brøde?

Som med Paven gik i Rette
Fædrene for Kristi Aand,
Saa gjør vi for Nordens Vætte
Med den plumpe Skriverhaand,
Som, kun sansende det stærke,
Hvirvelvind gav Aandens Mærke.

4. Nordens Aand. 7. j

Som med Skriften af de gamle,
Kristen-Livets Kilde næst,
Luther mægted at ophamle
Mod den store Afgudspræst,
Saa med Arildskvad i Haanden
Svare vi for Kæmpeaanden.

Var det sandt, det løse Rygte,
At man slagted Folk som Fæ,
Hvor for dem, som Midgaard bygte,
Man i Norden bøjed Knæ:
Dog, saa lidt som Costniz-Baalet.
Aanden huged Morderstaalet.

Ærlig Kamp var Aandens Glæde,
Spyd mod Spyd og Haand mod Haand
Alt som vi i Kredsen træde,
Pen mod Pen og Aand mod Aand;
Haanden kun sit Vaaben skifter,
Aandens Løsen er Bedrifter.

Ja, det gamle Nordens Vætte
Han er just Bedriftens Aand,
Svinger Mjølner mod hver Jætte,
Lægger Fenris-Ulv i Baand,
Er Mikael, som med Dragen
Fører Krig til Dommedagen.

Derfor, medens Tider rinde,
Storværk alt i Mark og Bog
Kæmpemæssigt Navn skal finde
Nemt i Nordens Billedsprog,
Brændemærket ej ved Siden
Savnes skal til Niddings-Iden.

32

4. Nordens Aand.

Derfor, hvor jeg end omvanked,
Hvor end Sjælen Hvile fandt,
Hvor imod end Hjærtet banked.
Og hvad end i Hu mig randt:
Klarest dog i Mimers Kilde
Saa' jeg Livet sig afbilde.

Striden mellem As og Jætte,
Tiden ud, paa Liv og Død,
Lærte mig, hvad Kæmpetrætte
Mer end Slagsmaal blot betød;
I alt Døn kun Efter-Braget
Hørte jeg af Tordenslaget.

Naar jeg saa', hvor Flod og Ebbe
Underlig omskiftes saa,
At, hvor Liv der spores næppe,
Tit dog Storværk mon opstaa,
Da mig tykkes alt at sande:
Høje Norner Asken vande.

Hvor man kappes om at hædre
Storværk ret af Hjærtens Grund,
Saa de gjæve Oldefædre
Gaa i Sang fra Mund til Mund,
Der, for mig, i Valhals Gammen
Sidde alle Kæmper sammen.

Naar jeg føler: os i Hjærte
Bor en Længsel dyb og sær,
Hælvten Fryd og Hælvten Smerte,
Aanden hel og holden kjær,
Da mig tykkes, alle Steder
Gylden-Taarer Freja græder.

4. Nordens Aand. -? •>

Al den Kløgt, der sig som Snogen
Snor imellem Krop og Aand,
Finder jeg, i Eddabogen,
Loke har fra første Haand,
Saa mod ham de verdenskloge
Se mig ud som Skolepoge.

Overalt, hvor Øjet savner

Livet i sin fulde Glans,

Saa det fryder, som det1) gavner,

Ter sig frit i Straaledans,

Mindes jeg, hvor tungt for Balder

Friggas Modertaare falder.

Naar jeg ser, hvor Haabet smiler
Saligt under sølvgraa Haar,
Og hvor dristig det sig hviler
Paa en Drøm fra Barndoms-Aar,
Synes mig igjen opdaget
Glitner kun med Sølver-Taget.

Naar jeg ser, hvad Mindet mægter,
Som ej blot i Kongeborg,
Men hos hele Folkeslægter,
Avler Daad og jorder Sorg,
Da jeg ser, af Æbler røde
Gamle Guders Kinder gløde.

Naar i Levneds-Aftenstunden
Jeg det mærker paa hver Skjald,
At han Ordet har paa Munden,
Som forkynder Guders Fald,
Da sig Gjallarhornet klæber
For mit Blik til Hejmdals Læber.

*) [Forf.'s Hdskr. „saa det". N. Kirketid.: ,.som der".]
VI . 3

-2A 4- Nordens Aand.

Naar det ringer for mit Øre
Om det store Gærdebrud,
Da sig Himlens Kræfter røre,
Daane som et Stjærneskud:
Asa-Tor jeg ser i Vangen,
Vaklende fra Midgaards-Slangen.

Naar det toner fra det høje:
Liv skal sejre over Død !
Da sig hæver for mit Øje
Jorden grøn af Havets Skjød,
Balder fra de mørke Dale
Op til Gimles Gylden-Sale.

Ja, det gamle Nordens Vætte
Han er just Bedriftens Aand,
Svinger Mjølner mod hver Jætte,
Lægger Fenris-Ulv i Baand,
Er Mikael, som med Dragen
Fører Krig til Domme-Dagen.

Paa hans 0 hver Aand det mærker,
Har end halv sig selv han glemt,
Thi for Daad og Kæmpeværker
Falkesyn han har bestemt,
Fandt dertil uhyre Kræfter,
Drift og Mod og Greb derefter.

Sankt Georg, som fælder Dragen,
Kalder Anguls 0 sin Aand,
Brat det komme vil for Dagen,
Navnet er paa anden Haand;
Kaldes Vinger Fjederhamme,
Virkningen er dog den samme.

4. Nordens Aand. ^r

Her, hvor Aanden er vor Næste,
Savne end vi stor Bedrift,
Mærke knap, at deres bedste
Aander gjør med Ord og Skrift,
Saa i Kammer, som i Kirke,
Hvad de spaa, de ogsaa virke.

Spørger man: hvad er i Gjære,
Og hvad spaar vel Nordens Aand?
Nordens Held og Herrens Ære,
Stor Bedrift med Mund og Haand,
Nyt, som til det gamle svarer,
Saa sig Aanden selv forklarer.

Mod og Magne hisset ovre,

Frillebørn af Asa-Tor,

Skal til Øresund og Dovre

Gaa paa Damperen om Bord,

Deres Fader at opsøge

Og hans Kraft med Kunst forøge.

Baandet sejt af Fiskeaande,
Fuglemælk og Kvindeskjæg,
Tæmme skal, til Lokes Vaande,
Fenris-Ulv ved Klippevæg,
Og enarmet Tyr hin bolde
Dog med Æren Kraft beholde.

Odin med det ene Øje,
Som ser mer end andres to,
Skal i Nordens Kæmpehøje
Finde mer end mange tro,
Vise, ham gik ej af Minde
Dravgerne til Gavns at binde.

^5 4- Nordens Aand.

Valhal skal paa ny opbygges
Med sit blanke Skjoldetag.
Hvert et Tog mod Jætter lykkes,
Trold faa Skam af Tordenslag,
Aser under Ask hin gamle
Glade sig til Raad forsamle.

Nordens Guder skal ej kæmpe
Mer med gamle Grækenlands,
Søndenvejr skal Kulden dæmpe,
Slebne Ædelsten faa Glans,
Født af Vaner og af Aser
Englevis er Nordens Kvaser.

Dør han end i Ungdoms Dage,
Som for kloge Børn det maa,
Dog, til Held for fler end Brage,
Mandebod skal Aser naa,
Finde Smag i Mjød af Dværge,
Hentet dybt i Tonebjærge.

Smukt der ad skal Møen smile:
Hejmdal hører Græsset gro,
Ser det grandt paa hundred Mile,
Hvad sig nærmer Bifrost-Bro,
Nordlys vorder Billed-Navnet,
Som Oplysningen har savnet.

Evigt er kun ét paa Jorden,
Det er Aande-Herrens Ord,
Derfor Endeligt i Norden
Ogsaa haver Asa-Tor;
Men ej før han, mæt af Dage,
Fældet har den store Drage.

^. Nordens Aand. 27

Dagen aldrig er saa lang,
Selv ej under Nørre-Lide,
At det mørknes jo engang,
Saa med Natten den maa stride,
Gjennem Skyggedalen vinde,
For med Sejer at oprinde.

Det er „Skumringen" i Norden,

Det er Ragnarokes Strid,

Det er, trods al Lyn og Torden,

Troldepakkets Heltetid,

Kort, som alt det ondes Gammen,

Lutrende som Skjærsilds-Flammen.

Dagen gryr, og Hanen galer,
Derfor, Brødre, op til Daad !
Trindt os vaagne Vintersvaler
Efter høje Norners Raad,
Ja, som dvaledøde Fugle,
Myterne staa op i Tule!

Lavt de flyve her paa Sletten,
Fanger dem, I Drenge smaa!
Selv i Bur om Kæmpevætten
De som Nattergale slaa,
Naar kun Toner, hende kjære,
Eders Søster dem vil lære.

Højt paa Klippegrund de stævne
Lukt i Sky med Falk og Ørn,
Ikke dér, som paa det jævne
Fange dem de viltre Børn,
Kun, før de af Krudt faa Lugten,
Gutten skyder dem i Flugten.

3 8 S- Ved Biskop P. E. Mullers Baare.

Skudte Fugle kan ej sjunge,
Stoppes ud de skal med Kunst,
Kæmpevinger for de unge
Da ej sprede de omsonst,
Over Fjæld og Fyr og Graner
Tanken følger deres Baner.

Sørge for, hvad aldrig glipper,
Hver som han har Trang og Tro
Men, paa Slette og paa Klipper,
Vidt og bredt om Runemo,
Kappes alle om at flette
Hæderskrans til Nordens Vætte!

Pak dig, Hrimturs fra det fjærne!

Bar end Tor du over Aa,

Nu ej længer for en Stjærne

Tage vi din frosne Taa,

Og din Hustrus ramme Galder

Regne vi nu kun for Skvalder.

5. Ved Biskop P. E. Mullers Baare.

(1834.)

[I Forf.'s Haandskrift findes efter Overskriften følgende Motto:
„Lader os love de herlige Mænd og Fædrene af vores Slægt.
(Syrak. 44)". Saaledes trykt i „Ude og Hjemme" 1880, Xr. 154.
— P. E. Muller døde 4de Septbr. 1834. — Det lian bemærkes, at
der forefindes i Haandskrift et Udkast til en Tale ved hans Grav,
som G. har villet holde, om Lejlighed gaves. — Paa et af de
haandskrevne Blade med Udkast til det her følgende Digt, der har
Tilknytning til en Fabel af P. E. Muller, findes øverst paa en Side
disse Linjer, som kjendelig angaa ham:

S. Ved Biskop P. E. Mullers Baare. oq

Opsving dig, du gamle i Nord !
Af Fjedrene Støvet du ryste!
Udfar i det vingede Ord,
Lad Sangen de sørgende trøste!
Omfavn ham, som den, du vil hædre!
Indslyng ham blandt hellige Fædre!]

lilegrim med Bispestaven!
Ak, hvor tidlig du blev træt,
Modnedes langt før til Graven,
End du var af Dage mæt!
Ak I om Livet med de døde
Droges du fra Aar til Aar:
Dødens Magt og Livets Møde
Ædlingen gav Banesaar.

Skjalden følger dig til Jorde
Dødbleg paa sin Fødselsdag,
Kommer ej engang ti] Orde,
Har kun Suk for Harpeslag.
Ak! thi her i denne Kiste
Jordes af det ældre Kuld
Allerede nu den sidste,
Som var Fædreskjalden huld,
Lytted gjærne til hans Kvæde,
Om end alt ham huged ej,
Mødte med uskrømtet Glæde
Tit ham paa den gamle Vej.

Ja, den gamle Kæmpebane,
Adelvejen i vort Nord,
Under Fædrelandets Fane
Fulgte ærlig vi paa Jord.
Derfor, trods hver Kløft og Revne,
Og trods hver forfløjen Pil,

10 S- Ved Biskop P. E. Mullers Baare.

Mødtes immer paa det jævne
Vi igjen med venligt Smil.

Ak! med Saxes Bog i Haanden,
Halv fuldendt til Danmarks Pris,
Han, som Axel, opgav A anden;
Stort var Fædrenes Forlis:
De har tabt et kjærligt Minde,
De har tabt den sidste Tolk,
Ved hvis Hjælp de kunde vinde
Ørenlyd hos lærde Folk.
Ja, I gamle Kæmpehøje,
Rige paa umøntet Guld !
Brustet er hans milde Øje,
Som udspejdede jert Muld,
Lagde atter klart for Dagen,
Hvad kun Natten gjorde mørk,
Viste, at kun Nidhøg-Dragen
Gjorde Norden til en Ørk,
Ja, beviste kjækt, men rolig:
Nordens Guld staar ærlig Vægt,
Her var og en Gudebolig,
Her var og en Helteslægt.

Men ak! ved den ædles Baare,
Skjønt til Sorg for mange skabt,
Rinder vel kun denne Taare
For, hvad Fædrene har tabt.
Snart forglemte er i Vangen
Alle bolde Fædre nu;
Saa i Dag mig Klagesangen
Rinder varslende i Hu.

6. Nordens Guld.

41

6. Nordens Guld.

(1834.)

[Med denne Overskrift, ogsaa med Tilføjelsen af Aarslallet 1834,
er Digtet trykt i Forf.'s Ugeblad Danskeren, 2den Aargang (1849),
Nr. 23, hvor det ligesom her følges af en 1849 tilføjet „ Efterskrift1'.
— Digtets 69 første Linjer er en lidt ændret Gjentagelse af G. 's
Bjovulfs-Drape, Slutning af 1 6de og Begyndelse af 17de Sang. —
I Forf.'s Haandskrift fra 1 834 forefindes to meget afvigende Stykker
af Fortsættelsen.

„Dragen, som i Gruben laa

Under Klipper bratte,

Vogted der i Løn og Vraa

Gamle Hedning-Skatte.

Man om Ejerne har vidst

Ikkun det at melde:

Han, som ene blev til sidst,

Rokkende af Ælde,

Mærkende, at Guldet kun

Han endnu en liden Stund

Kunde selv beholde,

Bar med Flid et Vognmandslæs

Ind i Hvælvingen paa Næs,

Nær ved Bølger kolde.

Vaklende paa Stien trang,

Vanskelig at finde,

Gjern nu, Grube! Gubben sang,

Vel, hvad du har inde,

Skjønt det for de boldes Ven

Er en pinlig Tanke,

At til dig de brave Mænd

Midler skulde sanke!

I min Hal og i min Gaard

Der blev tomt og øde,

Kæmperne fik Banesaar,

De er alle døde!

42

6. Nordens Guld.

Dem ej mer ved breden Bord

Vinen vederkvæger,

Stille hviler under Jord

Nu det gyldne Bæger.

Der og ligger nu forladt

Hjælmen, aldrig kløvet,

Karlen for saa prud en Hat

Sover, den berøvet.

Brynjesærken med godt Hold

Blev paa Val bedaget,

Trodsed Klingens Overvold

Tit i Vaabenbraget;

Herreløs, af Rust opædt,

Nu den skal dog smulre,

Aldrig færdes vidt og bredt

Mer paa Kæmpeskuldre.

Der ej Skin af klaren Dag

Skimtes under Bue,

Der ej høres Harpeslag

I den mørke Stue;

Kæmpe-Høgen aldrig der

Sig i Kreds mon svinge,

Droslen vims ej Graven nær

Vifter let med Vinge.

Ak, hvor Nornen mig var haard!

Helsot fik og Banesaar

Mine Kæmper alle! —

Saa, som enlig Fugl paa Tag,

Sang han baade Nat og Dag,

Tolkende sin Smerte,

Indtil Dødens Jættehaand

Sønderrev det seje Baand,

Knuste Gubbens Hjærte.

Funklende som Ild og Glød

Afgrunds-Dragen mørkerød,

6. Nordens Guld.

43

Snyltegjæst i Bjærge,
Fløj som før ved Midjenat,
Fandt i Grav den døde Skat
Uden Vagt og Værge,
Og Uvætten rænkefuld,
Gammel nok af Dage,
Til det røde Hedning-Guld
Klynged sig da fage."

tSaa med Gny fra Vesterhavet
Bølgen slaar mod Danmarks Kyst;
Saa, for Skatten dybt begravet,
Brused det i Skjaldens Bryst1);
Saa, med Oldtids Guld for Øje,
Nordens Aand i fremmed Land
Spaaed mellem Kæmpehøje
Selv sin Død paa Gravens Rand,
Bar, som Gubben i hans Kvæde,
Sine faldne Kæmpers Skat
Bort fra Sol og Herresæde
Ned til Mulm og sorten Nat.

Gyldne Sagn fra gamle Dage,
Tidender om Nordens Aand,
Daad af Tor og Kvad af Brage,
Mesterværk af Mund og Haand.
Skjalde-Ordet, som paa Vinger
Vandred før fra Mund til Mund,
Da begrov med kunstig Finger
Aanden i sin Afskedsstund;
Skrevet ind i Glemmebogen,
Uden Læbe, uden Røst,
Skimled det i Skammekrogen,
Kun med Dragen til sin Trøst.

l) Se Aftalernes Bjovulfs-Drape. Syttende Sang.

44

6. Nordens Guld.

Ak! skal nu i Danevangen,
Aand, du friste samme Kaar,
Vorde stum med Klagesangen,
Give selv dig Banesaar?
Skal nu her ved Øresundet,
Her i Kæmpe- Vuggens Hjem,
Dragen ogsaa have vundet,
Som ved Humber og ved Kæml
Skal ej mer, som Fugl med Vinge,
Skjalden nu i Skoven slaa?
Skal ej mer nu Harpen klinge?
Skal ej længer Ordet gaa?
Skal af hele Kæmpelivet
Efterlades kun Papir?
Skal en Stav, som Blad gjør stribet,
Kaldes Aandens Kongespir?
Saa det for mit Øre ringer
Ved Ligklokkens hæse Lyd,
Klemtningen ved Helas Finger,
Kimningen til Tur ser s Fryd:
Ogsaa denne Kæmpe daaned,
Som for Aser løfted Skjold,
Ogsaa disse Læber blaaned,
Som berømte Hedenold!1)
Ak, hvem er vel mer tilbage,
Hvem den sidste af de faa,
Der end mindes Kraftens Dage,
Gløder for, hvad Guder saa'?
Ak, skal jeg, for lidt kun regnet
Selv blandt dem med Skjaldeblik,
Paa det sorte Bræt kun tegnet
I de lærdes Republik,

kop P. li. Muller.

i

Nordens Guld.

45

Der berøvet Mund og Mæle,
Der fordømt til Bast og Baand,
Jeg, imellem Romer- Sjæle,
Ene staa for Nordens Aand!
Ak, skal jeg, som snart maa daane,
Synke der som sidste Mand,
Hvor ej mer Kjærminder blaane
Til en Krans paa Gravens Rand,
Hvor ej mer en kjærlig Stemme
Løfter sig til Fædres Lov,
Hvor alt gammelt gaar ad Glemme,
Hvor al Daad er Dødens Rov!

Ja, I hedengangne Fædre,

Forhen Danmarks Liv og Lyst!

Ej ved Bælt det tegner bedre,

Ej paa Vesterhavets Kyst;

Gubben, som, med Klagesange,

Over daanet Kæmpe-Kuld

Kasted Grav i øde Vange,

Jorded Oldtids røde Guld,

Nordens Aand, som sig udvalgte

Nome-Gjæst til Kjendingsnavn,

Ej paa Skrømt blandt Nordmænd kaldte

Daner s Mark sin Fødestavn:

Her hans Moder, gamle Yrigge,

Græd i Fensal Dag og Nat,

Vidste vel til Punkt og Prikke

Ej Besked med al hans Skat,

Ejed dog, hvad dejlig klinger:

Ægte Guld med lønlig Glans,

Gylden-Ring til hver en Finger,

Blomster til en Brudekrans;

Nænte sit ej at nedgrave,

Lod, til alle Slægters Tarv,

4&

Nordens Guld.

Hvad hun fik til Fæstensgave
Gaa blandt Dannemænd i Arv.
Dog er nu det rart at finde
Glimmerfrit, hvad Guld er værd,
Sjældent som en Dannekvinde,
Der har Kæmpevisen kjær, —
Kæmpevisen, ja der nævned
Jeg den Snække underfuld,
Som paa Tidens Bølger stævned
Til os ned med Friggas Guld;
Ak, men nu er Snækken strandet,
Sønderknust mod Klinger-Fjæld,
Findes end der lidt paa Landet,
Det er dog et sjældent Held!
Alt som gamle Hovedsmykker,
Gamle Toner, gamle Ord,
Efter Modens Fjante-Nykker,
Vrager Kvinden nu i Nord.
Ham, som nu til Jords vi stede,
Os, som snart er alle Muld,
Lærte end for Guld at græde
Kæmpevisens røde Guld,
Det og lærte os at kjende
Skattene i Jordens Skjød,
Hvor de viltre Blaalys brænde
Over Dragen mørkerød,
Drev os til en Dyst at vove
For det prude Arvegods,
Lærte os den Aand at love,
Som af Daad kun tager Ros. —
Ak, men hvor er nu de unge,
Som staa op, naar vi gaa ned?
Har de smaa nu lært at sjunge,
Hvad ej mer de store véd?
Er det Ord, som Aanden følger,

6. Nordens Guld.

47

Faret ud paa Tidens Hav,
Og har det i Kæmpebølger
Aabnet Dværgemaalets Grav?
Mens vi Højene udgraved,
Løftede mod Dragen Skjold,
Mens paa Runerne vi staved
Under Kvad om Hedenold:
Lytted til os Ungersvende?
Nynned med os Piger smaa?
Fik de sorte Kunster Ende
Eller fjæled sig i Vraa?
Ak, en Drøm, hvori hensovet
Er alt mangen Oldtids- Ven,
Hvorpaa jeg mit Liv har vovet,
Gav derfor det villig hen,
Men, som efter alle Mærker
Skuffede vort lettro Sind,
Loved Aand med Kæmpeværker,
Bragte Is med Nordenvind,
Loved Guld og grønne Skove:
Dane-Hjærtets Liv og Lyst,
Bragte Bly og bunden Vove,
Hjærte-Sten i Dane-Bryst!
Gamle Frigga, Fjorgyns Daatter,
Dannekvinders Moder sød,
Dronning mellem Asgaards Drotter,
Daanet kun ved deres Død!
Er nu ogsaa du hensovet,
For ej mer at vaagne her,
Hvor dig Fuglen havde lovet
Sang til sidste Aftenskjær,
Aftensang til Himmel-Stige,
Naar sig efter Surtur-Brand
Aabnede Alfaders Rige,
Kjærlighedens Blomster-Land ;

4.3 6. Nordens Gnid,

Naar dig Balder til det høje
Kaldte med dit rette Navn,
Heder med forklaret Øje
Hed til din Moderfavn!
Nej, endnu du ej udaandet
Har det sidste dybe Suk,
Lydelig du dig har vaandet,
Højt var Moderhjærtets Kluk,
Dybt det rørte os, som kjende
End vor søde Moders Røst,
Harpen flux os faldt i Hænde,
Stemt til Vemod, Haab og Trøst,
Toned i den Aand, der svæver
End saa længe Issen nær,
Som endnu et Hjærte bæver
For din Død, vor Moder kjær!
Ak, men vore Hænder synke,
Skarerne, som Klangen drog,
Ikke dig, men os kun ynke,
Som for intet Harpen slog.
Dem er du en livløs Tone,
Dem er Himlen Hjærnespind,
Damp er dem din Dronning-Trone,
Et for dem er Aand og Vind;
Og, hvis ikke mer en Taare
Folke-Øjet har for dig,
Aldrig mer, omskabt til Baare,
Vorder Bøg paa Fugle rig;
Aldrig mer, naar du hensover,
Taare-Dronning! ubegrædt,
Farer over danske Vover
Harpeslag paa Snække let;
Men har Gjøgleriet vundet,
Grædes kun for dig paa Skrømt,
Da er nu dit Glas udrundet,

A'ordens Guld.

49

VI

Og dit Taarevæld udtømt.
Stillet ud det blev til Skue:
Baade Guldet, du os gav,
Og hvad under Sten og Tue
Fundet blev i Kæmpegrav;
Blanket op af rige Frænder.
Dannet om med Kunstner-Hu,
Sat i Lys med snilde Hænder,
Staar udstillet det endnu;
Men kun Glimmer og ej Guldet
Vejes op med Øjens-Lyst,
Og hvad nytter Børnekuldet
Skyggen af et Moderbryst!
Derfor under Sky det dønner:
Skin og Skygger fare hen,
Engens Døtre, Skovens Sønner!
Vil I leve op igjen,
Som en Fugl af Vinterdvale
Og en Blomst i Jordens Skjød,
Gjæster da i Vingolfs Sale
Frigga, eders Moder sød!
Kysser Taaren af det Øje,
Som vil briste ellers brat!
Skynder eder, før i Høje
Synker ned den hele Skat,
Som i Strømmene de stride
Sank det gamle Volsung-Guld, -
Dages, medens Sekler skride,
Aldrig mere over Muld!
Det er Døn fra Hængekarmen,
Som den ruller over Sky,
Dæmpet dog af Verdenslarmen,
Selv da den var ung og ny,
Nu til Latter kun i Norden
Som sin egen Efterklang,

4

10

6. Nordens Guld.

Aldrig vækker slig en Torden
Sovehjærterne i Vang.
Derfor, Dronning over Engen!
Døden vis, beskik dit Hus!
Ej dit Suk paa Sottesengen
Rækker dem i Sus og Dus.
Lær mig, mens du end har Mæle,
Grav at kaste til den Skat,
Som ej inden fire Fjæle
Rummes kan den lange Nat!
Lær mig Dovre at udhule
Til en hvælvet Dødninghal,
Som kan Danefæet skjule,
Herreløst ved Kæmpefald!
Lær mig tusend Klagesange
Tonede kun for mig selv,
Medens jeg fra Danevange
Bærer langs med GI ommens Elv
Oldtids Guld til Klippemure,
Nordens Glans til Nattens Skjød,
Lader Dragen der det kure,
Hovedrig ved Aandens Død! —
Nej dog nej, ved alle Fædre,
Som med Æren løfted Skjold!
Skal ej Guldet fare bedre
End i Nidhøg-Dragens Vold,
Da lad selv den det opsanke,
Om den kan, fuld vidt adspredt!
Ej skal ved min Haand det blanke
Vorde stadselig udbredt.
Skam faa den, der Jættestue
Bygger til en Skat, som død
Aldrig mer omstraalet lue
Skal som Morgenskyen rød!
Dør du, Moder! som har avlet

6. Nordens Guld.

51

Os og Nordens Kæmpeaand,
Da er Skjoldet noksom tavlet,
Tunget ud med Dværgehaand,
Til at vidne, til at vise
Efterslægtens Spejderblik,
At ved dem, som Døden prise,
Nordens Kæmpeliv forgik.
Men til det er gjort forgjæves,
Som endnu er ikke sket:
Til i Sandhed Røsten hæves,
Hvoraf Skyggen kun er set,
Røsten af det Blod, som rinder
I vor Slægt fra Hedenold,
Røsten af, hvad end forbinder
Os med Fredegod og Skjold,
Røsten af den Aand tillige,

Efterskrift.

(1849.)
Saa jeg greb i Harpens Strænge,
Sværmende paa Gravens Rand;
Da var de halvvoxne Drenge,
Som nu værge Daners Land.
Da var „dejligst Vang og Vænge"
Gjenfærds 0 i Dødens Hav,
Da stod Blomsterne i Enge
Kun til Krans paa Euglens Grav.
Dog det vifted gjennem Løvet,
Som et Pust af Nordens Aand:
Ravne, som du selv har prøvet,
Skæres kan for Tungebaand,
Det kan Stær og det kan Svalen
Nu med Lempe og med List,
Hvorfor ikke Nattergalen,
Sødest Fugl, som synger sidst!

4*

52

6. Nordens Guld.

Og, at under Morgensange
Overvættes Dejlighed
Vaagne kan i Danevange,
Jo hver Ravneunge véd!
Ja, et saadant Pust i Løvet
Køled da min Isse hed,
Mens jeg, dødelig bedrøvet,
Stirred stum i Muldet ned,
Vendte Pennen som en Spade,
Grubled over, om i Nord
Kastes mellem gule Blade
Skulde Grav til Aandens Ord.
Da paa Tungen brændte Ordet,
Lyned til min Sjæl i Løn:
Lad mig, før jeg bliver jordet,
Dog udfare først med Døn,
Og med Klang som alle Strænges,
Alle Folkestemmers Lyd!
Mon derefter ikke længes
Øret end i Nord og Syd?
Og se nu! alt brænder Ordet
Trindt om Land, som Bavn og Baal!
Skulde nu det blive jordet
Kun paa Danmarks Tungemaal,
Maalet, som til Hjærtets Gammen,
Bøgen lig, af Rode randt,
For at smelte yndig sammen
Med alt godt og smukt og sandt!
Eller skulde kun forgjæves
Nu, da løst er Tungens Baand,
Hjærtet brænde, Røsten hæves
Her i Nord for Folkets Aand!
Skulde nu, da Bølger taarne
Atter sig paa Tidens Hav,
De til Tronen odelsbaarne
Finde kun deri en Grav!

6. Nordens Guld. 53

Skulde nu, da om Val- Malmen
Slaget staar i Folkevang,
De just dø paa Bænkehalmen,
Som er født til Arvegang:
Nordens Helte og Skjoldmøer,
Fra det tyske Markeskjel,
Over alle danske Øer,
Op til Norges Grænsefjæld!
Det ej sker, før Skyen falder,
Alle Skovens Fugle med,
Ingen Sejd og ingen Galder
Nordens Aand kan gjøre ræd.
Og naar Drøn af Luren dønner,
Kalder op til Kæmpedyst,
Ræddes kan *) ej Odins Sønner,
Sejren følger dem med Lyst !
Oldtids Guld! som de skal arve,
Mer end Fofners Skat2) til Mands,
Skin med Aftenrødens Farve
Nu da i din fulde Glans!
Frygt ej for de tyske Ravne,
Der sig skød i Ørneham!
Lad dem se, hvad de skal savne,
Alt for godt til Brask og Bram!
Lad dem se, at Nordens Helte
Til hvert Hoved har Guldbaand,
Til hver Lænd et Gyldenbælte,
Til hver Haand en Konge- Vaand,
Med en Guldring til hver Finger,
Fire Guldsko til hver Hest,
Med Guld-Harpen, altid klinger
Under Slag af Norne-Gjæsl!

l) [Danskeren: „kun"' ; Trykfejl.] -) [Danskeren: „Skal;<; Trykfejl.]

ca 7. Tids-Aanden.

7. Tids-Aanden.

• - (1834.)

[Dette betydelige Digt er, hidtil utrykt, forefundet i Forf.'s Haand-
skrift med denne Titel og hans egenhændige Tilføjelse af Aarstallet.]

Skjalden.

Otjærneskud i Aftenstunden!
Tidlig fulgte dig mit Blik,
Dog ej, hvad du er i Grunden,
Bedre jeg at vide fik,
End, hvad Bønder sagde rolig:
Nu en Sjæl forlod sin Bolig!

Er det saa, da maa jeg tænke:
Nu udfor en mægtig Aand,
Nu der brast en vældig Lænke,
Nu der sank en Kæmpehaand:
Tindred over Goethes Hjærne
Kanske denne høje Stjærne!

Men, hvorledes! hvad gestalter
Sig i Skumring for mit Syn:
Bag det gamle Graastens-Alter
Som en Kæmpekrop af Lyn,
Som en Engel af de største.
Som en Himmelhærens Fyrste!

Aanden.
Støvgran med Sjæl!
Bøj dig og knæl
Her for min Altersten !

7. Tids-Aanden. ce

Skjalden.

Der er kun én,
Nedsendt fra det høje.
For hvem jeg maa bøje
I Støvet mig ned,
Véd du, hvad han hed?

A ANDEN.

Vidskab paa Jord
Om dem i det høje:
Storladne Ord,
Som Dværge fornøje,
Sligt er for Aander kun Tant,
Kraft-Ordet os kun er sandt.

Skjalden.

Derfor jeg spørger om Navnet,
Som haver Almagten favnet,
Thi kun i det alle Sjæle
Bør det at knæle.

Aanden.
Saa du vil prøve derpaa.

Storagtige Mide!
Alderens Drot at modstaa,

Dens Aand at bestride?

Skjalden.
Er Aanden ej hans,
Som troner i Glans

Hos den gamle af Dage,
Da tør paa hans Ord
Hvert Støvgran, som tror,

Ham og vise tilbage;

i-^ 7. Tids-Aanden.

Thi aldrig en Tidsaand til Spot
Gjør Evigheds Drot!

Aanden.
Djærv er din Tale,
Men daarlig din Agt!
Døgnfluer prale
Med Evigheds Magt!
Mit er nu Spiret
Tre Hundrede Aar,
Støvet har firet
For mindre i Gaar,
Tæl dine Dage,
Om ellers du kan,
Frem og tilbage,
Og staa som en Mand!

Skjalden.

Forskj ellen paa vores Alder
Smaating jeg kalder,
Thi ikkun lidet forslaa
Aarstal i Aandernes Rige,
Hvor baade store og smaa,
Dale de saa eller stige,
Evighedslivet attraa
Og som din Pralen af Ælde,
Saa er din Pukken paa Vælde,
Thi raader én over alt,
Da raader han og alene,
Saa, bli'r end Herre du kaldt,
Lyde du maa dog og tjene!

Aanden.

Lang nok er Snakken,

Stort træder smaat dog paa Nakken,

Tids-Aanden.

57

Det mærker Ormen i Støvet;
Og, har du end det ej prøvet,
Snart dog*, som Snække paa Hav,
Skrider jeg over din Grav!

Skjalden.
Kan jeg maaske ved at knæle
Undgaa at vorde saa lav?
Eller kan du jorde Sjæle,
Der sig til Himlen hengav?

Aanden.

Altsaa, kun Trods vil du byde

Aanden, hvem nu
Troner og Magter skal lyde?

Kom det i Ha!

Skjalden.

Hvad sig for Tidsaand udgav,
Da jeg fik Sværdet ved Siden,
Mens jeg er graanet i Striden,
Trodse jeg vil til min Grav!
Men est du ny i din Vælde,
Skifter nu Fjedre vort Old,
Da vær saa gunstig at melde,
Hvad du mon føre i Skjold!

Aanden.

Sværde og Skjolde
Varme og kolde,
Lænker og File,
Brynjer og Pile,
Snækker og Bavne,
Lærker og Ravne,

7. Tids-Aanden.

Ulve og Hunde,
Penne og Munde,
Torne og Hvede,
Haver og Hede,
Ligkister, Vugger,
Dirke og Lukker,
Kranse og Stene,
Øxer og Oliegrene —
Kom det i Hu!
Véd du det nu?

Skjalden.

Løser din Gaade

Dermed sig bedst,

Dum over Maade,

Véd jeg, du est,

Spørger ej mere, hvad Oldet

Fører i Skjoldet;
Men skal vi tale om Fred og om Krig, .
Svar, som jeg spørger: hvad huger vel ålgi

Aanden.
Slaget mig huger, naar Freden er tabt,
Vaaben, jeg mener, til Værge er skabt.

Skjalden.

Ment, som det lyder,
Kun Røver og Ræv det fortryder,
Thi venlig da fører dit Old
Frihed og Fred i sit Skjold,
Oliehaven paa ny
Blomstre da skal i dit Ly,
Og for en dødelig Vunde
Lægedom grønnes i Lunde!

y. Tids-Aanden.

59

Længer til Dødningeben

Ej skal man Kransene hæfte,

Og ej med Oliegren

Mer skal man Spydene skæfte;

Højt skal det tone i Sky:

Fredegod fødtes paa ny!

Jætten, som hersked i Gaar,

Rased tre Hundrede Aar,

Priste kun Freden, naar Slaget var tabt.

Mente, at Vaaben til Vold kun var skabt

Dybt i den Afgrund, han os oplod,

Synker han nu i Gift og Blod !

A ANDEN.

Smukt du fortolked mit Yndlingssprog:
Smuk er min Byrde og let mit Aag.

Skjalden.
Dit Aag og din Byrde mig rage ej,
De findes ej paa min Kirkevej,
Jeg sagde kun, hvad, som Ordet lød,
Det Løsen paa Sandheds Sprog betød,
Og, talte du om dine Trælles Fred,
Da vid, at den er, hvad jeg væmmes ved!

Aanden.

Kan du saa vanskelig tales til Pas,
Fred mellem os finder snæver Plads;
Hver dog, som lærte at nøjes med sit,
Lader i Fred jeg det bruge frit.

Skjalden.

Da kan med Sand lied du enes let,
Den er tilfreds, naar den sker sin Ret;

5o 7' Tids-Aanden.

Hader man Løgn end nok saa meget,
Aldrig misunder man den sit eget,
Og, tør man tro dig paa dit Ord,
Lykke du bringer os Folk i Nord,
Som kun forlange i Fred og Ro
Trindt at fare og trygt at bo.

A ANDEN.

Nøjes I hver med sit i Nord,

Frit I kan bygge paa Fredens Ord.

wSkjalden.

Glat, jeg mærker, er hvert dit Ord,
Let det sig fra Begrebet snor,
Dog jeg haaber, i Fred og Ro
Ren vi kan malke den danske Ko.

Aanden.
Den danske Ko er en egen en,
Malkes vel sen, om ikke ren,
Fred dog nyde, hvo Fred har kjær,
Og som tør vove sit Skjold mod Sværd!

Skjalden.

Det tør den danske Skjoldmø vist,
Naar hun ej dysses i Søvn med List,
Og, kommer hver igjen til sit,
Nordens Aand faar vel mer end lidt.

A anden.
Nordens Aand, hvad er det for en,
Har han ej faaet sin Bavtasten?
Lever endnu den Nornegjæst,
Som spændte Gjord om Sigurds Hest?

j. Tids-Aanden. 5 1

Døde han ej, den Helt saa prud,

Da hos Kong Olav hans Snut1) gik ud?

Lever endnu den Kæmpe vreden,

Ej engang selv jeg troer Freden,

Han den forstyrred, saa vidt jeg saa'.

Hvor grøn var Kysten, og Himlen blaa.

Skjalden.
Ilde bagtaler du Nornegjæst,
Huger kanske dig Freden bedst,
Som den var fal paa Torvet der,
Hvor den udsprang med Død af Sværd;
Lyser paa Jord du Freden slig,
Da forkynder du Norden Krig,
Da udæsker du Asa-Tor,
Som for sin Moders Liv maa stride,
Kan for sin Død det aldrig lide,
At Bedrifter uddø paa Jord,
Ja, for Odin og for Hlodyne
Tordne han maa i Sky og lyne,
Thi, naar ej Heltehjærtet slaar,
Mjølner danser paa Troldes Tinde,
Stille da maa Forstanden staa.
Hjærnen haver kun Luft at spinde.
Derfor stødte fra Bavnebur
Hejmdal hart i den gyldne Lur,
Hult det runged i bælgmørk Nat,
Alle Aser nu vaagne brat,
Lukke med Valhals Kæmper bolde
Vendegabet paa Asgaards Volde,
Kæmpe for Liv og Lys og Fred, —
Gyser din Fredsælhed derved?

*) [o: Stump, her Lysestump.]

()2 7. Tids-Aanden.

A ANDEN.

Gysen for Støvgrans Morgendrømme

Ilde sig vil for Aander sømme,

Lad kun i dem sig Nomegjæst

Sætte paa Odins høje Hest,

Age i Sky paa Ving-Tors Kærre,

Rulle med Lyn, som ondt gjør værre;

Frit sig røre i egen Kreds

Alt, hvad der er med den tilfreds!

Skjalden.
Godt, saa dages et Gyldenaar
Baade i Sor og Maglegaaid!

Aanden.
Hvorfor glemmer du i din II
Atlas, Ganges og Frat og Nil?
Alle, som har haft bange Kaar
Gjærne jeg under et Gyldenaar,
Naar kun med Kys paa Lykkens Haand
Kjønt de vil takke Tidens Aand!

Skjalden.
Ja, for saa vidt som Lykkens Haand
Ikkun er hans, der skjænker Livet,
Og for saa vidt som Tidens Aand
Er kun den Aand, som Tid har givet,
Frem for alle „den lille Hjord"
Godt vil skjønne paa Gyldenaar!

Aanden.
Den „lille Hjord" er mig ubekjendt
Og, efter Navnet, kun lidt bevendt,
Men, at sig fryde de smaa ved smaat
Er i sin Orden og dermed godt!

Tids-Aanden.

63

Skjalden.

Saa fremmed er du for Kristendom
Som den, der nylig til Verden kom,
Men Folkenavnet dog lød saa vidt,
At sagtens alt du har hørt det tit.

Aanden.

Mener du med den lille Hjord,
Som takker bedst for Gyldenaar,
Hvad at nævne hver Rolling véd :
„Al den ganske Kristenhed",
Meget du regner da for lidt;
Sagtens vel og, naar hver faar sit,
Bliver det kun en liden Knold,
Kirken har haft fra Hedenold;
Men, hvad den tog med Sværd og Spyd,
Mister den knap igjen med Fryd,
Synger vel ej med trange Kaar
Synderlig højt om Gyldenaar!

Skjalden.

Sig ikke det! af alt paa Jord
Sang-Kilde bedst er Livets Ord,
Lades af alt kun det med Fred,
Staar sig vist Kirken bedst derved.

Aanden.

Faa vel misunde den lille Hjord
Saadant et tarveligt Gyldenaar
Uden alt Guld og Tiende gild,
Som man kan hælde sit Hoved til,
Uden al Præste- og Pavemagt,
Uden al Sold for Sions Vagt

64

Tids-Aanden.

Kun med Forlov til, i Dag som i Gaar,
Troen at tage, som skrevet staar!

Skjalden.

Ordet at føre

I Lys og Løn,

Tungen at røre

I Sang og Bøn,

Frit at bekjende

Sin Tro og sit Haab.

Frit at fuldende

Den store Daab —
Det, selv under fuld bange Kaar,
Kirken kalder sit Gyldenaar!

Aanden.

Ligge der kan i dunkle Ord
Andet og mer, end mangen tror,
Farligst er Krig i Fredens Dragt,
Størst i Svaghed er Støvets Magt,
Bjærge flyttes paa Jord ved Tro,
Hvad har Fred, naar ej de har Ro!

Skjalden.

Det vil nok sige med rene Ord:
Dumme er vi, om vi Freden tror,
Kirken, om end den vil nøjes med sit,
Ikke det undes at røre sig frit!
Er da ej immer i Aandens Rige
Retten og Magten hinanden lige?
Er det en Fejl ved det stærkeste Ord,
At om sin Mage det leder paa Jord?

y. Tids-Aanden. 6 =>

Aanden.

Mod er ej Lyde, og Kraft er ej Fejl,
Kamp er for begge det klareste Spejl,
Overmod er det af Haanden paa Jord
Styrke at prøve med Aand og med Ord;
Ordet med Aanden maa røre sig frit,
Overmod synes det Haanden dog tit,
Kamp, skjønt man véd, hvad der vinder til sidst,
Ene opklarer den farlige Tvist;
Derfor ej lover jeg Kamp-Ordet Fred,
Skjønt det var bedst, man ej rørte derved,
Men hvor i Honning det skjuler sin Brod,
Dog noget lignende bliver dets Lod.

Skjalden.

Det var en Gang et ærligt Svar!
Sandhed for Tungebaand dig skar,
Derfor den sig maa røre frit,
Indtil den synes at gaa for vidt;
Da skal det prøves med Ild og Sværd,
Om og dens Tunge er Talen værd,
Da skal det prøves, om alt paa Jord,
Dog er for svagt mod det stærke Ord,
Da, naar Aser blev alle blege,
Da, naar Valhal opgaar i Damp,
Muspels Sønner i Luften lege,
Taal-Mod ene gjør stærk i Kamp,
Da, naar med Trolddom Tve-Æg døves,
Da skal i Skærsild Troen prøves,
Da skal den vinde sin Hæderskrans:
Livets Krone med Soleglans!

Aanden.

Kjønt de klinge, de Straaleord
Selv paa Tunger af sorten Jord,

VI. «;

66 7- Tids-Aanden.

Ingen dog véd, hvordan de gløde,

Før han dem bar i Luer røde;

Har du ej Lyst til som Herold

Det at forkynde for Turs og Trold,

Det at besegle for alle de smaa,

Der skal omsider som Stumperne staa?

Skjalden.
But du afrunder det spydige Ord,
Svøber i Kjærlighed Tanken om Mord,
Maler med gloende Farver den Id:
Brodden at skjule i Honning med Flid,
Dog paa et Haar du mig ramte i Bryst;
Ej til den Ildprøve fattes mig Lyst,
Men som du véd, efter Tykke
Selv ej en Tidsaand saa gild
Give sig kan, naar han vil,

Taalmod og Lykke;
Kan, som du skrifted med Kvide,

Ej engang styre sin Lyst

Til at vove en Dyst,
Hvor han véd, han i Græsset maa bide.
Store Ting derfor, om blot
Jeg kan den Heltedaad øve,
Som klæder Muldvarpen godt:
Sky en ulykkelig Prøve!

Aanden.

Derfor ej heller saa sært,
Du det endnu ej har lært,
Prøver, saa plump som en Haand,
Giftig at saare en Aand.

7. Tids-Aanden. 57

Skjalden.
Godt, giv mig bedre Exempel!
Det virker bedst paa de smaa,
Helst i Taalmodigheds Tempel
Dybt under dig jeg vil staa,
Gjærne Beundring dig yde,
Naar du, trods Brodden, i Fred
Højt lader Kampordet lyde,
Skifter ej Farve derved.
Selv om med Pennen du Spids
Sætter paa Mundvige-Staalet,
Naar du kun, Nederlag vis,
Bandlyser Sværdet og Baalet,
Vil ikke Aandernes Aand
Fængsle med jordiske Baand,
Da skal din Ros ikke savne,
Medens jeg lever, en Tolk,
Lære og skal jeg mit Folk
Paa dig de smukkeste Navne,
Som til mit hedenske Øre fandt Vej:
Eros, Forsete og Frej !
Raade jeg skal med det samme
Folket af fredegod Stamme,
Aldrig, trods bidhvasse Ord,
Loke at binde i Nord,
Aldrig med Troen at blande
Loven for Riger og Lande.
Aldrig paa dem spilde Laas og Slaa,
Som gjennem lukkede Døre kan gaa,
Men lade Nisse saa vel som Gud
Toldfri gaa ind saa vel som ud,
Nyde sit Offer: lidt eller meget,
Mens det maa blive hvers egen Sag,
Hvis han dem ofrer, hvad ej er hans eget,
Derfor at svare paa Dommedag:

6g 7« Tids-Aanden.

Dommedag hist og Dommedag her,
Hvor alle nok giver Rettens Sværd!

Aanden.
Vel da, saa lad os, for stolte til Svig,
Ærlig nu prøve Forlig!

Skjalden.
Prøve Forlig har vi længe gjort
Og, om end ikke udrettet stort,
Dog paa en Maade forligt os saa,
At vi kan begge til Nød bestaa:
Jeg er tilfreds med at vinde for vist,
Du er tilfreds med at tabe til sidst.
Meget vi derfor maa finde os i:
Jeg i at stakles og gaas forbi,
Du i at skoses og spaaes ilde
Alt som en Gaas, der gaar til Gilde!
Andet Forlig, jeg skjønner ej,
Prøve vi kan paa modsat Vej,
Thi at, til man har vundet Slag,
Fælles Fjende gjør fælles Sag,
Ser man, naar der skal deles Bytte,
Rejser sig kun af Egennytte;
Og, selv naar begge Parter vandt,
Aldrig det blev dog Venskabs-Pant!

Aanden.
Altsaa endnu med Munkehaand
Korser du dig for Tidens Aand,
Følgende, hvor du lugter Bytte,
Dog dens Fane af Egennytte!

Skjalden.
Nu prøver du, om ej Forlig,
Saa dog Gemytter,

Tids-Aanden. 6 O

Med Snak om Ærlighed og' Svig,

Som lidet nytter,
Især da du jo selv tilstaar,
Din egen Fordel over alt dig gaar,
Saa dit Parti jo kun en topmaalt Daare
Af Ædelmodighed vil kaare;
Og, om det Rov vi os tilegne
Paa Aandens eller Haandens Vegne,
Det er paa hver en Dommedag

Ej din, men vores Sag!
Desuden, jeg i Støvets Baand
Har intet klart Begreb om Aand,
Men kjender den kun som et Ord,
Der virker mægtig paa vor Jord.

Du staar mig vel for Øje

Med Kæmpekrop af Lyn,

Men ej dog véd jeg nøje,

Hvor vidt det er et Syn!

Om du, som Tidens Aand.

Et Væsen er at nævne,

Der i Personlighedens Baand

Har Villie og Vidskabs-Evne,
Det er et tvivlsomt Spørgsmaal end
For alle Jordens vise Mænd,
Hvad ikke da for Skjalde smaa,
Der ej en Gang sig selv forstaa.
Véd — skjønt de unde hver Mand sit —
Kun lidt Forskjel paa mit og dit
Og tage tit, til deres Lykke,
Det største Legem for en Skygge,
Men tages endnu tiere ved Næsen
Af Skygger som det rene Væsen !
Sæt nu, du er en rigtig Aand

Og byder alle Sjæle,

70

y. Tids-Aanden.

Som Verdens-Aandens højre Haand,
I Støv for dig at knæle,

Da har enhver af os sin Herre
Og ingen Gode jo
Det gjør at tjene to,

Men tvært imod det ondt gjør værre

Og sæt nu, paa den anden Side,
Du i min Fantasi
Kun svæver mig forbi,

Er ej engang en Mide,

Saa din Gestalt jeg sanker

Af Tidens Ord og Tanker,

Du aldrig mig kan stævne

For noget Ukvemsord,

Véd ikke, hvor du bor,

Og kan dig selv ej nævne;

Men jeg er din Monark,

Kan, efter mine Nykker,

I Borg og aaben Mark

Dig slaa i tusend Stykker;

Og naar du splittes ad,

Som jeg det nødig gad,

Fordele dine Lemmer

I Luftens Rum, det tomme,

Og putte, hvad jeg gjemmer,

Uskyldig i min Lomme:

Se det var ærlig talt

Og næppe sluttet galt!

Aanden.

Aldrig saa grov en Knold
Aand stødte paa,
Før i det vantro Old
Ørvendels frosne Taa

y. Tids-Aanden. n \

Blev mellem Stjærner sat:
Den Fimbulvinternat

Mørk uden Mage,

Alle Guders Plage,

Mærker jeg nu,

Tilhører du,
Tvivler paa Trods mod det høje
Om, hvad du ser for dit Øje!

Blindlygte-Skjald!
Blind for dit Syn og dit Kald,
Jeg ser en Jordklimp i Klude,
Har noget sært dog opdaget,
Alt som en Tyv under Taget
Tittende ud af en Rude,
Mumlende, som under Muld,
Noget, der ligner vor Tale,
Skjønt uden Hoved og Hale,
Stammet og hakket som Smul.
Derved jeg røres og sukker
Og, mens sig Øjet tillukker,
Tror jeg, trods smudsige Baand,
Fængslet der findes en Aand!
Da far jeg ned, som det lyner,
Da fange Skjaldene Syner,
Se mig i Straalegestalt,
Høre med Klang og med Kræfter
Ord, som de maa lytte efter,
Som give Nøglen til alt.
At nu en højbaaren Sjæl
Knurrer, naar jeg siger: knæl!
Vover sig med mig at maale,
Det ikke blot kan jeg taale,
Men maa og kalde det ret;
Thi, hvad ej segner ved Synet,
Hvad der tør stirre paa Lynet,

72

Tids-Aanden.

Det er af Gudernes Æt,
Det drak af Frihedens Væld
Og er ej født til min Træl;
Det, skjønt jeg vredes i Munden,
Dog mig fornøjer i Grunden,
Som hver en Drot over Land,
Naar han fortjener sin Hæder,
Altid i Grunden dog glæder
Ord af en fribaaren Mand.
Men at en Skjald, naar ham rører
Tidsaandens Blik som et Lyn,
Og naar den Stemme, han hører,
Klarlig stadfæster hans Syn,
At han forhærder sin Nakke,
Tvivler, mistyder med Flid,
Prøver mig alt at frasnakke:
Væsen og Frihed og Vid, —
Det, som naar Istappen sværmer,
Vel er en latterlig Sag,
Men som dog højlig fornærmer,
Udskjælder Gudernes Lag,
Afbryder Guldringe-Kjæden,
Baand mellem Himmel og Jord,
Sætter et intet i Steden:
Skyggen af Aandernes Ord.
Alt har den Uaand forvirret,
Som kaldte stolt sig Fornuft,
Jorden mod Himmel opirret,
Aanden forbyttet med Luft;
Ham ikke, uden min Aande,
Kjækt du har længe bestridt,
Ærlig jeg delte din Vaande,
Trøsted i Løn dig fuld tit.
Nu jeg, fuldvoxen med Oldet,
Fri for den Værgemaals-Trold,

Tids-Aanden. j ?

Først for dit Øje udfolded
Alt, hvad jeg fører i Skjold,
Vented din Jubel med rette,
Hvem jeg for alle var huld,
Turde dig ogsaa forjætte
Løn, som var bedre end Guld. —
Skuffet, des værre, jeg finder
Haabet, jeg satte til Jord,
Som kun ved klangfulde Minder
Gjentog det levende Ord,
Véd ikke, hvad det vil sige :
Ordet er Aandernes Tolk, „
Ænser i Aandernes Rige
Ogsaa kun velklædte Folk,
Gjentager immer det gamle,
Sætter sig stift mod det ny,
Drømmer, at faldet fra Sky
Aanden sig lader opsamle!

Godt! har du sanket mig op
Smaalig paa Gader og Stræder,
Skabt mig fra Taa og til Top
Kunstig af Salmer og Kvæder,
Du og maa vide bestemt,
Hvor du hvert Led har opdaget,
Og, lad det ej vorde glemt:
Læg mig, hvor du mig [har] taget!

Skjalden.

Nej, hold dog op, spring over Resten!
Det var et helt fortvivlet Sving;
Nu, sandt at sige, tror jeg næsten,
Du er i Grunden ingen Ting,
Det Ord, hvorover saa du støjer,
Jeg lod kun falde, halv for Løjer

74

8. Dansk Rimkrønnike.

Og halv for Tydeligheds Skyld,
Men, rørte her jeg ved din Byld,
Da er det med dit Væsens Kjærne
Kun meget maadelig bestilt,
Thi om det spøged i din Hjærne,
Og du som Fichte snakked vildt
Om mig, som om du ubevidst
Mig satte alt i Vuggen sammen,
Jeg bad dig kun om Nattefrist
Og lo dig ud med Gammen !

Dog, nok om det, du tog paa Vej,
Ej for mit Ord, men for at vide,
Om Stolthed var min svage Side,
Og mærker nu, du traf den ej.
Lad nu da alt personligt fare,
Det klæder bedst for Tidens Aand,
Lad vor Heroiskhed os spare,
Til vi kan gaa paa egen Haand!

8. [Dansk Rimkrønnike,

fornyet og fortsat.]
(i834.)

[I forrige (5te) Bind af denne Udg. er under Nr. 56 optaget en
Række Fornyelser af Rim i den gamle danske Rimkrønnike. 1834
optog Forf. paa ny denne Tanke og udvidede nu sin Plan til ogsaa
at fortsætte med nye Kongerim efter det om Kristjan den første,
der udgjør den gamle Slutsten i Rimkrønniken. I Nordisk Kirke-
tidende 1834, Nr. 33, begynder en Afhandling om „Den danske
Rimkrønnike", sluttet i Nr. 34, og der og i Nr. 35 fulgt af en
Række Frøver baade af Fornyelser og af Fortsættelsen. Et Sær-
tryk af baade Afhandling og Prøver, -trykt i 16™°, en Miniaturbog
paa 68 Sider, bærer Titlen: „Prøver af (Åen gammeldanske Rim-

8. Dansk Rimkrønnike. 7 c

krønike i en ny Skikkelse"'. Disse Prøver bestaa dels i de her
med Tallene i til S betegnede Fornyelser, hvoraf de nye Bestand-
dele ere trykte med Textskrift, medens de fra selve Rimkrønniken
eller fra Forf.'s tidligere Bearbejdelser (jfr. V, Nr. 56) væsentlig
stammende Partier ere trykte med Smaaskrift, — dels i de to nye
Rim (her betegnede 9 og 14) om Frederik III og Kristjan VII.

I Forf.'s Haandskrift fra 1834 er desuden bevaret — foruden
Udkast til en Del af Rimet 8 (Kr. I) og Renskrifter af Slutningen
paa Rimet 9 (Fr. III) og af Begyndelsen paa Rimet 14 (Kr. VII)
— alle de. mellemliggende Kongerim 10 — 13: om Kr. V, Fr. IV,
Kr. VI og Fr. V, samt Rimet 15: om Frederik den sjette; de tre
sidstnævnte Rim (12, 13 og 15) endog i dobbelte Former, mellem
hvilke dog overalt kan skjelnes mellem først og sidst. Sidste Re-
daktjon gives her i Texten, medens den tidligere Form af 12 er
benyttet i Noter, og Udkastene til 13 og T5 paa Grund af deres
store Afvigelser fra den senere Redaktjon meddeles som Tillæg.]

J

[ i .] Humle.

eg, Humle, vil ej have forgjæt,
Vi Danske, vi er af Jafets Æt,
Som skjulte sin Fader, da han laa bar,
Og Kam han holdt ham kun for Nar;
Derfor han ogsaa velsignet blev,
Med Sem sin Broder gild og gjæv,
Da Noe velsignede hannem med Gud
Og bød hannem bredes i Verden ud,
Og Kam, hans Broder, at være hans Svend,
Som været han haver og er saa end.
Velsignelsen hun er alle Mands Tarv
Og ganger hos Dannemænd i Arv,
De hende beholde til evig Tid
Og leve til sammen foruden Nid. —
Men nu fremdeles, forstaa mig ret,
Jeg var kun Høvding i Videslet,
Saa kaldtes Sælland fra første Færd,
Og Smaaland' alle saa noget nær,
Som gro og grønnes i Øster-Sø'n,
Med Falster, Laaland og høje Møn.
Dengang i Dannemænds Fødestavn
Bar ingen Krone og Kongenavn,

76

8. Dansk Ri inkrønnike.

Før Tysken han brød i Jylland ind
Og lagde paa Mord og Mandslæt Vind;
Han tænkte, derpaa det kjendes bedst,
Hvem der var til Sønderjylland næst.
Til Lykke god Jyde da kom i Hu:
Til Søn jeg havde en Kæmpe dru;
Thi skikkedes Bud der efter ham,
Og Tysken fik baade Last og Skam.
Det smagte Jyden saa farlig godt,
Min Søn han kejsede til sin Drot,
Og efter ham, for han hed Dan,
Sit Kjendingsnavn fik Danmarks Land,
Som bære det skal i allen Stund
Fra Vesterhavet til Kalmarsund,
Med hele Jylland fra Top til Taa,
Fra Skagens Rif og til Sønderaa.
Det var en Glæde, jeg gamle Mand
Som Kongefader da fik af Dan,

For det er Forældres bedste Held

Naar Børn de har, som skikker dem vel;

Og Angul, saa hed min anden Søn,
Ved Slien han blev en Hertug skjøn,
Og, som jeg siden har hørt og spurgt,
For Angler det gik, som det var smurt,
De tog et Rige i Vester-Strand
Og kaldte paa Timen det Engeland,

Saa Dan og Angul, de Brødre to,
Vist aldrig glemmes, det jeg kan tro,
Og mens de mindes, jeg tænker glad
(For Fader og Søn de følges ad),
En lille Fugl synger stille hen
Ved Humle-Ore for Dannemænd.

Den Gaard jeg havde mig bygt til Gavn
Og kaldet den efter mit eget Navn,
Og der jeg ligger nu efter min Død,
Hvor jeg havde bot i Lyst og Nød,

Hvor Sællandsfaren i grønne Vang
Red Sommer ad By ved Fuglesang.

S. Dansk Rimkrønnike.

11

[2.] Skjold.

Det bor hver Konning at have for Sæd:
Beskjærme sit Rige og holde Fred,
Og vide og gjøre sin Almue Gavn,
For hvilken han bær sit Kongenavn.

Jeg véd af mig selv kun som en Knos,
Der var baade fader- og moderløs,
De Danske dog sagde i Lys og Løn,
Jeg var de forrige Kongers Søn,
Og skulde kun slægte den bedste paa:
Kong Dan, som blev med Æren graa;
Og graa er jeg bleven nu som han,
Og fik min Del uden Rov og Ran,
Ja, immer hos mig det godt forslog,
Hvorvel jeg hellere gav end tog.
Jeg førte kun Krig for Landefred,
Den eneste Folk kan vinde ved.

Jeg elsked mit Riges gode Mænd,
Og elsket jeg var af dem igjen,
Men Fattigfolk havde jeg ogsaa kjær
Og trøsted og hjalp dem hver især,
For, af den Rigdom en Konge har,
Ej mindst er Mildhed og gode Svar;
Thi roste mig Bonden bag sin Plov,
For al Upligt kaldte jeg Ulov;

Mig roste og Kvinden ved sin Ten,
For jeg var ikke af Stok og Sten;
Mig roste selv Fangen, i Taarnet sad,
For jeg bar ej til den usle Had;
Mig lasted kun Trælle, som jeg gav fri,
Og basted igjen for Skjælmeri.

Mit Mesterstykke i Ungdomsaar,
Da flest kun lyster at bede Raa'r,
Det var, at med Bælte mit jeg bandt
En Bjørn, som her jeg i Skoven fandt;
Han var saa glubsk, at det var en Gru,
Thi rose mig alle Smaabørn endnu.

78

8. Dansk Rimkrønnike.

Hvad mest mig undred i mange Aar,
Det var en Skjald under hvide Haar,
Han meget vidste, for vidt han for,
Var rig paa Alvors og Gammens Ord,
Og alt, hvad han slog eller pegte paa,
Det var, som jeg det for Øjne saa'.
Han kvad en Vise blandt anden Leg,
Som gjorde mig baade rød og bleg,
Men hued mig dog saa underfuld,
At gjærne jeg vejed den op med Guld.
Han sang om et Land i Nørreled,
Hvor Kongen var død, og Hjærtet sved.
De gode græd, og de onde lo, —
Hvor ingen hegner, kun Torne gro.

Da kom en Snække for fulde Sejl,

Med Løvehoved og Hjærte-Spejl,

Med Guld og Vaaben og Stads om Bord,

Men ikke en Sjæl ved Mast og Ror;

Dog var der Liv, for en lille Dreng

Alene laa i den store Seng,

En Neg var bundet med Ax og Straa,

Den hviled Drengen sit Hoved paa,

Og hvor han sov, baade spæd og spag,
Der vajed over et Kongeflag. —
Hvor det i Landet blev hørt og spurgt,
Det tyktes alle et Jærtegn stort,
De hvisked: Barnet er Odins Søn,
Til Drot os skikket fra *) ham i Løn.

De satte Negen da paa sin Rod,

Hvor Danekongen han ellers stod,

Saa tog de store den lille op

Og kjønt ham satte i Axetop.

Da nyt man spurgte med Vaabengny

Og højt det gjalded i vilden Sky:

Hil dig, vor Konning, bliv rund og bold!

Saa Skjalde sjunge om Danmarks Skjo/J.

l) [saaledes Nord. Kirketidende; Særtrykket : af.]

8. Dansk Rimkrønnike.

79

Jeg véd ej selv, hvor vidt jeg tror,

At det var mer end Gammensord,

Men Visen dog mig gik saa nær,

At først en Stund jeg tied kvær,

Men stod saa op, til Lyd jeg slog

Og saa i Sal til Orde tog:

Det høre mine gode Mænd!

Naar jeg i Fred er sovet hen,

Udføres vil jeg, som han sang,

Jeg kom her hid til Danevang;

Og, til man paa det vilde Hav

Opsporet har min Kongegrav,

Skal, tænker jeg, i Styrishavn

En Skjoldung bære Kongenavn,

Som minder, baade rund og bold,

Hver Fugl i Skov om Danmarks Skjold,

Indfinder altid sig paa ny,

Og tit som falden ned fra Sky!

[3.] Svipdag.

Jeg stammed fra Nor og den gamle Sne,
Og styred de nordiske Riger tre.
Man sagde om det Spir, jeg holdt,
At det var som en Istap koldt,
Og af min tykke Pile-Sky
Der gik som af et Snefog Ry,
Min Abildgaard og har det Lov,
Den var en rimet Naaleskov;
Mit Højsæde var et nøgent Fjæld,
Min Tidsfordriv var Skjæld og Smæld,
Mit Liv var som en Kanefart,
Der lystig gaar og endes snart.
Grønskoldingen fra Bøge-Land
Fløj op og blev min Banemand,

go 8. Dansk Rimkrønnike.

Og Bølgen sang i Østersø:

De mødtes mildt, som Frost og To.

[4.] Hading.

Frihed er bedre end Sølv og Gnid,
Var hele Verden og deraf fuld,
Saa tænkte Dannemænd og jeg,
Derfor jeg fandt til Tronen Vej ;
Fældte min Faders Banemand,
Frelste derved mit Fædreland ;

Men æventyrlig og fuld sær
Var dog hele min Levnedsfærd,
Saa, naar jeg ser paa Tidens Strøm,
Tykkes mit Liv mig selv en Drøm.
Brage hed Fosterfader min,
Han var paa Harpe en Mester fin;
Forskjel jeg tit ej véd derpaa,
Hvad jeg hørte, og hvad jeg saa':
As og Jætte og Trold og Ælv
Blander sig med, hvad jeg er selv.
Klarlig mig dog for Øjne staar,
Som det var hændtes mig i Gaar,
Hvordan engang i Lejervold
Frelste mig sært en Graaskjæg bold,
Satte mig op paa sin høje Hest,
Og, hvad mig hued allerbedst,
Red som paa Kongevej i Trav,
Sporenstregs over det vilde Hav,
Spaade mig saa, hvad Stik og holdt,
Baxen og Bugt med en Løve stolt
Og, naar jeg drak dens Hjærteblod,
Uforligneligt Løvemod.
Derfor nu raader jeg, som en Ven,
Skjoldung-Drotter og Dannemænd:
Løver og Hjærter mangefold
Føre de skal i deres Skjold,

8, Dansk Rimkrønnike. 3 1

Holde i Fare Trop og Fod,
Vise i Velstand Ædelmod.

Dog, hvad kun sjælden jeg har fortalt,
Er, hvad jeg glemmer dog sidst af alt:
Oppe i Norge en Aftenstund
Tog jeg kanske mig et lille Blund,
Da, efter gammel Skik i Nord,
Bænket vi sad om Drikkebord,
Lytted til Sagn om Vaabengny,
Kæmpeværker og Heltery.
Alle, som bo paa det høje Fjæld,
Var det den dejligste Vinterkvæld,
Klingrende Frost med Nordenvind,
Lyst af det klare Maaneskin,
Og, under Sagn om Birtingsbad,
Ulvene tød og kræved Brad,
Og under Kvad om Valhals Ild
Skjoldrækken blinkede sælsom mild.
Mig som en Sten dog paa Hjærte laa
Lysegrøn Bøg og Bølge blaa,
Klokker i Enge og Guld i Vang,
Nattergal-Slag og Lærke-Sang.
Arne-Gruen mit Øje faldt paa,
Luen hun brændte saa sælsom blaa,
Underlig flagrende hid og did,
Vilter og væver, dog mild og blid;
Lige ved Gruen nu halvt opsteg
For mine Øjne en Kvinde bleg,
Gammel af Ansigt, men favr og fin,
Kun med en Rynke i sit Lin;
Venlig hun strakte ud sin Arm,
Smilende pegte hun paa sin Barm,
Dér sad en Urtekost fuld strag,
Frisk, som den bundet var i Dag. —

VI. 6

g? 8. Dansk Rimkrønnike.

Kan, tænkte jeg, paa frossen Jord
Saadanne Blomster vel gro i Nord?
Ikke er det, om Syn jeg har,
Vintergjække til Sommernar!
Kvinden hun gætted min Tanke snild,
Rakte mig Urtekosten mild,
Smilte derved saa yndefuld,
Vinkede mig saa moderhuld,
At paa den gamle jeg led fuld trygt,
Fulgte og med uden Tvivl og Frygt,
Sad under Kaaben lyseblaa,
Alt som paa Moderarm de smaa,
Sank og, som de, med Moder sød,
Uden et Suk i Jordens Skjød,
Slap gjennem Mulm og Mørke brat
Did, hvor i stjærneklare Nat
Svæved, omkring en Sti fuld smal
Konge-Skygger i Tusendtal;
Stavred saa over fuld strid en Aa,
Hvor med de Bølger sorteblaa
Rullede hen i Flæng og Flok
Hjælme og Skjolde og Brynjer nok,
Buer og Pile og Spyd og Sværd,
Alt, hvad der hører til Herrefærd;
Rakte saa did, hvor ved Lys man saa'
Jorden skjult af Kjærminder blaa:
Vældige Kæmper med Vaabengny
Sloges livagtig, som født paa ny.
Dertil vi kom da godt og snart,
Men blev saa standset i vor Fart,
Mødte en Mur af første Rang,
Over Haands baade stor og lang;
Kvinden vel gav et dygtigt Hop,
Kom dog ej nær paa Midten op,
lille hun gjorde sig med Kunst,

<?. Dansk Rimkrønnike.

Ledte om Sprækker dog omsonst,
Kunde ej flyve foruden Fjer,
Vilde ej Lykken friste mer,
Gav mig dog ved et uskyldigt Kneb
Om, hvordan hisset der var, Begreb:
Hals paa en Hane om hun vred,
Hovedet lukt over Muren stred,
Og, inden Kroppen endnu var sval,
Rivelig hørte jeg Hanegal,
Syntes, det var en afgjort Sag,
Liv kom i dødt der omme bag.

Orlog for Resten var min Dont,
Lige fra Norge til Hellespont,
Og fremfor alt jeg sloges tæt
Mangen god Gang med Svipdags Æt,
Til vi blev trætte begge to
Og slog os derfor kjønt til Ro.
Da mellem mig og Upsals Drot
Fostbroderskabet blev farlig godt,
Vi, som vi lovede vist og fast,
Stod med hinanden Last og Brast;
Saa, da engang man løj mig død,
Drukned han sig i Mjøden sød,
Som det var spaat den gode Mand,
Han skulde drukne paa tørt Land,
Og, da jeg spurgte, det gik ham saa,
Hængte jeg mig til Søs i Raa.

[5.] Ole Ingelsen.

Hver Konning og hver mægtig Mand
Burde dem at ære, som skrive kan,
Fordi at, hvad som mandelig gjor's,
I Fremtid det ej længe spør's,
Men bliver snarlig rent forglemt,
Uden det vorder i Skriften gjemt.
Skjønt i min Tid jeg Daad bedrev,
Dog havde jeg ingen, som derom skrev,

84

8. Dansk Rimlir ønnike.

Thi staar jeg blandt andre Konninger saa,
Som Træet, der ingen Frugt er paa.
Omsider, da Alderen gik mig paa,
Mig lysted ej Riget at forestaa,
Men skifted det mellem mine Sønner to,
Paa saadan Maade, for Fred og Ro,
At, mens den ene var Drot til Lands,
Den anden det være skulde til Vands,
Og skiftes til det hvert Aar især,
Saa ingen skete derved for nær.

[6.] Frode Olesøn.

Jeg raader alle, hver og en,

Som skal i Leding fare,

At de tage ej nygifte Mænd,

Med dem i deres Skare,

De sidde langt heller hos deres Husfru'r

Og dem baade klappe og kysse,

End stande paa Marken som en Mur

For Pileskud og Bøsse.

Jeg tog til mig nygifte Mænd,

At vogte Rigens Strømme,

Men da jeg saa' mig til igjen,

De tænkte kun paa at rømme;

Derfor fik jeg baade Last og Skam:

Inaar jeg skulde borde,

Med andre Folk, som førte Bram,

Jeg dem ej møde turde.

Min Broder lod jeg slaa ihjel,

Fordi jeg hannem misyndte,

At han med sig havde immer Held,

Ihvad han saa begyndte.

Hans Sønner havde jeg og tænkt at slaa,

At ej de mig skulde gjengjælde,

Men maatte min Agt dog ikke naa,

De løb uden om min Fælde;

I Vare tog med Snildhed stor

Dem deres Fosterfader,

For trindt dem gjorde han Ulve-Spor

Paa Veje og saa paa Gader,

Tog saa et Par andre Drenge smaa

S. Dansk Rimkrønnike. 85

Og splittede dem til Skamme,
Saa andet kunde ej jeg forstaa,
End det havde været de samme ;
Men siden, da de var voxet op,
Fuld hedt de mig hjemsøgte
Og hævnede Skade paa min Krop,
Som Ræv de mig udrøgte.

Det kom med Synd, det gik med Sorg,
Det er fuld ondt et Bytte,
Og det slaar til paa Kongeborg
Som i en Stodders Hytte.

[7.] Jomfru Hede.

Jeg takker de ædle Dannemænd,
Som satte paa mig en Krone pæn,
Og for det samme bør alt mit Kjøn
"Vel takke med mig hver Moders Søn,
Fordi den Ære, som mig var gjort,
Ej mødte dem før, det jeg har spurgt;
Og løfte sig maa vel Glut paa Taa,
Hvor Krone hun kan til Hue naa.
Da jeg nu var kommen i Kongerad,
Da var jeg modig og hjærteglad;
Ved Slien der bygte jeg Hedeby,
Men maatte dér til og siden ty,
Da Sællandsfar gjorde sig til Knud,
Og sagde: Morlille, gaa jert Skud!
Vi sige det ikke jert Kjøn til Spot,
For Kronen hun klæder jer farlig godt,
Men, staa for Styret paa Land og Strand,
Det passer dog bedre for en Mand.

[8.] Kristjan den første.

'Jeg var vel kun en Grevesøn,
Men dog af Kongestamme,
Som, høj og lav, blev frisk og grøn,
Og Resten er det samme.
Jeg vidste godt, der skrevet stod,
Skjønt ej Latin jeg kunde,
At, uden Drot er mild og god,

g 5 8. Dansk Rimkrønnike.

Han trives ingenlunde;

Thi eftertragted jeg den Ros

Paa Kongestol og Stade,

At ej paa Ære, Liv og Gods

Jeg vilde nogen skade,

Ej agte, om det faldt mig let,

Til Strænghed Grund at finde,

Men lade Naade gaa for Ret

Og Kjærligheden vinde.

Det samme raader jeg min Æt

I femten Led og flere,

Da skal, som Bøg i Skoven, net

Vort Stammetræ florere.

Der staar og skrevet, som jeg véd,

Skjønt til forgjæt, desværre,

At ikkun den, som stifter Fred,

Er Broder til vor Herre;

Thi lagde jeg paa Yreå og Vind

I alle mine Dage,

Og, mens min Æt har samme Sind,

Den Gud skal vel behage.

Dog, man den Fred kun har paa Jord,

Som Naboer vil unde,

Saa den for Dannemænd i Nord

Kun bliver nogenlunde;

Thi Svensken er paa Krig opsat,

Og snild er han tillige,

Det fik at mærke jeg fuld brat,

Jeg skal ej andet sige.

Det gamle Brev fra Kalmar By
Ham gjaldt ej for en Hægte,
Men, sine Fejdebreve ny,
Han lærte mig, var ægte.
Kong Erik sad i Visby end,
Dér fik han svenske Gjæste,
Og, skjønt han ikke var min Ven,
Var dog min Hjælp den næste.
Han skrev mig til i al sin Nød,

Dansk Rimkrønnike.

Jeg skulde ham undsætte,

Thi skikked jeg ham 01 og Brød

Og jævnede den Trætte;

Jeg lagde til med Orlogsmænd,

Med Bøsse og med Bue,

Og Gulland tog jeg smukt igjen,

Mens Visby stod i Lue.

Saa ægted jeg i Kjøbenhavn

En favr og fin Fyrstinde

Hun Dronning blev til Danmarks Gavn,

Som hun var før her inde.

Dorthea hed den Kongebrud;

For vore ældste Sønner,

Jeg mén, sankt Olav og sankt Knud

Vor Afkom vist belønner:

Vi kaldte op det Helgenpar,

Som vogter Nørreleden,

Og Førstegrøden ofret har

Vi saa til Evigheden,

Thi Knud og Olav heden gik

Med deres Helgennavne, —

Gud lade Hans og Frederik

Med deres Æt det gavne!

Vor Datter gav vi Navn fuld godt,
For hun blev kaldt Margrethe,
Og hende fik den skotske Drot,

Skjøn Medgift vi udredte,

Saa Skotten derved Silke spandt, —

Vi var ej pengestærke,

Men satte Ørkenø'r i Pant

Og Hetland, vel at mærke.

Med Svensken kom jeg i Labét,

Det skulde jeg ladt være:

Den Is er falsk, som man har sét,

Ej briste kan, ej bære.

Jeg hyldet blev paa Mora-Sten,

Og kront i Upsals-Koret,

Men Ed, som vorder kun til Men,

38 8. Dansk Rimkrønnike.

Fuld bedre var usvoret.

Engang det kom saa vel i Lag,

Da vi paa Herlyng fundes,

At det blev til et Hovedslag,

De deilig overvundes;

Men da jeg f6r afsted, paa ny

At tage dem til Naade:

Paa Brnnkebjærg ved Stokholms By

De mødte paa en Maade:

Med Snak de holdt mig op en Stund

Og sanked Folk saa længe,

Men slog saa til af Hjærtens Grund,

For Retten Sværd fik Gænge.

De tog mig paa det ømme Sted,

Dér styrted mange døde

Af mine Folk og deres med,

Saa Hjærter maatte bløde ;

De skød mig selv foruden Fals
To Tænder ind i Munden, —
Sten Sture var fuld haard en Hals,
Og" Je§" var blød i Grunden.

Da de nu gik saa avet om

Og glemte Dyd og Ære,

Jeg hjemme blev og did ej kom,

Lod, hvad de var, dem være.

En Valfart gjorde jeg til Rom,

Til Bod for svenske Rejser,

Og Stads de gjorde, hvor jeg kom,

Ad mig, som ad en Kejser;

Og da jeg kom til Pavens Gaard
Med Gaver som var gilde,
Med Sild og Bergefisk og Maar,
"Jeg saa' Ansigter milde.
Jeg Herberg fik i Pavens Slot,
Mig roste alle Munde,
Og lærde Mænd beklaged blot
At ej Latin jeg kunde;
Men Mester Henrik var min Tolk,
Besked gav han med Ære, —

Dansk Rimkrønnike. 8q

Og hvortil har man lærde Folk,
Naar man det selv skal være!
Dog lære kan nu og min Søn,
Om han har Lyst, hver Glose,

For Paven mig, med Aflad skjøn
Og med den gyldne Rose,
Gav Lov, i sankte Peders Navn,
At grunde flux her hjemme
En Studigaard i Kjøbenhavn,
Til boglig Kunst at fremme ;

Det er nu sket til Danmarks Pris,
Og jeg tør nok formode,
At Dannemand skal vorde vis
Med Tiden til det gode.
For Resten saa' man alt i Fjor
Paa Dansk et Mesterstykke
I Krønniken, som Niels fra Sor
Med Vers til mig lod trykke:
Dér rimes net om hver en Drot,
Fra Dan til mig og Dorthe, —
Min Studigaard det klæ'r ej godt,
Om Resten bliver borte.

At, halv til Kjøbs og halv til Arv,
Jeg Holsten fik alene,
Det blive skal til Danmarks Tarv,
Jeg mén, i Tider sene,
Det, som jeg bad ham, Kejseren
Til Hertugdom ophøjed,
Og, for han var min gode Ven,
Han Ditmarsken tilføjed.
Det sidste er vel ej saa redt,
Fuld kry er Marskens Burer,
Saa meget man dog før har set,
Paa Lejlighed man lurer;
Det gjør vel Hans og Frederik,
For, efter Kejser-Retten,

qq S. Dansk Rimltrønnike.

Jeg skifted blandt dem, hvad jeg fik,
Med Brevet følger Trætten.

[9.] Frederik den tredje.
Død var Helten, brudt var Freden,
Tabt var alt paa Staden nær,
Hvor, som Kongefugl i Reden,
End jeg trodsed, ærekjær,
Jætten fra de golde Bjærge,
Vilde mod ham Staden værge
Eller jordes i dens Grus.

Stolt var Jætten og vredladen,
Trodsed paa sin Overmagt,
Sagde højt om Kongestaden:
„Var med Himlen hon i Pagt,
Hængte halvvejs alt dér oppe,
Tusand Tyltar om mig hoppe,
Jak tok henna likefullt!"

Karl Gustav hed den Jætte,
Vidt berømt af Birtingsbad,
Blæste paa den danske Slette
Derfor ad min Hovedstad,
Ej for Blæst og ej for Blide,
Ej for Storm om Vintertide
Faldt om Kuld dog Axelhus.

Borgermand fik Mod i Bringe,
Slog til Ridder sig fuld brat,
Morgenstjærne gik for Klinge,
Huedusk for Fjer i Hat,
Glose-Folk fik Sværd ved Lænder,
Og Grønskolding Haar paa Tænder,
Jætten fik da Last og Skam.

S. Dansk Rimkrønnike. gi

Under Skak og Gyldenløve
Kæmped alle Mand som én,
Og, naar Sværdene blev sløve,
Var mit Ord en Hvæssesten ;
Hvor jeg kom, dér saa' jeg Helte,
Og jeg kom, hvor Kugler meldte,
Der var hedt, hvor de kom fra.

Kun med Skud vi talte Timer

Gjennem Dimmeluger ti,

Naar det ringer, naar det kimer,

Gjenlyd høre man deri

Af den Klokkeklang, som meldte:

Hungre skal ej danske Helte,

Fugle kom med Føden brat!

Det var Opdams Orlogssnækker,

Hid de fløj med Sejerssang,

Skjønt fuld mangen svensk Tredækker

Studs dem gjorde Vejen trang,

Saa i Sund, naar Gud befaler,

Holland selv to Admiraler

Sætter til for Kjøbenhavn.

Vel det brede var tilbage,
Men det knappe var forbi,
Talte var de tunge Dage,
Natten har kun Spøgeri,
Gjenfærd, manet op af Trolden,
Stormed i Ligskjorter Volden,
Sank i Grav ved Hanegal.

Dog mod slige Natteravne
Ros det er at holde Stand,
Og den Ros skal aldrig savne,
Kjøbenhavn, din Borgermand!

q? 8. Dansk Rimkrønnike.

Selv fra Kvæld til Morgengryet
I hans Daad jeg saa' fornyet
Kæmpernes fra Hedenold.

Snart det spurgtes over Bæltet,
Jættens Hær fra Brunkebjærg
Til en Sten-Buk var indsmeltet,
Kæmpen sunket til en Dværg;
Snart det spurgtes over Sundet.
Jætten var med ét forsvundet,
Orme axlede hans Skind.

Nu, da Natten hun var omme,
Holdt igjen vi „Herredag",
Det skal Danske ihukomme,
Mens der vajer Kongeflag;
Det skal Konger kjærlig mindes,
Mens i dem en Draabe findes
Af mit kongelige Blod.

Adelsmand og Præst og Borger
Mødtes brat i Axelstad,
Bonden tav med sine Sorger,
Han ej mer paa Tinge sad,
Adlen tænkte paa sit eget,
Regned dertil alt for meget:
Bondens Sved og Landets Marv.

Det saa' Borgeren og Præsten,
Tænkte paa det heles Tarv,
Saa1 i hver en Landsmand Næsten,
Rakte Kronen mig til Arv,
Bød for alt mig ene raade,
Skifte Ret og skjænke Naade,
Som en Fader for mit Folk.

8. Dansk Rimkrønnike,

93

Saa paa Fædrelandets Alter
Blev den danske Krone lagt,
Hver, som efter mig forvalter
Med den uindskrænket Magt,
Mindes vel, at den blev givet:
Ej til Døden, men til Livet,
Ej til ens, men alles Gavn!

Til min hele Æt det voved
Dannemænd at fæste Tro,
For min hele Æt jeg loved
Hver at nyde sit i Ro,
Loved Dannemænd at finde
Kristendom og Mildhed inde,
Hvor de Spiret saa' udstrakt.

Retten have maa sin Gænge,
Som for store, saa for smaa,
Kongemagt, saa lidt som Penge,
Den i Danmark bøje maa;
Til, paa Majestætens Vegne,
Uden Sky derom at hegne,
Satte jeg en Konge-Ret.

Den skal staa til Verdens Ende,
Vidne højt fra Slægt til Slægt,
At vor Magt vi fik i Hænde
Kun til Rettens Varetægt,
Vidne med den store Gave:
Dannemand er ingen Slave,
Og Landsfader ej Despot.

Borger skal med Adel stemme
I mit Raad til Landets Tarv,
Bondens Frelse ej at glemme,
I ham stikker Folkets Marv,

qa 8. Dansk Rimkrønnike.

Men paa én Dag stort ej bygges,
Kun med Lempe kan det lykkes,
Ret at ramme alles Tarv.

Dertil ogsaa maa man have
Lærde Mænd og boglig Kunst;
Jeg med Bøger mange Skabe
Fyldte derfor ej omsonst;
Bøgerne i Kongesale
Godt engang sig skal betale, —
Visdom gjør det bedste Guld.

[i o.] Kristjan den femte.
Klæder ny er immer kjære,
Som for Bonde, saa for Drot;
Kunst det er, dem kjønt at bære,
Passe de end nok saa godt;
Ej af den jeg mig tør rose,
Dertil mig for grov en Skose
Gav den grove Engelskmand. *)

Han i mine Levedage

Kaldte mig en ren Despot,

Til vor „Konge-Ret''2) dog Mage

Kjendte ej den Idiot;

Og, hvor Ret har bedst sin Gænge,

Og, hvor man gjør mindst for Penge,

Tænker jeg, Folk har det bedst.

Ret den Smører i en Smule
Har kanske; den skal han faa:
Ej jeg led, man gjorde Mule,
Naar jeg alle oversaa,

J) [Molesworth.] 3) [o: Højesteret.]

S. Dansk Rimkrønnike.

95

Taalte ej, at nogen mukked,
Ihvorpaa han saa end pukked:
Hoved, Rigdom eller Stand.

Det var Synd imod vor Herre
Og en Fejl blandt Dannemænd;
Men det er dog meget værre,
Hvordan det besmykkes end,
Naar som Hjærtet haard er Panden,
Saa de kappes med hinanden
Om til Gavns at trodse alt.

Vist nok Grever og Baroner
Førte jeg i Landet ind:
Som lidt højere man troner,
Naar der bliver flere Trin;
Men den gamle Adelstamme
Jeg beskar dog med det samme,
Saa det gik vel lige op.

Dog, skal Ædlinger man vinde,
Som har tabt en Rosenkrans,
Baand dem maa til Tronen binde,
Som har Stjærneglimt og Glans;
Saa opbandt jeg Ridderstanden,
Saa' lidt skjævt end Borgermanden
Til „det hvide" og „det blaa".

Det dog vidned Hovedstaden:

Jeg var ikke borgersky,

Thi, naar jeg red op ad Gaden,

Ej jeg tede mig saa kry,

At jo Borgeren med Klukken

Raabte trøstig ud ad Gluggen:

Kongens Skaal! vor Kristian

96

8. Dansk Rimkrønnike.

Spørger man, hvad bedst mig hued?
„Under Lin, hvad der var smukt,
Paa sin Hylde, hvad der dued:
En Niels Juel i Kjøge-Bugt,
Gnffenfeld paa Skriverstuen,
Kingo under Bispehuen,
Og Per Syv i Hellested."

De, som „Kansleren" forgude,
Mumle nok, han blev dog sat,
Hvor med Ring paa Væg og Rude
Han forgjæves skrev sig mat;
Men hos mig derved det bliver:
Den til Mørket sig forskriver,
Som i Skygge stiller mig.

Krig jeg førte, — ja, hvad andet
Gjør man vel, naar man har Mod
Til, hvad der er tabt af Landet,
Dyrt at kjøbe med sit Blod!
Skjævt det gik mig vel i Skaane,
Men, saa længe Bølger blaane,
Synger Danmark om min Krig.

Fredens Sysler ingenlunde
Glemtes over Vaabengny;
Overalt, saa godt jeg kunde,
Jeg oplived dem paa ny:
Maalte Jorden under Ploven,
Gjorde Hegn og Fred med Loven
Om hvers Navn og Ejendom.

Det var ikke Romer-Retten,
Men kun gammel Lov og Sæd,
Jeg, paa Fjældet og paa Sletten,
Lemped efter Tid og Sted;

8. Dansk Rimltrønnike.

97

Kun i sjette Bogs det fjerde 1),
Og hvor ellers det kan være,
Finder man et Stænk Latin.

Hvad min Lov i Kirken ærer,

Mer end mange Bibelsprog.

Det dog nær saa godt man lærer

Ikke af dens anden Bog,

Som af Præst ved Font og Alter

Og af Tomas Kingos Salter;

De er Lovens Liv-Udtryk.

[i i.] Frederik den fjerde.
Somme, for jeg holdt til Raade,
Kaldte mig Spidsborger-Drot,
Men hos mig paa ingen Maade
Fulgte Skade dog med Spot;
Har man bare, hvad der klinger
Godt i Øret paa enhver,
Sikkert faar man, hvad der springer
Let i Dans og Herrefærd;
Derfor ret at samle Penge
Og dernæst dem stede godt,
Dertil kan vi alle trænge,
Det er Kunsten hos en Drot.
Ikke, som i gamle Dage,
Kunde nu paa Vikingstog
Kæmper mele deres Kage
Og med Kjøbmænd trække Krog;
Men riaar efter Tidens Skikke
Ret man passe kan sit Snit,
Ferme Folk, det fejler ikke,

*) [D. L. VI. 4. „Om Forgribelse imod Kongens Højhed, eller
Crimine Majestatis.u'\

VI 7

98

8. Dansk Rimkrønnike,

Altid kan fortjene lidt.

Jeg, saa godt som Rolf i Lejre,

Hjalp for Æren og for Sold

Høvdinger til store Sejre,

Ferme Folk til Hjælm og Skjold;

Kejseren af Østerrige,

Dronningen i Engeland

Vejed, under svære Krige,

Op med Guld hver Dannemand,

Det gav Velstand, som var ægte:

Fremmed Guld og Ære fin,

Og i Fred fik lært at fægte

Mangen Dansk ved Raab og Rhin.

Begge Dele kom til Nytte

I den lange Ledingsfærd

Med den svenske Bjørneskytte,

Som mig tidlig kom for nær:

Tolvte Karl, med Tugt at melde,

Det var en forvoven Krop,

Som han kunde flyttet Fjælde,

Spilled han i Norden op,

Satte hele Folkestyrken

For en Grille kjækt paa Spil,

Banked Russen, kyssed Tyrken,

Skyed Vand saa lidt som Ild.

Peter Czar med sine Russer

Loved meget, holdt kun lidt;

Da jeg mærkede hans Pudser,

Var jeg glad, jeg blev ham kvit.

Med sin Lejr paa Østerfælled,

Alt for nær ved Østerport,

Om et Skaane-Tog han sprælled,

Men det Tog blev aldrig gjort;

Intet Ny og intet Næde

Var den Herre ret til Pas,

<S. Dansk Rimkrønntfie.

99

Kjebenhavn til Vintersæde
Ønsked nok den Lurifas;
Derfor bad jeg ham at flytte,
Men foruden Guld og Folk
Vilde næppe gjort sin Nytte
Talen til ham gjennem Tolk!
Baade med og uden Aner
Dansken nu var kjæk og bold,
Saa var Kongen blandt Søhaner,
Peder Vessel Tordenskjold.
Mangt et Budskab han mig bragte,
Baade Guld og Ære værd,
Intet dog saa godt mig smagte,
I den hele Ledingsfærd,
Som det, han mig bar i Kvælde
Om det store Knald og Fald,
Sagde kort: jeg har at melde,
Skudt er Karl ved Frederikshald!
Krigen nu ej vared længe,
Sverrig var for Karle tom,
Og ej Land, men Folk og Penge
Var, hvad jeg mig kjerte om;
Midlertid det nok kan være,
Her jeg regnede paa Slump,
Saa' ej, hvad der var i Gjære,
Russen fik for stor en Stump.
Gransker ret man Markeskjellet,
Fejler det vel ikke stort:
Østersø er Øster-Fælled,
Øresund er Øster-Port,
Nøglen er en Orlogsflaade,
Handelen er Kjøbenhavn,
Havet, efter gammel Maade,
Er de Danskes Fødestavn.

jqq 8. Dansk Rimkrønnike.

Nu om Fredsbedrift at tale,
Til min Død blev Landesorg,
Selv min Smag kan bedst afmale
Fredriksberg og Fredensborg,
Og ej Hytterne jeg glemte,
Men som os vor Farfar bød,
Jeg for Bondens Frihed stemte,
Til hans Frelse Isen brød,
Løste, mig til Hæders-Rygte,
Ham fra Herremandens Stavn,
Medens Skolerne jeg bygte,
Lærte ham hans sande Gavn.
Hvad jeg tænkte i det hele
Om min Magt og Kongestand,
Bedre vel end mange Dele,
Ét Exempel vise kan!
Feter Czar og jeg stod sammen
Og saa' ned fra Rundetaarn;
Czaren fandt, det var en Gammen,
Han ej havde haft tilforn,
Naar en Karl sprang ned paa Gaden
Lige lukt fra Taarnets Rand.
Paa mit Svar: i hele Staden
Findes ej saa gal en Mand !
Han begreb det ingenlunde,
Jeg var uindskrænket Drot,
Naar ej Liv og Død jeg kunde
Dele, som jeg fandt for godt;
Men han turde dog ej vove,
Da jeg spurgte ham igjen,
I hver Russers Skjød at sove
Trygt, som jeg hos Dannemænd,
Saa jeg rigtig paa en Maade
Lærte ham at se Forskjel
Mellem to, som ene raade,

8. Dansk Rimkrønnike. I Ol

Som imellem Søn og Træl.

Endelig jeg ej maa glemme,

Ogsaa i det lærde Fag

Havde vi en Mand her hjemme,

Som var ganske i min Smag,

Skjønt hos dem med Paveminen

Han slet ingen Naade fandt,

For han stikled paa Latinen

Og lo højt ad hver Pedant.

Dog den Mester i at skjæmte

— Ludvig Holberg var hans Navn — ,

Naar Pedanterne er glemte

Mindes vel i Kjøbenhavn,

Hvor hans Muse under Freden

Kom saa ganske ret til Pas,

Og har med vor Gunst forleden

Skabt den Danske Skueplads !

Vist nok gjør de bedste Skoser

Ikke godt for alle Ting,

Man dog med latinske Gloser

Gjør slet ikke større Spring;

Og, hvis Ufred der i Vange

Kommer — gid kun sent — igjen,

Findes der til „Heltesange"

Vel i Danmark og en Pen

Som Hr. Jørgens, dygtig skaaret

Efter „Sønnen under 0",

Som har, efter Visen, Kaaret:

Han paa Hav skal aldrig dø!

[i 2.] Kristjan den sjette.

Forfængelighed

Er alt under Solen, som man véd,

Forfængelighed og Skuespil,

Saa det er, hvad mindst man trænger til,

J02 8. Dansk Rimkrønnike.

Thi lukked jeg Boden paa Torvet brat
Og sagde al Holbergs Spas Godnat. l)

En Præstekonge jeg hed om Land,

£j just for Behag til gejstlig Stand,

Men for jeg havde det i min Agt

At gjøre mit Folk saa fromt og spagt,

Som det havde været en Munkeflok,

Der aldrig af Bøn og Sang fik nok.

Jeg tænkte, vor Herre, for den Sags Skyld,

Snart vilde ladt Æbler gro paa Hyld.

Men alt hvad jeg mærked, man vandt derved,

Det var, des værre, Kjedsommelighed,

Saa Fromheden ved det Andagts Spil

Tog snarere af, end den tog til,

Saa, hvad der hos Brorson lifligst klang,

Det maa vel kaldes dens Svanesang.

a) [I de 6 første Linjers Sted har Udkastet disse 18:
Alt under Solen er, som vi véd,
Forfængelighed,

Thi tænkte jeg mer, end man syntes om,
Paa Død og Dom.

Det havde kanske været nok saa godt
At tænke lidt mer paa Land og Slot,
Paa Kone og Børn og Folk og Fæ
Og saa paa det gamle Stammetræ,
For nu, mens jeg tænkte paa Død og Dom,
Gik meget i Landet avet om,
Og alt det vi skjændte paa Sus og Dus,
Saa holdt dog vor Dronning kun daarlig Hus:
Hun byg'de Hørsholm og Kristjansborg,
Der faldt, som de rejste dem, med Sorg;
Og Pengene fra min Faders Tid
De gik deres Vej til sidste Hvid,
Ja oven i Kjøbet vi sank i Gjæld,
Som klædte i Fred ej ganske vel.]

S. Dansk Rimkrønnike.

103

Den Frihed, min Fader gav Bondemænd,
Den tog paa en Omvej jeg igjen,
For Bonden, sagde mange med én Mund,
Ubunden er værre end nogen Hund.
Det sagde mig Hofmand og Hofpræst,
Man véd ikke selv, hvad der er bedst,
Men havde jeg tænkt mig lidt bedre om,
Det vilde mig sagt min Kristendom. *)
Jeg kaldte paa Døden, han kom og snart,
Og længe det kunde ej heller var't,
Det kan jeg des værre selv forstaa,
Naar Livet skulde ej rent forgaa, 2)
Saa det hører3) til mine bedste Kaar:
Jeg var kun Konge i sexten Aar.
Alt hvad jeg drømte, var fromt og sødt,
Det var, des værre, kun tomt og dødt,
Saa i min Grav jeg fik daarlig Tak,
Mens lystig man Arveøllet drak,
Ja. levede saa i Sus og Dus,
Som man vilde drukket op sit Hus,
For om jeg skulde igjen opstaa,
Der var ikke mer at anke paa!

Saa klog er jeg bleven hinsides Grav

Ved Tidender over det døde Hav,

At rent forgaaet er lidt og stort

Alt, hvad jeg haver som Konge gjort;4)

') [Udkastet: Jeg havde vel set, det gjør ej from.] 2) [Udka-
stet: Naar godt det skulde med Landet gaa.] 3) [Udkastet: hørte.]
4) [For de 2 sidste Linjer har Udkastet disse 6:

Thi rent forgaaet, som jeg har spurgt,
Er lidt og meget, hvad jeg har gjort;
Der bli'r ikke Held, kan jeg forstaa,
I, hvad kun flygtig man tænker paa,
I Fromhed, saa vel som Skib og Slot
Og alt, hvad der ellers er stort og godt.]

104

8. Dansk Rimkrønnike.

Det var som jeg byg'de af Rør og Straa,
I Ilden ej kunde mit Værk bestaa:
Mens Fromheden sank saa dybt i Grav,
At næppe den kan staa op deraf,
Fra Kristiansborg til Børnehus
Mit Navn stod paa askeblandet Grus,
Og Flaaden, jeg tømrede splinterny,
Hvoraf de Danske var siden kry,
Kun tyktes bygget til Sælandstog
Og Spring i Luften med Dannebrog, x)
Saa intet ved Holmen blev i Behold
Undtagen Dokken af Danneskjold I
Thi vogte sig vel hver Dane-Drot,
Som gjærne vil alt gjøre evig godt,
Han gjør ikke timelig alting slet,
Og har dog slet ingen til Himmels grædt,
Men lade for Sjælen sørge hver,
Som han haver den og Himlen kjær,
Mens Drotten sørger for Hegn og Fred,
Og alt, hvad et Land kan blomstre ved!
Naar Gud velsigner, og han gjør sit,
Hvor man kun lader hans Ord gaa frit,
Udryddes al Præste-Pavedom,
Som peger paa Himlen og gaar til Rom.
Det var det bedste, jeg stiled paa,
Og derfor skal ej mit Navn forgaa,
Men æres, hver Gang man taler om,
Hvordan i Norden saa vidt det kom,
At Præstehænder blev lagt i Baand,
Mens Ordet gik frit med Liv og Aand.

]) [Herefter slutter Udkastet med de to Linjer (jfr. Digtets

Slutning) :

Dog, heller end mig fordømme rent,

Husk paa, det var ikke ilde ment!]

8. Dansk Rimkrønnike. \ q c

Ja, Aandens Frihed paa Troens Grund,
I læges saa vel som lærdes Mund,
Derpaa for Alvor jeg lagde an
Med Holberg og med Pontoppidan.
Vel passed ej sammen ret vi tre,
Som „græde" rimer kun slet med „le",
Men Præstemagten, som faldt ej brat,
Blev derved ikkun des mer forhadt,
Som alt, hvorover enhver kan se,
Man maa hartad baade græde og le!

Saa vendes med Tiden Bladet om,

Hvad højt man priste, hvorhen jeg kom,

Min Fromheds Love, min Dronnings Pragt,

Mig bliver til idel Fejl udlagt,

Men hvad i hverandet Sakristi

Man mumlede om, var Kjætteri,

Var Helligbrøde og Præstehad,

Det, nu indrømmer man sjæleglad,

Beviser, at hvad der er ærlig ment,

Sit Maal dog aldrig forfejler rent.

[13.] Frederik den femte.

Af Nordens Titus mig gav vel Navn
Den lærde Verden i Kjøbenhavn,
Og Meningen var vist ej saa slem.
At jeg forstyrred Jerusalem,
Fordi jeg spilled en Smule Bas
Med Skinhellighed, som var kun Fjas,
Men prutten ej var jeg paa en Dag,
Saa det faar blive de lærdes Sag,
Om de kan vise til Nordens Held,
At Navnet passer alligevel.
Jeg sad paa Tronen i tyve Aar
Og mored mig godt, som Ordet gaar,

106 8> Dansk Rimkrønnike.

Men hvordan egentlig Tiden skred,

Dermed jeg véd ikkun lidt Besked.

At tænke paa Himlen Nat og Dag,

Som jeg havde lært, var ej min Sag;

At tænke paa Verden, var ej Skik

I Salene, hvor min Vugge gik,

Og Følgen da blev, som før saa tit,

Jeg i det hele kun tænkte lidt,

Og lod dem raade, som mig var næst,

Og som jeg tænkte, forstod det bedst;

Men meget muligt, jeg tænkte fejl,

Og mangled det rette Kongespejl,

Hvori det sés, hvad Folk er værd,

Som i det hele, saa hver især;

Thi naar jeg nu ret mig husker om,

Det var ej blot Kassen, der blev tom,

Saa Landet sank i en bundløs Gjæld,

Mens Freden blomstred paa Mark og Fjæld;

Men Tavlen, det skulde tegnes paa,

Hvoraf der kan Ord med Æren gaa!

For Gjæld til Loftet og Extraskat

Ej bliver et Navn blandt Stjærner sat,

Og hvad har vel skabt mit Kongeord,

Som mindes længer end det i Nord?

Min Skole maaske for den skjønne Kunst

Den var i det mindste ej omsonst,

Thi, som jeg hører, fra den udsprang

En Billedhugger af første Rang,

Saa nok jeg som Kunstens Patriark

En Støtte beholder i Danemark;

Men svagt er dog immer det gode Lov,

Naar Billedstøtter det har behov,

Og Støtter — især til Huse ny —

De staa ikke i det bedste Ry!

Indviet ogsaa dog paa mit Ord

8. Dafisk Rimkrønnike.

107

En Ridderskole der blev i Sor,

Og jeg tør sige, den skulde staa,

Mens Sund og Bælte har Bølger blaa,

Thi ej som en gammel latinsk Paryk,

Der ej en Gang kj ender Rug fra Byg,

Men ret i Verden sig véd at sno

Og kjønt at malke den danske Ko,

Saa Ridderskolen for høj og lav

Er Landets Mangel og Tidens Krav.

Thi raader jeg dem, som efter mig

Skal staa for Styret i Fred og Krig,

Paa Skolens Vaande at raade Bod

Og sætte den paa en bedre Fod,

Saa ej den kun er til Skjoldmænds Gavn

Thi Adelskongen er et Navn,

Der aldrig sig vil passe ret

Paa nogen af den Herres Æt,

Hvem Borgerskabet kjærlig skrev

Det kongelige Frihedsbrev,

Som derfor, af min Adel kyst,

Jeg voved ej at se belyst,

Da i sit første Gyldenaar

Det skinned over Hus og Gaard

I Axelstad, hvis Borgermand

Ej pukked paa sin Adelstand,

Men paa, at hele Folket her

Maa være Kongen lige nær.

Dog ske det maatte vel en Gang

At Adlen sig igjen opsvang,

For ret at vise, det var godt,

Den daled til en Undersaat,

Og at den satte Næsen højt,

Beviste den i Sorø drøjt,

Da Holberg, som et Baroni

Foræred dens Akademi

jq3 8. Dansk Rimkrønnike.

Og var det store Lys i Nord,

Ej maatte bydes til mit Bord,

Fordi han, trods Friherrestand,

Var kun en nybagt Adelsmand !

Det hjælper ingen Adelsdrot,

Han mener det med Folket godt,

Thi Adel kun ved Folk forstaar

Et Tjenerskab ved Herregaard,

Og Tjenerskabet har det bedst,

Naar Kongen tit er Herrens Gjæst;

Men Kongen maa betale godt,

Før Herregaarden bli'r et Slot,

Og naar saa alt er givet bort,

Da kommer Kongen selv til kort

Og maa med Extraskat og Gjæld

Besvære baade Mark og Fjæld!

Det ser jeg nu, men saa' det ej,

Hvor alting jubled paa min Vej,

Og Landet syntes tryllevis

Forvandlet til et Paradis,

Hvor hele Verdens Herlighed

Paa Vink af Kongen regn'de ned,

Og hvor som i et Tryllespil

De store Aander strømmed til,

At neje for den Herre prud

Og prise ham som Jordens Gud!

Saa snildt de fine Adelsmænd,

I Duft af Virak, vejre hen

Hvert Suk, som under Leg og Lyst

Sig trænger frem fra Kongebryst.

Fortryllet mellem Tysk og Fransk

Jeg glemte hartad, jeg var Dansk,

Saa Danmarks Haab mig tyktes bedst

Opdraget af en Svejtser-Gjæst J).

!) [Reverdil.]

(5\ Dansk Rimkrønnike.

IOg

Forunderligt, at paa mit Ord
Dog troed fast mit Folk i Nord,
At kjærest mig i Grunden dog
Var Dannemandens Hjærtesprog.
Saa over hver en Rose fin,
Jeg satte Majen af Tullin,
Og aldrig kunde smagt mig sød
Den Vin, i hvilken Taarer flød,
Naar ej, ved sælsomt Kogleri,
Jeg Perler havde set deri.
Forunderligt, at ved min Grav
Ej Folket knurred, Skjalden tav,
Men tvært imod med Taarer fyldt
Gik Bragebægeret forgyldt
Fra Mund til Mund i Danevang
Som femte Fredriks Mindesang!
Ja, Evalds Sang og Folkets Graad
Skal stumpe af den hvasse Braad,
Som i den strænge Dommers Røst
Sig nærmer til mit nøgne Bryst:
De vidne ej for Danmark blot,
Det har fortjent den bedste Drot,
Men og for mig, at folkekjær
Jeg var en bedre Skæbne værd,
Var selv, skjønt ved min egen Haand,
Et Offer stort for Tidens Aand,
Saa al min Glimmer, al min Glans
Var kun en kostbar Offerkrans,
Hvor, under Hjærtepine dulgt,
Til Altret blev fra Tronen fulgt
Et Offer stort og ej omsonst,
Men frugtbart for hver ædel Kunst:
Fra den, som gjorde Evald stor,
Til den, som driver Bondens Jord!
De Adelsmænd, der om mig stred,
Ej regned stort, hvad Smaafolk led,

I IQ 8. Dansk Rimkrønnike.

Men de var OfFere, som jeg,

Paa Ærens nye Kongevej;

Med Million paa Million,

Jeg var Talenternes Patron,

Og gjorde de end stundum Blæst,

Som kaldtes ind fra Syd og Vest,

Saa vaktes derved dobbelt vist

Paa Arnestedet hver en Gnist,

Som ulmed under Asken mat,

I Fare for at slukkes brat!

Saa i det danske Kongespejl

Betragted Folket mine Fejl,

I Hjærtet, som det følte godt,

I Danmark alt var blevet smaat,

Var blevet dorsk paa Sjæl og Krop

Og trængte til at muntres op;

Og, tager i den ene Haand

Man Driftighed og Folkeaand

Og Sjælens høje Ørnesving,

Som nyttigt er til alle Ting,

Da har af det man Haanden fuld,

Som ej opvejes kan med Guld,

Og ej undværes uden Tab

Af Folkeheld i Ginnunggab,

I Svælget, som er — maalt med Skjel

Bundløsere end Danmarks Gjæld.

Thi takker jeg hver Dannemand

I Højeloft paa Land og Strand,

Som følte ved min Grav og Hal:

For god til mig var ej min Skjald,

Skjønt kongelig i Musers Kor

Og gavmild paa de bedste Ord;

For mine Misgreb Verden saa',

Mens Agten skjult i Hjærtet laa,

Og hvad jeg virkede i Løn

8. Dansk Rimkrønnike. \ ± \

Kom først for Dagen med min Søn,
Opsprang ved Aandens Tryllestav
Som Blomsterflokke paa min Grav
Og svang som Ørnen, født paa ny,
Derfra med Skjalden sig i Sky,
Udspejder dér paa Mark og Fjæld
En Kongevej til Folkeheld,
Som skal befares trindt i Nord
Og prises paa den hele Jord!

Frederik den femte.
(Udkast.)
Jeg sad paa Tronen i tyve iVar,
Det husker jeg end, som det var i Gaar,
Men hvordan egentlig Tiden skred,
Derom jeg ved ikkun lidt Besked.
At tænke paa Døden Nat og Dag,
Som jeg havde lært, var ej min Sag;
At tænke paa Livet, det var ej Skik
I Salene, hvor min Vugge gik,
Og Følgen da blev, som før saa tit,
Jeg i det hele kun tænkte lidt,
Og lod dem raade, som mig var næst,
Og som jeg tænkte, forstod det bedst.
Jeg hører bagefter, jeg tænkte fejl
Og mangled' det rette Kongespejl,
Hvori det sés, hvad Folk er værd,
Som i det hele, saa hver især.
Især, man siger, det galt var fat
Med Rentekammer og Extraskat,
For Landet sank i en bundløs Gjæld,
Mens Freden blomstred paa Mark og Fjæld,
Og Extraskatten beviste drøjt,
Man skatted slet ikke Folket højt,
Skjønt Stodder og Greve man, som det lod,
Behandled paa en og samme Fod.
Hvor kunde Vinen dog smage sød,
Hvori saa mangen en Taare flød?
Det er et Spørgsmaal, jeg Aar for Aar

I 12

8. Dansk Rimhrønnike.

Bestandig af fiere Skygger faar,

Men af de Taarer jeg saa' ej én

Og tænkte immer, den Sag var ren,

At, som man sagde, det faldt i Traad :

De kun betalte, som havde Raad,

Saa Prisen var kun paa Hoved sat,

For rund at gjøre den rene Skat.

Er det nu sandt, som Ordet gaar,

At for den Skat det sidste Vaar

Udpantet blev hos arme tit,

Saa kun det tomme Hus var frit,

Da ve den Mand, som gjorde sligt,

Og dem som, trods hver hellig Pligt,

Fordulgte mig, hvad Folket led,

Og skjænked mig med blodig Sved!

Men, skjønt jeg undte Folket godt

Og drømte mig en elsket Drot,

Jeg ser det nu med bittert Nag,

Jeg spildte. mangen Solskinsdag

Og staar i ædel Kongerad

Med Taarer kun paa tomme Blad !

Vel sandt, indviet paa mit Ord

En Ridderskole blev i Sor,

Men det var kun til Skjoldmænds Gavn,

Og Adelskongen er et Navn,

Som aldrig sig kan passe ret

Paa nogen af den Konges Æt,

Hvem Borgerskabet kjærlig skrev

Det kongelige Frihedsbrev,

Som derfor, af min Adel kyst,

Jeg voved ej at se belyst,

Da i sit første Gyldenaar,

Det skinned over Hus og Gaard

I Axelstad, hvis Borgermand

Ej pukke d paa sin Adelstand,

Men paa, at hele Folket her

Maa være Kongen lige nær!

1 14.] Kristjan DEN SYVENDE.

Jeg bekjende maa, des værre,
I hvor højt jeg sad paa Straa,

S. Dansk Rimkrønnike. . \\-i

Sygdom er dog hver Mands Herre,
Kryber af, men flyver paa,
Bleger Haarene med Sorgen,
Som i Hytten, saa paa Borgen.

Lægen, som var flux til rede,
Loved vel, med store Ord,
jXIig: og Riget at helbrede,
Og sin Doktor let man tror;
Værre, fandt dog Patrioten,
Lægedommen var end Soten.

Jeg og Riget kom paa Randen
Af den rene Undergang,
Lykken, bedre end Forstanden,
Over Svælg dog lagde Spang,
Ja, til Lykke, selv trods Kuren,
Sig hos begge hjalp Naturen.

Med sit Hoved sat paa Stage,
Stats-Kvaksalvere til Skræk,
Og for alle Drotter svage
Til et stort Advarsels-Træk,
Struensee, som han var pælet,
Staar i Folke-Eftermælet.

Tidlig traadte jeg tilbage
Fra den store Skueplads,
Dermed dog udrandt ej fage
Sandet i mit Timeglas,
Og det Navn har ingen Fare,
Som paa Jord kan mit udvare.

Var de sunde, var de stærke,
Kongerne i Syd og Nord,

VI

I 1 4 8. Dansk Ri?nkrønnike.

Faa dog fandt et Mindesmærke,
Hvoraf bedre der gik Ord,
End af mit der gaar i Vangen,
Lukt i Sky med Folkesangen.

For sin Fader aldrig satte
Søn en bedre Mindesten,
Hvortil Bønder kan forfatte
Indskrift med den x) Tale ren :
Hun skal hedde „Friheds-Støtte",
Skam faa de, som hende flytte!

Derfor jeg, som Fredriks Fader,
Siger med den gamle Skjald:
Vel den Mand, sig efterlader
Slig en Søn i Kongehal,
Broder fin til Norges Balder:
Adelsten i Ungdoms Alder!

Ja, den Prinse-Tid skal mindes
Efter mangen kronet Dag,
Med dens Trøst og kan forvindes
Mangt et Tab og Tordenslag;
Folk og Konger deraf lære:
Fælles Magt kan meget bære.

Fra min Borg jeg maatte flytte,
Da den røde Hane gol,
Lige fast i hver en Hytte
Jeg dog sad paa Kongestol,
Mens Kong Ludvig maatte bløde,
Og hans Slot stod tomt og øde.

J) [saaledes Nord. Kirketid.; Særtrykket: god med.]

8. Dansk Rimkrønnike.

"5

Næste Aar gik op i Luer
Snart min halve Hovedstad,
Og for mine Kongestuer
Sælsomt da sig vendte Blad :
Brandlidt selv, jeg hused mange,
Hytte-Børn fik Bue-Gange.

Det var som i Frankerige:
Kongen ud, og Folket ind,
Hvilken Forskjel dog tillige,
Som paa Maade, saa paa Sind !
Her det saas ved Ildebranden:
Hus vi laante godt hinanden.

Højt det lød i Slottets Porte:
Adel ned, og Borger op !
Mellem hvide, mellem sorte,
Intet Kjøb paa Sjæl og Krop!
Som i Syden, saa i Norden,
Frihed over hele Jorden!

Dog som Kor om Kongemordet

Sligt ej lød i Vaabengny;

Men *) det lød fra Drikkebordet :

„Kongens Skaal" i højen Sky,

„Fyrsteparret længe leve,

Som til Lov gjør Friheds-Breve!"

Rundt det løb om Østersøen,
Spurgt det blev til „Kinas Kyst",
At i Nord paa Bøge-Øen
Kongens Liv var Folkets Lyst,
Nyt og godt hvert Aar i Gjære,
Folkelighed Kongens Ære:

[*) Nord. Kirketid, og Særtrykket: Men; sikkert Trykfejl.]

Ufo 8. Dansk Ri?nkrønnike.

Dér. saa lød det trindt om Lande,
Er hver Havn en Masteskov,
Dér paa Ager, som i Strande.
Godt i Fred gaar alles Plov,
Som for Gud, for Retten lige
Dér er fattige og rige.

Liflig dér er Aftenstunden
Efter Travlhed fri og stor,
Hvor med Fuglene i Lunden
Kappes Skjaldene i Kor;
Digt, som i den gyldne Alder,
Dér med Daaden sammenfalder.

Saa det lød, til Vaabenbraget
Skrækked op af Fredens Skjød;
Da kun om Skærtorsdags-Slaget
Sangen vildt i Skyen lød,
Stort var Tabet, Sejren liden,
Troen tabt paa Gyldentiden.

Fra den Stund kun lidt jeg sansed,
Hvad om mig der foregik,
Smilende ej mer omdansed
Folket Tronen for mit Blik,
Lade-Fristen, til man skyder,
Savner alle Fredens Dyder.

Jeg kun vaagnede i Smerte
Ved det høje Vaabengny,
Sønderknust mit Konge-Hjærte
Blev af Graadens Røst i Sky:
Byen brændt, og Flaaden taget,
Sundet lukt for Konge-Flaget.

8. Dansk Rimkrønnike.

117

Kræver saa, Mathildes Broder!
Hendes Medgift du igjen?
Hun var jo dog Fredriks Moder,
Gaa til Kaps nu Orlogsmænd!
Kald det Bytte, kald det Aager,
Lige galt dog af vor Svoger !

[15.] Frederik den sjette.

Salig ingen er at prise,
Før han kommer i sin Grav,
Det er Stormens gamle Vise
Paa det vilde Verdenshav,
Og det Kvad gjentager Ravnen,
Selv for os, som bor i Havnen,
Langt fra Hvirvelvindens Hjem.

Derfor, skjønt jeg alt har pløjet

Mangen Sø fuld høj og stærk,

Og, skjønt Lykken mig har føjet

Til et sjældent Kongeværk,

Dog jeg ej vil forekomme

Fremtids Skjøn og Skæbnens Domme,

Drapen ved mit Arveøl.

Staaet har jeg nu for Styret
I halvtredsindstyve Aar,
Naar i Stormen sluktes Fyret,
Da var knappe Skibets Kaar,
Men en Drot, som elsker Hjemmet,
Aldrig blir paa Havet fremmed,
Naar hans Hjem er Nørreled !

Ja, et nordisk Kongehjærte,
Hvor om Magten kun er én,

1 1 8 8. Dansk Rimkrønnike.

Jeg fornam i Fryd og Smerte,
Er den rette Ledesten,
Uden alle Kaart og Streger,
Hvor det stadelig henpeger,
Dér er sikkert Folkeheld!

Man for Kongers Vugge kvæder
De kan gjøre, hvad de vil,
Men kun daarlig Kongesæder
Lærer man af Sang og Spil;
Mer og mindre, end han vilde:
Mere godt og mindre ilde,
Selv Tyrannen gjør paa Jord.

Derfor, gid min Gravskrift vorde
Uden Tant paa Tronens Fod:
Kongen vilde, hvad han gjorde,
Kun naar Gjerningen var god,
Og saa stor var aldrig Magten,
At jo videre gik Agten
Til at fremme Folkeheld.

Folkekonger vi maa være
Skal det gaa for Alvor godt,
Ej forklejned det min Ære,
Om jeg kaldtes Bonde- Drot;
Hvad endnu der klinger værre:
Stodder-Konge er vor Herre,
Næst ved ham er dog vel bedst!

Heller knurre maa de færre
End de fleste i et Land,
Alle Jyder for vor Herre
Er jo, Præst og Herremand,

S. Dansk Rimkrønnike.

ug

Sorte jo saa vel som hvide,

Alle føle, hvad de lide,

Det maa Kongen huske paa!

Meget Vand der gaar til Strande
I halvtredsindstyve Aar,
Og for Folk i alle Lande
Var min Tid en Skole haard;
Ogsaa vi det fik at finde,
Alt dog lader sig forvinde,
Hvor kun ét gjør Drot og Folk.

Danmark, dejligst Vang og Vænge,
Ej som Kongerige stor,
Mindre Magt og færre Penge
Har, end mangt et Land paa Jord,
Aldrig dog det stod i Skygge,
Thi saa god var Danmarks Lykke,
Ene den opvej ed alt!

Mere Frihed i det hele,
Bedre Lys og Lov og Ret,
Mer Forslag i alle Dele,
Bedre Folk og Kongeæt,
Mener jeg, forgjæves søger
Man selv Skyggen af i Bøger,
Véd jeg, fandtes ej paa Jord!

Ingen Drot i Kristenheden
— Det os Fjender lade skal —
Under Krigen som i Freden
Satte mer paa lærd og Skjald,
Intet Land, tre Gange større,
Gjorde Musers Tempeldørre
Trangere end Daners Mark.

1 20 S- -Dansk Rimkrønnike.

Midt i Rom ej nogen mukker,
Naar det kaldes afgjort Sag,
At den danske Billedhugger
Er en Fønix i sit Fag,
Mesterværker af hans Finger
Flyve hjem paa Snækkevinger,
Pryde Kor og Kongehal.

Havde sig end højt opsvunget
I vor Tid Napoleon,
Aldrig dog han blev besunget
Højt som vi med Liv og Aand;
Drotters Ros, som staa og falde
Skal med Kvad af mine Skjalde,
Staar vel klippefast i Nord!

Dog ej stoled jeg paa Sangen,
Kjøbte aldrig Ros for Guld,
Kun, hvad smukt der lød i Vangen,
Jeg opmuntred immer huld,
Skatted, hvad der klæder Hallen
Kjønt, som Heste klæde Stalden,
Marken Bøg og Blomster Eng.

End er ej mit Værk til Ende
Og beskrives før kun slet:
Efterslægten skal bekjende,
Det var heller ikke let
Lys og Liv om Land at skabe,
Uden det derved at tabe,
Som er Liv og Lyset værd.

Dansk Rimkrvnnike. \2\

Frederik den sjette.
(Udkast.)
Mens Kongen lever, han skal lægge Ord

I alles Mund, ej de i hans,
Det er den gamle Skik i Nord

Og Loven her til Lands,
Saa ej for Frederik den sjette
Jeg tør paa Kongeordet gætte,
Men rimer i mit eget Navn.

Ej er i Aar det første Gang,

Ej første Gang i Aar,
Jeg nynner paa en Æresang

Som minder og som spaar,
Ja minder om, hvad alt er sket,
Og stirrer paa, hvad kun er sét

I Spejl med Søndagsøje.

Ved Fødselsdagens Gry jeg saa'

— Dog nej, jeg skimted kun —

Hvad Barnet, som i Vuggen laa
Forjætted Mark og Lund,

Og alt det, som en Kæmpe stærk,

Har kronet Fredriks Kæmpeværk
Med Krans af Stjærner klare!

Ja, hørte man ej før som her

Fra Folk for Raadets Brøst
Til Kongen som Landsfader kjær

Det Raab med højen Røst:
Vi gi'er os Gud og dig i Vold,
Dig og din Æt fra Old til Old,

Som Børn og ej som Trælle.

Man saa' ej heller før en Drot

-22 9- Epigrammer.

9. [Epigrammer.]

[1834.]

[De ti her først trykte Smaavers findes saaledes samlede skrevne

paa det samme Blad, hvorpaa den nys meddelte Begyndelse til et

Kongerim om Fr. VI.]

1. Werther og Meister.

Naar jeg har udlæst Werthers Breve,
Forfatteren jeg spørger but:
Hvi lod du ikke Werther leve?
Du maatte heller Meister skudt!

2. Hakon og Palnatoke.
At i en Egel *) Hakon fandt sin Grav,
Det maa Historien undskylde;
Men at en Toke saa krøb ud deraf,
Det røber Fantasiens Fylde.

3. Axel og Valborg.
Vist nok en Gang for længe siden
I Kirken spøgte Sorte-Knud;
Men, spøge med den hele Tiden,
Det holder næppe Knudsen ud.

4. Dronning Margrete.
Til Elskerinden i det Sørgespil
— Den eneste, jeg gider tale til —
Jeg sagde, og derpaa jeg nøs:
„Græd ej for Kjæresten1', han var en Fløs.

') \Egel er Svinesti.]

g. Epigrammer. 12%

5. Das Glas Wasser.

Et Glas Vand du kaldte Stykket.
Og dets Navn er mindst mislykket
Vand dog Glasset ikke bær
Mod det store Gadekjær.

6. Der Natur-Mensch.

Det var til Publikum din Fæstensgave,
Den bedste Blomst vel i din Have;
Men hvad jeg savner, trods Monduren,
Det er dog Menneske-Naturen !

7. Hugo von Rheineerg.

Hvordan kom du til Fofner-Skatten ?
Var den kanske ej rigtig din? —
Som Gjukung"er jo hele Klatten
Du lader gaa til Bunds i Rhin!

8. Die RÅuber.

At dine Røvere er alt for fri,
Derover Streg jeg vilde skrive;
Men at de røvede din Poesi,
Det jeg dem aldrig kan tilgive.

9. Stærkodder.

Ja, det er godt nok til den Odder,
For ham med Øjnene at slaa;
Med Kjæp og Pose som en Stodder
Han om sit Livsbrød tigge maa!

I24

io. Til en Jurist.

io. Vilhelm Tell.

De lærde kun til liden Nytte
Om Tell end øve Ridderspil,
En raaber: hvilken Mesterskytte!
En anden : han var aldrig til !
Og ved at læse Tell, jeg fandt:
Man maatte ønske, det var sandt!

10. Til en Jurist.

(1834.)

[Hidtil utrykt; lier efter Forf.'s Haandskrift fra denne Tid.]

Ketten ej sidder i Spydstagen nu,
Dog, hvor den findes, véd én mer end du,
Vogt dig, at han ikke finder den i,
Hvad du gik forbi!

Rettens Middel, Lovens Tolk
Klinger smukt i Navn-Geledder,
Glem ej, mellem danske Folk,
Hvad du er, for hvad du hedder!

Romerretten hun er snild,
Kejserretten haard at døje,
Danske Lov er klar og mild,
Hav den stadelig for øje!

ii. Arent Aschlund. 125

II. Arent Aschlund.

(Februar 1835.)

[Dette hidtil utrykte Digt over den 16de Febr. 1835 afdøde Land-

maaler Arent Aschlund foreligger i Forf.'s Renskrift fra denne Tid.

Om Aschlund jfr. Nordisk Kirketidende 1835, Sp. 123—26.]

Ved de gamle Dages Minder,
Ved de djærve Fædres Pris,
Fordum blussed dine Kinder
Kolde nu og graa som Is,
Derfor skal ej Fremtid skue
Blomsterløs din Banetue.

Fra jeg kvad om Signeburet,
Fylked Rim paa Stiklestad,
Ingen til min Sang har luret
Mere lydhør vel og glad,
Derfor bag dig, hedengangen,
Hører end man Efterklangen.

Hrodgars Hal og Dannevirke
Gjæsted længe du med Fryd,
Før dig til den store Kirke
Vinked Sangens Klokkelyd,
Ja endnu paa Kirkeristen
Kæmpe var du mer end Kristen.

Da jeg først saa' Øjet funkle,
Fuldt af Ild og Kæmpemod,
Under Bryn og Lokker dunkle,
Over Kind som Mælk og Blod,
Stovt, som Nordens Kæmper pleje,
Hid du for paa Hvalens Veje.

J26 JI- Arent Aschhuid.

Voxet op ved Isef jorden,
Nu kun Fiskerbaades Kaas,
Paa den jævne Mark i Norden,
Hvor kun smaalig Muld gjør Aas,
I din Barm med Kæmpevælde
Bølger brused dog om Fjælde.

Derfor stak du over Havet,
Tidlig voxen, højt i Nord,
Did, hvor under Is begravet
Ligger Tyr og Asa-Tor,
Og hvor mellem Jøkler blege
Muspels røde Sønner lege.

Dér, paa Islands Kyster golde,
Hvor ej Maj har nogen Vaar,
Mellem Turser du og Trolde
Vankede i Ungdoms Aar,
Malede dig til din Jammer
Verden sort i Heklas Flammer.

Ak, forgjæves Skjalden kvæder

I vor Old om Adelskab,

Hvo sig end i Haabet glæder,

Synker ned i Børnelav,

Og selv Skjalde nu om Tide

Vil for smaa kun nødig skride!

Du, med Passer og med Kjæde

Bunden til dit Maalebord,

Til dit Syn, din Sorg og Glæde,

Savned dybt det frie Ord,

Derfor sig din Kraft udtømte

I en Kamp med hvad du drømte.

12. Herrens Røst. 127

12. [Herrens Røst.]

(1835O

[Dette hidtil utrykte Digt foreligger i Forf.'s Renskrift fra denne
Tid, uden Overskrift eller Datering.]

r,r nu der Fred paa Jorden,
Som ej kom oven ned?
Er nu det vist, at Torden
Ej raaber: Gud er vred?
Er det en afgjort Sag:
Ej kommer Domme-Dag?
Ej er bag Verdens Vrimmel
Der Helved eller Himmel,
Men kun en evig Søvn?

Velan, I Herrer høje,
Velan, I Poge smaa,
Som føle ej til Møje,
Og som den ej forstaa!
Velan, beskedne Slægt,
Hvem Liv er Gran i Vægt,
Hvem Freden fattes ikke,
Naar I har Mad og Drikke,
Hvem Søvnen huger bedst!

Jo mer derpaa jeg grunder,

Des klarere jeg ser,

Det er slet intet Under,

I spørge ej om mer!

At Mand er mer end Dyr,

Jer tykkes Æventyr,

Og evigt Liv og Ære

Er mer, end Dyr begjære,

Saa Regningen er ren.

1 2 8 I2- Berreits Røst.

Men I, som har et Hjærte,
Der mættes ej saa let,
Men slog i Fryd og Smerte
Som Liv af Gude-Æt,
I store, og I smaa,
Som fik til mer Attraa!
Er I nu alle døde?
Er, som den gamle Jøde,
Jeg ene om mit Savn?

Det Hjærte, der sig ømmer
Ved evig Søvn og Død,
Det Hjærte, der end drømmer
Om Guddoms-Hvilen sød,
Om Sol, som ej gaar ned,
Om salig Evighed:
Mon det nu ene banker
Og avler Himmel-Tanker
I denne trange Barm?

Velan, jeg da fortryder
Ej Evighedens Kaar,
Men vinterlagt mig fryder
Til Evighedens Vaar,
Alt som den lille Fugl,
Der i sit Vinter-Skjul
Kun leger Død i Dvale
Med Haab om grønne Sale,
Med Nyn paa Morgensang.

Det snævre Rum i Barmen
Er immer lunt og lyst,
Og dér i Vind ves-Karmen,
Paa Lys-Havs lave Kyst,

12. Herrens Røst. I2Q

Hver Blomst, jeg saar i Løn,
Fremspirer frisk og grøn,
Og frodige oprinder
Fioler og Kjærminder, —
Kun Rosen er lidt bleg.

Fornummet har mit Hjærte,
Der er en Guddomsrøst,
Som dulme kan al Smerte,
Som bringer evig Trøst,
Som ved hvert Hjærtesuk
Oplukker mild en Glug,
Hvor Øjet kan indkige
I lidt af Himmerige
Og se, hvor det er stort.

Thi spørger ej jeg længer
Om andres Tvivl og Tro,
Til Bifald ej jeg trænger,
Om end al Verden lo;
Jeg véd, paa hvem jeg tror,
Jeg véd, hvad i mig gror,
Hvad Verden kan borttage,
Og hvad der er tilbage,
For evig nok til mig!

Kun for der er saa meget.
Er nok til al vor Slægt,
Som finder let sit eget
Mod Himlens Overvægt,
Og, for jeg tror det vist,
Der banker her og hist
Hos fler, end jeg kan mærke,
Livs-Længselen, den stærke,
Derfor jeg raaber: heri
VI. 9

I ?0 IS> Hav fru- Sangen.

Ja, læser, som man lytter,
Paa Hjærtets Tavler smaa!
Ej anden Læsning nytter
Til Himlen at forstaa,
Og hvis der skrevet staar,
At I har trange Kaar,
Ja, Trang til mere Glæde,
End Verden kan tilstede,
Da hører Herrens Røst!

Ja, hører, lytter efter
I Hytte, som i Hal,
Hvor Ord har Kæmpe-Kræftei,
Men Barne-Tonefald,
Hvor Evighedens Haab
Har Liv og Fryderaab,
Hvor Tro sig frit bekjender,
Hvor Naaden strækker Hænder,
Thi der er Herrens Røst!

13. Ha vf ru -Sang en.

(1835O

[De ti første Strofer af dette Digt er trykt 1848 i Danskeren, I,

S. 604 — 6. Alle tolv Strofer ere bevarede i Forf.'s Haandskrift

fra 1835. Han bode denne Sommer ude paa Strandvejen ved

Sølyst og Emilies Kilde.]

Milde Bølger, Danmarks Spejl!
Lad i eder dybt mig skue !
Flagrer vænt, I hvide Sejl,
Vinger lig paa Arkens Due !
Bøge-Blad, vær ej saa bly,
Pip kun frem i Vinge-Laget!

ij. Hav f ru-Sangen. i?j

Ogsaa du gav Haab *) om Ly,
Viftende til2) Bølgeslaget.

Duk fra Dybet til mig op,

Sangerske for Dannekvinder,

Havfru med din gyldne Top,

Kranset blidt af blaa Kjærminder!

Dans paa Tilje under 0,

Hvor saa yndig Gulvet gynger,

Som den glade Fæstemø,

Naar hun om sin Lykke synger!

Dans paa Tilje, kvæd og spaa
Atter som i gamle Dage !
Kvæd om 3), hvad dit Øje saa',
Hvor end danske Snækker flage!
Spaa om, hvad der times skal
Dannemænd og Dannekvinder,
Saa i Hytte, som i Hal,
Medens Timeglasset rinder!

Lytter I, som end har Lyst
Til at høre Havfru-Sangen,
I hvis Barm er end et Bryst,
Hvælvet efter Bølgegangen;
I hvis Aarer end en Flod
Slynger sig, iblandt Kjærminder,
Af det danske Hjærteblod,
Rosenrødt i Liljekinder!

Nemmer grandt den første Sang,
Som4) er Nøglen til dem alle:
Bølgen, der med Harpeklang
Bælter sig om sit Valhalle,

') [Haandskriftet: Vink.] 2) [Haandskr.: i.] 3) [Haandskr.
Spaa os.] 4) [Haandskr.: Den.]

9

[ 22 IS' Hav f ru-Sangen.

Om det grønne Gudhjems Bryst,
Hvor i lyse Bøge-Sale
Om en gylden Gimle-Høst
Synge tusend Nattergale!

Det er Kvadet om Kong Skjold,
Det er Visen om den lille,
Der kom hid i Hedenold,
Hvor som Taarer Vover trille,
Kom fra Godehavn i Løn,
Styret ud med runde Hænder,
Bandt, som Danmarks Fostersøn,
Bælte sit om Bjørne-Lænder.

Selv sig styred underfuld
Snækken med vor Lykke- Skipper;
Ej han rug'ed over Guld,
Hviled kun paa gyldne Vipper;
Førte kun som Fragt om Bord
Sølv og Guld og Brynjer klare,
For blandt Kæmpe-Folk i Nord
Gavmildhed at aabenbare.

I den lilles Morgendrøm

Spejled sig utalte Dage;

Vel bekjendt er Tidens Strøm

Med den Snække uden Mage,

Hidindtil fra Hedenold

Styret godt ved Nornens Finger,

Og med Vippen under Skjold1)

Baaret som paa Duevinger.

Hvor paa Spejlet Danmarks Navn
Blinked over Bølgegangen,

') [Haandskriftet: Med den Vippe under Skjold.']

ij. Hav f ru-San gen. 133

Guld kun samled sig i Stavn,
For at sprede sig- i Vangen;
Skjoldung-Folket hviled blødt,
Mellem Sværd og Spyd paa Negen
Under aaben Himmel sødt
Sov det, midt i Hildurs-Legen.

I sit Folk end lever Skjold,
Finder og, naar Luren gjalder,
End til Vagt en Kæmpe bold,
Guld til ham, naar Jætten falder;
Hviler end sig uden Frygt
Paa de gyldne Ax og Vipper,
Stoler end derpaa fuld trygt:
Sidst af alt dig Himlen glipper!

Hvert et Fødenød skal dø,

Gutten dog, skjønt gammel vorden,

Sejler kjæk sin egen Sø,

Smiler ad Naturens Orden;

Hvad de lyse Stjærner sang.

Hørte han paa Bølgetoppe:

Død er kun en Overgang

For, hvad hjemme har her oppe.

Milde Bølger, Danmarks Spejl!
Tæt ved eder staar min Hytte,
Ej dens Straatag vil med Tegl,
Ej dens Træ med Sten jeg bytte.
Og det Syn, mig times her,
Ej med Udsigt til en Trone:
Yndefuldt i Aftenskjær
Bøgeskove Bølgen krone.

I -iA 14. Sølyst.

14. Sølyst.

(1835.)

[Hidtil utrykt; her efter Forf.'s Haandskrift fra denne Tid.}

Ikke blot for Højelofte
Fikst du, Hav, dit Trylleri !
Øjet fattes der fuld ofte,
Ubemærket gaa forbi
Bølger da med Sol og Maane,
Naar de stejle, naar de daane:
Borg paa Hav og Baade smaa.

Mindste Glug i lave Hytte
Gjør et aabent Øjepar
Samme Fryd og samme Nytte
Som de store, slebne Glar;
Som en Brink af Skaberhaanden,
Saa naturlig, hæver Aanden
Ej den skjønneste Altan !

Ikke blot, hvor Oceanet
Tordenmælet ruller hen,
Hvor kun Hvalen Vej har banet,
Mellem Skjær til Orlogsmænd,
Ses, hvad Mandevid opvejer,
Ses den store Kamp og Sejer
Paa din Valplads, Svanevang!

Ikke blot, hvor sig i Vælde
Vrede Bølger taarne saa,
At en Rad sneklædte Fjælde
Tykkes brat af Hav opstaa,

14' Hav fru- San gen. j ? c

Ses det Oprør i Naturen,
Vakt ved Hvirvelvinde-Luren,
Som forbavser Mand af Muld.

Nok af det og mer tillige
Ses i Bugt og Bælt og Sund,
Hvor sig tykkes kun indsnige
Storm og Strid paa stille Grund;
Nok af Gny, af Kamp og Kvide,
Mens det yndige, det blide
Blomstrer kun i snæver Kreds.

Derfor, Nordhav! ej vi bytte

Bort for dig vor Østersø,

Ej vor Holm og lave Hytte

For hver Borg paa Anguls-Ø,

Høje-Møens hvide Bryster

Ej for alle hvide Kyster

Trindt det store Havmands Dyb!

Odin med det ene Øje!
Styrmand snild i Nørreled,
Gamle Havmand ! lad dig nøje
Med den Ros, at brav du red,
Hvor de største Hvaler svømme,
Slejpner med din Runetømme..
Skummende paa Bølgens Ryg!

j 05 15. Kirke- Skibet.

15. Kirke-Skibet.

(1835.)

[Digtet foreligger komplet i Forf.'s Haandskrift fra denne Tid,
uden Overskrift. Med Titel som her, men med Udeladelse af 3dje
og 4de Strofe er det trykt i Ernst Triers „Gave til en dansk Fri-
skole" (Kbhvn. 1870), S. 3 — 8, og derefter optaget i G. 's Salmer
og aandelige Sange, III, Nr. 112. Jft\ samme Værk, V, S. 788.]

Livet her ret lignes ved

Et Skib paa Verdenshavet,

Bølge op og Bølge ned,

I Dybet let begravet,
Udsat, som Snækken paa sin Færd,
For Strøm og Storm og blinde Skjær,

Og skrøbelig kun lavet.

Verdens Klogskab raaber ud:

Tag Vare dig for Dybet!

Driv med Strømmen! gaa dit Skud!

Og lær din Kunst af Krybet!
Ja, se dit Snit og pas dit Ror!
Læg alle Aarer brat om Bord,

Naar Lejligheden vinker!

Hør, den lumske Havmand ler,
Som Leg af Hvirvelvinde :
Tung som Bly og let som Fjer,
Her ude og der inde:

Jer alle times en Ufærd!

Et Garn jeg har til hver især,
En Læk til hver en Skude.

Er I kloge, jeg er snild,
Og jeg har gode Stunder,
Sky kun Dybet, du, som vil!
Da gaar du sikrest under;

ij. Kirke-Skibet. 527

Kun over Dybet gaar en Vej
Til Kysten, hvor der strandes ej,
Til Havnen i det høje.

Ja, I Folk paa Verdens 0,
De kloge med de dumme !
Sejles maa den høje Sø,
Hvor ranke Bølger skumme,
Skal Farten lykkes over Strand,
Skal vi ved Livets faste Land
En Gang vort Anker kaste.

Hør, det toner over Hav.

Som Fuglesang i Skoven:

Bedre er den aabne Grav,

I Skyen og i Voven,
End Ulvegraven svigefuld,
Hvor Blomster gjøgle over Muld,

Og Ormenokken lurer.

Hør, det toner under Sky,
Som Englesang fra oven:
Tømret er en Ark paa ny,
Og den kan trodse Voven;
Ja, hvor den gaar i Jesu Navn,
Den følger Bør til Himmel-Havn,
Og aldrig den forældes.

Af et lønligt Kildevæld,
Som Jordans klare Bølger,
Sprang en Strøm til Folkeheld,
Som Arken stadig følger;
Den skærer Verdens vilde Hav,
Og under den slet ingen Grav,

Kun Naadens Dyb sig dølger.

1^8 TS- Kirke-Skibet.

Redningsstrøm fra Øst til Vest,
I Tiden og i Rummet,
Lige klar i Blik og Blæst,
Og aldrig overskummet!

Du stille Vej til Fredens Havn !

Udsjunge skal dit Gaadenavn
De smaa med Engletunger.

Ark, du est og underfuld,
Du bygtes uden Hænder,
Kosted ikke Sølv og Guld,
Som Verdens Øje blænder;
Men kosted ham, som dig os gav,
Dog mer end Himmel, Jord og Hav:
Det kjæreste, han kjender.

Uden Mast og uden Spejl,
Et Vrag dig Verden nævner;
Uden Anker, uden Sejl
Du over Hav dog stævner,
Og vakler kun, naar Mand af Jord
Vil raade med dit fine Ror,
Til han gaar over Borde.

Hvad den største Helte-Skjald
Opdaged kun i Drømme,
Helgenskaren uden Tal
Lysvaagen skal berømme:
Det Skib, som selv har Liv og Aand,
Som trænger ej til Styrmands Haand
Og ler ad Hvirvelvinde.

Al din Kost er kun et Brød,
Og al din Vin et Bæger,
Hver en Gjæst i Hungersnød
Dog føder du og kvæger;

j6. Kirke-Huset.

139

Som Melet fint i Enkens Hus,
Og Olien i hendes Krus,
Dit Forraad ej fortæres.

Komme hver da, som har Lyst,
Skjønt Verden spaar os ilde,
Snart at lande paa den Kyst,
Hvor Livet har sin Kilde!
Og tror kun fast paa Herrens Ord:
Usynlig han er selv om Bord,

Som skabte Hav og Snække!

16. [Kirke-Huset.]

(1835.)

[Forhen utrykt; her efter Forf.'s Haandskrift fra denne Tid.]

Kamret, hvor min Vugge stod,
Hvor jeg laa i Moder-Skjødet,
Hvor mit Liv paa Barne-Fod
Blev forbitret og forsødet,
Hvor jeg under bange Kaar
Læste paa mit Fadervor
Og, mens salte Taarer fløde,
Halvvejs med min Fader døde,
Glemmes ej i hundred Aar.

Kamret er af Træ og Ler,
Vinterkoldt med store Skygger,
Og det kjender mig ej mer,
Ænser aldrig sin Indbygger,

140

1 6. Kirke- Hus et.

Dog gjør paa dets Kaar jeg Skjel,
Som det havde Ve og Vel,
Synes, naar det huse skulde
Hjærteløse, ondskabsfulde,
Ildebrand var bedste Held.

Løfter jeg da Øjne mine,
Samler i et Overblik
Jeg de Huse, grove, fine,
Hvor den store Vugge gik,
Vuggen sød i Kildevangen,
Sat i Gang ved Klokkeklangen.
Vuggen for de mange smaa.
Som i Højhed nu forstaa
Hvert et Vink i Vuggesangen; —

Kan jeg da med Hjærtekulde
Tænke: under samme Tag
Hjærteløse, ondskabsfulde
Mester spille Nat og Dag,
Døbe, som i Verdenshavet,
Støvet dybt i Djævelskabet,
Ofre Vin ved Herrens Bord
Til den Gud for Løgn og Mord,
Som velsigner Sjæle-Tabet!

Huset er af Kalk og Stene,
Og til Dels af Pennestrøg,
Rent er alting for de rene,
For de andre alting Møg,
Dog mig tykkes, Kirke-Huset
Ligge maatte før i Gruset
End gjenlyde af et Kor,
Fjendtligt mod det store Ord,
Mod den Sø, som der har bruset.

lå. Kirke-Huset.

141

Her, hvor gjennern Tusend-Aaret

Et utalligt Børnekuld

Læste fromt paa Fadervoret,

Sang og sukked over Muld,

Hvor saa tit af Taare-Strømme

Øjet lod sig oversvømme,

Hvor saa mangen Kamp mod Død

Kongevej til Hvile sød

Blev for Barnehjærter ømme; —

Her det var for tungt at tænke:
Samme Hus og samme Taarn,
Samme Bord og samme Bænke,
Samme Bækken som tilforn,
Samme Maal i Folke-Munden
Samme Hjærtelag i Grunden,
Alen formastelige Raab
Mod Guds Ord, mod Tro og Daab,
Mod al Trøst i Afskeds-Stunden!

Derfor jeg paa Kirkegaarden,
Som er nu en Slagterbod,
Tænker: det er i sin Orden,
Hvor den gamle Kirke stod,
Kirken, bygt til Guddoms-Ordet,
Aande-Badet, Naade-Bordet,
Den fra Skændsel og fra Band
Fried han ved Ildebrand,
Som med Lynild er omgjordet.

Saa, jeg tænker, alt det gamle,
Bygt i Jesu Kristi Navn,
Himlen, i sin Tid vil samle,
Som Røgoffer i sin Favn,

142

i6. Kirke-Huset.

Raade Bod paa Hjærtets Vaande,

Rejse nyt til alle Haande,

Til at lyde skiftevis

Til de mange Guders Pris,

Som er nu i Tidens Aande.

Ja, en gammel Kirke-Time
Rinder ud nu trindt paa Jord,
Klokker ej som fordum kime,
Nissen ej i Taarnet bor,
Spøgelser ej mer omsvæve,
Trolde ej for Torden bæve,
Præsten har ej Time-Glas,
Og ved Tygterne med Gas
Vægter-Vers sig selv ophæve.

Kirke-Kor og Kirke-Love,

Som de ses end hist og her,

Passe kun til dem, der sove,

Ej til Nutids Folkefærd,

Alfar-Vej for Ord og Evner

Overalt Nutiden jævner,

Som dens Løsen, saa dens Aand

Løsning er af alle Baand,

Som sig ej med Trældom hævner.

Alt, hvad Tiden ej vil følge,
Og ej har den i sin Magt,
Brat sig maa i Graven dølge,
Gjøre der med Døden Pagt,
Men den Kirke, som her neden
Staar i Pagt med Evigheden,
Er i Grunden Tids-Aand hver
Lige fjærn og lige nær,
Frihed huld saa vel som Freden.

1 6 . Kirke- Hus et. \ 4 3

Smigre ej den kan for Tiden,
Ej sig give i dens Vold,
Kan dog under Aande-Striden
Villig give Skat og Told,
Fjendens Spot og Trusel taale,
Med al Kæmpelist sig maale,
Mod, hvad sig paa Livets Vej
Kalder Lys, men er det ej,
Vove kjæk sin lille Straale.

Længe vel det kan ej vare,
Hvor sig frit udvikler alt,
Før sig ytre alt for klare
Straalerne i Krans-Gestalt,
Saa al Verdens Klogskab finder,
Kristendom er den til Hinder,
Troen med sit Underværk
Bli'r ved Frihed alt for stærk,
Klarlig Verden overvinder.

Da vel standser Vandringsstaven,
Hvor kun Vold er Tidens Aand,
Lægges dog ej ned i Graven,
Lægges op kun i Guds Haand,
Kirken, som i Martyr-Dage,
Trækker rolig sig tilbage
Fra den brede Alfarvej,
Synes død, men dør dog ej,
Lader ret sig Livet smage.

Da i Løn udvoxe Vinger,
Himmel-Bod for Vandringsstav,
Let paa dem sig Sjælen svinger
Over Verden, Død og Grav,

j, , ij. Den gyldne Middelvej.

Støvet vel dem halv misunder,
Giver dog taalmodig Stunder,
Til i Skabning god og ny
Let det svinger sig i Sky,
Ser, hvad nu ej Sjæl udgrunder.

17. Den gyldne Middelvej.

(1835.)

[Forhen utrykt; her efter Forf.'s Haandskrift fra denne Tid.]

Middelvejen er den bedste,

Det er end al Verdens Tro;

Men man glemmer paa det næste,

Der er Middelveje to:

Middag svejen soleklar

Midnatsvejen mod sig har

Med sin Tyvelygte.

Middagsvej paa begge Sider
Er fra Natten lige vidt,
Paa den mødes, kappes, strider
Alt, hvad Lyset taaler, frit,
Aldrig paa den klare Grund
Man forvexler Haand og Mund,
Truer Tro og Tanke.

Midnatsvej paa begge Sider
Er fra Dagen lige vidt,
Mellem begge glat man glider,
Plyndrer, hvor man ser sit Snit.

i8. Professor Svend Hersleb. 145

Hader alt det Liv og Lys,
Man ej fører selv til Bys,
Vel forvart i Mørke.

Vær velkommen i det grønne,

Klare, gyldne Middelvej !

Men, saa vidt som jeg kan skjønne,

Verdens Yndling er du ej ;

Ej af Sol, men sorte Muld

Laaner den sit røde Guld,

Glimrer og derefter.

Dog maaske vi kan forlig'es
Om den gyldne Middelvej,
At skjønt vi i Grunden kriges,
Trommen røre vi dog ej ;
Kappes maa den med mig frit,
Da vi mødes ej saa tit,
Det er fælles bedste!

18. Professor Svend Hersleb.

(1836.)

[Trykt i Nord. Kirketidende 1836, Nr. 39 f. 25de Septbr. Hersleb

døde den 1 2te.]

Ungdoms Ven fra Nordlands Klipper!

Allerede nu ej mer?

Saa i Støvet Styrken glipper,

Kun hvad Almagt vil, det sker!

Ej er Bønnerne saa fromme,

De kan bøje Dødens Domme,

De kan bane Livets Vej !

VI. 10

1 46 J8> Professor Svend Her sleb.

Det er jo kun stakket siden,
Vi, i Daners Hovedstad,
Lang udspandt os Levetiden,
Hvor i Ungdomskraft vi sad:
Haabed, i hinandens Følge,
Herrefærd paa Livets Bølge
Til Udødeligheds Havn.

Ja, vort Barneliv forleden,
I vor Ungdoms bedste Aar,
Under Krigen midt i Freden
For mig som den Dag i Gaar,
Tænkte jeg, — se, det er Sorgen,
Kom maaske igjen i Morgen,
I vor Manddoms Efterhøst!

Men naar jeg mig ret besinder,
Tæller Aar og Bølgeslag.
Med Cypresser og Kjærminder,
Sørgeflor og Kongeflag,
Jeg dog nødes til at sande:
Der løb meget Vand til Strande,
Siden vi gik Haand i Haand.

Lise var min lille Pige,
Det er hendes Datter nu;
Der og var et Tvillingrige,
Kommet næppe mer i Hu:
Fædrelandet for os begge,
Nu med mer end Od og Ægge,
Skarp adskilt som „mit og dit."

Ja, i Norden brast det stærke,
Brast det gamle Hjærtebaand,
Løve-Baand i Skjoldemærke
Knyttet med en Barnehaand,

i8. Professor Svend Her sleb. 147

Det og vorder sent beskrevet.
Alt hvad da blev sønderrevet,
Mellem Nordens Kjøl og Klint.

Drømme maa vel unge Sjæle,
Som de drømte sødt hos os,
At al Verdens Grænsepæle
De kan dristig byde Trods,
Før de ældes, dog de lære:
Til i Støvet fri at være
Der vil mer end Kæmpe-Drøm.

Sendte vi end over Stranden
Vennehilsen mangen Gang,
Døde dog, som for hinanden
Dovre-Fjæld og Dane-Vang,
Var og vi, trods al vor Spørgen.
Al vor Stritten, al vor Sørgen,
Hele vor Kjærmindekrans.

Derfor nu ej brast den Kjæde
Der os fordum sammenbandt,
Nej, jeg føler det med Glæde,
Nu den Bruddet overvandt,
Nu opløstes, med din Smerte,
Brynjen om dit Kæmpehjærte,
Varmt det slaar mod Vennens her!

Ja, lad kun de stærke Aander

Smile ad vor gamle Tro,

At, hvad her sig ædelt vaander,

Hisset vinder salig Ro!

Det var dog vor Trøst paa Jorden,

Og fra Arildstid i Norden

Gladhjem laa bag Kæmpehøj.

i o*

j i 3 18. Professor Svend Her sleb.

Dog-, skjønt hist i Morgenrøden
Gladere vi ses igjen.
Ikke jeg paakalder Døden,
Aldrig bliver jeg dens Ven,
Dertil er for kjært mig Livet,
Selv som det os her blev givet
Guddoms-Kaar at kjende halvt.

Ogsaa jeg er vist nok graanet.
Visnet er min Rosenflor,
Og som du er meget daanet
Af mit kjæreste paa Jord,
Men, om ej som Blomsterhaven,
Dog langt skjønnere end Graven
Er den rige Abildgaard.

Ja, selv Roserne de røde.
Blomsterslægtens Dronningkuld,
Er end ej for mig uddøde,
Mylre favert op af Muld ;
Hvor de voxe for de unge,
Jeg dem med den danske Tunge
Kalder mine i min Æt.

Ja, naar Gud os Sæd har givet,
Og vi Barnet mindes let,
Da forynges vi med Livet,
Som det blomstrer i vor Æt,
Da kan ogsaa gamle Skjalde
End med Liv og Lyst gjenkalde
Foraarsduft og Sommerglans!

Ak, men du var Skolemester,
Sønneløs blandt Klipper graa,

i8. Professor Svend Her sleb, \&Q

Dømtes til at skabe Præster
Med hvad kun vil lidt forslaa:
Med Anvisning paa de døde,
Skyggeværk og Ormeføde,
Døde Sprog og Bogstavskrift!

Derfor tit jeg dig beklaged,
Mens du droges med din Død,
Højærværdig, men bedaget,
Her for stiv og hist for blød!
Alt for god til Præstemager
For hans Blik, som alt ransager,
Han dig fare lod i Fred.

Derfor tidlig jeg opkaldte
I min Søn min Ungdomsven,
For, hvad Fimbulvinter kvalte,
Snart i Vaar at se igjen:
For mig til de gamle Dage
En Svend Hersleb at opdrage.
I hvis Barm ej findes Svig.

Ja, det er dit Eftermæle,
Sjældne Ros af Sandheds Mund,
Dyrebar for ædle Sjæle,
Fremfor alt i Dødens Stund:
Ærlig, ydmyg, ufortrøden,
Barn i Fryd og Ven i Nøden,
Haded du kun Løgn og Svig.

Fred da med dit kjære Minde!
Som med Sjælen, hvor den nu
Ser, de stavred ej i Blinde,
Som kom „Verdens Lys" i Hu,

j c o 18. Professor Svend Her sleb.

Ser og løst den store Gaade:
Død i Herrens Hus kan raade,
Skjønt hans Ord er Liv og Aand!

Dog, den løses og paa Jorden.
Skjønt din Tro det overgik,
Ja, den løser sig i Norden
Mer og mer hvert Øjeblik ;
Thi da Aanden kom til Orde,
Brat vi saa', hvad Bogstav gjorde,
Snart vi se, hvad Aand formaar.

Naar da alt igjen oplives,
Hvortil Aand har Odelsret,
Da med Døden skal fordrives
Kiv og Splid fra Odins Æt,
Fenrisulven kneblet fraade,
Lære, sig til liden Baade,
Aandens Ord er Mundens Sværd!

Ej med Sværd og* ej med Bue,

Ej med List og ej med Vold,

Skal hinanden underkue

Yngve Frej og Nor og Skjold,

Men fribaarne sig forbinde

Mod hver Freds og Friheds Fjende,

Taale godt hinandens Brøst.

Saa i Ungdoms-Aar vi nemmed
Venskabs Lov paa Mark og Fjæld,
Naar ej mer den klinger fremmed,
Dages det til Nordens Held,
Dages op, at der for Sjæle
Sattes ingen Grænsepæle,
Fordi Aanden er kun én.

lS. Professor Svend Hersleb. jcj

Snart skal denne Morgenrøde
Rinde op til Fjendens Harm,
Bjærg og Bøg derunder gløde,
Som vor Ungdoms Kind og Barm,
Dans og Nors og Gavturs Løve
Kjækt i Sol-Bad Styrke prøve
Kun med ædel Kappelyst!

Det var søde Ungdomsdrømme,
Sukked du vist mangen Gang,
Dukkende i Mindestrømme
Fra den grønne Dåne- Vang,
Men hos dig dog vel opgivet
Som en Drøm var Folkelivet
I det store Fædreland.

Det var mer end søde Drømme,

Siger jeg, skjønt du er død.

Det var Nordens Minde-Strømme,

Nyaarsdagens Moderskjød,

Der skal brat som Sol fra Vove

Kaste Glans paa Fjæld og Skove,

Guldsæd strø paa Fyrresvold.

Kløgtens Nisse! peg kun Finger!
Graanet Skjald det ænser ej,
Overser paa Fugle-Vinger
Let den slagne Alfarvej,
Bruger, hvad han fik til bedste,
Syn og Sang for Borg og Fæste
Og for visse Levebrød.

Ser til Fjælds man Sol oprinde,
Mens i Dal det mulmer end.

j c 2 J9- Fønix-Gaarden.

Hvad da over Klippetinde,
Hvor paa Vinger fares hen!
Kan ej selv ved Midnatstide
Øjet der faa nyt at vide,
Skimte Glimt af Morgengry

Forskjel end der er paa Drømme,
Som i Agamemnons Tid,
Forudsagt skal Fremtid dømme:
Aand er mer end Mande- Vid,
Den er Livskraft fra det høje,
Af den funkler Skjaldens Øje,
Med den flyver Skjaldens Ord.

Var da Aand der over Issen,
Naar jeg kvad om Nordens Held,
Trods alt Vrængespil af Nissen,
Det skal ses paa Mark og Fjæld,
Og engang med Runestave
Ristes paa to Venners Grave:
Det var deres Morgendrøm!

19. Fønix-Gaarden.

(1836.)

[Trykt i Nordisk Kirketidende 1836, Nr. 42 f. 16de Oktober. Den
nye Universitetsbygning indviedes den 13de.]

Er det sandt, hvad Rygtet siger.
Hvad i Bog alt prentet staar,
At af Asken Fønix stiger
Med den danske Studigaard,

ig. Fønix-Gaarden. \ z ?

Sjunger, mens sig Trolde græmme,
Fredriks Pris med Folkestemme!

Er det kun en Talemaade
I den tomme Romerstil,
Eller har sig Danmarks Gaade
Nu opløst som Graad i Smil,
Saa med Sang i Ny aar s-Skol en
Fønix hilser Morgensolen?

Lad i Hast os ihukomme
Sagnene fra Hedenold,
Som dem, efter Nornedomme,
Aanden fører i sit Skjold:
Mindets Røst om Kæmpeværker,
Haabets Vink som Julemærker l

Solens Fugl, saa Røsten lyder.
Har fuld mageløse Kaar:
Sig ved Morgenrøden fryder
Han i hele tusend Aar,
Overgaar i grønne Sale
Vidt al Verdens Nattergale.

Men er Tusend-Aaret omme,

Taber han sit Tungemaal,

Efter dunkle Nornedomme

Selv bereder han sit Baal,

Naar af Kors- Ved han sig bygger

Rede fin i Palmeskygger.

Bygt af alt, hvad yndig dufter,
Er i Lund den Rede gild,
Tændes an, hvor let det lufter,
Brat af Solens rene Ild,

jc i ig. Fønix-Gaarden.

I den store Skærsilds Hede
Sammensmelter Fugl og Rede.

Under Viraksduft og Hede,
Efter Nornens Overlæg,
Asken dog af Fugl og Rede
Sig afrunder til et Æg,
Avler og, hvor Straaler spille,
Brat i Tidens Løb en lille.

Sønnen vel kun synes ringe,

Hel ulig sin høje Byrd,

Uden Næb, som uden Vinge,

Ingen Fugl og knap et Dyr,

Men, hvad just er Fugle-Skrækken,

Kun et Kryb i Orme- Rækken.

Dog, der hviskes trindt i Vangen
Om et lønligt Levnedsløb:
Orme-Ham for Midgaards-Slangen
Er den lilles Skjul og Svøb,
Mens af Himmeldug alene
Kræfter samles ny og rene.

Ham da skyder brat den stærke,
Ryster sig med Vingeslag,
Viser frem hvert Kjendemærke,
Paa sit Bryst og paa sin Bag,
Som, med alle Regnbufarver,
Efter Fader sin han arver.

Ej saa stor er Struds at finde,
Og saa pæn er ingen Paa,
Straale-Kranse trindt sig vinde
Om hans Øjne himmelblaa,

ig. Fønix-Gaarden. \ t c

Fødder hans som Guld mon gløde,
Kløerne er purpurrøde.

Fuglekoret brat omringer,
Hylder ham med Gammens-Kvad,
Mens han sig til Hjemmet svinger
Over Solens Strøm og Stad,
Hilser glad, som førend Døden,
Med sin Højsang Morgenrøden.

Saa den store Føiiix-Sape
Fødtes som et vinget Ord,
Gjennemfløj de gamle Dage,
Og til Helvede nedfor,
Staar dog livlig for de unge
Op igjen paa Skjaldetunge.

Nemt er Sagnet at forklare,

For hver Fugl i Orme-Svøb

Vist det vilde aabenbare

Aandens store Levnedsløb,

Som, trods Mellem-Tidens Flamme,

Først og sidst er dog den samme.

Saga og det har at melde:
Længe Oldtids Højsang tav,
Og, skal løse Rygter gjælde,
Aanden sank i Støvets Grav,
Klart i Hjær te-Tidens Luer
Spor af Aand dog Øjet skuer.

End et Ord fra Saga falder,
Om en lille, født i Løn,
Som i dunkle Middelalder
Gjaldt for Aandens ægte Søn.

1^5 Jg. Fønix-Gaarden.

Skjønt han i Bog orme -Hammen
Ligned slet kun Skjalde-Stammen.

Dog, det bedste er tilbage,
Som vi længe vented paa !
Komme nu de klare Dage,
Da vor Sjæl skal Aand forstaa,
Da med Vidskab vi skal fatte
Aandens Sprog og Oldtids Skatte?

Ja, de komme, og paa Jorden
Findes knap der nogen Plet,
Vissere end vores Norden
Paa den Fugl af Fenix-Æt,
Paa den Sjæl, som efterhaanden
Fatter og forklarer Aanden!

Han, der sover kun som Fuglen,
Han, der vogter Gyngebro,
Han, der maaler Verdenskuglen,
Han, der hører Græsset gro,
Han, der Gjal ler hornet raader,
Han og gætter alle Gaader!

Det er ham paa Himmclbjærget.

Det er Hejmdal Mimer-Søn,

Som med „Hoved", Gudhjems- Værget,

Voxer til en Helt i Løn,

Vækker, under Gladhjems Fare,

Valhals prude Kæmpeskare!

Faderen til Vidskabs- Vætten
Kjendtes bedst i Østerled,
Men i Nord om Moder-Ætten
Skjalde vidste ret Besked ;

i g. Fønix-Gaarden. 1^7

Thi, som danske Hjærter røde,
Søstre ni ham vel maa føde.

Sikkert spaar da sandt i Lunden
Studigaardens Saga-Stav,
Paa det Maal, der end i Munden
Ligner det sortladne Hav,
Naar i Bugter snildt og Vige
Det sig snor om Jorderige.

Studigaarden nu indviet

Paa de danskes Tungemaal,

Fejer ud Papisteriet,

Gjør paa Romersproget Kaal,

Gjør det klart, at Romer-Retten

Ulov er for Odins-Ætten.

Og er først Bersærken fældet,
Brat sig tér ved 0 re- Sund \
Nordens Aand er ej forældet,
Men forynget sært i Lund,
Ved den Drik, som Hjærtet kvæger
Modersmaalets Braga-Bæger.

Ved det Bæger Nordens Helte
Fæsted Arv og loved Daad,
Aanden mellem Sund og Bælte
Lover Bod for Frejas Graad,
Kalder alt, hvad Hjærtet søger,
Odel sin, i Liv og Bøger.

Derfor, trods hver Maro-Skygge,
Romas Ørn og Natte-Ravn,
Trods hver Brandpil og Ulykke,
Som har ramt vor Fødestavn,

■58

20. Tre Smaavers.

Fuglen, født af Hjærteflammen,
Skyder her Bogorme- Hammen.

Spørges skal det vidt paa Jorden
Under Fredrik ejegod
Fønix blev gjenfødt i Norden,
Aand for Bane sin fik Bod,
Derfor i den danske Orden
Skolen døbtes „Fønix-Gaarden" .

2 0. Tre Smaavers.

(1836.)

[Disse tre Smaavers findes i „Det danske Firkløver eller Dansk-
heden partisk betragtet af Nik. Fred. Sev. Grundtvig, Historie-
skriver." (Kbhvn. 1836), S. 9, 44 og 71.]

i. Kongen og Folket.

lal aldrig om Frihed, hvor Fyrsten er Træl!
Men sjunger, Smaafugle! om Danemarks Held:
Hvor Fredegods-Tiden sig klarlig forny'r,
Hvor Friheden hersker, og Trældommen flyr,
Hvor Kongen og Folket, med Mund og med Haand,
Til Skyerne løfte „Fuldkommenheds Baand!"

2. Fædernelandet og Modersmaalet.

Rede har Fuglen, og Ræven har Grav,
Gefion gamle kun Pose og Stav.
Dronningen tigger for hver Mands Dør,
Har dog sit Væsen endnu som før;

2i. Romer-Visen. j rg

Marken var hendes med Ager og Eng,
Arvingen lever, den liden Smaadreng;
Ham gjenner ingen af Marken med Staal,
Kunde han bare sit Moder smaa! !

3. [Sorø.]

Hvor Axel hviler
I lyse Kor,
Hvor Holberg smiler
Ad Fejl i Nord:
Fra Sælands Hjærte,
Kong Frodes Ark,
Kast, Mindekjærte,
Paa Daners Mark,
Dit Lys det milde !
Blus op, skjønt silde,
Dog ret til Pas!

21. Romer-Vise.

(1837.)

[Trykt i Nordisk Kirketidende 1837, Nr. 2 f. 8de Januar. Forf.'s
Manuskript er bevaret.]

lil Hjærte ej gaar, hvad fra hjærteløs kom,

Saa gaar det med alt, hvad der kommer fra Rom,

Med klassisk Latin som med Papisteri,

Med Kraften og Kløgten og Kunsterne fri;

Men pines og plages og knuses maa dog

Hvert Hjærte, som føler det romerske Aag ;

i6o

21. Romer- Vise.

Saa vel maa med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Den Skjøge, som sidder paa guldbundet Skrin
Og skjænker^ for Konger sin giftige Vin,
Med rette man raaber, i Dag som i Gaar,
Er Babel i Vesten, er Rom paa et Haar;
Omsonst gik dog Ønsket fra Mund og til Mund.
At Rom maatte synke til Helvedes Grund,

Saa vel maa med Fædre

Vi bede: Gud bedre,

Gud fri os fra Rom!

Ja, Røveren fræk, med det ildrøde Haar,
Han myrdede Folk, som man slagter et Faar,
Og hvem der af ham tog sin Velfærd til Len,
Fik wStrikken om Hals eller Bøjlen om Ben,
Men værre end Fader var Daatter endnu,
Det følte i Norden hver Kæmpe med Gru,

Saa vel maatte Fædre

Udbryde: Gud bedre,

Gud fri os fra Ro ml

Den Skjøge begrov og forfalsked Guds Ord,
Tog Brødet af Munden paa Folk ved Guds Bord;
Hun Midler e mynted som Sedler med Haand,
Gav Paver og Buller for Ord og for Aand;
Og, knækkedes end det tyranniske Aag,
Det svider endnu dog til Olding og Pog,

Saa vel maa med Fædre

Vi bede: Gud bedre,

Gud fri os fra Rom I

21. Romer- Vise. \ 6 i

Den Skjøge stjal Nøglen til Himmerigs Dør, —
Saa ublu en Gjerning man hørte ej før,
Og mukkede nogen, om ogsaa kun lidt,
Paa Timen hun gjorde dem Helvede hedt,
Ja, smed, om hun kunde, i Skærsilden brat
Enhver, som blot Kis sagde til hendes Kat;

Saa vel maatte Fædre

Udbryde: Gud bedre,

Gud fri os fra Rom!

Den Skjøge, som kaldtes „vor Moder" engang,
Vel Fædrene vænned som Svinet af Vang,
Men Sønnen, hun avled med Gjenfærd fra Hel,
De tænkte at tugte og fostre saa vel,
At han skulde bøde, hvad Moderen brød,
Den Skifting, som æder kun Menneske-Kjød!

Saa vel maa med Fædre

Vi bede: Gud bedre,

Gud fri os fra Rom!

Da Skj øgen udskjænked sin giftige Vin,

I Kirken og Skolen blev alting Latin.

Saa Døden med Aand og med Hjærte fik Magt,

Med Helved og Døden var Skjøgen i Pagt;

Kun halvvejs Latinen blev Fædrene kvit,

Og halvvejs at leve er meget for lidt,

Saa vel maa med Fædre

Vi bede: Gud bedre,

Gud fri os fra Rom !

De lærde vel mente, kun Munke-Latin
Var Styrken i Skjøgens forgiftige Vin,
Og Modgift de kaldte den „klassiske Stilu
Hos Cicero, Naso, Horats og Virgil;

VI ii

j 5 o 21. Romer- Vise.

Med Død som med Djævel, begribes dog let,
Den ene fordriver den anden kun slet,

Saa vel maa med Fædre

Vi bede: Gud bedre,

Gud fri os fra Rom!

Ja, Skjøgens enbaarne vi toge i Sold,
Han loved at være vor Sol og vort Skjold,
Gik nødig i Kirke, fik dog os bildt ind,
Paa Præken i Skolen han lagde ret Vind,
Saa Dansken blev fedest af klassisk Latin;
End drikke vi daglig den giftige Vin,

Saa vel maa med Fædre

Vi bede: Gud bedre,

Gud fri os fra Rom !

Jo længer vi drak af den giftige Vin,

Des mindre blev klassisk vor Kloster-Latin,

Men daarlig blev Dansken i Mund og i Bog,

Og Aanden blev kvalt i fuld mangen god Pog;

At sætte i Knæ, selv den vældige Tor,

Det koster Grammatica næppe et Ord,

Saa vel maa med Fædre

Vi bede: Gud bedre,

Gud fri os fra Rom!

En Moder vi have, saa sød og saa fin,
At aldrig beskrives det kan paa Latin,
Og aldrig af Tunger sad nogen i Mund
Saa rodfast i Hjærtets den dybeste Grund,
Som Fruens, der blid under Hjærte os bar,
Som Tungen, vi snart paa Papiret kun har;

Saa vel maa med Fædre

Vi bede: Gud bedre,

Gud fri os fra Rom !

21. Romer-Vise. 163

Den Tunge forknytted i Hemmelighed
Vor Stifmoder Birthe, den Troldhex saa led,
Saa hendes fik Æren, vor Moders fik Skam,
Og ondt gjorde værre det klassiske Kram;
Thi havde saa klassisk ej fejl slaaet Fals,
Ej havde vor Moder nu Tunge i Hals,

Saa vel maa med Fædre

Vi bede: Gud bedre,

Gud fri os fra Rom!

Ja. vidt var det gaaet, gaar vidt nok endnu,
For Danemarks Skole blev Dansken en Gru, *)
Og end holder ingen paa Studigaard Stik,
Som ej sig forskrev til latinsk Grammatik,
Forgjæves, som Engles, var Vidskaben din,
Du er en Filister, kan ej du Latin!

Saa vel maa med Fædre

Vi bede: Gud bedre

Gud fri os fra Rom!

End hviler da paa os det romerske Aag,
Mens Drenge maa drages med Dødningesprog,
End drikke vi af den forgiftige Vin;
Saa længe vi fuske paa klassisk Latin,
End daglig korsfæster man Fædrenes Aand,
Mens Moder paa Tunge har Troldhexe-Baand,

Saa vel maa med Fædre

Vi bede: Gud bedre,

Gud fri os fra Rom!

*) ,.I hver Kjøbsted skal være en Latinskole og alle Pugesko-
ler aflægges. Der skal ikke læres andet i dem end Latin, fordi
Latinskoler gjærne fordærves af de danske*. Citation af Kirke-
Ordinantsen i Skole-Programmet fra Rønne til Jubelfesten 1836,
Side 67-68.

11*

1 64 21. Romer- Vise.

Var Cicero langt over Salomon vis,
Var Naso en Engel, saa vist som en Gris,
Var andet at fiske hos Mester Virgil,
End brogede Lapper af billedlig Stil,
Det dog var for Drenge en dødelig Gift
At tygge paa Regler og opplukket Skrift,

Saa vel maa med Fædre

Vi bede: Gud bedre,

Gud fri os fra Rom!

Men nu er for Aanden alt romersk en Pest,
Saa værst de er farne, hvem det smager bedst,
Ja, nu slog i Rom jo den klassiske Smag
Paa Gilder og Konger og Hjærledyb Vrag,
Forguded kun Vellyst og Snuhed og Sværd!
O ve, om den Smag vorder Ungdommen kjær!

Saa vel maa med Fædre

Vi bede: Gud bedre,

Gud fri os fra Rom!

Dog, kom de fra Norden de Kæmper i Staal,
Som gjorde paa Smagen og Guderne Kaal;
Og rensedes Kirken fra Munke-Latin,
Og drak vi, trods Paven, den ældgamle Vin,
Da faa vi vel ogsaa med Skiftingen Bugt
Alt som med hans Moder, i Ære og Tugt,

Naar flittig med Fædre

Vi bede: Gud bedre,

Gud fri os fra Rom!

Ja, svæver end over os Kæmpernes Aand,

Og sjunger paa Trods mod hvert Troldhexe-Baand

Vor Moder end flittig om Danemarks Drot,

At dansk er det alt, hvad han finder for godt;

22. Ved C. A. Schmidts og Pavline Blichers Sølvbryllup. j fte

Da faa vi til visse med Skiftingen Bugt
Og smage Idunnas livsalige Frugt,

Naar flittig med Fædre

Vi bede: Gud bedre,

Gud fri os fra Rom!

Fra Valdemars Dage, det siger jeg frit,
I Dansk af Latinen var aldrig saa lidt,
Og højt skal det lyde til Skiftingens Gru,
At aldrig saa dansk var Latinen som nu,
Saa vist vore Poge skal vorde den kvit,
Og kvæde med Gammen for Moder fuld tit:

Tak ske vore Fædre,

For vi har det bedre!

Gud fri os for Rom !

22. Ved C. A. Schmidts og Pavline Blichers

Sølvbryllup.

(Den i 5de Maj 1837.)

[Særtryk med Titel som her; uden Underskrift.]

E,n Kjøbmand gjør ej mange Ord,

Men gjør han Gavn og Penge,

Dertil, og ej til Snak, paa Jord

Vi alle sammen trænge;

Og har saa Hjærte han i Liv,

Og holder gode Vine,

Vi ønske ham en Venne-Viv

Som C. A. Schmidts Pavline!

1 5b 22- Ve& C' -d' Schmidts og Pavline Blichers Sølvbryllup.

Ja, er den Kjøbmand som vor Schmidt.
Endnu langt flere Penge
Ham unde vi og ønske frit,
Til Gavn for dem, som trænge!
Vi ønske ham et Sønne-Kuld,
Med Faders Drift og Mine,
Og Fruen hans en Datter huld,
Som C. A. Schmidts Pavline!

Velkommen da med gode Kaar,

Du Bryllupsdag* den anden,

Som, efter fem og tyve Aar,

Velsigner Ægtestanden !

Til Brudeparrets Lykke-Skaal

Vi Vinen vil probere:

Kom sent, men sødt til Banens Maal,

Og Handelen florere!

2.
Majen, yndigst Tid om Aaret,

Som den unge Brud,
Naar i Rosen-Krans om Haaret

Knoppen springer ud!
Med din Sang som Guld i Munden,
Med dit Lysthus grønt i Lunden,
Bølgen blaa om Rosenblommen,

Vær paa ny velkommen!

Vaaren, med de friske Blommer

Og den klare Røst,
Fører til den glade Sommer

Og den gyldne Høst;

22.

Ved C. A. Schmidts og Pavline Blichers Sølvbryllup. \ 6 7

Derfor, Maj, kun Daaren laster
Travlhed din, hvormed du haster,
Virker Daad, og dages atter
Dobbelt med din Datter!

Saa gjør Maj i dette Møde:

Bruden fra i Gaar
Gjemte sine Roser røde

Fem og tyve Aar,
Blusser end ved Ungdoms Minde,
Sidder som en Maj-Grevinde,
Staar og paa den grønne Tilje

Som den ranke Lilje.

Derfor vil vi Majen prise,
Klinke ret med Flid

For Pavline og Lovise,

Rosen rød og hvid !

Ofte saa i Fremtids Dage

Vende Majen rig tilbage,

Møde haabfuld, som Veninder, .
Mange blaa Kjærminder!

3-
Er Venskab Livets Skyts-Gudinde,

Da Held os Venner, i vort Lag!

Thi firedobbelt hun her inde

Omsmiler en Sølvbryllups-Dag;

Ja, Søstre, firedobbelt I

Udsmile Venskabs Harmoni!

Jer Skjalden fandt i Ungdoms Dage,
Som paa Firkløver Blad ved Blad,

j 53 23. Til Jette og Marie Glahn.

Sig ønsked en til Ægtemage,
Men saa' jer nødig skilles ad,
For yndig, firedobbelt I
Udsmiled Venskabs Harmoni!

Og Himlen, ved jer skjønt at samle,
Forkynder, den er Venskab huld;
Gid Haand i Haand I vorde gamle,
Et Mønster for hvert Søskend-Kuld !
For yndig firedobbelt I
Udsmile Venskabs Harmoni.

23. Til Jette og Marie Glahn.

(Maj 1837-)

[Hidtil utrykt; her efter Forf.'s eget Haandskrift, fundet i hans
Efterladenskab. To ligeledes egenhændige Afskrifter vise mindre

Afvigelser.]

Jeg gik mig ud i Lunden
En dejlig Sommerdag,
Med Fuglesang i Munden
Og gammel Blomstersmag.
Ti stille. I Smaapiger,
Og hør dog, hvad jeg siger

Der Blomster stod i Enge,
Hvor mange, ej jeg véd;
Paa to jeg stir red længe,
For dem fuld godt jeg led.
Ti stille, I Smaapiger,
Og hør dog, hvad jeg siger!

2 S '. Til Jette og Marie Glahn. i6q

Og rart det er at finde,
Selv under Sommersol,
Saa yndig en Kjærminde,
Saa yndig en Fiol.
Ti stille, I Smaapiger,
Og hør dog, hvad jeg siger !

Jeg sagde: I til Lykke

Ej bruge Sølv og Guld,

I har et bedre Smykke,

En Kjortel underfuld.

Ti stille, I Smaapiger,

Og hør dog, hvad jeg siger?

Veninder! om I lyster,
Saa følger nu med mig!
Jeg giver hver en Søster,
Den Gang er frydelig.
Ti stille, I Smaapiger,
Og hør dog, hvad jeg siger!

Sig vilde ej forbie

De smaa ved Fugle-Kald:

Til 'Jette og Marie

De fulgte gamle Skjald.

Ti stille, I Smaapiger,

Og hør dog, hvad jeg siger!

Og for de smukke Navne,

Og for de Øjne blaa,

Jeg haaber, I vil favne

Og kjæle for de smaa.

Ti stille, I Smaapiger,

Og hør dog, hvad jeg siger!

I 7q 24. Kongens Fødselsdag.

Og, i hinandens Arme,

Med Søsterkjærlighed

De smaa I skjænke Varme!

De visne ej derved.

Ti stille, I Smaapiger,

Og hør dog, hvad jeg siger!

Saa kysser jeg jer begge,

Og Moder yndig, mild,

Og beder Himlen lægge

Velsignelse dertil !

Ti stille, I Smaapiger,

Og hør dog, hvad jeg siger!

24. [Kongens Fødselsdag.]

(28de Januar 1838.)

[Med Overskrift „28. Januar 1838" trykt i Dagen 1838, Nr. 22 f.
25de Jan. — Forf.'s Udkast er delvis bevaret.]

Oytti Aar en hellig Skjald
Løbebanen kalder,
Otti Aar et Gyldental.
Kæmpers Levealder!
Fredrik leved op paa ny,
Derfor, Danmark, kvæd i Sky
Kongen er en Kæmpe!

Kongen fylde otti Aar,
Munter og klarøjet,
Stærk og kjærlig som i Vaar,
Hvad han end har døjet!

24- Kongens Fødselsdag. 11 1

Kun en rig, velsignet Høst
Tone ud med wSanger-Røst:
Somren sig bortsniger!

Tallet dog ej ret forslaar
Til at smelte sammen
Med det store Jubelaar
For Ny 'Skjoldung stammen 1),
Saa det tone kan i Sang:
Fire Sekler Danevang
Fjorten Konger styred!

Er det meget, mer endnu

Ønske dog vi kunde:

Fredrik kommet sent i Hu,

Sødt i Folkemunde,

Som vor trende Slægters Drot,

Danmarks Nestor, kort og godt,

Mageløs i Norden!

Fylde maa han nitti Aar,

Før det blir til Skue,

Fuldt han Jubel-Drotters Kaar

Havde under Bue,

Attenhundrede og tres

Var da nær, og vi tilfreds,

Fredrik det opleved!

Tænker du, den gamle Fugl
Her for højt sig svinger,
For den tredje Dag i Jul
Løste blev hans Vinger,
Løste af den Kongehaand,

x) 1848.

j >7 2 25> To Adressavis- Vers.

Som vil løse alle Baand,
Hjærtet ej velsigner!

Om saa var, det var med Grund,

Thi det grr Fornuften:

I sit Es er Skjalden kun,

Fri som Fugl i Luften;

Dog urimelig er blot

Hvad sig ej kan rime godt,

Siger Modersmaalet.

Rimed det sig da ej godt,

Om i Gyldenaaret

For det Folk, som har sin Drot

Til Fri-Herre kaaret,

Fredrik, ved hvis Friheds- Daad

Folkets Røst blev Kongens Raad,

End paa Marken troned!

Dog, vort Nordens Kæmpeaand!

Begge lad os mindes:

Livet staar i Herrens Haand,

Hvor og Kronen findes;

Gud forlænge Kongens Aar!

Skjænke ham det bedste Kaar:

Kransen, der ej visner!

2 5. [To Ad res sav i s- Vers.]

(Februar 1838.)

[I den strænge Vinter foretoges en offentlig Indsamling for at
komme de fattige til Hjælp med Brændsel. For at fremme denne,
indrykkede G. i Adresseavisen f. 5te Febr. det her som i opførte
Vers. I samme Avis f. 19de Febr. findes det under 2 opførte

26. Til Norge. j y ?

Vers, der blev nedskrevet paa Adresseavisens Kontor, da G. dér
erfarede, at man havde fastslaaet som „Princip" : kun at hjælpe
Enker med Brændsel, hvorfor det hændtes, at en gammel Mand
frøs ihjel. De to Vers ere ogsaa aftrykte i Kjøbenhavnsposten

1838, Nr. 36 og 51.]

I.

»Hænder kolde, Hjærter varme!"
Er blandt os et gammelt Ord ;
Lad den valne og den arme
Se, det gjælder end i Nord!
Da sig mange Hænder kolde
For de varme Hjærter folde,
Ofre ham en Takkebøn,
Som, fra sine høje Sale,
Hvor han ser lidt smukt i Løn,
Vil i Lys det godt betale.

2.
Tør Taaren af, imens den flyder,
Og mens dertil Gud giver Held!
Det er Princippet, Hjærtet lyder,
Som Lyst har til at gjøre vel;
Og hvert Princip, som godt vil hemme.
Lad fare did, hvor det har hjemme!

2 6. Til Norge.

[Indledningsdigt til „Nordiske Smaadigte".]

(Maj 1838.)

[Dette Digt indleder den i Kristiania 1838 udkomne Samling af
Forf.'s „Nordiske Smaadigte", der, foruden en Del andre forhen

174

26. Til Norge.

trykte Digte, det yngste fra 1824, indeholder et Udvalg afVersene
i G. 's Oversættelse af Snorre. Tndledningsdigtet er trykt foran og
pagineret sammen med Fortalen, som er dateret 4de Maj. — Forf.'s
Manuskript har efter V. 17 en Strofe, som er udeladt i Trykken,
her tilføjet under Siden.]

Mens over Vove,
Paa Odins Hest
Fra Bøgeskove,
Som Nornegjcest,
Med Gudruns kvider
Jeg til dig rider
I Levneds-Kvæld,
Derpaa jeg gætter,
Hvad mig forjætter
Dit høje Fjæld.

Paa Orme-Rejse
Til Ar/urs Grav,
Jeg saa1 dig knejse
Bag Englands Hav;
Men tyst i Taagen,
Og langt fra Kaagen
Du graaned kun,
Og aldrig satte
Jeg Fødder matte
Paa Norges Grund.

Dog ej vildfremmed
Jeg tænke kan
Mig Kæmpe-Hjemmet
I Nørrestrand,
Hvor tit med Helte
Jeg spændte Bælte
I Hedenold,

26. Til Norge. 17 5

Hvor Brage-Lønnen
Med Sturle-Sennen

Jeg æsked bold.

Med Halvdan svarte,
Fuld mangen Drot
Sig lod opvarte
Af mig saa smaat;
Jeg hørte Torden
I BukkeJ c jorden
Den lumre Dag,
Da Uglehoved
Sin Trøje voved
I Kæmpelag.

Jeg var paa Slorden
Med Adelsten:
Vox-Lys i Norden
Med Flamme ren;
Saa godt jeg kunde,
Til Folkemunde
Jeg hjalp den Sang,
Som Hakon priste,
Som Helten viste
Til Gladhjems Vang.

I Sulevaageu,
Bag Eriks Ryg,
Jeg sad i Krogen
I slemt Betryk,
Blandt mer end Tigre,
Hvor Bue Digre
Sit Brøl slog op,
Hvor Hex og Trolde

176 26- Til Norge.

Med Byger kolde
Paa Trods holdt Trop.

Paa Ormen lange,
Hvor stolte Ord
Af Kæmper mange
Gik rundt om Bord,
Jeg, knapt at regne,
Var med at blegne.
Da Buen sprang,
Den. overspændte,
Som var at vente,
Med Varsel-Klang.

Jeg, som paa Vinge,
I Kjortel rød
Saa' Olav springe
I Havets Skjød,
Saa' Helten dukke,
Og Bølgen lukke
Sig mørkeblaa;
Men tænkte immer,
Afklædt sin Glimmer,
Han vil opstaa!

Med Norges Helgen
Jeg stred og bad,
Men fulgte Elgen
Fra Stiklestad,
Hvor Bjarkemaalet
Fik brat afstraalet
Bag kulsort Sky,
Hvor Normænd ginge
Sig selv paa Klinge
Og faldt med Gny.

26. Til Norge. 1 7 7

Dog som en Borre
Jeg hængte fast
Ved Ej sten Orre,
Hvis Skjold ej brast,
Hvis Øxehammer,
Som Mjølners Flammer,
Var Anglers Skræk,
Hvor Norges Flaade,
Med Haarderaade
Blev synkelæk.

Med Barfod- Sønnen,
Den friske Fyr,
Jeg napped Rønnen
Paa Æventyr,
I Fred og Fejde,
Om Bord fra Sejde
Til Maglegaard,
Hvor han sit Hoved
Mod Czarens voved
I Ungdoms-Aar.

Jeg saa' ham prale
Af Vittighed,
Jeg saa' ham dale
I Daarskab ned!
Med Magnus blinde
Jeg saa' forsvinde
Det Yngling-Tal
For Harald Gille,
Den falske Pille
I Konge-Hal.

Det gamle Norge,
Med Spir i Sky,
VI 12

jyg 2&' ^ Norge.

Da tør vel borge
Mig for det ny,
At der jeg finder
Med gamle Minder
Og Gjæstmildhed,
Og aabne Øren
Langs op til Støren,
Ad Trondhjems Led.

Hvor Ormen lange
Paa Beding stod,
Vist Skjaldesange
Har fæstet Rod,
For Olavs Sæde
Skal ingen kvæde
Uhørt, omsonst,
Sit Værk kun kroner,
Hvor Harpen toner,
Hans Bygnings-Kunst.

I Olavs Dage
Kom Nornegjæst,
Den Søn af Brage,
Paa Odins Hest,
For Vind og Vove
Fra grønne Skove
Til Nidaros,
Med Sang og Sage
Fra gamle Dage,
Med Helte-Ros!

Da under Lide
For første Gang
Til Gudruns Kvide
Lød Harpeklang,

26. Til Norge, \jq

Sit Livslys tændte
Og snart udbrændte
Da Nornegjæst,
Hans Læber blaaned
Han mat neddaaned,
Kong Olav næst.

Med ham blev jordet
Det gamle Kuld,
Som førte Ordet
Om Oldtids Guld,
Som kunde sjunge
Med Folke-Tunge
Saa jævnt og klart,
At Hjærte-Dybet,
Kun ej for Krybet,
Blev aabenbart. *)

Men nu har Stjærner
Et Kredsløb endt,
For Folke-Hjærner
kun lidt bevendt,
En „gylden Alder"
For Romer-Skvalder
Og Morderstaal,

*) [Forf.'s Hdskr. har mellem denne og den følgende Strofe
dette i Trykken udeladte:

Sit Mesterstykke,
Da gjorde Pen,
Og, til vor Lykke,
Den ej sov hen;
Paa Pergamentet,
Som det var prentet,
Endnu det staar,
Hvad helst man hørte,
Hvad Hjærtet rørte
I Brages Aar.]

12*

l8o 2&- Til Norge.

Men Trængsels Dage
For Sang og Sage
Og Modersmaal.

Da lagdes Jorden
I Trællebaand,
Da glemte Norden
Sin Kæmpeaand,
Men, vaagnet atter,
Nu sammenfatter
Sig Nornegjæst,
Og Stjærners Leder
I Løn bereder
En Folke-Fest.

Ja Højtids-Dage
Nu efter Nat
For Sang og Sage
Oprinde brat;
For Folkemunde
Hos Skjald og Bonde
Et Gyldenaar,
Min Stav forkynder,
Det først begynder
Paa Skovbygaard.

I klare Sange,
Som Folk forstaar,
Da over Vange
Et Lys opgaar,
Ja over Fjælde,
Og Magt og Vælde,
Og Krig og Fred,
Som over Strande,
Og alt, hvad Lande
Kan blomstre ved.

26. Til Norge. 18 1

O hil dig, Norge,
Med Dal og Fjæld!
Jo færre Borge,
Des mere Held!
Paa dine Gaarde
Blandt Klipper haarde
Er Byrden let,
Der Grander trygge
Til Bonde-Lykke
Har Odelsret.

Kun brat en Skole
Paa nordisk Grund
Med Lærestole
For Liv el kun,
For Nordmandslivel,
Som det er givet
Af Himlens Gud!
Lad Øren døve
Sig Død tilkjøbe
Med Hovedbrud!

Dig selv du ligne,
Da faar du Pris,
Dig Gud velsigne,
Da blir du vis!
Lad Tro og Tale
I alle Dale
Sig røre frit!
Da Friheds Smykke,
Da Liv og Lykke
Og Lys er dit.

j g ? 2J. Bonde-Friheden.

27. Bonde-Friheden.

(28de Maj 1838.)

[Her efter Grundtrykket, en særskilt trykt Sang uden Underskrift,
benyttet ved 28de Maj-Festen paa Skydebanen 1838, med Titel:
Den frie danske Bondes Vel." Jfr. Kjøbenhavnsposten 1838, Nr.
146 — 47. Med Titel „Bonde-Friheden", med Udeladelse af 6te
og et andet 8de Vers, er Visen optagen i „Viser og Sange for
danske Samfund", 3die Hæfte (1841), S. 1. Desuden findes 2det
til 6te Vers særskilt trykt, uden Underskrift, med Titel „Den 20de
Juni 1838". Denne Dag var Halvhundredaarsdagen efter Stavns-
baandets Løsning 1788, og i denne Form har Visen da været be-
nyttet ved en Fest i den Anledning.]

(jrønnes, Danmarks Bøgeskove,

Sent, men sødt i Maj !
Rød og hvid paa blanken Vove,

Danebroge, vaj !
Lange Dage, lyse Nætter !
Jubler ud, hvad os forjætter
Kongens Ord med Folkets Stemme,

Frihed blandt os hjemme !

Lærker smaa og Nattergale!

Slaar nu Slag i Slag!
Vexler Sang i høje Sale,

Liflig Nat og Dag,
Om det Baand, som Frihed knytter,
Om det Raad, som Riget nytter,
Om, hvor yndig Konge-Haanden

Vinker Folke- Aanden!

Krans dig, gamle Friheds- Støtte,

Nu til Gyldenaar,
For den Drot, hvis Hjærte blødte

Ved de ringes Kaar!

2J '. Bonde-Friheden. i g -2

Egeløvet rigt dig smykke!
Thi nu vaagner Bondens Lykke,
Nu ej længer Nattens Mørke
Skjuler „Rigets Styrke".

Frit sig løfter Folkets Stemme

Nu som Kongens Raad,
Aldrig mere gaar ad Glemme

Fjerde Fredriks Daad;
Tagen op i Adelstanden,
Sidder nu hos Herremanden,
Slaar til Lyd i Højelofte
Bonden med sin Kofte.

Bondemand, som frit kan flytte,

Tale højt sin Sag.
Han er Rigets Friheds-Støtte

Under Kongeflag,
Sule skjøn med Liv og Mæle,
Som kan Hus og Hal besjæle
Med Forstand paa Arve-Fæste,

Ja, paa „fælles bedste!"

For vor Arve-Drot, den gamle,

Nu en herlig Skaal,
Som alt godt sig let mon samle

Paa vort Modersmaal!
Kongens Ord som Folke-Aanden,
Folkets Kraft i Konge-Haanden,
Folke-Stemmen Kongens Ære

Friheds-Pantet være!1)

x) [Dette Vers udelodes i Optrykket 1841.]

1$a 27. Bonde-Friheden.

Alle rette sig derefter!

I vor Konges Navn:
Friheds Skaal af alle Kræfter,

Som vil stifte Gavn!
Frihed først og sidst for Aanden,
Folkets Kraft i Konge-Haanden
Oplagt der i Nørreleden

Kun af Kjærligheden !

Derfor har i Danmark hjemme
Just ved „Kongens" Skaal

En højrøstet Folke-Stemme
Paa vort Modersmaal:

Længe leve Trældoms Hader,

Sandheds Ven og Landets Fader!

Enevældig han grundfæste
Alt til fælles bedste!1)

Spejle sig i 1 s ef jorden

Og i Viborgs Sø,
De fribaarnes Aand i Norden,

Som skal aldrig dø:
Kongelig med Spir og Krone,
Folkelig med Fløjtetone,
Kæmpelig for Landefreden

Og for Kjærligheden!

') [1&41 ombyttes dette Vers med:

Længe leve paa vor Slette

„Troskabsfuglen graa" !
Og i Arv vor gode Vætte

Med Guldkronen gaal
Længe leve Trældoms Hader
Sandheds Ven og Landets Fader!
Enevældig lian grundfæste •

Alt til fælles bedste!]

27. Bonde-Friheden. jgs

Morgenrød oprinde Solen

Over Bælt og Sund!
I den straale Konge-Stolen

Over Mark og Lund!
For den svinde Søvn og Mørke!
Ved den frydes Landets Styrke,
Daadfuld, til i Aftenglansen

Gløder Hæderskransen!

Alt, hvad gode Varsler jætte

Selv i Hedenold,
Alt, hvad Frederik den sjette

Førte i sit Skjold:
Lys og Frihed, Fred i Vange,
Modersmaal og Folkesange,
Være Danmarks jævne Lykke,

Kongens Gyldensmykke !

Grønnes, Danmarks Bøgeskove,

Sent, men sødt i Maj !
Rød og hvid paa blanken Vove!

Danebroge, vaj !
Lange Dage, lyse Nætter!
Jubler ud, hvad os forjætter
Kongens Ord med Folkets Stemme,

Frihed blandt os hjemme!

jg5 28. Moder smaalet.

2 8. Modersmaalet.

(1838.)

[Her efter Grundtrykket i „Skolen for Livet og Akademiet i Sor"

(Kbhvn. 1838), hvor Digtet staar forrest som Indledning S. 3 — 8.

Uforandret optrykt i „Viser og Sange for danske Samfund" 2det

Hæfte (1840), S. 30— 37-]

Moders Navn er en himmelsk Lyd,
Saa vide som Bølgen blaaner;
Moders Røst er den spædes Fryd,
Og glæder naar Issen graaner,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Moders Røst er den Vuggesang,

Der huer os bedst af alle,

Modersmaal har en himmelsk Klang,

Naar Børnene „Moder'' lalle,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Modersmaal er de favres Sprog,

Os tryller i Ungdomstide;

Modersmaal er den kjæres og,

Vi favne som Duer hvide,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
vSødt i Eftermælet!

Modersmaal var de Kongers Sprog,
Vi mindes med Fryd og hædre;

28. Moder smaalet. 187

Modersmaal var de Kæmpers og,
Vi kalde med Stolthed Fædre,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Modersmaal er det Kraftens Ord,
Som lever i Folkemunde,
Som det elskes i Syd og Nord,
Saa sjunges der sødt i Lunde:
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Modersmaal er det Rosenbaand,
Som store og smaa omslynger,
I det lever kun Fædres Aand,
Og deri kun Hjertet gynger,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Modersmaal er vort Hjærtesprog,
Kun løs er al fremmed Tale ;
Det alene i Mund og Bog
Kan vække et Folk af Dvale,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Modersmaalet ved Øresund,
Og trindt i de grønne Lunde,
Dejlig klinger i allen Stund,
Men dejligst i Pigemunde,

2$. Modersmaalet.

Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Modersmaalet i Danevang

Er Fædrenes Kæmpevise,

Høre vi den i Pigesang,

Saa trykke vi Langben Rise.
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Bort da flyve med Vildgæs graa,
Hvad Mund har fra Moder stjaalet,
Synger for os, I Piger smaa!
Saa prise vi Modersmaalet,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Skjalde kranses om Land for Sang.
Men ingen saa godt som H/arne,
Mildt som Skjalde i Danevang
Af Piger ved Høj og Arne,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet !

Derfor lægge af Hjærtensgrund

Vi alle, som Aanden lyde,

Tusend Viser i Pigemund,

Som monne sig mildt tilbyde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

28. Moder smaalet. i8q

Tusend Viser om Folk og Drot,
Om Venner ad Fædrelandet,
Tusend Viser om stort og smaat,
Af Smil og af Taarer blandet,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Tusend Viser om Moder sød,
Den liflige Dannekvinde,
Og om Hvilen i Moderskjød,
Som aldrig os gaar af Minde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Tusend Viser om Kys og Klap,
Saa mange, som det skal være,
Som kan synges for Moder skrap
Af Døtre i Dyd og Ære,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Kys dem kjærlig, I Piger .smaa!
Saa favne dem Ungersvende,
Ros de høste paa Bølgen blaa,
Og blomstre ved Agerende,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Da og klinger i Kor med Staal,
Paa Valen, i Mark og Enge,

190

28. Modersmaalei.

Liflig Pigernes Modersmaal
I dejligste Vang og Vænge,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Da og klinger i Aftenstund,
Paa Sø mellem Bøgeskove,
Skjaldens Vise fra Pigemund,
Og ønsker ham sødt at sove,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Yndig sejler da Skjaldens Kvad
Med Bør over Tidens Bølger,
Yndig stiger af Tonebad,
Den Ros, som med Visen følger,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Længe leve i Danevang
Smaapigernes Maal det søde!
Op det stande i Pigesang,
Hvad godt der i Danmark døde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

2() . Skjøn Anne. j g j

2 9. Skjøn Anne.

(Efter Engelsk.)
(1838.)

[Nordisk Kirketidende 1838, Nr. 26, f. iste Juli meddeler dette
Digt med denne Anmærkning af Forf. : „Efter en lille Bog af
Præsten Sharp i London, udkommen 1836 under Titel: The Dream
of Heaven, a faet and not a fiction, Himmeldrømmen, intet Digt,
men en virkelig Tildragelse fra 1814."]

bkjøn Anne sig spejler og kruser sit Haar,

Ej længer hun kan sig det skjule:

For Roser, som rødmed i Ungdommens Vaar,

Hun ser kun Høstlilier gule;

Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,

Hos Verden er dog hendes Hjærte.

I Højeloftssalen er Sang og er Dans,

Did stunder skjøn Anne saa saare,

Fordunklet hun sidder af morgenrød Glans,

I Øjet da perler en Taare;

Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,

Hos Verden er dog hendes Hjærte«

Alt Hanen har galet, og Lærken alt slaar,
Skjøn Anna hun blunder og drømmer,
Hun drømmer sig ind i den evige Vaar,
Hvor Kjærlighed alt gjennemstrømmer;
H«s Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden er dog hendes Hjærte.

Hun drømmer, hun er i den hellige By,
Hvor hjemme har Freden og Fryden,
Hvor Lyset og Livet i Skikkelser ny
Dem prise for Evigheds-Dyden;

jq? 2Q. Skjøn Anne.

Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden er dog hendes Hjærte.

Hvor Guldet man træder som Støv under Fod,

Juveler tilhugges som Stene,

Der vandrer skjøn Anne, i Huen saa mod,

Saa fremmed, tungsindig alene;

Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,

Hos Verden dér er henctes Hjærte.

Med Strømmen hun følger, med Strømmen af dem,

Som haste til Herligheds-Borgen,

Vidunderlig dreven med Helgene frem,

Som Fangen, hun følger med Sorgen;

Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,

Hos Verden dér er hendes Hjærte.

Ved Trappen hun standser, den Trappe saa prud,

Saa favr som Guds Bue paa Himlen,

Der stiger i Glans, som en Stolkonge-Brud,

Hver Helgen i Kirkegangs- Vrimlen;

Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,

Hos Verden er dog hendes Hjærte.

Skjøn Anne staar længe som naglet til Jord,

Hvor Kjæilighed vinker og tvinger,

Omsider hun hører saa saligt et Ord,

At løftet hun bli'r som paa Vinger;

Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,

Hos Verden er dog hendes Hjærte.

I Højelofts-Salen er Sang og er Dans,
Men ej som i Verden man kjender,
Skjøn Anne sig skjuler for Himmerigs Glans,
Afslaar alle Helgenes Hænder;

2g. Skjøn Anne. 1 03

Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden dér er hendes Hjærte.

Al Sang og al Dans er til Ære for én,

Som alt i sin Kreds overstraaler,

Saa dejlig, saa kjærlig, men hellig og ren,

Som Kjød at beskue ej taaler;

Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,

Hos Verden er dog hendes Hjærte.

Den store det saa', hvor sig fjæled i Krog
Skjøn Anne, han kom og han kaldte:
Hvorfor saa afsides? kom nærmere dog
Til Sang og til Dans med udvalgte!
Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden er dog hendes Hjærte.

Skjøn Anne hun staar som Granaten i Glød,

Hun brænder, men kan dog ej smelte,

Ved Kjærligheds-Blikket og Røsten fuld sød

Af Fyrsten for Himmerigs Helte;

Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,

Hos Verden dér er hendes Hjærte.

Skjøn Anne hun er i Fortvivlelsens Magt,

Hun svarer, som Stormene hvine:

Jeg kjender ej Tonen, kan ej holde Takt,

Ej synge og danse med dine;

Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,

Hos Verden dér er hendes Hjærte.

Som Fugle i Torden, saa tier nu kvær
Sangkoret, som lover den høje,
Hvorledes? hvad vil du, hvad gjør du da her?
Han tordner med lynende Øje;

VI 13

194 29> Skjøn Anne.

Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,
Hos Verden dér er hendes Hjærte.

Da aabner sig Gulvet i Højeloftssal,

Hun synker fra Stolkongens Side,

Hun synker i Flammer, usigelig Kval,

Og vaagner med Angest og Kvide;

Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,

Hos Verden er dog hendes Hjærte.

Vor Anne! hvi est du saa dødningebleg?

Saa mæle nu Søstrene fromme,

Blev led dig al Verden med Lyst og med Leg?

Blev sande dig Tordnerens Domme?

Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,

Hos Verden er dog hendes Hjærte.

Hun tier, de græde, de tigge: o tal,

Vor Anne, fordølg ej din Vaande!

Da skildrer hun Glansen i Højeloftssal.

Og Lynet, som Skjalden i Aande;

Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel.

Hos Verden er dog hendes Hjærte.

De skjælve, de grue. skjøn Anne hun ler:

„Har jeg ikke himmelske Drømme!"

Skjøn Anne, hun æder, hun drikker ej mer,

Ser stolt kun paa Søstrene ømme;

Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel,

Hos Verden dér er hendes Hjærte.

En Morgen de mødes ved Sengen med Skrig:
Vor Anne! o, kanst du ej høre!

jo. Ved Festen for Thorvaldsen. jge

Skjøn Anne er borte, der ligger et Lig,
Basunen kun naar til dets Øre.
For Verden, for Verden, som byder Farvel,
For Verden saa brast hendes Hjærte.

30. Ved Festen for Thorvaldsen.

7de Oktober 1838.

[..Festen for Thorvaldsen i Hotel d'Angleterre den 7de Oktober
1838", S. 13 — 14 og 57, benyttet som Korsang, de tre første Vers
forrest, det fjerde senest i det „musikalsk-poetiske Akademi", hvor-
med en Kreds af Danmarks Digtere fejrede Kunstneren. Jfr.
Kjøbenhavnsposten 1838, Nr. 277.]

ræderneland!

Lysere tindrer din Stjærne,

Sønnen kom hjem fra det fjærne,

Fløj over Strand.

Palmerne favre,

Myrte og Lavre,

Fængsle ej Tor;

Nordstjærnen blinker,

Bøgholmen vinker,

Yndigst er moderlig Jord.

Fæderneland!

Mød ham med udbredte Arme!

Favn ham med moderlig Varme!

Tryl, som du kan!

Øjne, som funkle,

Midt i det dunkle

Straaleglans te;

13*

j g5 jo. Ved Festen for Thorvaldsen.

Hjærter, som gløde,

Roserne røde

Yndelig plante paa Sne.

Fæderneland !

Rigt kun paa Bøge og Vipper,

Fattes Du Bjærge og Klipper,

Hent dem paa Stand!

Tor dem udhugged,

Rota dem vugged

Mildt over Sø;

Sommer og Vinter

Kridhvide Klinter

Knejse paa Bøgenes 0!

Fæderneland !

End, som i Hedenolds Dage,
Skjaldene stamme fra Brage
Trindt om din Strand!
Morgen og Aften,
Daaden og Kraften
Løftes i Sky,
Gamle og unge
Enstemmig sjunge:
Ving-Tor er vaagnet paa ny'

ji. Ving-Tors Hammer. igy

31. Ving-Tors Hammer.

(1838.)

[Dette Digt, fremsagt af Forf. ved samme Fest for Thorvaldsen,
er trykt i samme Beretning som det foregaaende, S. 48 — 56. Et
kort Brudstykke af Forfatterens Udkast er bevaret og her benyttet.]

Guder gjort med Hænder,

Aand af Støvet skabt,

Det jeg frit bekjender,

Jeg har aldrig haft;

Men hos Manden, i hvis Værker

Liv og Aand har Mindesmærker,

Immer jeg Guds Billed ser,

Ej i Marmor, men i Ler.

Ej har jeg mig solet

Syd for Alpefjæld,

Ej paa Kapitolet

Misundt Rom sit Held;

Men at staa blandt dem i Aanden,

Som med Munden og med Haanden

Storværk øve trindt paa Jord,

Det er Skjaldedrift i Nord,

Og at følge Nordens Helte,

Hvor med Kraft de spænde Bælte,

Hvor med Glans de vinde Sejre,

Det var dobbelt Lyst i Lejre,

Er og saa i Axelstad.

Derfor, trods sit snævre Kammer,
Skjalden tit stod der i Kvæld,
Hvor. med Tors berømte Hammer,
Daglig hugged Dal i Fjæld

jqg ji, Ving-Tors Hammer.

Mod og Magne, *) som den arved
Efter Ragnarokes Gru,
Men ej rød med Blod den farved,
Har med Glans forgyldt den nu.

Lad det Folk, som yndigst brammer,

Stadselig bag Rhin,

Kvæde om den Karle-Hammer,

Frankrig kalder sin :

Hammeren fra Oldtids Dage,

Som opvejet blev med Guld,

Men nedsank, til Gallers Klage,

Femten Mile under Muld;

Brennus-Kjøllen fra Lombarte,

Som stod op med Bonaparte,

Knuste Ben og Bjærg som Glar,

Borgene som braadne Kar,

Vandt med Lyn og Tordenbrag

Prisen vel i hundred Slag,

Før til sidst, i Kamp med Aandcn,

Magtesløs den fløj af Haanden,

Sank i sine gamle Spor

Femten Mile under Jord!

Lad den synke tusend Mile,

Aldrig mer opstaa!

Derad skal som Piger smile

Nordens Bølger blaa;

Thi vor Hammer, dybt begravet

Med det gamle Heltekuld,

Den stod op med Lyn paa Havet

Og med Glans af sorten Muld.

Ja, for aldrig mer at segne,

Den stod op i vore Egne,

Den fra Fædres Kæmpehøj

J) Mod og Magne (Mod og Kraft) var, efter en Mythe, Tors
Sønner, som skulde arve Mjølner \

ji. Ving-Tors Hammer. igg

Deres Æt i Hænde fløj,

Saa mangfoldig, som i Støvet

Storværk. er af Aanden øvet;

Thi i Norden Præg af Aanden

Bær selv Kæmpeværk af Haanden,

Vor Stærkodder var med Pris

Skjald og Kæmpe skiftevis!

Derfor liflig Nordens Tunge

Kan om Haandens Idræt sjunge,

Juble trindt om Øresund :

„Storværks Egn med Haand og Mund!"

Derfor og i Skjaldesang

Prud sig op af Graven svang

Ving-Tors mageløse Hammer

Med det gode Ry:
Som den sigter, saa den rammer,

Altid under Sky,
Maa for Fredens Skyld til visse
Stundum ramme Jætters Isse,
Men er dog med Kunsten gjort

Til i Flamme

Vist at ramme
Alt, hvad Aanden kalder stort,
Saa ved Kunst og Kraftens Ord
Storværk rejser sig i Nord,
Som den sjunkne Kæmpetrop
Stod i Gladhjem herlig op!
Ja, da hist bag Alpefjælde,
Under klangfuldt Hammerslag,
Jason rejste sig med Vælde,
Kæmpehøj paa Sejrens Dag,
Da i Kamp paa Kongedybet
Under Kvad om Age-Tor,
Højt sig hæved over Krybet
Vætten fra det gamle Nord,

2QO 31* Ving-Tors Hammer.

Spaaende med Tordenstemme
Om Idrætter tusend Fold,
Som skal Jætter klart beskæmme.
Straalekranse Amlets Skjold,
Sanke under Danebroge
Sejerstegn fra alle Kroge,
Som til Vink om hver Bedrift,
Hist de stod i Billedskrift,
Klynged sig om Æfefer-Haanden,
Som udmærker Torvaids Søn,
Og afbilder Kæmpe- Aanden
Tusendformet, immer skjøn!

Derfor, skjønt, som Eremiten,

Jeg kun daarlig fra Graniten

Kjender Marmelstenen fin,

Ser i Rune før i Sule

Aandens Præg, som gamle Tule

Kaldte Kæmpevætte sin

Ej des mindre jeg med Glæde

Er et Led af denne Kjæde,

Kunstens hjemmegjorte Krans,

Der sig som et Tonebælte

Snor om alle Nordens Helte

Og ombølger i sin Glans

Ham, hvis Navn, naar Støvet blunder,

Blive skal vor ny Vavlunder,

Vandre saa i Nordens Skove,

Vugges saa paa Tidens Vove,

Tone saa i Danevang

Gjennem mange Skjaldes Sang!

Det forkynder denne Aften.

Som bebuder mer endnu:

Vej sig bryder Kæmpekraften,

Kommer Fortids Daad i Hu,

ji. Ving-Tors Hammer. 201

Vil ej længer, som for længe,
Naar den skaber Skjaldekvad,
Riste kun om rørte Strænge
Paa det stumme Flyveblad,
Men i Ordet, som har Vinge,
Og i Røsten, som har Klang,
Over Isserne sig svinge,
Som de gamle Skjaldes Sang,
Trylle frem de svundne Dage
Og hver Ædling med sin Daad,
Som i Fædres Valhal Brage
Brydes x) kjækt med Dødens Braad
Det har Kæmpeaanden villet
Og indskudt i Skjaldens Barm,
Som vor Kunstner har fremstillet
Døden skjøn i Livets Arm.2)
Ja, naar, med sit Kvad i Haanden,
Gjennemtrængt af Kæmpeaanden,
Skjalden staar i Frændelag,
Med sin Moders Tungeslag,
Og udtrykker, hvad han tænker,
Hvad hans Hjærte kalder sandt;
Se, da briste Dødens Lænker,
Der om Tonerne sig vandt,
Som ved Dommedags Basunen
Dødninger af Grav opstaa,
Kjækt sig hæver Tale-Runen,
Svinger sig mod Skyer blaa,
Jubler ud, til Gravens Harme,
Dødens Bod i Livets Arme.

x) [Forf.'s Udkast: Som i Fædres Valhal Brage Brødes.] 2)
Livets og Dødens Genius af Thorvaldsen (hos Thiele CLVI.) set
i det Forhold, som levende Folk maa ønske.

202 S2- Dronningens Fødselsdag.

32. Dronningens Fødselsdag.

28de Oktober 1838.

[Trykt i „Søndagen-' 1838, Nr. 41, f. 28de Oktbr. Redaktionen
gav Digtet Overskriften: „God save the Queen1'.]

Konge-Tiden med sin Straalekrans,
I Hytten og paa Borgen,
Brat forgaar med al sin Kraft og Glans,
Det trindt om Land er Sorgen;
Men Dronning-Tiden med sit Brysingmon,
Med Hjærte-Smykket fint i Perlebaand,
Den svinder ej, den varer ved
Som Kjærlighed.

Ungdomstiden saa for hver en Skjald
Som Diademet funkler.
Efter Solhverv klar i Dagetal
Hans Verden sig fordunkler:
Men hvad der var ham mer end Øjenslyst,
Hvad tonefuldt bevæged sødt hans Bryst,
Det troner bag nedgangne Sol
Paa Dronningstol.

Falkesyner times mig ej nu
Som før paa Fj ælde-Tinder,
Dybe Indtryk rinde dog i Hu
Som Kranse af Kjærminder,
Saa hvad jeg sang med Fryd i Ungdomsvaar
Om Tyra Danebod i Kongens Gaard,
Det gjennemtoner end med Lyst
Mit Skjaldebryst.

SS- Vignetter til danske Digtere. 20'

Fødsels-Dagen under Himmel blaa
Ombølge Orgel-Toner,
Danmarks Dronning vil dog ej forsmaa
Et Hjærte, hvor hun troner,
Et Nyn, hvori til ham i Løn
Sig svinger op en stille Bøn
Om Frydesang og Gyldenaar
I Kongens Gaard!

33. [Vignetter til danske Digtere.]

(1838.)

[Her efter Forf.'s Haandskrift fra 1838. Forhen trykt i S. Høgsbros
„Dansk Folketidende" 1867, Nr. 38.]

I. UNDER ØHLENSCHLÆGERS BILLED.

Oaa stærk var Aand i vore Dage
Ej over nogen Hovedskjald;
Thi han Guldharpen slog som Brage,
Skjønt ham kun Spas var Odins Hal.
Ja, Mage til hans Mesterværker
I Nutid søger man omsonst;
Skjønt det er klart af alle Mærker,
At Misforstand var al hans Kunst.

2. UNDER INGEMANNS BILLED.

Se her en Mand, saa lig en Kvinde,
Som uden Skam han være kan!
Se her den største Digterinde,
Der blomstret har i noget Land!

204 ^' tyaars-Aften.

Som Elvedronning hun tilhyller
Med Straahat Diademets Glans;
Som Hyrdepige hun omtryller
Til Krone sin Kjærmindekrans.

3. UNDER MIT EGET BILLED.

Han tænkte nok, med nyt og gammelt
At vinde alles Gunst; men pyt!
Man fandt det ny kun alt for gammelt,
Og fandt det gamle alt for nyt.
Det har desaarsag ingen Fare,
Han revner af den Ros han fik:
I Skjaldskab han de lærdes Skare,
I Lærdom Skjalde overgik. *)

34. Nyaars-Aften.

(1838.)

[Nordisk Kirketidende 1839, Nr. 1, f. 6te Januar. Om Digtets
Anledning og Tilblivelse jfr. Kirkespejl, 2den Udg. , S. 349 — 50;
Dansk Kirketidende 1882, Nr. 45.]

Hvad kvidrer I om, I Spurve graa!
Saa sent i Kongens Have?

J) [Forfatterens Udkast havde oprindelig kun de sidste fire
Linier, med Begyndelsen: „Det har til Lykke ingen Fare". De
samme fire Linier lod han sætte under et Fotografi af ham, som
udkom 1867, med Ændringen: ,.Det har endnu slet ingen Fare."]

jy. Xyaars-Aften. 205

Vil I for min Vaande Bod mig spaa:
En Skat i Nyaars-Gave,
En Svalerede, et Spurveskjul,
Hvor Unger mine kan lege Jul,
Og fjedres til at flyve!

Mig sidder en lille Fugl i Barm,

Som kvidrer om det samme,

Ja, synger det ud med Tone varm,

Saa Hjærtet staar i Flamme

Og hvisker venlig: syng højt i Kor!

Den Synge-Mester, i Himlen bor,

Dit Nyn har sat paa Noder.

Den Rede til smaa, det Spurveskjul

Ved Altret for den gode,

Jeg ønsked mig alt saa mangen Jul,

Og haabed, vel til Mode;

Men Klogskab siger: det faar du ej,

For Kæmper spærre den Kirkevej,

Som fri er af Guds Naade.

Men, Klogskab ! du glemmer, Herrens Aand

Er Friheds Ven i Nøden,

Og glemmer, Gud Faders højre Haand

Er stærkere end Døden,

Hans Øjne funkle, hvorhen de se,

Der smelte Kæmper som Vox og Sne,

Og saa gjør Kongens Hjærte.

Og Hjærtet, det er et Rigdoms-Dyb,

Hvor Klogskab aldrig bunder,

Og brænder end for den Lamper syv,

Den ser dog ej Guds Under;

Som Morgenstjærnen i Livets Elv

20b 34' Kyaars-Aften.

Den alle Vegne kun ser sig selv,
Og af sit Skjær forblindes.

Thi trodser jeg Klogskabs bitre Smil,

Og Nattesyn som Uglen,

Jeg venter paa Kirke-Markens AV/,

Og priser Hjærte-Fuglen,

Og takker eder, I Spurve graa,

Som hjalp med Kvidder den lille paa

Sin gamle Nyaars-Tone.

Velkommen igjen, du Nyaarsdag,

Med Guld og grønne Skove!

Jeg Duen alt ser paa Kirketag,

Som holder Tro og Love,

Med den der kommer fra Himlens Drot

En kjærlig Hilsen, et Budskab godt,

En himmelsk Nyaarsgave.

Da straaler igjen Guldkronen prud

Paa Kongen af Guds Naade;

Da sjunges paa ny om Kristi Brud

Og alt, hvad hun skal raade;

Ja, derom synge Guds Engle smaa,

Som Svaler vævre og Spurve graa,

Gudshusets tamme Fugle.

Da banes den gamle Adelvej
Til Staden paa det høje,
Da skinner paa ny og skjules ej
Guds Lys for hver Mands Øje,
Da straaler Korset paa Kirketop,
Da Vidneskaren staar herlig op,
Og Støvets Tunger gløde.

SS- Brage og I dun. 207

3 5. Brage og Idun.

(1838.)

[Digtet aabner Fr. Barfods „Brage og Idun" (I, S. i — 10), hvis
første Hæfte har et senere trykt Forord, dateret December 1838.
En Kommentar til Digtet af J. H. Monrad i Dansk Kirketidende

1833, Nr. 3.]

JJer troned en Frue i Havsgaards Stad,
En Dronning i hedenske Dage,
Hun laved til Gilde den bedste Mad,
Som dødelig Mand vilde smage,
Hun laved saa liflig en Æblegrød,
At Kinden derefter blev hvid og rød.

Ret aldrig man glemmer den Æblemos
I Havsgaard med Hegn af Kjærminder:
Foruden al Sminke, det er dens Ros,
Den glatted de runkneste Kinder,
Graaskjæggen han følte sig ung paa ny,
Og løfted Idunne med Fryd i Sky.

Idunne, ja, det var den Frues Navn,

Med Paradisæbler i Gjemme,

Og langt var det ikke fra Kjøbinghavn,

Hun havde i Oldtiden hjemme:

Om Tjodolv fra Hvine jeg ret forstaar,

Paa Brøndshøjen laa hendes Abildgaard.

As-Brage han var hendes Hjærtensven,

Saa han havde godt ved at kvæde:

Den blomstrende Ungdom til ham igjen

Kom altid, som Ny efter Næde;

Thi drak paa hans Sundhed det hele Nord,

Mens han slog Guldharpen ved Odins Bord.

208 SS- Brage og Hun.

Men hvor er nu Brage ved Odins Bord,

Idunne med Æblerne fine?

Ja, hvor er nu Sneen, som faldt i Fjor,

Og hvor er nu Tjodolv fra Hvine?

Hvad nytter os Snakken om Oldtids Glans,

Naar alting er Armod nu her til Lands?

Hvorfor dog saa vranten? højlærde Ven!

Hvad nytter det vel at fortvi'le?

Kan Venner ej mødes med Lyst igjen,

Var Vejen end tusende Mile?

Ja, er det kanske kun for ingen Ting,

Vi tage med Stolthed nu Syvmils-Spring!

Forvovnere Kroppe ej Verden saa1,

End dem, der nu lade og losse :

Som Fuglen i Luften maa Snækken gaa,

Og Vandet med Ilden de trodse,

Ja, springe i Luften saa højt paa Straa,

At Øjne som Falkes dem ej kan naa.

Blev Aand da en Kryster, for Krop fik Mod,

Hvad heller blev mat den af Ælde?

Er Kroppen ej længer af Kjød og Blod?

Maa Tunghedens Lov nu ej gjælde?

Til Skyerne løfter vor Aand sin Krop,

Kan selv den ej fare saa let der op?

Kan Aand over Svælg lægge Bro med Kunst,

Lægge Loft under Bølger tillige,

Men prøver det samme dog kun omsonst

I sit, som i Kroppenes Rige!

Kan Tiden og Rummet den bruge frit

Til Kroppens bedste, men ej til sit!

SS> Brage og Idun. 2og

Kan Liner den spænde fra Pol til Pol,
Hvor Lyden forplantes som Lynet,
Kan Øjne den kaste fra Sol til Sol,
Slet ikke til Skade for Synet, —
Kan da mellem Tider og Folk den ej
Med Ordet sig bane en Kongevej !

Er det da kun Ordet om „mit og ditu,

Ej Ordet om Aanden og Livet,

Som til i al Verden at fare frit

Er Vinger som Lynildens givet!

Mon Himmelbjærg-Synet, der samler alt,

Til Støvtraade-Øjet som Len hjemfaldt!

Saa spørger fortørnet den Kæmpeaand,

Som bygte sit Havsgaard i Norden,

Og siger „min Træl" til den Kæmpehaand,

Hvis Værker forbavse al Jorden,

Og siger til Øjet\ „alt, hvad du ser,

Er Vidner om Aanden, et Grand ej mer."

Han siger til Øret: har du ej hørt

Mit Kvad fra de hedenske Dage

Om Dronning Idunne, i Løn bortført,

I Lys hentet prægtig tilbage,

Som Svalen forsvinder med dunkle Kaar,

Men dages igjen i den lyse Vaar!

Af Loke forlokket, af Loke hjembragt,
Idunne kom atter til Stede,
Og Aser, med Ungdom og Visdom i Pagt,
Holdt Ting under Asken med Glæde,
Og Brage slog Harpen ved Odins Bord
For skindøde Kæmper i gamle Nord.
vi 14

2IO SS' Brage og Idun.

Han siger til Hjærtet, hvor end det slaar

For Heltene djærve og fromme:

Du spejle dig smukt i din Havfrus Kaar!

Da tør hun tilbage vel komme,

Da løses paa Brage og Tungen brat, '

Mundharpen han slaar om den fundne Skat.

Da finder og Hejmdal igjen sin Lur,

Og støder i den, saa det runger,

Da vaagne Smaafugle i Lund og Bur

Og sjunge med tusende Tunger,

Da vaagner med Odin hver As, hver Ælv,

Forynges forklaret, forstaar sig selv.

Da Vidskaben voxer som Rug og Byg,

Alt aandeligt véd man at skatte,

For Hoved da gaar ingen Pungparyk,

Man spørger om Karle for Hatte;

Kun hvem der paa Guder har god Forstand,

I Norden man kalder den vise Mand.

Da spejler Idunne for Vismands Blik
Sig yndig i Nattergalsangen,
Naar atter hun følger sin gamle Skik,
Som Svalen hun bølger i Vangen;
Thi folkelig Glæde i Aandens Smag
Forynger de gamle hver Nyaarsdag.

As-Brage sig spejler i Folkesavn *)

Om Age-Tors stolte Idrætter,

Om hver, som har vundet sig Hædersnavn

I Tvekamp med 'Trolde og Jætter,

Og sidder nu bænket ved Odins Bord,

Saa længe Mundharpen har Lyd i Nord.

l) [o: Folkesagn.]

SS- Brage og Idun. 2 1 1

I nordiske Frænder paa Mark og Fjæld!

Saa hører jeg Aanden at tale,

At spaa og at varsle om Folkeheld,

I Hytter og Højeloftssale,

Landvætten, som førte fra Hedenold

En hjærtelig Vidskab i Kæmpeskjold.

Han sang om en Dronning i Nørreled,

Idunne, lyksalige Kvinde,

Som altid forynged vor Drapesmed

Og Aserne alle her inde,

Med Æbler, som havde den „bedste Smag",

Og taalte at gjemmes til Dommedag.

Idunne hun være nu, hvad hun maa,
Som klarer sig nok efterhaanden,
Saa er hendes Æbler, kan jeg forstaa,
Dog Smagen for Livet i Aanden,
Som skjænker os Drapen, vi frydes ved,
Foryngelsens Pant i hvert Folkeled.

Udødelighed er en herlig Sag,

Naar Glæden kan vare og vinde,

Og hvem vilde græde for tabt i Dag,

Hvad sikkert i Morgen vi finde !

Hvad skader os Rynke og isgraat Haar,

Naar det er os kun som den Dag i Gaarl

Som Ørnen bortførte en Vanheldsdag

Idunne til Jætternes Gammen,

Saa Ørnen os røved vor gode Smag

For Aanden og Livet tilsammen ;

Som Tjasse, Latinus faa Last og Skam,

Saa sandt de var begge i Ørneham!

14*

2 12 SS- Brage og Idun.

Som Svale tilbage kom Havsgaards Dis,

Med Æblerne favre og fine,

For Ørnen da gjordes et Baal af Ris,

Det voldte ham Angest og Pine,

Af Blod ikke mere hans Klo blev rød,

Som Myggen i Lyset han fandt sin Død.

Det Varsel er godt ; gid det sandes brat,
Latinus til Sorrig og Kvide!
Thi er han, den Skifting, end dødningmat,
Hans Rygte dog for ham mon stride,
End flagrer vor Svale ved Vindebro
Og gruer for Ørnen med Næb og Klo.

End hersker saa vide den Ørnesmag
For Døden, som Kilde til Livet,
For Rovfugle-Kløer og Vingeslag,
For Aanden af Bogstaver givet,
Ja, Smag for Latinen, det Jættesprog,
Hvorpaa vi indskrives i Dødens Bog.

Dog mægtigt er Livet i Odins Børn,

Endogsaa naar Haarene graane,

Thi skal sig vist brænde den gamle Ørn,

I Asken som Tjasse neddaane,

Og skjule sin Skam i den sorte Jord,

Mens Brage slaar Harpen ved Odins Bord,

Vel haver, som Tjasse, Latinus og
En Daatter med barkede Hænder,
Hun er, som Hardgrippe, ej ræd for Tog
Og Haar har den Skjoldmø paa Tænder,
Og blottet hun er ej for Skjaldepris:
Som Skade, saa kaldes hun Skøjtedis.

SJ. Brag-e og /dun. 2 1 3

Til Havsgaard kom Skade og kræved Bod,

Paa Skier, med Pil og med Bue;

Da bød hende Aser en Husbond god,

Hvis Fødder hun bedst monne hue;

Om Balder hun drømte, men kejsed N/ord,

Som raadte for Vinden paa Hav og Jord.

Franciska hun kommer vel ogsaa hid,
Og god er hun ej at bekæmpe :
Hun døver de skarpeste Sværd med Vid,
Maa hildes med List og med Lempe:
Vi byde Forlig paa den bedste Fod,
Hun selv maa bestemme sin Mandebod.

Vi véd, at hun elsker den „store Fod",
For stor til vor Dont her i Hjemmet,
Til Pas kun for Kæmpen af Vane-Blod,
Vor Fostbroder vel, men dog fremmed;
Som Hadding og Njord i den svundne Old,
Saa rider Havhesten den Herre bold.

Franciska hun kejser da brat John Bull,
Det Bryllup det spørges saa vide,
Beskrives om Lande med Kridt og Kul,
Som Skriverne Parret kan lide *) ;
En „Honninge-Maaned" paa Stads og Jagt
Besegler den snurrige Ægtepagt.

En Maaned med Fruen paa Stads og Jagt,
En Maaned med Herren paa Havet,

*) [Man kommer her til at tænke paa den da indledede nær-
mere Forstaaelse imellem Frankrig og England, den meget omtalte

,,Entente cordiale."]

214

j>j)-. Brage og Idun.

Saa lyder den snurrige Ægtepagt,

Som den efter Skalda var lavet;

Og Søgangen taaler Franciska ej,

Hun løber, som Skade, til Fjælds sin Vej.1)

Om Tjasse og Skade og Njord paa ny

Da kvædes der sikkert paa Jorden,

Og Edda hun løftes med Pris i Sky

For Sandsigeriet i Norden;

Men, hvad der i Verden gjør mindst Opsigt,

Fornøjer tit mer end et Heltedigt.

Det levende Ord paa vort Modersmaal,
Som Aanden i Hjærtet indskyder,
Den levende Røst over Brages Skaal,
Som liflig fra Hjærtet udbryder,
De gløde kun hos os i Skov og Dal!
De flamme kun yndig til Jætters Kval!

Idunne bortføres da aldrig mer,
Men Aser i Norden forynges,
Og Stenene danse igjen man ser
Til Staden, hvor Vidskab udsynges,
I Norge og Sverig og Danevang,
Hvor Aand sig forklarer i Svanesang.

') Vil man gjøre mig den Tjeneste at slaa op i min Nordens
Mytologi, S. 468—71 og 485—86 [3dje Udg., S. 413—15 °S 428
—29], da har man selv Ulejligheden, men ogsaa, vil jeg hanbe,
Fornøjelsen af at se, hvor sært det passer.

jå. Havfruen. 2 1 ^

36. Havfruen.

(Tilhørerne ved mine første historiske

Foredrag tilegnet.)

(1838.)

[Fr. Barfods „Brage og Idun", I, iste Hæfte, trykt 1838 (se ved
forrige Nummer), S. 307 — 16. De historiske Foredrag, som nævnes
i Digtets Overskrift, er dem, som Gr. holdt i Juni-November 1838,
først udgivne 1877 under Titel af „Mands Minde". — En Del af
Forf.'s Udkast til dette Digt er bevaret.]

1 Livets Vaar

Med gule Haar,

Blandt Piger smaa

Med Øjne blaa,
Kan meget sært os hænde,

Og virkeligt

Fra Skin og sligt
Er da ej nemt at kjende.

Med Kindhaar graat

Paa Tankeslot,

Med gulnet Vid

I Høstens Tid,
Jeg derfor vel maa smile

Ved Ungdomssyn

Og Rynkebryn,
Paa Skjaldens Sandsagn tvi'le.

Men Drøm i Lund

I Morgenstund,

I Blomstervang

Ved Fuglesang
For Skjalden i hans Vugge,

Jeg dog udfandt,

Er mer end Tant,
Om end Magistre mukke.

2 1 6 S6. Havfruen.

Thi vær saa god,

Du unge Blod!

Mig Øre laan,

Trods Hum med Haan
Af hundrede Magistre!

Ej Fjer de fat

Faa i min Hat,
Blev de end nok saa bistre.

Som fordum Frej,

Forvoven jeg,

Beruset halv,

I Valaskjalv
Sprang op paa Odins Sæde,

Paa Møens Klint,

Med Øje blindt
For Norners Frihaands-Kjæde.

Jeg tænker paa,
Jeg tror, jeg saa',
Og først og sidst
Jeg hørte vist,

Om ogsaa kun i Drømme,
Paa Hlidskjalvs Tind,
Hvad Muldvarp blind

Maa altid skjævt bedømme.

Fra Øjne vel

Der faldt som Skæl,

Og Klintetop

Sig skød vel op
Imellem Himmelbjærge ;

Thi Øjne smaa

Dér oversaa
Storhanserne som Dværge.

j6. Havfruen. 2 17

Nu i en Hast,

Hvad løst og fast

I Øjne faldt,

At melde alt,
Del gaar mig over Magten;

Hvad, Jorden næst,

Mig huged bedst
At sige, det er Agten.

En Havfru skjøn,

Der sad i Løn

Paa Engebund

Ved Øresund,
Ombølget af Kjærminder,

Med Vippekrans,

Med Regnbuglans,
Med aftenrøde Kinder.

Hver Helt i Nord,

Selv Age-Tor,

Fordunkled hun

I Bøgelund,
Blaaøjet og guldhaaret;

En Straalepil

Var hendes Smil,
Og klart blev Hjærtesaaret.

Som fordum Frej,

Saa fandt og jeg

Den Tue lav

Ved sølvblaa Hav
Højsæde, værd at vinde:

En Trone skjøn

For Halvgud-Søn,
Trods den paa Klippetinde.

2 1 8 3&- Havfruen.

Da sank fra Sky

Til Bøgely,

Med Aftensol,

Min Klintestol
Og alle Planer prude,

Med Fryd jeg ned

Til Sletten gled,
Min Højhedsdrøm var ude.

Som fordum Frej,
Saa bejled jeg
Med Bud og Bøn
I Lys og Løn

Til Hjærtet og til Haanden;
Men Odins Ring
Som ingen Ting

Forsmaade Liljevaanden.

Mit gode Sværd,
Til Herrefærd,
Men alt for stort
Og klodset gjort,

Til Trods for Finheds-Smagen,
Jeg klapped paa,
Gav at forstaa,

Det ledte længst om Magen.

Da sagde koldt
Den Havfru stolt:
Hvi byder ej
Du mig, som Frej,

Den Skat til Fæstensgave,
Saa jeg min Frygt
For Sværdet stygt

Med det kan dybt begrave?

j6. Havfruen. 2 IQ

Da fnøs jeg vildt:

Din Spot er spildt,

Og tænk kun ej,

Som fordum Frej,
Jeg høre vil af Loke,

At Kvindekjær

Har solgt sit Sværd,
Sin Trøst i Ragnaroke!

Da tav hun kvær,

Den Havfru skær,

Neddukked saa

I Bølgen blaa,
Som i en Afgrund aaben;

Og ene stod

I Hu saa mod
Jeg med mit blotte Vaaben.

Hvo kun har kjær

Det skarpe Sværd,

Det kolde Jærn,

Til Livets Værn,
Men ser, han Død kun volder,

Maa blegne selv

For højrød Elv,
Naar Armene han folder.

Saa blegned jeg

Paa Kæmpevej,

Da kun omsonst

Min Galdrekunst
Jeg prøved paa de døde;

Da blev jeg sky

For Vaabengny
Og angred Haardheds Brøde.

220 j6- Havfruen.

» Da op der sprang

Med Fløjteklang

En Valhals-Dør,

Som aldrig før
Af mer end Navn jeg kjendte,

Dermed udfor

Et vinget Ord,
Som mig paa Tungen brændte.

,,0, kom igjen,
Du Havfru væn!
Endnu en Gang
Duk op med Sang!

Saa vil jeg mig omvende;
O, kom! se her:
Mit gode Sværd

Jeg giver dig i Hænde !

„Nu ogsaa jeg,
Som fordum Frej,
Om Kjærlighed
Har lært Besked,

Hvordan med Sværd den vindes;
Lad Loke kun
Nu bruge Mund,

Til den for evig bindes!

„Ja, Havfru sød!

I Fredens Skjød

Ved Kvindens Fod

Med Helteblod
Jeg Kæmpesværdet lægger,

Og blotter kun

I Farens Stund,
Naar selv du mig opægger."

j6. Havfruen. 22 1

Hvi bobler saa

Nu Bølgen blaa?

O, Havf rudans!

O, Regnbuglans
Og aftenrøde Kinder!

Velkommen hid,

Paa høje Tid,
Ombølget af Kjærminder!

Saa rækker Mund

Til Havets Bund,

Saa finder Ord

Den gode Jord,
Som mange Fold mon bære;

Saa toner end

„Vel mødt igjen!"
Fra Venner hjærtenskjære.

I Aftenstund

Ved Øresund

I Bøgesal,

Hvor Nattergal
Slaar sine Triller søde,

Med G ammens-Røst,

Med Liv og Lyst
Blev holdt et Stævnemøde.

Som fordum Frej,

Saa fæsted jeg

Havfruen skjøn

I Lys og Løn
Til Ægteviv i Aanden,

Hun føder huld

Mig Fugle-Kuld,
Som fjedres efterhaanden.

2 22 S&> Havfruen.

I unge Skud

Til Stamme prud,

Af Bøgerod

End frisk og god,

Skjønt Fuglen var forstummet!
Om Hj ærtens Lyst
I eders Bryst

Jeg sang, kun lidt forblommet.

I gav med Fryd

Mig Ørenlyd

Til Tale sær

Paa Kryds og kvær

Om Tanker og Bedrifter,
Til Skjaldeord
Om Fest i Nord,

Naar Farve Tiden skifter.

Ved Straalerand
Om Grækenland,
Ved Nordens Kaar
Og Danmarks Vaar

I vilde med mig gløde,
Og favned ømt
Foruden Skrømt

Vort Modersmaal det søde.

Ja, Skjaldens Ord,

Om Fred i Nord

Og Hjærtebaand

I Friheds Aand,
Til gamle og til unge,

Med Moders Røst

I eders Bryst
I fandt, som paa min Tunge.

j"f. Til Hr. Etatsraad Treschow. 22 X

Hvad dybt gjenlød

Og højt udbrød

Til Sang i Sky

Med Kræfter ny,
Som Vin sit Fængsel sprænger;

Nu er det sandt:

De Danske vandt,
Ej raader Grændel længer.

Med Aand for Vind

Nu blæser ind

Nyaaret godt

Den gamle Drot
Paa Himmelbjærg med Luren;

Da vaagner Dyd,

Da vaagner Fryd,
Med Hjærtedybs-Naturen.

37. Til Hr. Etatsraad Treschow.

(1839.)

[Først trykt i Kjøbenhavnsposten 1839, ^r- l9 £ I9c'e Januar. Der-
efter optaget i Nordisk Kirketidende s. A. Nr. 7 f. 17de Februar.]

Otod for Troens Frihed du
Fast i Folkeraadet nu,
Vanskelig opvejet,
Kun fordi, som Rygtet gaar,
Gjennem mange Herrens Aar
Venskab vi har plejet?
Nej, fordi fra første Færd
Aandens Frihed dig var kjær,
Derfor er vi Venner.

22 1 37' Til &r' Etatsraad Treschow.

Ja, fordi du vej ed Aand
Tankefuld i rette Haand,
Og du har et Hjærte,
Derfor, selv naar jeg for vild,
Deltog du saa vennemild
I min Fryd og Smerte,
Var og blev min gode Ven,
Medens Nyaar kom igjen
Ni og tyve Gange.

Havde ej vi begge to
Givet fri hinandens Tro,
Fri hverandres Tanke,
Hvordan skulde vi i Nord
Skiftet mangt et Venneord
Gjennem Aar i Banke;
Trods saa mangen Drivesky,
Trods saa megen Forskjel ny,
Været end de gamle!

Og, hvis ej du før i Dag
Havde trolig fulgt den Sag,
Du fandt værd at føre,
Hvordan skulde da omsonst
Fristeren brugt al sin Kunst
Paa et vildøvt Øre,
For at vise, det var bedst,
Du gav op den gale Præst,
Fjenden af Fornuften!

Venskab er en Hjærtesag,
Tavsere hver Nyaarsdag,
Det paa Jord tilbringer,
Rosenfarven, som fra Kind
Saa og fra vort Vennesind,

jy. Til Hr. Etatsraad Treschow. 22 §

Sig med Tiden svinger;
Men, fik ret vi Aanden kjær,
Vi dog selv i Aftenskjær
For dens Frihed gløde.

Ej da Tak i Venskabs Navn

For din Kamp til Folkegavn

Nys ved Isefjorden;

Men, med Tryk af Vennehaand,

Tak fra Kæmpe-Friheds Aand,

Barnefødt i Norden!

Tak fra Hjærtedybets Grund,

Ømmere ved Øresund

End paa hele Jorden!

Lad kun hvem der vil i Dag
Glade tone Sejers-Flag
For de fleste Stemmer!
Men endnu om hundred Aar
Mindes, som den Dag i Gaar,
Hun, der godt ej glemmer,
At for Hjærtero i Nord
Kæmped du ved Isefjord,
Som kun faa det vilde.

Ja, vi kæmped for de smaa,
Som sig selv end ej forstaa,
Hver med sine Vaaben,
Kæmped, skjønt ej ens i Tro,
For de ømme Hjærters Ro
Og for Barnedaaben;
Hj ærtet sejrer dog til sidst,
Derfor barnlig mindes vist
Vi i Kæmpevisen.
VI 15

2 26 37- Til Hr, Etatsraad Treschow.

Aandens Frihed, Hjærtets Fred,
Sødt det er at mindes ved,
Helst i Danevange,
Skjønt det er at tænke paa,
Bedst at kæmpe som de faa,
Ikke som de mange;
Hjærterum, hvor Freden bor,
Det er Himmerig paa Jord,
Der har Glæden hjemme.

Efter Hjærtets Nederlag
Kommer en Oprejsnings-Dag
Snart i Danevange,
* Kommer Sejren, hvid og rød
Som en Dannekvinde sød,
Rig paa Folkesange;
Fri i Tanke, Tro og Ord
Aanden altid var i Nord.
Hjærtets Sag er Himlens.

Derfor skal i Tone-Favn

Yndig svinge sig dit Navn

Over Isefjorden;

Med din Roskild-Navner du

Kommes skal end sent i Hu

Vist i hele Norden,

Naar det lyder højt i Sky:

Hjærtet fik sin Ret paa ny,

Fri er Tro og Tale!

j8. Kongedybet. 2 2J

3 8. Kongedybet.

[Paa Kong Fredrik VTs sidste Fødselsdag.]
(28de Januar 1839.)

[Særtryk med Titel: „Sang i Anledning af Hans Majestæt Kongens
høje Fødselsdag den 28de Januar 1839 af N. F. S. Grundtvig.
Afsungen af Drengene i Nyboders Skoler." Optrykt i „Kjærminder
til Kong Frederik den Sjettes Krans" (Kbhvn. 1840), S. 20—22.
Ogsaa i ..Viser og Sange for danske Samfund", 2det Hæfte (1840),
S. 3, med Titel: „Kongedybet")

Ved Kjøbenhavn der stod et Slag

I Røg og Damp,
Det stod i Vaar en Højtidsdag,
Hvor Nelson gav det glatte Lag,
Med Lyn paa Lyn til Tordenslag,

I Røg og Damp;
Men Danebrog man saa' dog grant
Som Løve staa mod Elefant
I Kamp.

Det var i sjette Fredriks Tid,

Mens han var ung,
Da, efter Freden lang og blid,
Sin Prøve stod i skarpen Strid
Vor Løve, som fra Arildstid

Er immer ung;
Thi mens de gyldne Hjærter slaa,
Ej vorder Sølvhaars-Kronen graa
For tung.

I Kongedyb en Prøvesten
For Heltemod,

15*

? ? 3 3$' Kongedybet.

Hvor der var mer end to mod én,
Har gjort den Sag som Guld saa ren:
Paa Danebrog og Prøvesten

Var Heltemod,
Da Thurah faldt med samme Ros,
Som Lassen og som Villemoes
De stod!

Med Danebrog da stak i Sky,

Med Bølgen blaa
For vidt om Land det stærke Ry,
At Danmark rejste sig paa ny,
Med Løvebrøl i højen Sky,

Fra Bølgen blaa;
Kun i den sidste Røg og Damp
Skal Mindet om Skjærtorsdags Kamp
Forgaa !

I Frederik den sjettes Tid

Stod Dansken op
Af Fredens Skjød med Kraft til Strid;
Med Heltedaad, med Kunst og Vid
Det danske Navn i Fredriks Tid

Stod herlig op.
Det stige nu, trods Vejr og Vind,
Fra Kongedyb til Ærens Tind
Og Top!

Et Hurraraab for Kongen graa

Lad runge da,
Som Æreskud paa Bølgen blaa,
Fra Orlogsmænd med Sejl i Raa,
For Kongen god og gjæv og graa!

O ja, o ja!

S<p. Danskheden. 2 2Q

Med Fader-Sind og Konge-Blik
Gid længe leve Frederik/
Hurra !

For Kongen og for Danebrog

Et langt Hurra!
Af hver en Mand og hver en Pog,
Som tale kan det danske Sprog,
Og kæmpe vil for Danebrog,

Et langt Hurra !^
Vaj herlig Danmarks gamle Flag!
Svæv højt paa Kongens Fødselsdag!
Hurra!

39. Danskheden.

(28de Maj 1839.)

[Særtryk af Skydebanevise : ,. Fædrelandets Skaal', med Navns Under-
skrift. Et andet Tryk med Titel: „28de Maj i det danske Sam-
fund;' indeholder foruden denne Vise ogsaa de to her følgende og
en „Sang for Kongen" af Ingemann. Alle fire Viser ere aftrykte i
Barfods „Brage og Idun", II, S. 240 — 43. Skydebanevisen ogsaa i
„Viser og Sange for danske Samfund", 4de Hæfte (1840), S. 10,
med Titel: „Danskheden". — Forf.'s Manuskript er bevaret.]

Danmark, dejligst Vang og Vænge,

Lukt med Bølgen blaa,
Hvor de favre Havfrusenge

Smult som Vugger gaa,
Hvor. naar Sol opstaar af Vove,
Vi har J) Guld og grønne Skove !
Dig ombølge Sang af Brage,

Som i gamle Dage!

*) [Saal. Hdskr. og Særtr. ; Brage og Idun: Vi faa.]

230 S9-

Danskheden.

Danmark, Perlen iblandt Kvinder,

Fostermoder sød!
Tusend Kranse af Kjærminder

Hvile i dit Skjød,
Dine gule Lokker graane,
Lad dem om din Isse blaane,
Mageløst, da som din Lykke,

Er dit Hovedsmykke!

Danmark med det rige Hjærte,
Med den klare Røst,

Til at tolke Fryd og Smerte,
Tone Haab og Trøst!

Med vort Modersmaal det søde

Munterhed staa op af Døde!

Lær du os at rime sammen

Alvor ret med Gammen!

Danmark med den jævne Tale

Og det stille Sind!
Lad i Hytter og i Sale

Lyset strømme ind,
Saa vi stile, saa vi stævne
Efter Art og efter Evne!
Med det stive os forpiner

Tysker og Latiner.

Danmark med det lyse Bælte

Frit om Blomsterliv,
Flet igjen til ædle Helte

Vugger smaa af Siv!
Djærve, milde, skal de fejre
Uden Blod dit Hjærtes Sejre,
Frihed mellem Bælt og Sunde
Som for Fugl i Lunde!

40. Oplysning. 23 I

4 0. Oplysning.

(28de Maj 183Q.)

[Forst i „28de Maj i det danske Samfund" (se forrige Nummer).
Med Titel „Oplysning" optaget i „Viser og Sange for danske Sam-
fund", iste Hæfte (1840), S. II.]

tir Lyset for de lærde blot
Til ret og galt at stave?
Nej, Himlen under flere godt,
Og Lys er Himlens Gave,
Og Solen staar med Bonden op,
Slet ikke med de lærde,
Oplyser bedst fra Taa til Top
Hvem der er mest paa Færde.

Er Lyset i Planeter kun,
Som ej kan se og mæle?
Er ikke Ordet i vor Mund
Et Lys for alle Sjæle !
Det giver os for Aander Syn,
Som Solens Skin for Kroppe,
Det slaar i Sjælen ned som Lyn
Fra Skyerne hist oppe.

Er Lys paa visse Vilkaar blot
Saa halvvejs at ophøje?
Gjør det ej alle Vegne godt!
Er Lys ej Livets Øje!
Skal for Misbrugens Skyld maaske
Paa Aandens Himmelbue
Vi heller Mulm og Mørke se
End Solens blanke Lue!

232

41. Kongen og Folket.

Nej, aldrig spørges det fra Nord,
Vi Lyset vil fordunkle!
Som Nordlys i fribaarne Ord
Det saas paa Himlen funkle,
Og ses det skal ved Nordens Pol,
Ej blot i Kroppens Rige:
Midsommerens den bolde Sol
Vil ej for Midnat vige!

Oplysning være skal vor Lyst,

Er det saa kun om Sivet,

Men først og sidst med Folkerøst

Oplysningen om Livet;

Den springer ud af Folkedaad,

Og voxer som den vugges,

Den straale i vort Folkeraad,

Til Aftenstjærnen slukkes!

41. Kongen og Folket.

(28de Maj 1839.)

[Først i r28de Maj i det danske Samfund" (se Nr. 39). Derfra i
,. Viser og Sange for danske Samfund", iste Hæfte (1840), S. 8. —
I Forf.'s Haandskrift fra en kun lidet senere Tid forefindes en Om-
skrivning af Visen, hvor de fire sidste Linjer af hvert Vers ere
omsatte eller ændrede for at underlægges en anden Melodi. Sidste
Vers lyder dér:

Derfor, Danmark! ej du ligne

Andre Riger trindt paa Jord!

Himlen dem ej kan velsigne

Som den lille Plet i Nord,

Hvor som Ungdomsvenner vandre

Magt og Mildhed, Sejr og Fred,

41. Kongen og Folket. 2 3"?

Hvor vi føle med hverandre:
Almagts Liv er Kjærlighed.]

Konge-Haand og Folke-Stemme,
Begge stærke, begge fri,
De har haft i Danmark hjemme
Mange Hundred Aar før vi,
Trods al Brøst, al Frygt og Fare,
Gid de vinde maa og vare,
Skabe i et Gyldenaar
Gamle Danmark gode Kaar!

Odin, Kongen i Valhalle,
Skjønt for kjær ad Lykkespil,
Holdt dog Ting med Aser alle
Under Asken Ygdrasil
Ej et Haar paa Tor han krummed,
Ihvor lydt endog han brummed,
Taalte, ihvor vidt det gik,
Immer Lokes Naalestik.

Kongens Haand engang var bunden,

Folkets Stemme lød omsonst,

Men i Danmark blev opfunden

Kjærlighedens skjønne Kunst:

Hvad der vilde Livet binde,

Brast x) for den som Traad og Tvinde

Skiftevis hinanden godt

Løst med den har Folk og Drot.

Folket løste Fredriks Lænke,
Fri som hans blev ingen Haand,
Fredrik, som man vel kan tænke,
Folket skar for Tungebaand,

l) [Saaledes ,.Brage og Idun" ; Grundtrykket: For den brast.]

2 2/1 -I-2' Niels Ebbesen.

Kongehaand og Folkestemme!
Lad det aldrig gaa ad Glemme:
Eders Frihed kom med Fred,
Løst er I af Kj ærlighed !

Derfor Danmark! ej du ligne
Andre Riger trindt paa Jord!
Himlen dem ej kan velsigne
Som den lille Plet i Nord,
Hvor, som Ungdomsvenner, vandre
Magt og Mildhed med hverandre,
Hvor vi tror, hvad alle véd:
Almagts Liv er Kjærlighed.

4 2. Niels Ebbesen.

(1839.)

[Særtryk med Titel : „En ganske ny Vise om den mandhaftige jyske
Ridder, Herr Niels Ebbesen til Nørreris, som Aar 1340 slog i Ran-
ders den kullede Grev Gert fra Rendsborg, for at udfri Danmark af
Tyskernes Vold, som dengang reves om Riget. Kbhvn. Udgivet
af det danske Samfund. Trykt hos J. D. Qvist. 1839." Med
Titel: ..Niels Ebbesen" optaget i „Viser og Sange for danske Sam-
fund", 2 det Hæfte (1840), S. 43-]

Om Danemarks Kvide der lød en Sang,

Saa sørgelig:
Der var ingen Konning i Danevang,

Men Borgerkrig;
Dansken var fredløs i Skov og paa Hede,
Herrer vi havde af Himmelens Vrede,
For Tyskerne reves om Danmark!

42. Niels Ebbesen. 2 35

Det voldte en Konning saa svigefuld,

Som Skum paa Vand,
Det voldte to Grever af Jættekuld,

I Holsterland,
Mange om Skylden og flere om Skaden,
Fjenden paa Borgen og Falskhed paa Gaden,
Da Tyskerne reves om Danmark.

Grev Gert var en Kæmpe, en Hals fuld haard,

Som Staal og Jærn,
Og Krigsmænd der strømmede til hans Gaard,

Fra nær og fjærn;
Alting han voved for lidet at vinde,
Spared som Nælden ej Ven eller Fjende,
Og Tyskerne reves om Danmark.

Grev Hans var en Kræmmer, holdt Hus i Kiel,.

Med Høg og Hund;
Han kaldtes den milde, for evigt Smil

Var om hans Mund;
Ræven i Skove og Ulven paa Hede,
Herrer vi havde af Himmelens Vrede,
Da Tyskerne reves om Danmark.

Niels Ebbesen var sig en Riddersmand,

Paa Nørrer is,
Og aldrig forstummer i Hedeland

Den Herres Pris;
Han tog af Dage den kullede Greve,
Fri vilde han enten dø eller leve,
Da Tyskerne reves om Danmark.

Den kullede Greve drog op i Nør,

I Herrefærd,
Han rykkede frem, som han plej ed før,

Med Ild og Sværd;

2 7 6 42< Niels Ebbesen.

Jyderne alle, fra Randers til Ribe,
Danse han bød efter Holsterncs Pibe,
For Tyskerne reves om Danmark.

Niels Ebbesen! sagde Grev Gert paa Jysk:

Din Frist er kort,
Vil ikke i Galgen du lære Tysk,

Saa pak dig bort!
Skam skal du faa med Herr Bugge paa Halden,
Hvor mange Heste I saa har paa Stalden,
For nu raader Tysken i Danmark!

Niels Ebbesen svared et Ord i Hast:

Hæng Tyv og Skjelm!
Men hæng ingen Ridder, før Sværdet brast,

Med Skjold og Hjælm!
Vogt dig for hvem du til Fredløshed dømmer!
Langt ej fra Børn og fra Hustru jeg rømmer,
Mens Tyskerne rives om Danmark.

Med Tyskere vrede i Tusendtal,

I Kammen kry.
Den kullede Greve drog ind med Bral

I Randers By;
Ilde han tured og værre det tegned,
Kvinderne bæved, og Børnene blegned,
For Tyskerne reves om Danmark.

Niels Ebbesen for da i Harnisk brat,

For Landefred,
Han gjæstede Greven en Foraarsnat,

Og Sværdet bed;
Fri vilde han enten dø eller leve,
Livet han tog af den kullede Greve,
Da Tyskerne reves om Danmark.

43* Vølunds Værksted. 237

Sig hævned de Holster ved Skanderborg,

Der faldt vor Helt,
Og sunget der blev om Jyllands Sorg

Ved Sund og Bælt;
Aldrig hans Minde dog lægges i Mulde,
Han stod i Spidsen for Jyderne hulde,
Da Tyskerne reves om Danmark!

Forgangne er siden fem Hundred Aar,

I Lyst og Nød,
End Danebrog vajer og Danmark staar

I Aften rød;
Kappes nu, alle Smaafugle i Lunden !
Nu er til Sang om Niels Ebbesen Stunden.
Lad Tyskerne græde for Danmark!

43. Vølunds Værksted.

(1839.)

[„Brage og Iduir", II, 172 — 74, med en Indledning af Forf. S. 168
— 72, som her helt aftrykkes:

For en Del Aar siden fandt man denne Benævnelse i et gam-
melt engelsk Brevskab, og Antikvarerne trættes endnu om, enten
derved menes et Hus, der fordum beboedes af denne Nordens
Dædalos, eller et Bjærg, hvor overtroiske Folk mente, denne my-
tiske Person, ligesom andre kunstige Dværge, havde sin Smedde;
men i denne kuriøse Undersøgelse har jeg aldrig indladt mig og
kunde derfor ej heller, om jeg end vilde, indlede Læseren. Her,
saa vel som paa Thorvaldsens Lysthus i Sydsælland, staar „Vølunds
Værksted;' da kun for Løjer, og i det højeste tillige for at Frem-
tidens Oldgranskere ej af det gamle Navn skal lade sig indbilde,
det er et Mindesmærke fra Hedenold, og spilde den kostbare Lær-
dom og den ædle Tid paa Gætninger og Fejder derom.

Sagen er kortelig den, at da jeg afvigte Sommer gjæstede min
Fødeegn og det venlige Nysø, fandt jeg mange Hænder paa det

2 28 43' Vølunds Værksted.

travleste sysselsatte ved Opførelsen af et grundmuret Lysthus med
Ovenfalds-Lysning til en Arbejdsstile for Thorvaldsen, som alt i
tiere Maaneder havde fundet sig bedre paa det yndige, rolige Land-
sted end i vor fortumlede Hovedstad. Denne lille Begivenhed, der
forudsætter og medfører Thorvaldsens virkelige Nærværelse, fandt
jeg meget fornøjelig; thi vel arbejder jeg selv aabenbar langt mere
i den gotiske end i den græske Stil, og vedkjender mig desuden
stadig den gammeldags Tro, at vor Herre er den eneste Billed-
hugger, der kan opvække enten Adam eller Abraham, Zevs eller
Odin „Børn af Stene", men derfor er jeg dog ikke slet saa barba-
risk, som man har anset mig for, og, selv om jeg aldrig havde
beundret noget af Thorvaldsens Kunstværker, kunde jeg dog godt
se paa ham, han er en stor Mand; thi det er unægtelig enhver,
som, gjennem en hel Menneske-Alder løftet til Skyerne, endnu kan
overse sig selv, glemme, hvad der ligger bag ham, og immer stile
højere, og saaledes har Thorvaldsen paa Nysø træffende afbildet
sig selv med Haabets Genius. Desuden kan jeg, som Historiker,
slutte mig til, at Thorvaldsen maa uden Sammenligning være vor
Tids største Billedhugger, siden han kom fra Danmark, og vandt
dog ikke blot evropæisk, men verdenshistorisk Navnkundighed; thi
Danmark er jo et Nazaret, hvorom man i den store Verden haan-
lig spørger : kan noget stort komme derfra ? saa den danske Kunst-
ners Storhed maatte vist, for at erkjendes, være umiskjendelig.
Endelig staar det mig, som lidt i Slægt med Odin, lyslevende for
Øje, at med Thorvaldsen, Steffens og Øhlenschlæger , saa vel som
med Kampen paa Kongedybet, begyndte ej blot et nyt Aarhun-
drede, men en Nyaars-Tid i Norden, der, hvis vi ej ganske for-
spilde Himlens Gunst, vil straalende forklare vor Oldtid med sine
dunkle, men dybe Anelser af alt det store og skjønne, og med sin
vel lidt raa, men dog ædle og heltemæssige Kamp for poetisk og
historisk Udødelighed, og denne naturlige Forklarelse i de sidste
af hvad der glødede hos de første, det er, hvad jeg kalder de
gamle Guders og Kæmpers Opstandelse. Naar derfor mine Læsere
tænkte, jeg sværmede for en Krebsgang til vor Oldtids Raahed
eller Middelalderens Dunkelhed, medens jeg kun flagrede fremad i
den samme Aand, der besjælede Nordens ægtefødte Kæmper og
Skjalde, for at naa en tilsvarende Oplysning og Dannelse, da laa
Grunden vel til Dels i den Dunkelhed, der altid svæver over vore
Formodninger om det tilstundende, men dog fornemmelig i Læser-
nes Ubekjendtskab med det forbigangne, og i Pennens Livløshed.
Man tager ogsaa mærkelig fejl, naar man tænker, Kunsten intet
Forbillede har i det gamle Nordens Myter, fordi den fattes en

43- Vølund s Værksted. 2 3Q

Plads i dets Historie ; thi den nordiske Kunst, som i Thorvaldsen
fik sin tørste historiske Heros, har aabenbar sit mytiske Forbillede
i de kunstige Dværge og ret øjensynlig i Vølund eller Vavlundur,
som overflyver Grækernes Hef cestos , thi Smede og Krøblinger
begge, gjorde Hefæstos sig kun Fødder, mens Vølund gjorde sig
Vinger. Da man derfor paa Nysø spurgte mig om et passende
Navn til Thorvaldsens Lysthus, svarede jeg strax: enten netop
dette, eller, naar man ikke bryder sig om, hvad prosaiske Folk vil
sige om det: „Vølunds Værksted1-'-, og Valget faldt paa det sidste.
Da man nu ogsaa ønskede en Sang af mig til Indvielsen, maatte
den ganske nødvendig udspringe af nysnævnte Anskuelse, og det
var mig saa meget fornøjeligere, som Adam Øhlenschlæger ogsaa
var til Stede; men da man endelig ogsaa vilde have Sangen frem-
sagt af mig, havde jeg dog ikke Mod til at gjøre det, uden en
lille Indledning, der i Folks Øjne kunde forsvare eller dog und-
skylde Hentydningen paa Nordens Myter, der endnu i de flestes
Øren klinger som Kinesisk, medens alle de latinske Spøgelser med
Bacchus og Venus, enten hilses som Husguder eller kj endes dog
som Gaardnisser. Jeg sagde da omtrent, hvad det vel heller ikke
her er af Vejen at forudskikke : „I denne ny Bygning, vel opført i
flyvende Fart, men ej, som Aladdins-Borgen, af tjenstagtige Aander,
ej med mindste Krav paa Rang iblandt de Kunstværker, hvortil
den skulde tjene, i dette Lysthus, der laaner hele sit Værd af den
danske Grund, der bærer, og det venlige Lys, der gjennemskinner
det, og venter, ligesom Leret, al sin Glans af de Mesterhænder,
hvori det lægges ; her synes Velkomst-Sangen unægtelig at burde
være saa klar og simpel, at den ingen Fortale behøvede ; men dog
tør jeg sige, der er meget, som taler til min Undskyldning, naar
Sangen, jeg har gjort, ej kan forstaas af sig selv. Man har nemlig
paa Islandsk en ældgammel Sang om Vølund eller Vavlundur, den
mytiske Kunstner i Norden, som, da han engang var trælbunden,
gjorde sig Vinger og fløj som en Fugl i Luften, og ham maa jeg
da nødvendig tænke paa baade først og sidst, naar jeg betragter
Thorvaldsen, ogsaa af islandsk Herkomst, i hvem man vel maa
sige, Kunsten atter følte sig trælbunden, men gjorde sig Vinger til
Fugleflugt. Men hertil kommer endnu, at af det gamle Vølunds-
Kvad udsprang ved dette Aarhundredes Begyndelse, omtrent jævn-
aldrende med Thorvaldsens Jason, Adam Øhlenschlægers herlige
Vavlunders-Sage, og ved den var det især, Nordens Oldtid aabnede
sig for mig, ikke som en gammel, mølædt Bog, eller som et Grav-
kammer med en smulrende Askepotte, men som et stort og be-
tydningsfuldt Kæmpeliv, saa naar jeg i Sangen spiller paa de gamle

24.0 43 • Vø lunds Værksted.

Strænge, og kalder 1 horvaldsen Vølund Vingesmed og Øhlen-
schlæger Brage Bænkepryder, da er det ingenlunde for at bryste
mig og plage andre med Billinger af Nordens Mytologi, men
fordi Nordens Kæmpe- Aand virkelig i Thorvaldsen og Øhlenschlæ-
ger brød sig en ny Bane, allerede vidt berømt ved deres Kæmpe-
skridt. Det er altsaa i Grunden mit ramme Alvor og en simpel
historisk Sandhed, blot i poetisk Form, at Vølund og Brage fra
den aabne Begravelse i de islandske Skrifter stod i Danmark lys-
levende op, og nu tør jeg haabe, De hverken finder Sangen mørk,
eller den lyse Formodning urimelig, at saaledes vil efterhaanden
alle Nordens gamle Halvguder rejse sig iblandt os og med nyt
Storværk stadfæste "og forklare deres gamle Eftermæle!"]

lin Bavtasten sig hæver prud af Havet,

En Bavtasten for Nordens Gudeold,

Der hviled den, højtidelig begravet,

I Ringebrynje sid, med Hjælm og Skjold;

Paa Bavtastenen vrimle Dværgeruner,

I Krans af Asalivets Billedskrift,

Med Tegn til mer end tusende Basuner

For Oldtids Glans og Gudernes Bedrift.

Der slumred Vølund, Kunstens Alf i Norden,
I Kredsen af det prude Heltekuld,
Berømt fra Alpefjæld til Isefj orden
For Værk ej til at veje op med Guld ;
Trods Vingerne, han smedded sig med Snilde,
Saa højt de bar ham over Hav og Fjæld,
Han sank dog under Muld, da Nornen vilde,
Og Støvnaturen kræved stræng sin Gjæld.

Vidunderlig sig vende Livets Strømme
Paa Tidernes det store Verdenshav,
Saa, hvad der sværmede i Oldtids Drømme,
I Nyaarstiden rolig sig begav:

43- Vølunds Værksted. 2 Al

Skrinlagte Asamænd og Vanadiser
Fra Islands Klint flød op paa Danmarks Kyst,
Og vaagned der ved nye Kæmpeviser,
Hvor under Bøgeløv er lunt og lyst.

Forkommen kun, som alle sine Frænder,
Var Vølund Vingesmed af Frost og Kuld,
Og tøet op var knap de valne Hænder,
Før brat sig røbed Kunsten underfuld;
Thi Fingre mindes, hvad de fordum gjorde,
Som Brage~Tunger deres Vuggesang,
Og Nordens Vølund kom igjen for Orde,
Saa vidt som Fuglen fløj og Harpen klang.

Han bygte sig en Hal bag Alpefjælde,

Et Valhal under Sydens Himmel blaa,

Hvor alle Tiders Dejlighed og Vælde

Livagtig man igjen for Øjne saa',

Fra Sangens „Jason" ned til „Alexander",

Fra „Guttenberg" op til „Napoleon!"

Saa „Dag og Nat" og „Liv og Død" sig blander

Ved Trylleslag af Nordens Kunstnerhaand.

Paa Danmarks Kyst vi bygte ham en Hytte.

I Lindelæ med faver Blomsterkrans.

Vil Vølund Vingesmed sin Kunst indflytte,

Fremtrylle i den Asalivets Glans?

Hvad ser vi! ham, al Verden os misunder,

Fordi han vaagnede ved Danmarks Bryst,

Og sander smilende: man sødest blunder,

Man blidest lever dog paa Danmarks Kyst!

Og se, hvad sjælden saas paa hele Kuglen:
Hos Kunstneren med trofast Kjærlighed
VI 16

2_j_2 44- Aabent Brev til mine Børn.

Sig hæver af sin Aske Fønix-Fuglen,
Og med ham flyver Vølund Vingesmed!

I denne Hytte mangt et Mindebæger
Skal Efterslægten tømme ud med Lyst
For Vølund-Thorvaldsen og Øhlenschlæger,
Som kasted Oldtids-Glans paa Danmarks Kyst!

44. Aabent Brev til mine Børn.

(1839.)

[„Brage og Idun", IV (1841), S. 279—84. Jfr. det her følgende

Digt.]

1 kjære, som med Blodets Rosenbaand
Er knyttet til mit Fader-Hjærte,
Og i hvis Barm min hedenfarne Aand
Ej savne vil en Minde-Kjærte!
Hvad, mens I vuggedes i Moders Skjød,
Og mens I tronede paa Faders Skulder,
Og mens I græd og lo med Kinden rød,
Og mens I tænkte, at al Daad var Bulder,
Og mens I voxte op til Ungdoms Aar,
Saa eder ej for Bryst faldt Skolestøvet,
Saa ej af Frost hjemsøgtes eders Vaar,
Og ej i Knoppen visned Bøgeløvet; —
Hvad da jeg ønskede og tænkte paa,
Var eders Vel paa Jorden og i Himlen;
Men ej det Lys, hvori jeg Lykken saa',
Var det, man blændes af i Verdens- Vrimlen.
Hvad ikke fandtes i den Kirkeby,
Paa Brinkerne imellem Bøgeskove,
Hvor først mig vinkede den klare Sky,
Hvor først mig frydede den blanke Vove,

44' Adbent Brev til mine Børn. 243

Hvor først jeg legede med Blomster smaa,
Hvor først jeg staved paa de store Navne,
Hvor først jeg vandede Kjærminder blaa
Kun for de herlige, hvem Hjærter savne; —
Det glimrende, som Verden nu tilbeder,
I Ord og Tanke, som i Kaar og Færd,
Det aldrig, kjære Børn! jeg ønsked eder,
Og aldrig nogen, som jeg havde kjær;
Det fandtes aldrig i vor Præste-Æt,
Mens to Aarhundreder gik over Lunden,
Og Tiden selv, af dets Beundring mæt,
Dets Tomhed føler smertelig i Grunden.

Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord,
Som det, jeg vilde ej med Kongers bytte,
Opklaret Gang i ædle Fædres Spor,
Med lige Værdighed i Borg og Hytte,
Med Øjet, som det skabtes, himmelvendt,
Lysvaagent for alt skjønt og stort her neden,
Men, med de dybe Længsler vel bekjendt,
Kun fyldestgjort af Glans fra Evigheden; —

Et saadant Liv jeg ønsked al min Æt,
Og pønsed paa med Flid at forberede,
Og naar min Sjæl blev af sin Grublen træt,
Den hviled sig ved „Fadervor" at bede.
Da følte jeg den Trøst af Sandheds Aand,
At Lykken svæver over Urtegaarden,
Naar Støvet lægges i sin Skabers Haand,
Og alting ventes i Naturens Orden:
Kun Spiren frisk og grøn i tidlig Vaar,
Og Blomster-Floret i den varme Sommer;
Da Modenhed i Møde Planten gaar,
Og fryder med sin Frugt, naar Høsten kommer! *)

:) [Af de sidste 20 Linjer fik E. Trier dannet en Sang til Op-
tagelse i sine „Sange for den kristelige Folkeskole" (Kbhvn. 1874),

16*

2aa 44' Aabent Brev til mine Børn.

Ved dette Lys for mine Øjne klart,

Som det, der rinder op i Morgenrøden,

Jeg ser med Gru i Døgnets Skolefart

Til Gravens Mulm et Væddeløb med Døden;

Jeg ser med Vemod paa de Gutter smaa,

Hvis Kinder gløde, og hvis Øjne tindre,

Thi ogsaa de skal brat i Skole gaa,

Og immer, mens de voxe, blive mindre!

Der visner Rosen i Gravluften kvalm,

Før end til Duft den dejlige oplukkes.

Der brister Øjet paa Ligbaarens Halm,

Før nogen tænker paa, hvad Lys der slukkes!

Ja, blød mit Hjærte, ved de bange Kaar,

Og skam dig ej, om Graaden kvæler Røsten!

Til Vintren vies der den unge Vaar,

For Sommeren besveget og for Høsten!

O, vilde dog hver levende i Landet,

Som selv den sorte Skole gjennemgik,

Udfriedes af Ilden og af Vandet,

Sin Bane følge med et Falkeblik,

Og se Miraklerne, han det mon skylde,

At ej med Skarerne han for til Hel,

Før Livet blomstrede i Ungdomsfylde,

Og oversprudlende blev Kraftens Væld!

Han skulde da fra Livets Morgenrøde,

Saa vel som jeg, optælle dem med Gru,

Stalbrødrene engang, de tidlig døde,

Nr. 20. Sangen bestaar af 3 ottelinjede Strofer, og G. tilføjede da
her, en Maaned før sin Død 1872, disse fire Linjer:

Om kort, om langt blev Løbebanen spændt,

Den er til Folkegavn, den er til Grøde ;

Som godt begyndt er Dagen godt fuldendt,

Og lige liflig er dens Aftenrøde.
Jfr. H. Brun, Grundtvigs Levnedsløb, II, 180—81, hvor de fire Lin-
jer anføres — skjønt med mange Fejl.]

././. Aabent Brev til mine Børn. 2A^

Vi med den fælles Moder fattes nu,

Og aldrig nænne, for en Drivhus-Grøde,

Og Udsigt til de „visse Levebrød,"

At ofre Gutterne med Kinder røde

Til Grammatiken og den visse Død,

Den visse Død, som selv, naar Livet vinder

(Tilkæmper sig en Sejer dyrekjøbt),

Dog uopløselig os til sig binder,

Som Lazarus, i Jordeklæder svøbt.

End haaber jeg, ved disse Lys, som brænde,

I 'Hjærne-Kammeret med Flamme klar,

At se paa Daners Mark sig Bladet vende,

Thi yderst Fare kræver Redning snar;

Men vil den Slægt, som fører Ordet nu,

Stokblind for Aandens Levnedsløb paa Jorden,

Til Enden haanlig smile ad min Gru

Og ad mit store Skjalde-Haab om Norden;

Velan! saa blomstrer op i Herrens Navn,

Med eders Faders Smil ad vrange Domme,

Og venter rolig, i hinandens Favn,

Paa Dagen, som han forudsaa skal komme !

Ja, mine Børn! hvad jeg i Spejlet saa',

Som dannedes af Visdoms sikre Hænder:

Det store Lys paa Livets Himmel blaa,

Som straaler soleklart, men ikke blænder,

Opstigende af Hjærtets stille Hav,

Med Fortids Efterglans til Morgenrøde,

Skal først maaske, naar jeg har lagt min Stav,

Befrugte Marken til sin Eftergrøde;

Men som det lønlig for min Sjæl oprandt,

Og vil for eders sikkerlig oprinde,

Det skal i eders Dage skues grandt,

Paa Graastens Klint som under grønne Linde;

Og naar dets blanke Straaler gaa i Dans

Paa Tidens Hav, som Mandhjems Kreds ombælter,

246 44- Aabent Brev til mine Børn.

Og Liv og Aand formæles i dets Glans,
Saa timeligt og evigt sammensmelter;
Da tier Drengenes og Daarens Spot
Med Synerne, som frydede mit Øje,
Saa let jeg bar det under Haaret graat,
Hvad i min Manddom knap jeg kunde døje.
Den Livets Skole, jeg har peget paa,
Og tryglet Jordens Guder om at bygge,
Som ved et Trylleslag skal da opstaa
Og kjærlig favne eders Faders Skygge,
Beklagende, han ej blev hørt i Nord,
Før Muren revnede paa Borg og Kirke.
Og sig frigjorde selv hvert Fugle-Ord,
Der let sig svinger over Bøg og Birke.

Nu, mens den tøver, Lysets Atterdag,
Det vare lidet, eller vare længe,
O, viser dog, I har en bedre Smag,
End man afrettes til som Skole-Drenge
(For Læbe-og for Gane-Konsonant,
For Fejl i Form og Bommerter i Stilen),
Det gamle Nordens Smag for stort og sandt,
For K.æmpe-Daaden og for Hjævte-Hvilen,
Den Smag, hvormed jeg er endnu til Spot,
Hvor alle Dværge fuske paa det nette,
Og hvor man Syn har for det store blot,
Som Udgaards store, følesløse Jætte!
I Sønner! som mig over Hoved gro,
Nu bærer smukt med eders Fader Skammen
Stadfæster med ham Nordens gamle Tro,
At Æblet falder ikke langt fra Stammen!
Ej Sølv og Guld, men kun et ærligt Navn,
Med mange gjæve Fædres sammenslynget,
Og Mindet om en Mand, som taalte Savn,
Og stod paa Alderdommens Kyst forynget,

45. Til mine to Sønner. 2A7

Og om en Fader, som med Kæmpehaand

Omværned eders Væxt i unge Dage,

Til sanddru Mennesker med Liv og Aand,

Og Friheds Krav, hvor Baand er blot til Plage,

Kun det er Arven, I til Skifte faa;

Men maa kun i sin Art den Frugter bære,

Da skal I føle under Issen graa,

I har det bedste, vi kan her begjære!

Og du, min Daatter! Moders Liljevaand!

Yor Herre vogte dig for Folkemunde!

Omfavn i Hjærtet kun din Faders Aand!

De stille Vande har de dybe Grunde.

Det glimrende vel frister eders Kjøn,

Men mægter dog ej Hjærtet at forblinde,

Hvor det er dybt og soleklart i Løn,

Som hos den ægtefødte Dannekvinde.

45. Til mine to Sønner.

(1839.)

[Dette Digt, med samme Grundtanker som det foregaaende. men i

øvrigt helt forskjelligt fra det, forefindes i Forf.'s Udkast fra 1839,

hvorefter det her første Gang trykkes.]

Oønner mine, lige kjære,
Begge af det ene Kuld,
Moders Haab og Faders Ære,
Som de findes kan i Muld !
Lytter til min Alvors-Tale
Ikke blot den Dag i Dag,
Men naar jeg er lagt i Dvale
Under Græstørv-Hyttens Tag!

? aQ 4J. Til mine to Sønner.

Slægter komme, Slægter svinde,
Det er Dødeligheds Lod,
Men et kjærligt, varigt Minde
Er et Skjold mod Dødens Brod,
Er et Præg i ædle Slægter
Af den skjulte Guddoms-Haand,
Død og Tid at trodse mægter
Mindets Liv i Fædres Aand.

Falsk er Is og Skum paa Vandet,
Falsk er Gynge, Vejr og Vind,
Falskere end noget andet
Er dog Verdens Kløgt og Skin;
Men naar vi mod Falskhed sætte
Sanddruhed i ét og alt,
Rygtet vist os skal berette,
I sin egen Grav den faldt!
Sanddruhed ej blot i Munden,
(Ogsaa den var tit et Skin),
Men fra Gud i Hjærtegrunden,
Om end blegne maa vor Kind,
Det er Kjærnen sund i Livet,
Roden til al Dyd og Daad,
Den Forjættelse er givet:
For alt Uraad findes Raad!
Sanddru Hedning, Tyrk og Jøde,
Dem har Gud i Grunden kjær,
Hader fremfor alt de søde,
Som paa Skrømt ham træde nær I

Hvad for Resten I har mærket,
Glemmer ej, om nok saa graa:
Immer Lysten driver Værket,
Elsker, hvad I vil forstaa!
Stræber aldrig at udgrunde

4J. Til mine to Sønner. 2AQ

Mørkets Løndom, Syndens Rod,
Lyst dertil er af den onde,
Staar med Kjækhed ham imod!
Staar I sanddru kun ved Pagten,
Hvorpaa nys I gav mig Haand,
Tabt har over jer al Magten
Mørkets Fyrste, Løgnens Aand,
Og naar I paa Banen glide,
Høre I en sagte Lyd:
Vogt dig, vend dog om i Tide!
Tænk paa Evighedens Fryd!
Derved rasle Mørkets Lænker,
Føle vi en Gysen kold,
Derved blottes Fandens Rænker,
Vi os give Gud i Vold,
Og den Aand, som os ledsager,
Tænder Sandheds Lys paa ny,
Saa vi se, hvad os bedrager,
Faa for hvad os frister Sky.

Glemmer aldrig, at Naturen
Tugte-Kunsten overgaar.
Som af Jorden, ej af Furen,
Drager Næring, hvad man saar!
Saa med Flid Naturens Kræfter
At benytte, det er Kunst,
Mer med Kunst at stræbe efter,
Er for Mennesket omsonst,
Hvor Naturen undertrykkes,
Der kun Falskhed vorder stærk,
Idel slet kun derved lykkes,
Skin og Skrømt og Skyggeværk!
Almagt kun er Skaberevne,
Mindre aldrig kan forslaa,
Daarskab kun det er at nævne

2^o 45' Til mine to Sønner.

Skabe-Kunst at prøve paa,
Selv for Himlens store Magter,
Hvad da ej for Støv og Dynd,
Skabe-Kunst og Skabe-Fagter
Er kun Abespil og Synd,
Og selv Gud har gjort sit bedste,
Da han skabte os og alt,
Sønnen, hans og vores Næste,
Vil kun rejse, hvad der faldt,
Vil. ved Midler stærke, milde,
Kun gjenføde og forny,
Hvad sig selv har skabt saa ilde :
Støvnaturen blød og bly,
Som han selv har ydmyg baaret,
Gjort til Tempel for Guds Aand,
Vil hos os i Gylden-Aaret
Klare med sin Guddoms-Haand.
Tror derfor med eders Fædre :
„I sin Art er alting godt,"
Og kun ondt kan blive bedre,
Fordi ondt er bedst som smaat;
Godt skal voxe, virke, klares,
Naa sit Maal paa Livets Vej,
Thi Guds Værk skal aabenbares,
Men forbedres kan det ej.
Dyrs Natur er ikke vores,
Sten og Græs er godt for sig,
Overalt Guds Godhed spores,
Men kun Adam blev ham lig.
Ikkun Løgn os kan forjætte,
At ved syndigt Grænsebrud
Vi vor Skabers Fejl kan rette,
Blive ligere vor Gud;
Kun til Dyr vi kan nedsynke,
Kun til Djævle skabes om,

45' Til mine to Sønner, 2*\\

Kun for Synd er Støv at ynke,
Syndens Sold er Død og Dom.
Vi af Art er Jordens Guder,
Synd og Død er Unatur,
Kristi Himmelfart bebuder
Store Ting vort Fuglebur;
Derfor Menneske-Naturen
Æres skal i ét og alt,
Trænger højt til Bade- Kur en,
For blandt Røvere den faldt,
Trænger højt til Hospitalet
Og til Aandens Lægekunst,
Men med Sminke overmalet
Alting er for den omsonst;
Kun med Børn kan Kuren lykkes,
Selv for Herrens Skaber-Haand,
Kun af Barne-Kjød kan bygges
Tempel for den Helligaand.
Derfor bort med Kunster sorte,
Som forbedre vil Guds Værk,
Lokker Støv til Dødens Porte,
For ved Kløgt at blive stærk,
Kvæler Barnlighed i Vuggen,
Kvæler hvert et Hj ærtesuk,
Maner fra os Morgen-Duggen,
Døver os for Moders Kluk,
Lokker os til Sjæle-Graven,
Hvor vi i et Tryllespejl
Se os selv med Tryllestaven,
Som kan rette alle Fejl,
Lokke, true, gjøgle, friste,
Til forførte Stakler smaa
Svimle, styrte, Livet miste
Og som Skygger kun opstaa,
Andre samme Vej at lede,

2 s. 2 45 • Til mine to Sønner.

Til der paa den hele Jord
Af Guds Billede her nede
findes ej det mindste Spor.

Sønner kjære! hidtil værnet
Har jeg om Naturens Ret,
Fristelsen fra eder fjærnet,
Haaber, I er af min Æt,
Af den gamle Kæmpestamme,
Som hos mig end overvandt
Kunsten sort med Runer ramme.
Som Naturen lænkebandt!
Er I det, I selv herefter,
Da I selv maa raade med,
Værge vil med Kæmpekræfter
Eders Liv, trods Skik og Sæd,
Spørge ej om gammel Vane,
Titel, Rang og Levebrød,
Men kun om en Løbebane,
Som for jer Naturen brød,
Kun om Planer lyse, bolde,
Lagt for Tid og Evighed,
Og om Rum til at udfolde
Ædel, gavnlig Virksomhed!
Vider da, at Livet truer
Alt, hvad læres med Ulyst,
Al den Kløgt, ej Barnet huer,
Som os leger dybt i Bryst,
Og at Unatur har blandet
Til os en forgiftig Skaal,
Naar os smager flovt og vandet
Fædres Aand og Moders-Maal!
Folket er endnu forblindet,
Kj ender ej sin egen Tarv,
Har bortsovet Oldtids-Mindet

4f. Til mine to Sønner. 253

Skatter ej sin rige Arv;
Blændværks-Timen er dog omme,
Folk i Nord maa vaagne brat,
Lystes ved at ihukomme
Dagen før den lange Nat,
Savne, hvad det dunkelt mindes,
Modersmaalets Bølgeklang,
Alvor, som med Skjæmt forbindes,
Ordsprogs-Leg og Havfru-Sang.
Lad min Æt, saa kort og længe
Som den færdes skal paa Jord.
Fattig kun paa Gods og Penge,
Findes rig paa Aand og Ord:
Fædres Aand med Billed-Sproget
Og vor Moders klare Røst,
Kæmpehad til Romer-Aaget,
Kæmpemod i Kvindebryst,
Storværks-Smagen, Kjæde-Synet,
Barnetro i Klippe-Barm,
Lynilds-Glimt fra Øjenbrynet,
Men i Krogen Taare varm,
Hvad jeg ønsked selv at eje,
Hvad jeg kæmped for med Flid,
Ledte om paa gamle Veje
I en ny, forvirret Tid,
Hvad jeg fandt i Hjærtegrunden
Lysten, Roden, Kilden til,
Hvad jeg fandt i Folkemunden
Udtryk for med Liv og Ild,
Hvad jeg fandt i gamle Skrifter
Mindet om og Tegnet paa,
Og hvoraf jeg ny Bedrifter
Spirende i Haabet saa' !

2C.A 45- Til 77iine to Sønner.

Sønner! der er stort i Gjære
Gjennem en kaotisk Strid,
Der er meget nu at lære,
Mest dog at forstaa sin Tid;
Strømmen let det er at følge,
Stæmmes, vendes kan den ej,
Svært, men stort: sig over Bølge
Rolig, kjæk at bane Vej,
Som de danske Orlogsstavne
Vidt paa det sortladne Hav,
Kæmpers Vej til Godehavne,
Trælle-Baar til aaben Grav!

Fred og Frihed, Lys og Læmpe,
Det er Tidens Løsen nu,
Træt er Armen af at kæmpe,
For alt Aag har Hjærtet Gru;
Bag alt skjult man Svig formoder,
Og alt haardt man kalder grumt,
Svaghed man i Svaghed poder,
Klogskab efterstræber dumt;
Fred man vil med alt beholde,
Men mod Sandhed føre Krig,
Være fri for Herreskjolde,
Og dog hver ej hytte sig,
Blive fri for Tyranniet,
Og dog være selv Tyran,
I hver Løndom klart indviet,
Trods sin egen Uforstand.
For saa vidt sig selv modsiger
Tiden i hvert Aandedræt,
Den i alle Kongeriger
Kun af Daarer følges tæt;
Men vi alle, stor og liden,
Som vil virke godt og frit,

45' Til mine to Sønner. 255

Maa, hvad end vi har mod Tiden,
Altid med den holde Skridt,
Aldrig den sin Ret aftrætte,
I sit rette Lys den se,
Den sit Spejl for Øje sætte,
Og kun ad dens Daarskab le.

Fred og Frihed, Lys og Læmpe,
Det er Tidens sande Tarv,
Men den maa sig selv tilkæmpe,
Hvad ej til den gik i Arv;
Thi mod Tankegangens Love
Lykkes intet, som man véd;
Vil man Freden sig tilsove,
Nøjes man med Gravens Fred;
Vil man ene Frihed nyde,
Nøjes man med sin Ide
Vil man sig ved Lyset fryde,
Sky man ej sig selv at se;
Vil ej Liv for Liv man tage,
Siger Morderen med Skjel:
Vil man sikre sine Dage,
Maa man jo slaa Folk ihjel.

Derfor, Sønner! skal I kæmpe
For, hvad end kun huer faa:
Fred og Frihed, Lys og Læmpe,
Som med Sandhed kan bestaa,
Først og sidst, som de kan findes
I den store Konges Land,
Hvor af Aanden de forbindes
Til en Lykke evig sand;
Midt imellem dog tillige
I saa borgerlig Forstand,
Som i hvert et Kongerige

2^6 45- Til mine to Sønner.

De kan fryde Menigmand:
Fred for daglig Rov og Plage
Under Skjold af Lov og Dom,
Fred for Krig i Fredens Dage,
Trods den Ret, som gjaldt i Rom!
Frihed først og sidst for Aanden,
Hvor den virker uden Arm,
Frihed derhos og for Haanden,
Som gjør Gavn og ingen Harm!
Lys af Lys, som Livet klarer
Med dets underfulde Kaar,
Fortids-Livet aabenbarer
Og om Fremtids-Livet spaari
Lcemfte med hvad Hjærtet rører,
Læmpning efter Folks Attraa
Læmpe og med alt, som fører
Til Oplysning hos de smaa!
Kamp for det vil Gud velsigne,
Lønne med en Straalekrans,
Thi som Frelseren vi ligne,
Saa vi dele skal hans Glans !
Hvad I vorde skal og virke,
Hvortil I fik Kraft og Kald,
Om i Skole eller Kirke
Eders Stemme høres skal,
Det endnu kun Gud kan vide,
Lægger trygt det i hans Haand!
Da I føle skal i Tide
Driften af hans gode Aand.
Men han gav jer sunde Lemmer,
Kraft og Kald til Virksomhed,
Og kun Daaren Ordet glemmer:
Æd dit Brød i Ansigts-Sved!
Derfor lære eders Hænder,
Hvad jer tækkes bedst til Gavn,

46. Paa Dronning Marias Fødselsdag. 257

Da, hvordan sig Bladet vender,

— Største Flid har mindste Savn, ■ —

Skal I aldrig føle Trangen,

Immer eders Ansigts-Sved

Modgift er for Lediggangen,

Lægedom for Kjedsomhed, •

Bedre Raad end al vor Rygen

Med Studere-Kamrets Os,

Raad imod Bogorme-Sygen

Og Bogorme-Livets Ros.

Dog, hvortil I end fik Nemme,

Og hvad end I gjør med Flid,

Gruer altid for at glemme

Menneskets den store Id:

Menneske i alt at være

Og, skjønt Støv, i Aanden stærk

Gud i Mennesket at ære

Som vor Skabers Mesterværk.

46. [Paa Dronning Marias Fødselsdag.]

(28de Oktober 1839.)

[Særtryk med Titel: „Sang i Anledning af Hds. Majestæt Dronnin-
gens høje Fødselsdag den 28de Oktober 1839 afN. F. S. Grundtvig,
Afsungen af Drengene i Nyboders Skoler."]

1 il Tops nu med det danske Flag,
Til Gavns det at befæste!
Det er vor Dronnings Fødselsdag*,
For godt er ej det bedste.
VI 17

2-g 46. Paa Dronning Marias Fødselsdag.

Vaj, Flag ved Flag, i Øresund,
Med Fest-Kanonens Torden,
Som Liljekors paa Rosengrund,
For Dronningen i Norden!

Maria er vor Dronnings Navn,

Kong Fredriks Gemalinde,

Ej Krone bar i Kjøbenhavn

En bedre Dannekvinde;

Bryd, Danmarks Sol, med Straaleglans,

Din Sky i Gyldenaaret,

Saa yndelig den gyldne Krans

Omskinner Sølverhaaret !

Til Himlen steg vor Dronnings Bøn
Med Haab fra Kongesale,
Fra ham, som hører grandt i Løn,
Velsignelsen neddale:
Velsignelse for Kongens Gaard
Og Danmarks gamle Rige,
Saa efter mange Hundred Aar
Man véd deraf at sige!

Som Dagmar blev Kong Fredriks Brud

I Danmarks Favn optaget,

Men det ej vilde Himlens Gud,

Hun blev saa snart beklaget;

Han, som var altid Danmark god,

I Naade det saa mage,

At mæt af Aar som Danebod

Hun mindes alle Dage!

Ja, længe leve med vor Drot
Vor Dronning, god at mindes!
Gid altid i vor Konges Slot
Af Stammen Skud maa findes

47- Stambogsvers. 2^Q

Hurra for dem af Hjærtens Grund,
For Fredrik og Marie!
Mens Danmark har en Bøgelund,
Skal Fugl om dem ej tie.

47. [Stambogsvers.]

(1839.)

[Hidtil utrykte; her efter Forf.'s Haandskrift.]

1. Elisa Stampe.

Vox, Elise, under aaben Himmel,
Yndig, som den Egn, du fødtes i!
Mest alene i den største Vrimmel,
Gak med Slør for Livets Poesi!
Se paa mange Blomster, pluk kun faa!
Mængden visner ved at aandes paa.

2. Sysette Dalgas.

Plantet om fra Sydens Vange
Under Nordens dunkle Sky,
Du i Danmarks Skjaldesange
Finder Skjønheds Land paa ny;
Og i danske Barmes Indre
Kjærligheden ikke mindre,
Men, som Blomst i Bøgely,
Mindre luftig, mere bly.

3. Georgia Schouw.

Til dig selv og smaa Veninder
Bring i Tanken med dig hjem

17*

2 5o 47' Slambogsvers.

Alt, hvad stort og smukt du finder
Paa den Vej, du drager frem!
Fremfor alt du dog ej glemme,
At, hvad først du saa' her hjemme;
Havets Dyb og Himlens Høje,
Fader-, Moder-Kjærlighed,
Netop for det største Øje
Er det skjønneste, man véd!

4. Catharine Browne.

Hils fra mig ved Themsens Rand
Elvedronningen hin klare,
Som i Arturs Drømmeland
Gav hver Helt sin Fe og Fare,
Gav hver Ridder sin Bedrift,
Og hver nordlig Skjald sin Muse,
Gav og mig til Sagaskrift
Pen, der kan som Bølgen bruse!

5. Peter Denis Browne.
Hvor du færdes, hvor du vanker,
Være Gud i dine Tanker,
Til hos ham vi ses igjen!
Mindes og, trods Verdens Glimmer,
Barndoms gyldne Dage immer
Og din gamle danske Ven!

48. Rytteren paa Odins Hest. 26 1

48. [Rytteren paa Odins Hest.]

(1839.)

[Disse to utrykte Strofer, som ikke have været fortsatte, findes i
Forf.'s Haandskrift fra 1839.]

Kytteren paa Odins Hest
Ældes og med Tiden,
Kun ved en særdeles Fest
Lokkes han til Riden,
Han er stiv og han er tung,
Kan ej, som da han var ung,
Sig i Sadlen svinge,
Bruge Fod som Vinge.

Men naar først han kommer op,
Faar sig sat i Lave,
Varmet under kort Galop,
Ser man, han kan trave;
Slejpner aldrig slaar ham af,
Bærer stolt paa vilden Hav
Gamle Skjald fra Nor'en,
Kjender ham paa Sporen.

49. Kong Kristjan-Frederiks Hylding

i danske Samfund.
(10de Decbr. 1839.)

[En sextensidig Pjece med denne Titel indeholder Grundtvigs Tale
i Danske Samfund d. iode Decbr., der slutter med dette ,.Hugins-
maal', som Digteren oplæste. Baade Talen og Digtet findes op-

262 49' Kong Kristj an-Frederiks Hylding.

trykt i „Skjalde-Blik paa Danmarks Stjærne i Sølvbryllups- og Kro-

ningsaaret i840:'; Digtet dér S. 9 — 14. — Forf.'s Manuskript er

bevaret tillige med to Udkast til Digtet]

Kongen af Danmark fra Hedenold
Er Odin paa Lydskjalvs Trone,
Fader til Balder, til Tor og Skjold,
Til Stammen med Majløvs-Krone;
Fosterfader til hver en Fugl,
Som under Løvkronen leger Skjul,
Sjunger med Lyst i Lunden.

Sagnet om ham gik fra Mund til Mund
Paa Bølge, i Bjærg og Dale;
Toldfrit det gaar gjennem Øresund,
Umeldt gjennem Kongesale,
Træder dristig i Gudespor,
Saa længe imellem Tyr og Tor
Odin staar midt i Ugen.

Odin pantsatte i Morgengry
Et Øje ved Mimers Kilde,
Vide i Verden gaar deraf Ry,
Han stedte det ikke ilde;
Saga skjænker for ham i Kvæld
Et Bæger af Mindets klare Væld,
Tidernes Tegn han tyder.

Kongen af Danmark fra første Haand,
Som bæres paa Folke-Skulder,
Det er den nordiske Kæmpeaand,
For Slaget er Odins Bulder;
Fredegod dog af Hjærtens Grund,
Han bruger kun selv paa Jætter Mund,
Taler saa !) Tor til rette.

') [Saaledes Haandskr. og Grundtr.; ,. Skjaldeblik" : og.]

4g. Kong Kristj an-F rederiks Hylding, 263

Konger af Danmark paa anden Haand
De blive vel ej saa gamle.
Alle, som herske i Nordens Aand,
Sig lade i Skjold dog samle.
Skjoldung ætten med Isse graa,
Omringet af Løver himmelblaa,
Passer den danske Krone.

Kristjan og Frederik skiftevis

Skjoldunger vi kaldte længe,

Halvt var de Navne om Daad og Pris,

Til Helhed nu hart vi trænge;

Derfor yppes en anden Skik,

Vor Konge er Kristjan- Frederik,

Smelte vil Dansken sammen.

Kristjan-Fredrik paa O dens- 0,
Med øje for Mimers Kilde,
Kjøbte sig Retten til Minde-Sø,
At drikke saa dybt, han vilde;
Vist sig drikker den Herre bold
I Fostbroderlag med gamle Skjold,
Blod saa med Odin blander.

Kjendes det skal da i Danevang,

At Sagas det gyldne Bæger,

Tømt under Skjaldenes x) Harpeklang,

Oplyser og vederkvæger,

Brage-Bæger er Skaalens Navn,

Den tømmes paa gamle Danmarks Gavn,

Fredegods Æt til Ære.

Danemarks Dronning fra Arildstid
Er Frigga i Fensals-Borgen,

l) [Saaledes Haandskr.; Grundtr. og ..Skjaldeblik": Skjaldes.]

264 49- Kong Kristjan-Frederiks Hylding.

Ikke hun kunde med alt sit Vid

Unddrage sig Børnesorgen,

B alder sbaalet begræder hun,

Men siger dog blidt med Smil om Mund:

Sorgen er snart forvunden.

Hermod den bolde, hvis Navn ej dør,

For hende selv Helhjem gjæsted,

Bragte tilbage et yndigt Slør,

Til Dronninge-Sæt det fæsted;

Derigjennem ses Taaren ej,

Men Sorgen er skjult, som Tornevej

Strøet med Rosensblommer.

Danemarks Dronning fra første Færd,

Som lever i Folkets Hjærte

Hun er vel immer os lige nær,

Men ens er ej Fryd og Smerte;

Kun i Vaarens den grønne Sal

Os fryder med Slag x) vor Nattergal,

Dronningens Sangerinde !

Danemarks Dronning i Sagastil
Hun skifter tit mer end Navnet,
Aldrig man dog har et Dagmar s- Smil
Ret længe i Danmark savnet;
Liljekorset paa Rosengrund,
Med Dronningesmil om Disamund,
Dobbelt nu ses i Lunden.

Længe dermed har Kong Fredriks Viv
Os mindet om Friggas Mine;

]) [Saaledes Haandskr. og Grundtr. ; „Skjaldeblik": Sang.]

49. Kong Kristj an-Frederiks Hyld in g. 265

Længe vi haabe, skal Friggas Liv

Forklares i Karoline',

Nattergalen *) i Lunden slaa

Om, hvad mellem Løver himmelblaa

Gjælde de gyldne Hjærter!

Hermod den store, som aldrig dør,
For hende og Helhjem gjæsted,
Bragte tilbage et Regnbuslør2)
Og svævende det befæsted;
Derigjennem ses Taaren ej,
Men Sorgen er skjult, som Tornevej
Strøet med Rosensblommer.

Hil eder da med de sjældne Kaar,

Kong Kristjan og Karoline!

Krones I skal i et Gyldenaar,

Da disse gjør Pagt med hine:

Disse Dage med Hedenold,

Kong Kristians Æt med gamle Skjold*),

Løver med gyldne Hjærter.

Skolen for Livet oplukkes nu,

Med Munden paa Modersmaalet,

Levende kommes da alt i Hu,

Som haver paa Jorden straalet;

Kongepennen med Folkemund

Da slutter en Pagt af Hjærtens Grund,

Danemarks Stjærne tindrer.

*) [Saal. Haandskr.; Grundtr. og „Skjaldeblik": Nattergale.]
2) [Saal. Grundtr. og ,. Skjaldeblik" ; Haandskr.: et Liljeslør.] 8)
[Saal. Grundtr. og „Skjaldeblik"; Haandskr.: Odins Skjold.]

2 66 49' Kong Kristj an-Frederiks Hylding.

Blomstre da skal som en Abildgaard

Kong Odins det gamle Vænge,

Blomsterne læge fuld mangt et Saar,

Og Frugterne vare længe!

Iduns Æbler i Haven gro.

Der trædes i Dans paa Gyngebro,

Gyldne er Gudebaner!

Alferne danse med Piger smaa

I dejligste Vang og Vænge,

Kongen og Dronningen se derpaa,

For Magen der saas ej længe;

Jætter gjøre vel og et Hop,

Men Tor med sin Hammer vinker op

Spurve i Tranedansen.

Billedlig saa i det gamle Nord

Sig spejler med Lyst det unge,

Billedligt er og alt stort paa Jord,

Som Ordet paa Skjaldens Tunge.

Billedsproget er dobbelt sandt,

Og tænker end Trym, det er kan Tant.

Tor siger: løft kun Sløret!

Asamaal, det er den gyldne Bro,
Som spiller i Regnbufarver.
Kun hvem der deler den gamle Tro,
Er Ætten, som Glansen arver;
Skjaldetroen paa Gudhjem grøn
Gav Søstrene ni den bolde Søn:
Hejmdal paa Himmelbjærget.

Han er en Kæmpe af Vane-Æt,
Opfostret ved Mimers Kilde,
Broen han vogter og bli'r ej træt,
Ham kysse hans Mødre milde;

jo. Dansk Bonde- Vise. 267

Gjaller hornet er i hans Haand

Han leger derpaa med Liv og Aand,

Danser, I Rosensblommer !

50. Dansk Bonde-Vise

om Kong Frederik den sjette, højloylig
Ihukommelse.

(1839.)

[Først trykt som Særtryk med Titel: „Kong Frederik den sjettes
Eftermæle i danske Samfund. Kbhvn. 1839" » aftrykt i Nordisk
Kirketidende 1839, Nr. S1 ^ 22de Decbr., med den Oplysning, at
„denne Sang blev sungen første Gang Tirsdagen den 17de Decbr.
i danske Samfund, paa den velbekjendte Folketone : Vi alle dig
elske, livsalige Fred, efter at Pastor Grundtvig havde holdt et
glimrende Foredrag, nærmest foranlediget ved Sælandsfarernes Be-
gjæring om at maatte bære Kong Frederik den sjette fra Friheds-
støtten til Roskilde.1' Baade Talen og Visen optagne i „Kjærmin-
der til Kong Frederik den sjettes Krans" (Kbhvn. 1840), S. 22 — 35.
Et andet Særtryk bærer den Titel, der her er sat som Overskrift,
med Tilføjende af „Kjøbenhavn. For danske Samfund trykt hos
I. D. Qvist. 1840." Med Overskrift: „Kongens Ligbaare" er San-
gen optagen i „Viser og Sange for danske Samfund", 4de Hæfte
(1842), S. 3 — 6. — Paa et Exemplar af det første Tryk har Forf.
(vistnok 1840) tilskrevet et nyt Vers, som dog ikke vides at have
været trykt; det lyder saa:

En Konge saa jævn og saa folkelig,

Men lige fuldt øm for sin Ære,

Ham maatte de Danske foruden Svig

Jo ogsaa paa Hænderne bære.
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,

Som Frode om Land med Taare klar.]

Kong Fredrik den sjette henslumred i Fred
Og hviler nu hos sine Fædre;

268 5°' Dansk Bonde-Vise.

Han gjorde end ikke en Kat Fortræd,
Der fødes ej Kongesøn bedre.
. Hans Bønder ham bar
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar.

Hans Bane var tornet, hans Lykke var tynd,.
Velsignede blev dog hans Dage.
Han talte af Hjærtet med Liv og Fynd.
Sit Ord tog han aldrig tilbage.

Hans Bønder ham bar,

Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar.

Hans Øre var aabent for Sandhed og Ret,
For Klage, for Suk .og for Bønner
Af Mildhed og Møje han blev ej træt,
Og Bønderne kaldte han Sønner.

Hans Bønder ham bar,

Som Valdemar,
vSom Frode om Land med Taare klar.

Hans Hjærte var Vox, men hans Vilje Staal;
Sig selv kunde han overvinde,
Han elsked og æred vort Modersmaal,
Med det skal og vare hans Minde.

Hans Bønder ham bar,

Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar.

I tredive Aar bar han Konninge-Navn,
Sad mer end halvtreds dog ved Roret;
Og altid han saa' paa den ringes Gavn,
Det kalder man Skjoldunge-Sporet.

jo. Dansk Bonde- Vise. 269

Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar.

Det første han gjorde med Enevoldsmagt,
Maa Danemarks Bønder vel huske;
Landsfaderen haver saa vidt det bragt,
Dem kan ingen Herremand kuske.

Hans Bønder ham bar,

Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar.

Det var en Skjær-Torsdag, hans Kæmper om Kap
For ham gik i Ilden med Glæde,
Og Engelands Ulke de gav et Rap,
Saa Blod maatte Mestrene græde.

Hans Bønder ham bar,

Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar.

Al Verden sig rustede mod ham engang,
Og Norriges Klipper han misted;
Men Kjærlighed trøsted i Danevang
Ham dog for al Modgang, han fristed.

Hans Bønder ham bar,

Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar.

Det sidste han gjorde med Enevoldsmagt,
Skal evig hans Fjender beskæmme:
Med Danemarks Hjærte han slutted Pagt,
Gav Bønder i Rigsraadet Stemme.

Hans Bønder ham bar,

Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar.

2 jo S1- Vinter -Solhverv.

Mens Folket har Tunge, og Skolen har Pen,
Hans Rygte skal spørges saa vide;
Han elskede Skjalde og Skjaldesang.
De mindes ham alle med Kvide.

Hans Bønder ham bar,

Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar.

Kong Frederiks Vise i Fred og i Krig
Skal sjunges i Mark og paa Bølge.
Gud glæde hans Hjærte i Himmerig,
Hans Fodspor lad Kongerne følge!

Hans Bønder ham bar,

Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar.

51. Vinter-Solhverv.

(1839.)

[Alene trykt i Nordisk Kirketidende 1839, Nr. 51 f. 22de Decbr.]

Ding, dang!
Klokkerne ringe for Kongens Lig.

Sidste Gang,
Til vi skal mødes i Himmerig,

Saa' jeg Ansigt hans,

I Voxlys-Skin,

Med dødbleg Kind.
Forfængelig er al Verdens Glans.

Ding, dang!
Klokkerne ringe for Kongens Lig.

fi Vinter-Solhverv. 2 7 1

Ingen Sang
Stiger for Sjælen til Himmerig!

Hvorfor dog saa tyst;

Som hver og en

Var Stok og Sten?
Ved Ordet kun bli'r for Sjælen lyst.

Kulsort
Højelofts-Salen er som en Grav,

Immer fort
Stirre de stumme paa Løjbænk lav;

Hvor er Livets Røst?

Med dæmpet Klang,

I Vemods-Sang
Med trillende Taare: Hjærtets Trøst!

Iskold
Over os farer nu Dødens Haand ;

Hedenold
Var ej saa blottet som vi for Aand:

Thi om Støvet tyst,

Den dulmed Sorg

Paa Birtingsborg
Med tordnende Pust fra Gladhjems Kyst.

Stendød
Er hvad der skriver sig nu paa Jord

Tunge sød,
Kan den ej mæle et Trøstens Ord,

Hvor der ringes for Lig,

For Muld af Mand,

Paa Gravens Rand,
Ej tone en Røst fra Himmerig!

272 S1- Vinter-Solhverv.

Lydhør
Vandrer paa Marken fra Arildstid,

Ej han dør,
Om han end daaner i Dødens Strid ;

Det er Hjarne Skjald,

Lysalfers Sang

Og Harpeklang
Indskyde ham Gladhjems Tonefald.

Tunghør
Slægten er bleven for Livets Røst,

Hovedør
Søger i Grav den for Døden Trøst;

Men nu vendes Blad,

Halleluja!

Med Hephata;
Hærskarernes Sang gjør sjæleglad.

Jul, Jul!
Kimer, I Klokker, for Kongens Aand!

Lege Skjul
Lyster den vel i sin Skabers Haand!

Over Danevang,

Sin Mark fuld kjær,

Dog svæver nær
Kong Fredegods Aand i Folkesang.

Jul, Jul!
Solen den klare bag Skyer graa

Leger Skjul,
Skinner dog snarlig paa Himmel blaa,

For at skabe Vaar

Med Blomstervang

Og Fuglesang,
Da grønnes vor Skov til Gyldenaar!

j2. Kirkesang til Mindetale. 27 3

52. Kirkesang til Mindetale

[over Kong Frederik den sjette.]
(1840.)

[Med Overskrift: „Kirke-Sang til Mindetaler efter Ordspr. 20, 28'',
trykt i Nordisk Kirketidende 1S40, Nr. I f. 5te Januar. Stroferne
3 og 5 ere udeladte i alle følgende Aftryk: Et Særtryk med Titel:
..Sange ved Sørge-Højtiden over Kong Frederik den sjette" (uden
Navn) har „Før Talen" denne Sang, „Efter Talen" den her føl-
gende. Dette Særtryk findes aftrykt i Nordisk Kirketidende 1840,
Nr. 31 f. 19de Januar, med Oplysning om, at disse Sørgesange af
Pastor N. F. S. Grundtvig ere „skrevne af egen Drift og benyttede
i et Par Kirker i Hovedstaden og mange paa Landet", samt at
den første af Sangene, saal. som den før havde været optagen i
Kirketidenden, „havde to Vers flere end Pastor Grundtvig ønskede
at benytte i Kirken". I „Kjærminder til Kong Frederik den sjet-
tes Krans" (Kbhvn. 1840), S. 50 — 63, findes begge Sange tillige
med Talen i Vartov Kirke 16de Jan.]

VI

Velsignet er den Konges Minde,
Som elsked Ret og Miskundhed !
Og, mens Aarhundreder henrinde,
Med Æren hviler han i Fred.
O, Miskundhed er Livvagt god,
Og Sandhed Tronens gyldne Fod!

Vort Fædreland var af Guds Naade
Miskundelige Kongers Hjem,
Som Hjærtet lod for Spiret raade;
Hensovet nys er en af dem!
O, Miskundhed er Livvagt god,
Og Sandhed Tronens gyldne Fod!

Hensovet, Frederik den sjette
Er nu til sine Fædre lagt;
Det sande var for ham det rette,
Ej bedre Mand fik verdslig Magt.

27 a 52. Kirkesang til Mindetale.

O, Miskundhed er Livvagt god,
Og Sandhed Tronens gyldne Fod!

Hans Kraft var vel hans Ungdoms Smykke,
Dets Ædelsten dog Miskundhed;
I Kjærlighed han fandt sin Lykke,
Hans Lov var Ret, hans Lyst var Fred.
O, Miskundhed er Livvagt god,
Og Sandhed Tronens gyldne Fod!

Som Danmarks Konge af Guds Naade,

I tredive samfulde Aar,

Paa Retfærds Vej til Rigets Baade

Ham kronede de hvide Haar.

O, Miskundhed er Livvagt god,

Og Sandhed Tronens gyldne Fod !

For Konger sjælden Taarer rinde
Saa varme og saa mangefold,
Velsignes skal den Herres Minde
Paa Daners Mark fra Old til Old !
O, Miskundhed er Livvagt god,
Og Sandhed Tronens gyldne Fod!

Som Vidnesbyrd af ædle Sjæle,
Med Taareblik og dæmpet Røst,
Det være skal hans Eftermæle:
„Det rettes Ven, de ringes Trøst."
O, Miskundhed er Livvagt god,
Og Sandhed Tronens gyldne Fod!

For Gud er ingen Mand retfærdig,
Og daarlig Støvets Ros af Dyd,
Men Miskundhed er Naaden værdig,
Og Kjærlighed er Engles Fryd!

jj. Sørgesang ved Kong Frederiks Baare. 275

Halleluja! vor Gud er god,

Hans Miskundhed er Livets Flod!

Halleluja, han kom til Jorden,
Som os forligte med vor Gud !
Halleluja! det kom til Norden,
Det himmelfødte Julebud:
Nu Sandhed Naaden tog i Favn,
Guds Fred i Jesu Kristi Navn!

53. Sørgesang ved Kong Frederiks Baare.

(1840.)

[Dette er den anden af de to „Sange ved Sørgehøjtiden", hvorom
alt fornødent er anført ved forrige Nummer.]

Dlomsten lig, al jordisk Glans
Falme skal i Hast og blegne,
Stolte Kæmpers Ærekrans
Hurtig visner alle Vegne;
Men, Kong Fredrik! i vor Favn
Er udødeligt dit Navn!

Bøgen lig, som fæster Rod
Kongelig i vore Skove,
Mindet om vor Fredegod
Voxe skal paa Tro og Love,
Grønnes lyst i Danevang,
Aarlig under Fuglesang!

Fredegod med Fryd opkaldt,
Friheds Ven paa lovfast Trone,

18*

2 7 6 JV- Farvel til Kong Frederik.

Folkelig i ét og alt,
Faderlig med Graahaars-Krone,
Lever op i Hjærtets Pris,
Hviler sødt i Paradis!

54. [Farvel til Kong Frederik.]

(1840.)

[Trykt i „Kjærminder til Kong Frederik den sjettes Krans" (Kbhvn.
1840), S. 80 — 83, oplæst af Forf. efter Mindetalen i Danske Sam-
fund d. 28de Januar 1 840.]

llvem rejser bort saa sent i Kvæld,

Og med saa stort et Følge?

Hvem gjælder Danemarks Farvel'.

Skyhøje Tonebølge,

Hvis Mage kun i Hedenold

Var Dannemænds Farvel til Skjold!

Løb Skib paa ny fra Gudhjems Kyst

Nu ind i Isefjorden,

Saa kongeligt og dog saa tyst,

Som Hjærtet slaar i Norden

Med Axekrans af Gudehøst,

Med Kongesøn til Folketrøst?

Udrandt igjen et Levnedsløb
Som Skjolds i Danevangen,
Saa atter følges Kongestøv
Om Bord af Folkesangen,
Og byder Danmark rørt i Kvæld
Sin himmelsendte Drot Farvel?

S 4. Farvel til Kong Frederik. 277

Ja, atter fik i Nødens Tid,

For vise Mænd en Gaade,

Vort Fædreland, med Børen blid,

En Konge af Guds Naade:

En Skjoldung af det ægte Kuld,

En Kæmpesjæl i Danemuld.

Hans Kongeliv til Folkeheld

Det er og nu udrundet.

Derfor et hj ærteligt Farvel

Og hundredtusendmundet,

Fra Skov og Hede, Klint og Vold,

Ham følger, som det fulgte Skjold.

Hans Støv dog ej paa vildne Hav
Skal gaa for Vind og Vove,
Som Frodes i en Kongegrav
Det sødelig skal sove,
Ved Ise fjord i Kilde vang
Inddysset mildt af Bølgesang.

Thi byder Skjalden ej Farvel

Til Støvet af den gjæve,

Hvis Konge-Aand i Gry og Kvæld

Skal over Marken svæve,

I Folkesangen til hans Pris,

Som Aandepust fra Paradis.

Til Danmark vender jeg mit Blik,
Til Dannemænd min Tale,
Og, efter Skjaldes gamle Skik,
Som Morgenhaner gale,
Jeg lydelig med Vinge slaar
I Gryet til et Gyldenaar.

2 n 3 54- Farvel til Kong Frederik.

O Modersmaal ! O Bondestand!

0 Folkesang og Stemme!

1 har ej mer et Fædreland,
Om I kan Fredrik glemme;
Med ham for Bane fik I Bod,
Med ham af Døde op I stod!

Kong Fredriks Skjalde sang i Kor,

De sang om Kap tillige,

Saa højt gjenlød det hele Nord

af Sang fra Danmarks Rige:

Om Hjærtekongen under 0,

Hvis Navn og Pris skal aldrig dø.

Ja, Fredriks Skjalde under 0,

Som end kan Tungen røre,

Kun Navnet, som skal aldrig dø,

Mens Dannemænd har Øre,

Tilraabe lydt: far vel! far vel!

Fra Slægt til Slægt med Pris og Held.

Kong Fredriks Navn, fra Mund til Mund

Du gaa i Danmarks Rige,

Med Folkesang af Hjærtens Grund

Om ham den folkelige,

Som hele Folket tog i Favn,

Og Kronen bar i Hjærtets Navn.

Med himmelblaa Kjærminde-Krans,

Paa Aandedrættets Vinger,

Far vel! far vidt til Søs og Lands,

Som Fuglen frit sig svinger!

Far med hver Brudgom til hans Brud!

Far med Guds Engle! far med Gud!

SS' K° nge- Kv i den . 2 7 ' Q

Hvert Aar, naar Bøgen springer ud

I Danmarks lyse Skove,

Og Engen, som en pyntet Brud,

Med Maj vil sig trolove,

Da bryd en Bane dig paa ny,

Og ton med liflig Sang i Sky!

Far vel, bliv ved fra Aar til Aar,
Til du har Æresange,
Som Hjærtekongens Hovedhaar,
Saa sølvgraa og saa mange!
Far vel! far med den sidste ny,
Med den opstandne Drot, i Sky! .

55. Konge-Kviden.

Sørgesang i danske Samfund
28de Januar 1840.

[Særtryk: »Sørge-Sang i Danske Samfund til 28de Januar 1840";
optagen med den dertil knyttede Tale i ..Kjærminder til Kong
Frederik den sjettes Krans" (Kbhvn. 1 840), S 63 flg. Sangen med
Titel „Konge-Kviden" optagen i „Viser og Sange for danske Sam-
fund", 4de Hæfte (i842)> S. 8—10.]

Kong Fredrik flytted langt fra Taarepilen,
Fra Verdens Tummel ind i Kirkehvilen!
Der slumrer han saa rolig,
Der drømmer han saa sødt,
Der toner det saa liflig:
Der kommer Liv i dødt.
Favre Ord fryde Skjaldens Hjærte,
Favre Ord volde Skjalden Smerte,
Favre Ord!

c c Konge-Kviden.

280 JJ' _

Kong Fredriks Fødselsdag, i Vinterlaget.
Blev gammel vant i Nord til Æresflaget,

Til Gilde og til Gammen,

Til skjæmtefulde Ord;

Nu møder den paa Marken

Til sig kun Sørgeflor!
Fredriks Dag fryded mangt et Hjærte,
Fredriks Dag volder Skjalden Smerte,

Fredriks Dag!

uansi\ øje var saa vant til Æresflaget,

Hans*) Haand saa gammel vant til Harpeslaget,

Hans Øre og hans 3) Hjærte

Til Folkets glade Sang;

Han4) slaar paa gamle Strænge,

Men død er deres Klang!
Fredriks Røst fryded Skjaldens Hjærte,
Fredriks Røst savner han med Smerte,

Fredriks Røst!

Farvel, I Strænge! som paa Fredriks- Da gen
Med Glædeslyd afbrød saa ofte Klagen,
Og toned om den gode,
Men dog saa klippefast,
Hvis sanddru Læbe tier,
Hvis ømme Hjærte brast;
Fredriks Dag har opgivet Aanden,
Sidste Gang Harpen fristed Haanden,
Sidste Gang!

rs fSaal. Grundtr.; „Kvinder« : Mit.] ^) [ Kj.rminde^:
Min.] ^ [,. Kvinder': Mit Øre og mit.] •) W—te .
Jeg.]

Til Enkedronning Maria. 2 8 I

Kong- Fredrik flytted langt fra Taarepilen,
Fra Verdens Tummel ind i Kirkehvilen!

Der slumrer han saa rolig,

Der drømmer han saa sødt,

Der toner det saa liflig:

Der kommer Liv i dødt.
Favre Ord har forvoldt mig Smerte,
Favre Ord fryde dog mit Hjærte,

Favre Ord!

56. Til Enkedronning Maria.

28de Januar 1840.

[Tilegnelse foran i „Kjærminder til Kong Frederik den sjettes
Krans" (Kbhvn. 1840), overskreven: „Majestæten Maria, Kong Fre-
deriks Guldbrud, Danmarks Enkedronning!'']

JJit Kjendingsnavn i Skjaldesangen

Det er Maria Danebod,

Af hendes Slægt i Kirkevangen,

Som dødbleg under Korset stod,

Marias Slægt, som nu med Sejerskransen

Omstraales hos vor Drot af Regnbuglansen

De Skjaldes Kvad ved Kongens Baare,
Som jubled i hans Septers Ly,
Hvis Tone er en klangfuld Taare,
Hvis Trøst er Fredriks Navn i Sky,
De tør vel nærme sig til Enke-Borgen,
Vil ej adsprede, kun fordele Sorgen,

ogo 56. Til Enkedronning Maria.

En graanet Skjald, en Brand af Ilden,

Kun reddet ved Kong Fredriks Haand,

En Saga-Røst ved Rosen-Kilden,

Som læsker nu Kong Fredriks Aand,

Er Verden vel, men dig ej død og fremmed,

Og minder svagt, men sandt om Sjæle-Hjemmet.

Kjærminder blaa fra Kildevangen,

Opelskede i Vinter mild,

Sig aabned under Væddesangen

Om Kongen god og gjæv og gild,

Og røres naadig de af Dronning-Haanden,

Da tækkes kjærlig de og Konge-Aanden.

Din Fryd i rødt i Rosentiden

Jeg kommer som en Drøm i Hu,

Da Karoline kun var liden,

Og Kronprins Fredrik ung endnu;

Marias Ros var over Dagens Tone

Og du var Rigets Dronning uden Krone.

Din Tro i blaat i Blaalys-Tiden,

Din høje, dybe Rolighed

Jeg saa', og glemte aldrig siden,

For i dit Blik laa Himlens Fred;

Fra Tronen lod du Troens Bønner stige,

I Jesu Navn, for Kongen og hans Rige.

Din Sorg i hvidt i Vinterdage,

For Herren tog, hvad Herren gav,

I Kongers Gaard er uden Mage,

En Liljeflor paa Fredriks Grav,

En Liljekrans til Kongen sølverhaaret,

Guldtaare-Frugten i Guldbryllups-Aaret.

jy. Skærtorsdags-Skibet. 283

Din Trøst i Glans for Evigheden,

Det er Guds Ord og Himmerig,

Ej slukkes kan din Sorg her neden,

Hvor Fredrik mer ej favner dig,

Men kun hvor Jesus, din og vor Forsoner,

Din Tro, dit Haab med evig Glæde kroner.

Din Fredriks Pris i Folkemunden-
Hans Mindefærd i Døtres Favn,
Vor Foraarssang i Vinterlunden,
Vor Perlekrans om Fredriks Navn,
Din Dronning-Smerte dulmer dog her neden,
Thi sød og stærk er Dane-Kjærligheden.

57. Skærtorsdags-Slaget.

2den Aprils Minde i danske Samfund.

(1840.)

[Særtryk med Titel „Anden Aprils Minde i Danske Samfund 1840"
indeholder denne ene Sang af Gr. tillige med tre af andre For-
fattere. Med Titel „ Skærtorsdags-Slaget" er den optagen i „Viser
og Sange for danske Samfund", 3dje Hæfte (1841), S. 34 — 36.]

1 hundrede Aar satte Fjenden ej Fod
Paa Danmarks de dejlige Kyster,
Og isnet i Graven var Kæmpernes Blod,
Som kogte i Tordenskjolds Dyster!

Da svømmed af Master en Skov over Sø,
For Sang førte med sig den Torden,
Med Løver og Tigre den kom under 0,
At gjæste Havfruen i Norden.

2g_i sy. Skcertorsdags-Slaget.

I Konninge-Dybet sig fæsted den Skov,
Med Torden og Udyr i Kanten,
Halv Løve, halv Tiger, hel graadig paa Rov,
I Spidsen bar stolt Elefanten.

Hvor Danebrog vaj ed, der fandtes dog end
Af Kæmpeæt modige Drenge,
Og hurtig i Vaaren de voxte til Mænd,
Som Blomsterne voxe i Enge.

Saa kæmped de Helte fra anden April
For Fædreland, Frihed og Ære,
At række dem maatte den stolte fra NU
En Krans, som de bedste kun bære!

De vandt ikke glimrende Sejer med Rov,
Og Lykken de lod sig fraliste,
Men vandt dog af arrigste Fjende det Lov,
Fra dem var ej Sejren at vriste!

Thi blaane Kjærminder paa Heltenes Grav
Til Kranse, i Morgen at vindes,
Og Danebrog vajer med Æren paa Hav,
Saa længe Skær-Torsdagen mindes!

Lad Freden kun vare i hundrede Aarl
I Danmark Fred-Disen har hjemme;
Mens Villemoes mindes som Dagen i Gaar,
Vi Kongedybs-Kampen ej glemme.

jS. Kong Kristjan og Havfruen. 285

58, Kong Kristjan og Havfruen.

(22de Maj 1 840.)

[Særtryk til Afsyngelse i danske Samfund, med Titel: „Sang i An-
ledning af Majestæternes Sølvbryllup den 22de Maj 1840." Optrykt
i »Skjaldeblik paa Danmarks Stjærne" (Kbhvn. 1840), S. 38 — 40.
Ogsaa med Titel „Kong Kristjan og Havfruen" i „Viser og Sange
for danske Samfund", 2det Hæfte (1840), S. 24 — 27. Forf.'s lidt
afvigende Udkast er bevaret.]

Hvor Bølgerne rulle, og Bøgen er grøn,

Og Fuglene sjunge i Lys og i Løn,

Der Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

Skjøn Havfru hun danser paa Bølgerne x) blaa,

Hun danser og over Kjærminderne smaa,

Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

Kong Kristian rider med Høg og med Hund2),

Han agter at bede de Dyr udi Lund,

Men Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

Skjøn Havfru hun løfter sin Stemme med List,

Og alle smaa Fugle de lytte paa Kvist,

Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

Velkommen, Kong Kristjan! lad fare din Fig!
Din Bryllupsdag træd du i Dansen med migl
Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

Saa danse vi op til en Trone saa prud,

Sorr> kongelig Brudgom har delt med sin Brud,

Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

J) [Forf.'s Udkast : Bølgen saa.] 2) [Forf.'s Udkast : Skytte og Hund.]

236 S&- Kong Kristjan og Havfruen.

Og Kronerne to af det fineste Guld

Dem giver dig hun, som er Skjoldunger huld,

Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

De bares i Lejre af Skjold og hans Viv,

Da blomstred paa Marken det yndigste Liv 1),

Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

De sank med hans Snække, de sank med hans Skat,
Paa Havsbund jeg fandt dem en Maaneskinsnat,
Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

Af Ygdrasils Ask er hans kongelig Vaand,

Den skyde paa ny i din Stolkongehaand!

Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

Rigsæblet er et af Idunnas de tre,

Deraf gulne Lokker saa hvide som Sne,

Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

Kong Kristjan af Danmark! det giver jeg dig,

Om du vil indtræde i Dansen med mig,

Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

Guldhoved er godt i et Sølvbryllpsaar,
Det hører alene til Skjoldungers Kaar,
Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

Saa danse vi op til Dankonningens Stol,
Saa danse med os baade Maane og Sol,
Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

l) [Fort.'s Udkast: De sank med hans Støv, da han misted sit Liv.}

jg. Linieskibet Kristjan den ottendes Afløbning. 287

Saa danse med os alle Bølgerne blaa,

Og Bøgen i Skoven og Blomsterne smaa,

Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden 1

Saa hopper og Hjærtet i Danemarks Barm,
Saa danser og Barnet paa Moderens Arm,
Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

Hil være skjøn Havfru, som danser i Løn,

Hvor Bølgerne rulle og Bøgen er grøn!

Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

Hun kommer med Glæde, hun fører til Glans,
Med hende hver Skjoldung vil træde i Dans,
Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

De danse til Tronen med *) Hjærte og Aand,

Og alle smaa Piger de klappe i Haand,

For Dansen den gaar saa let gjennem Lunden!

Fra Kristians Trone paa Frederiks Borg

Sig vender til Glæde al Danemarks Sorg,

Og Dansen den gaar saa let gjennem Lunden !

59. [Ved Linieskibet „Kristjan den ottendes"

Afløbning

paa Kongeparrets Sølvbryllupsdag

d. 22de Maj 1840.]

[Særtryk paa to Blade med Titel: „Sang i Anledning af MajesUe-
ternes Sølvbryllup den 22de Maj 1 840, af N. F. S. Grundtvig. Af-
sungen af Drengene i Nyboders Skoler. Kjøbenhavn. Trykt hos

x) [Forf.'s Udkast: som.]

288 59' Lillieskibet Kristja.11 den ottendes Afløbning.

J. D. Qvist. — Et Eftertryk paa to Blade har Titel: „Hurra for
det danske Flag! Tvende Sange i Anledning af Linieskibet Kristjan
den ottendes Løbning af Stabelen paa Kongeparrets Sølvbryllups-
dag den 22de Maj 1840. Kbhvn. Udgivet og forlagt af, samt
trykt hos Jakob Behrend." Det indeholder først en Sang, under-
tegnet S. med Begyndelse: „Far, stolte Skib, paa Havet ud", der-
paa G. 's Digt og endelig en prosaisk Etterskrift med Beretning om
Linieskibets Afløbning. — Det var dette Skib, som sprang i Luften
ved Eckernforde d. 5te April 1849.]

Meget Vand der løb til Strande

Siden Frodes Tid,
Ødelagt er mange Lande

Nu i Storm og Strid,
Som i Fredegodes Dage
Blomstred, glimred uden Mage;
Immer dog er holdt ved lige

Gamle Danmarks Rige.

Yndig grønnes vore Skove

End den Dag i Dag,
Vajer paa den danske Vove

Og det danske Flag;
Rolig her vi bo og bygge
I den gamle Trones Skygge,
Navne skifte vel med Smerte,

Men ej Kongehjærte.

Fredrik elsket var af sine

Og hans Dronning prud;
Kristian og Karoline

Gav os Himlens Gud;
Gid de trone maa i Vælde,
Glade se paa Aar og Ælde,
Blomstre med de danske Vange
Mellem Fuglesange!

bo . Maj- Træet. 289

Meget Vand der løb til Strande

Fem og tyve Aar,
Blomstrende dog end de stande

I en Kongevaar;
Yndig er Sølvbryllupskransen,
Soler sig i Kongeglansen,
Og, naar den deraf forgyldes,

Danmarks Bøn opfyldes.

Rul nu ud, du Konge-Navne,

Kongens Bryllupsdag!
Ton i dine høje Stavne %

Danmarks Kongeflag!
Fred om Danmarks Kyst og Ære!
Hvor du havner, Bud du bære
Frydefuldt i Hurraraabet:

Her ej skuffes Haabet!

6 0. Maj -Træ et.

Mindesang til den 28de Maj i danske
Samfund.

(1840.)

[Særtryk med Titel som anden og tredje Linje oven for; aftrykt i
„Skjaldeblik paa Danmarks Stjærne" (Kbhvn. 1840), S. 49 — 52;
samt, med Titel „Maj-Træet"', i „Viser og Sange'1 for danske Sam-
fund-', 2det Hæfte (1840), S. 20—23.]

Ovend Grathe var Konning i Danemark,

Det blev ikke Riget til Baade,

For Dansk var den Herre ej vel til Pas,

Og falsk var hans Hyldest og Naade.

Majen er sød i Danmark!
VI 19

2qo 6o. Maj -Træet.

Med Næsen i Sky mellem Bondemænd,
De fik ham kun daarlig i Tale;
Han ligger begravet i Mosedynd,
Saa nederlig maatte han dale.
Maj en er sød i Danmark!

Kong Fredrik den sjette af Danemark,
Han hviler i Kirken med Ære,
Til Skyen ham løfted hans Bondemænd,
De vilde paa Hænder ham bære.
Majen er sød i Danmark!

ø
Den Herre var Dansker af Hjærtensgrund,
Spagfærdig i Højelofts-Sale,
Den ringeste Mand paa sit Modersmaal
Med ham kunde snakke og tale.
Majen er sød i Danmark!

Han bænked saa højt sine Bondemænd,
I Raadet blandt Herrer og Grever,
At, mens der er Maj i vor Bøgeskov,
Hans Minde i Hj ærterne lever.
Majen er sød i Danmark!

Det var paa en Majdag, det Brev udgik,
Hans Bønder ej noksom kan prise,
Med Glæden de ride nu Sommer ad By,
Og synge Kong Frederiks Vise.
Majen er sød i Danmark!

Saa vær da velkommen, du søde Maj,
Som Folket og Fuglen gav Stemme!
Nu er det en Lykke i Lyst og Nød
At have i Danemark hjemme.
Majen er sød i Danmark!

6o. Maj -Træet. 2QI

Ja, nu er der plantet et Majtræ godt
Af Kongen og Folket paa Stævne,
I Banker og Hulveje gik det før,
Men Kjærlighed alt kunde jævne.
Majen er sød i Danmark!

Nu Vinteren tabte og Somren vandt,
Saa lystig og grøn er nu Skoven,
Og Fuglene sjunge, hver med sit Næb,
Og Havfruer danse paa Voven.
Majen er sød i Danmark!

Nu lader os kappes og gjøre Gavn,
Det bedste, enhver kan paafinde,
Til Danemarks Ære og Kongens Ros,
Til Glæde for Mand og for Kvinde!
Majen er sød i Danmark!

Da sender os Himlen den gyldne Tid,
Kong Fredegods kronede Dage,
Da alt er mildøjet og dansk til Bunds,
Da kommer og Holger tilbage.
Majen er sød i Danmark!

Da Jorderigs Ynde og Himlens Smil
Skal mødes i Majbøgens Skygge,
Livsalige Konger med danske Lov
Skal frede om Danemarks Lykke.
Majen er sød i Danmark!

Som Fuglene sjunge i lystig Vaar,
Skal Danemarks Skjalde og kvæde,
Saa nemmes kan Visen af læg og lærd,
Og nynnes af Piger med Glæde.
Majen er sød i Danmark!

19*

2Q2 6i. Gotfred af Ghemen.

Som Bølgerne bære om Verden Bud,
Hvor Søhanen Vingerne ryster,
Saa Rygtet skal fare fra Hav og til Hav
Om Danemarks smilende Kyster!
Majen er sød i Danmark!

61. Gotfred af Ghemen.

(24de Juni 1840.)

[Særtryk fra Skydebanefest ved Bogtrykkerkunstens 400-aars Jubi-
læum, med Titel: „Til Gotfred af Ghemens Skaal den 24de Juni
1840/' Optagne med ovenstaaende Titel og med Udeladelse af
næstsidste Vers i „Viser og Sange for danske Samfund", 3dje Hæfte

(1841), S. 36—39-]

Tra Ghemen kom en Hædersmand,

Han havde nyt at bringe,

Den Tidende i Daneland

Fløj rundt paa Rygtets Vinge:

At kommen var nu ogsaa hid

En Mester af de sære,

Som trykte sort paa hvidt med Flid,

Saa tit det skulde være.

Han holdt nu Raad i Kjøbenhavn
Med alle dem, han kjendte,
Hvad allerførst til fælles Gavn
Med Flid han skulde prente:
En raadte halvvejs til Latin,
En anden helt og ganske,
En tænkte paa lidt nyt fra RJiin,
Men ingen paa det danske.

6i. Gotfred af Ghemen. 2Q$

Mens ivrig saa de skifted Ord,

Og det for Øren døve,

Til Bys kom Broder Niels fra Sor,

Sin Lykke der at prøve;

Lidt hovedkulds han traadte ind

Til Prenteren nykommen,

Og trak et røget Kalveskind

Beskrevet op af Lommen.

Der rimet var om Hedenold,

Saa godt man kunde samle,

Om Kongerne fra Dan og Skjold

Til Kristian den gamle,

Det var saa jævnt, det gik saa glat,

At alle ægte Danske,

Som saa' den Bog og fik den fat,

Fik Lyst deri at granske.

Rirn-Kreniken og Prisen vandt
Fra lærde Mænd og Klerke,
At af den vilde gaa galant,
Det kunde Gotfred mærke;
Af Prente-Kunsten i vort Land
Det blev den første Grøde,
Og atter ved en Hædersmand
Den nys stod op af Døde.

Thi vil det findes ret til Pas,

Saa vidt som jeg har mærket,

At tømme her et Mindeglas

For Mesteren og Værket;

Ej drikkes kan en bedre Skaal

Af Folk i Fædrelandet,

End den, hvori vort Modersmaal

Sin Sødme-Kalk har blandet.

294

62. Fup-l Fønix.

Gid længe blomstre maa i Vang
Den Kunst med Frugter slige,
Og prises højt med Skjaldesang
I hele Danmarks Rige!
Da strømmer ud fra Mund og Pen
Vort Modersmaal det søde,
Og gjennem Øret ind igjen
Til Frugtbarhed og Grøde.

6 2. Fugl Fønix.

(1840.)

[Denne Kæmpevise om Fugl Fønix, trykt i „Viser og Sange for
danske Samfund", iste Hæfte (1840), S. 60— 64, giver en kortfattet
Oversigt af Indholdet i det oldengelske Fønix-Kvad, hvis frie For-
danskning følger næst efter. — Forf.'s egenhændige Udkast er

bevaret.]

Der ligger et Rige i Østerland,
Det har ingen Bjærge og Dale,
Der aabner og lukker sig Himlens Port,
Der ser man de gyldne Højsale.
Raader I vel de Runer ?

Der er ingen Vinter med Frost og Sne,
Der er ingen Hundedags-Hede,
Der falmer ej Blomst, og ej fældes Løv,
Der haver Fugl Fønix sin Rede.

Fugl Fønix han er et Vidunder stort,
Paa Jorden han haver ej Mage,
Alene han bor i det favre Land
Og sjunger dog glad alle Dage.

62. Fugl Fønix. 2Q5

Om Natten han tier, men sover ej,

Han sørger, naar Solen sig dølger,

Men kvæger sig brat ved fuld mangt et Bad

I Lyshavets rødmende Bølger.

Naar Stjærner dale i Dæmring sval,
Da svæver han over Trætoppe,
Og stirrer mod Østen og længes hart
Og ønsker: gid Solen var oppe!

Om Dagen han sjunger til Solens Pris,
Saa lyder ej Luren for Helte,
Saa liflig er ikke den Jomfrurøst,
Som toner, saa Hjærter hensmelte,

Saa lever Fugl Fønix i tusend Aar,

De er kun som tusende Dage,

Da tynges hans Vinger og saa hans Sind,

Ham Alderen vorder til Plage.

Da flyver han bort fra det favre Land
Til Norden, hvor Vintren har hjemme,
Der synger han kun i den unge Vaar,
Og dæmpet, men dyb er hans Stemme.

Og naar han har sjunget sin Svanesang,
I Bøgen, hvor Bølgerne blaane,
Da følge ham Storke til Solstiks-Land,
For der skal han dvæle og daane.

Der skjuler han sig i en Palmeskov,
Og bygger fuld kunstig sin Rede,
Af alle de Urter, som dufte sødt,
Ham trykker dog Sommerens Hede.

2q5 (>2. Fugl Fønix.

Han synger ej længer ved Dagens Lys,
Hans dejlige Fjedre de graane,
Han slaar kun vemodig som Nattergal.
I Skin af den bleghvide Maane.

Da kysser ham Straalen en Middagsstund.
Saa kysser Valkyrien Helte,
Den gamle ej taaler sin Ungdoms-Ild,
Han maa i dens Luer hensmelte.

Tilsammen da smelte i Solstiks-Land
Fugl Fønix og duftende Rede,
Et Røgoffer sødt stiger højt i Sky,
Kun Aske da synes der nede.

Et Æg der dog findes, som Aske graat,
Deraf skal end levende fødes,
Af Skallen udkryber en Glimmerorm,
Dens Kaar skal med Tiden forsødes.

Lysormen sig nærer af Midnatsdug,
Den voxer i Nætter og Dage,
Omsider den skyder sin Ormeham,
Og flagrer med Vingerne svage.

Mod Faderens vel er hans Vinger smaa,
Men Tegningen er dog den samme:
Som Majen saa grøn, og som Havet blaa,
Som Dagrødens Skyer i Flamme.

Den flagrer saa længe, den lille Fugl,
Til flyve den kan over Skove;
Den voxer, til Faderens Navn og Støv
At løfte til Sky den tør vove.

6s> Fønix- Kvadet. 2Q7

Da samler den unge med sønlig Hu,
I Ægget, hvor han er udklækket,
Sin Fæderne-Aske, ej kold endnu,
Med Palmer den godt var tildækket.

Den unge Fugl Fønix da over Hav
Sig svinger med Asken saa fage;
I Paradis-Landet kun er en Grav,
Som Solfuglens Støv kan modtage.

De følge ham alle de Fugle smaa,
Som skabtes med Toner paa Tunge:
Den Sangfugle-Drot, som var sovet hen,
De kjende paa ny i den unge.

De kan dog kun følge til Lyshavs Bred,
Der over han flyver alene,
Istemmer med Gammen sin Faders Sang,
Til danse maa alle Graastene.
Raader I vel de Runer ?

6 3. Fønix-Kvadet.

Fri Fordanskning.

(1840.)

[„Fenix-Fuglen, et angelsaxisk Kvad, første Gang udgivet, med
Indledning, Fordanskning og Efterklange (Kbhvn. 1840), S. 44 — 63.]

1 Østerleden,
Og langvejs heden,
Der er et Land,
Berømt i Sange,

2Qg 63. Fønix- Kvadet.

Skjønt ej af mange
Det findes kan,
Navnkundigt vide
For Lun og Blide
Og Dejlighed.

Spejlklar er Luften,

Og sød er Duften,

Usigelig,

Hvor favr af Søen

Sig hæver Øen,

Ulignelig,

Som Yndlings værket,

Som Mindesmærket

Af Almagts Haand.

Der, som paa Vinger,
Fuld tit opspringer
Den skjulte Port
Fra Blomstertuen
Til Stjærnebuen,
Vidunder stort,
For dem i Vange,
Som Englesange
Mon drage did.

De grønne Skove,
Den blanke Vove,
Den klare Luft,
De Fuglesange,
De Blomstervange,
Den søde Duft,
Hvor Himmelegne
Om Jorden hegne,
Er mageløst.

6j> Fønix- Kvadet. 29Q

Ja, fri til fulde
For Frost og Kulde
Er Holmen prud,
For Sne, som fyger,
For Hagelbyger,
For Regn og Slud,
For alskens Plage, •
For Hundedage
Og Høgenat.

Ej er den bakket,
Ej klippetakket,
Men jævn og slet,
For Folkeøjne
Sig ej mon højne
Den mindste Plet;
Ej Brink i Bue,
Ej Myr e-Tue
Er der at se.

Saa højt dog oppe
Ej Klippetoppe
Er trindt om Land,
Som Straalevangen
Med Fuglesangen
Paa Himlens Rand,
Den overvinder
Skyhøje Tinder
Med Favne tolv.

Der staar uhærget
Paa Flakke-Bjærget
En Skov fuld skjøn,
I Klæder blanke,
Med Stammer ranke,

>q 6j. Fønix- Kvadet.

Og immergrøn;
Dens Løv ej falder,
Af Aar og Alder
Den falmer ej.

I gamle Dage,
Fuld langt tilbage,
I Flodens Tid,
Da saa det regned,
At Bjærge segned
I Bølgestrid,
Den Skov alene
Med friske Grene
Stod klippefast.

Ja Solbar-Lunden,
Af Rod oprunden
Med Livets Træ,
Skal le ad Striden,
Og trodse Tiden,
Og skjænke Læ,
Til Verdens Dommer
I Skyen kommer,
Med Lynildsblik.

Lyksaligt Landet,
Som intet andet
Paa Jordens Bold,
Hvor ej er Jammer,
Ej Tvedragts-Flammer,
Ej List og Vold,
Hvor Sot og Ælde
Har ingen Vælde,
Og Død ej Brod!

6j. Fønix- Kvadet. 301

Der ser man ikke
En Part at tigge
For dagligt Brød,"
En Part at prale
Med gyldne Sale,
I Lykkens Skjød!
Der Vind og Vove
Og Sorger sove
Med Synd og Død!

Hvor immer blaaner
Og aldrig graaner
Skyhimmel klar,
Den 0 som Eden,
Af Væld fra neden
Sin Vædske har,
Den at husvale,
Som Dug i Dale,
Saa frydelig.

I Skovens Midte,
Hvor Straaler titte
Til Kilden bly,
Fra søde Moder
Udspringe Floder
I hvert et Ny,
Sig yndig slynge,
Og alt forynge
Med Kys i Løn!

Saa Straaler bolde
Og Bølger kolde,
Til Frugtbarhed,
Tolv Gange mødes,
Og alt gjenfødes

;02 63 > Fønix- Kvadet.

Med Fryd og Fred;
Det grønne Blade
Fortælle glade
Til Blomster smaa.

Ej falmer Løvet,
Sin Saft berøvet
I Efteraar,
Ej Blomsten visner,
Ej Bølgen isner,
Med bange Kaar,
Hvor Liv og Glæde
Sig sammenkjæde
I Straaleglans !

Det er hans Vilje,
Som Markens Lilje
Gav Dronning-Pragt,
At saa skal kjendes,
Til Tiden endes,
Hans Skabermagt,
Hans Visdoms Gaade,
Hans Gunst og Naade
Paa Jorderig.

Vidunder-Skoven,
Med Gunst fra oven,
En Fugl bebor,
Fuld nem at mindes,
For Mage findes
Der ej paa Jord,
Han bor alene
I Skov hin rene.
Fugl Fønix kaldt.

6j. Fønix- Kvadet.

3°3

Herold for Solen
Paa Dronningstolen,
I Stjærnevang,
Den lynildsnare
Med Flid skal vare
Paa Lysets Gang,
Med Højsang møde
Hver Morgenrøde
Sin Dronning fin.

Naar Nat hin sorte
Ad Vestens Porte
Udskrider tvær,
For i sin Hule
Sig der at skjule,
For Straaleskjær,
Og Stjærner følge,
For snildt at dølge
Det matte Blik.

Mens Skygger stride
I Østerlide
Paa Liv og Død,
Før Sol opsvinger
Paa gyldne Vinger
Sig morgenrød,
Til Kilden daler
Og sig husvaler
Daglysets Fod.

Med kolde Bølger
Sig Kilden dølger
I Skovens Favn,
Og dens Indbygger
Tolv Gange dykker

,q. 6j. Fønix-Kvadet.

I Lysets Navn,
Tolv Gange bader
Sig Mørkets Hader
I Solbars- Væld.

Blandt Skovens Palmer,
Hvis Glans ej falmer,
Der er dog en,
Som rankest rønnes,
Og fejrest grønnes,
Med Farve ren,
Der tager Sæde
Paa Kviste spæde
Daglysets Fugl.

I Palmens Krone
Der er hans Trone,
Der er hans Bavn,
Derfra han skuer
De skjulte Luer
I Bølgens Favn,
Men kvær han tier,
Og oppebier
Lysenglens Byrd.

I Morgenrøde,
Naar Skyer gløde
Med nyfødt Glans,
Og Guldglimt hoppe
Paa Skovens Toppe
I Straaledans,
Da først udsvinger
Paa gyldne Vinger
Sig Fuglen brat.

Fønix- Kvadet.

305

Da flammer Brystet,
Da bli'r højrøstet
Den Fugl saa prud,
Og hilser Solen
Paa Dronningstolen
Som Kongebrud,
Og Toner skifte,
Som Vinger vifte,
I Jævn-Klang sød!

Ej hørtes Mage
Fra hine Dage
I Arilds Tid,
Da Stjærnehæren
Til Skaber-Æren
Istemmed blid,
Fra Himmeltroner,
De Lovsangstoner,
Som tie nu.

Ja, først i Rangen
Staar Fønix-Sangen
Nu paa vor. Jord,
Mens Tiden rinder,
Den Prisen vinder,
Fra alle Kor,
Den Folkestemmer
Saa vel beskæmmer
Som Strængeleg.

Ej Nattergalen
I Sommersalen
Saa højt kan slaa,
Og Sødme-Klangen
I Svanesangen

VI 20

•3q5 6j. Fønix-Kvadet.

Maa den forsmaa,
Som hørte sjunge
Den Fugletunge
Til Lysets Pris.

Lad Harpen hænge
Med slappe Strænge
Paa Borgemur,
Blandt Sangerinder
Med blege Kinder,
Hos Horn og Lur,
Hvor Orgelværket
Er ubemærket,
Som Pip og Nyn!

Alt stiger Sangen
Fra Solopgangen
Til Middagstid;
Naar Solen daler,
Den ømt husvaler.
Vemodig blid;
Med Aftenrøde
I Toner søde
Den smelter hen.

I Efterglansen
Af Straaledansen,
Til Natmaal nyt,
Tre Gange svinger
Og slaar med Vinger
Fugl Fønix lydt;
Og kvær saa tier,
Paa Dagen bier
I Timer tolv.

6j. Fønix- Kvadet. 307

Saa Dage svinde,
Og Nætter rinde
I tusend Aar,
For Sol-Herolden
Paa Grønne- Volden,
Med gyldne Kaar,
De smelte sammen
I Fryd og Gammen,
I Soleglans!

Dog Fønix lærer,
At Tiden tærer,
Hvor sent det gaar,
Ham Sol forgylder
Til glad han fylder
Sit Tusendaar,
Men Bladet vendes.
Og Glæden endes
I samme Stund.

Ej mer han synger,
For Aldren tynger
Paa Sind og Sang,
Paa matte Vinger
Han sig bortsvinger
Fra Straalevang,
Til Ørk og Hede,
Hvor Vætter vrede
Med Sorgen bo.

Dog ej sig skjule
For Himlens Fugle
Kan Fønix der,
Paa lette Vinger
Ham brat omringer

20"

•?o8 6j '• Fønix- Kvadet.

En mægtig Hær,
Ham Konning kalde,
Og kappes alle
Om Kongens Gunst.

Det kan ej fejle,
De alle bejle,
Med Buk og Pris,
Til højt i Ære
Hos ham at være,
Paa Hofmandsvis,
Men han undviger,
Og efterhiger
Kun Stilhed dyb.

Det aarle skete,
At Skjul beredte
Ham Skaberhaand,
Hinsides Voven,
I Cederskoven
Paa Libanon;
Men sen at finde
Er dog der inde
Den dunkle Vraa.

I Skovens Midte,
Ej nem at hitte,
En Palme staar,
En Fønix-Stamme,
Som for det samme,
Blev tusend Aar,
Der Fønix bygger
I brede Skygger
Sin Rede snild.

63' Fønix- Kvadet. 3°9

Foruden Hvile,
Det Værk mon ile
Med Kæmpeskridt;
For Fønix trænges,
Derefter længes
At vorde kvit
Sin Alders Tynge,
Og sig forynge
Til Nyaarstid!

Med disse Tanker
Han mødig sanker
Til Rede sin,
Som Bier vævre
Til Celler snævre
Med Honning fin,
Ham Duften leder,
Som vidt udbreder
Hver Sødme-Kalk.

Hvor Vellugt findes,
Der Tømmer vindes
Til Brattingsborg,
Som Fønix bygger
I Palme-Skygger
Med Fryd og Sorg,
I Vaar og Sommer,
Af Bark og Blommer
Og Virakskorn.

Saa Fønix sanker
Af Sødme-Planker
Sit Gravkapel,
Med gode Stunder
Da sødt han blunder,

3io

6j. Fønix-Kvadet.

I Livets Kvæld,
Til Solhvervsdagen,
Som klarer Sagen
Med Blus og Baal.

Naar i Skærsommer
En Straale kommer
Der ind paa skraa,
Hvor Fønix bygger
I Palmeskygger,
I dunkle Vraa;
Da voxer Heden
I Fønix-Reden
Saa overbrat.

Ej Fjer i Senge
Saa let mon fænge,
Som Blomst og Bark,
I Favnemaalet,
Og Fønix-Baalet
Paa Straale-Mark,
Mod Himmelbue
Slaar op i Lue
Den Solhvervsdag.

Solstraalen tænder,
Solfuglen brænder
Med Rede sin,
Og svangrer Luften
Med Sødme-Duften
Af Kransen fin,
Saa Virakskyer
Hans Pris fornyer
Paa Jordens Kreds.

6j> Fønix-Kvadet.

3"

Fuld kjække Buer
I Rosenluer
I Luften slaa,
Røgskyer fejre
Sig trindt dem lejre,
Kjærmindeblaa,
Til Fugl og Rede
I Emmer hede
Faa Jordefærd.

Kun stakket gløde
De Emmer røde,
Og Hælvten blaa,
De svales fage,
Da er tilbage
Kun Aske graa,
Af Flammesulen,
Af Fønix-Fuglen
Kun Vinterspor.

Det Sorgen dulmer,
At end dog ulmer
En Livets Gnist,
Som til at gløde
Staar op af Døde,
I Dagefrist,
Med Gylden- Aaret:
En askebaaret
Fugl Fønix ny.

Ved Vindens Griller
Sig sammentriller
En Askehob,
I Palme- Vuggen
Den faar af Duggen

■2 j 2 63. Fønix- Kvadet.

En Midnats-Daab,
Og holder Varmen
Ved Straale-Barmen
Af Sommersol.

Som Bøgeolden
Er Trillebolden
Af Aske graa,
Som Æg udruget
Skal Bolden buget
For Unge spraa;
Ved Jævndøgnstider
Deraf udglider
En Glimmerorm.

Ja, Fønix-Larven
Paa Regnbufarven
Man kj ender brat,
Paa Ormehammen
Med Rosenflammen
Er Tegnet sat,
Som vist betyder,
At Fønix skyder
Sin Ormeham.

Det sker saa fage,
I Juledage,
Før Nyaarsny,
Og Skjalde sjunge:
Som Ørneunge
Faar Ormen Ry,
Skal overraske,
Som Fugl af Aske
Med Næb og Klo.

6s> Fønix- Kvadet.

O'O

Som Ørne spæde
Dog ej mon æde
Det Fuglenor,
Som Dug hin søde
Er Fønix-Føde
Paa denne Jord,
Af den han trives,
Af den oplives
Alt himmelkjært.

Dog Luftens Bjørne,
De gamle Ørne,
Han ligner snart,
Med dem han nappes,
Med dem han kappes
I Flugt og Fart,
Men som han ældes,
Og Fjedre fældes,
Han skifter Ham.

Det grumme fattes,
Det skarpe glattes
I stort og smaat,
Det krumme rettes,
Det staalgraa spættes
Med gult og blaat,
Til op ad Dage
Sin Faders Mage
Han er for Sand.

Saa stort Vidunder
I Støv udgrunder
Ej Mand af Muld,
Dog ej det fejler,
Sig Fønix spejler

3i4

6S' Fønix- Kvadet.

Jo underfuld
I Markens Grøde,
Med Liv af Døde,
Hver Høst og Vaar.

Vi saa, vi avle,
Og" Hænder travle,
I Høstens Tid,
Indføre glade,
I Lo og Lade
Hver Neg med Flid,
Til Vinterføde,
Saa tom og øde
Er Mark og Vang.

Det maa saa være,
Thi Fjendehære
Alt drage ud,
Hvad ej er bjærget,
I Hast er hærget
Af Regn og Slud,
Af Hvirvelblæsten,
Og saa for Resten
Af Frost og Sne.

Det mærker Løvet,
Som dybt bedrøvet,
I Efteraar,
Maa Farve skifte,
Naar Storme vifte
Til Banesaar,
Men Lænkebolte
Til Bølger stolte
Der smeddes paa.

6j. Fønix- Kvadet. o i c

Som Fønix, atter
En dejlig Datter
Dog Høsten faar,
Naar Vinterføde
Staar op af Døde
I milde Vaar,
Og Sommerglæden
Af Vintersæden
Sig vikler ud.

Naar Fønix myndig
Er voxet yndig.
Som Fader hans,
I Verden fremmed,
Han savner Hjemmet
I Himmel-Glans:
De grønne Skove
Bag Vind og Vove,
Han aldrig saa'.

Ham Hjærtet banker,
Ved sære Tanker,
Dog ømt i Bryst;
Thi kjære Minder
Til Vuggen binder
Hans Rejselyst,
Til Askekrogen,
Hvor først halvvaagen
Han Lyset saa7.

I dybe Tanker
Han kjærlig sanker,
I Blomster-Net,
Hvad under Løvet

2 I 5 63. Fønix- Kvadet.

Af Fader-Støvat
End kjendes let,
Af Askekuglen,
Som Fønix-Fuglen
Var Moderskjød.

Sig saa elskværdig
Gjør rejsefærdig
Ej mangen Søn,
Skjønt Kjærligheden
Er selv her neden
Sin egen Løn,
Gjør Hjærter mætte,
Og Byrder lette,
Og Tiden kort.

Nu vil med Ære
Den Søn hjem bære
Sin Faders Støv;
Med Helgenskrinet
Og Jordelinet
Af Blomsterløv
Sig Fønix hæver
Og oversvæver
Saa Land og Hav.

Da ser ham mange
I Folkevange
Paa Midgaards Bold,
Som Fugle vrimle,
De sammenstimle
Titusendfold,
At se den fagre,
Som over Agre
Hensvæver let.

6j. Fønix- Kvadet. 317

Da Klokker kime,
Den Dag og Time,
Med Flid og II,
Man skriver, prenter,
Paa Pergamenter,
Med Gyldenstil;
Ja, dybt indgrave
Det Rune-Stave
I Marmelsten:

Nu atter kommet
Han er, guldblommet
Paa hvalvte Bryst,
Og grøn som Skoven,
Og blaa som Voven,
Den Fugl fra Øst,
Som Lykke bringer
Paa Regnbuvinger
Med Straalekrans!

Skjønt stor som Strudsen,
Man ser med Studsen,
Han er ej tung,
Om lavt han svæver,
Han let sig hæver,
For han er ung,
Og, naar ham huer,
Slaar kjække Buer
Med Lynets Fart.

I hvert et Hjørne
Sig flokke Ørne
Fra højen Hald,
Og Fugle mange,
Med Frydesange

■? j 3 63. Fønix-Kz'adet.

Foruden Tal,
Paa spinkle Vinge
I Kreds omringe
Den Fugledrot.

Saa over Skove
Og Bjærg og Vove,
Han svinger sig,
Med Fader-Støvet
I Blomsterløvet,
Saa frydelig,
Af Øjne mange
Og Æresange
Til Hjemmet fulgt.

Men naar i Luften
Han mærker Duften
Fra Solens 0,
Da brat som Lynet
Han er af Synet,
Og over Sø,
Ham følge ikke
Selv Falkeblikke
Paa skjulte Vej.

Med Vinger side,
Med Sorg og Kvide,
Hans Følgeskab
Fra Jordens Ender
Tilbagevender,
Med Konge-Tab,
Mens Fønix Tronen
I Palmekronen
Bestiger glad.

<5j>. Fønix- Kvadet. ^ig

De lærde strides
Om, hvad ej vides
Af nogen Mand:
Om Folk og Skjalde
Med rette kalde
Fugl Fønix „han" ;
Da stærke Grunde
Dog tale kunde
For Kvindekjøn.

Den lange Trætte
Tilsidesætte
Vi her med Flid,
Thi det Guds Under
Paa Jord udgrunder
Ej Mandevid,
Saa dybe Gaader
Kun Alvis raader,
Vor Skabermand.

Men vel maa findes
Fuld værd at mindes
De Fønix-Kaar,
De glade Dage
Foruden Mage
I tusend Aar,
Og saa med Gammen
Kun Død i Flammen
Til Fødsel ny.

Ej Død man regner,
For Baal ej blegner,
Naar kun for vist
Igjennem Ilden

320

6j. Fønix- Kvadet.

Sig snor Livskilden,
Udspringer hist
Af Askegrunden
I Palmelunden
Med Kræfter ny.

Ved Tvelivs-Kjæden
Hos Fønix Glæden
Faar Overvægt,
Han Søn ej favner,
Men dog ej savner
En Efterslægt,
Er, som en Fader,
Vel Arvelader,
Men Arving selv.

Den Kraft, den Ære,
De Kaar fuld sære
Ham Herren gav:
Naar Baalet slukkes,
Til Liv han vugges
I Askegrav,
Faar atter Vinger,
Fra Grav opsvinger
Sig let i Sky.

Hans Sovekammer
Gaar op i Flammer,
Med Røg i Sky,
Men op af Gruset
Sig løfter Huset
Med Glans paa ny,
Som Guld, udglødet,
Af Moderskjødet
Udspringer klart.

6j. Fønix-Kvadet. "\2\

VI

Hvad os i Billed
For Øjne stilled
En Mester-Haand,
Er sandt at sige
Paa Jorderige
Om Herrens Aand
Og Helgenskaren,
Som ej Dødsfaren
Gjør Livet surt.

Ja, fuld forvisset
Om Livet hisset
Er Herrens Slægt;
Ej Verdens-Møden
Og Legems-Døden
For den har Vægt,
I Skyggedale
Til Straalesale
Den vandrer kjæk.

I Orme-Stue,
Paa Bane-Tue,
I Aske-Bad,
Er den udkaarne,
Den himmelbaarne
Dog sjæleglad,
For Palmetoppe
Han ser hist oppe
I Lysets Hjem.

Det Bud os bringer
Paa Lydens Vinger
Og Sandheds Ord:
For Mand og Kvinde
Gud lod oprinde,

21

72 2 6S> Fønix- Kvadet.

Paa nyskabt Jord,
Et Hjem her neden
I Østerleden,
Saa frydeligt.

I Faddergave
De fik en Have
Til Herrens Pris,
For Dejligheden
Benævnet Eden
Og Paradis,
Som Fønix-Landet,
Af Floder vandet
Til Frugtbarhed.

I Fryd og Gammen
De leved sammen,
Foruden Savn.
Saa længe bløde
Guds Ord de løde,
Dem selv til Gavn;
Men nyfødt Glæde
I Dage spæde
Fik Banesaar.

Paa Lykkens Tinde
Dem saa' Guds Fjende,
Saa falsk i Hu,
Og Avindsmanden
Til Afgrundsranden
Dem lokked snu,
Med Skin og Skygge
Af større Lykke,
Med favre Ord.

6j. Fønix-Kvadet.

S* 5

I Havekanten

Stod Uhelds-Planten

I Ly og Læ;

Med Frugter søde

Og rosenrøde

Stod Kundskabs-Træ,

Med Liv i Lugten,

Med Død i Frugten,

Forgjort, forbudt.

Til det at røre
Sig lod forføre
De unge to;
Ved Rosenrødmen
Og Honningsødmen
Vel Hjærtet lo,
Men Eftersmagen
Til Dommedagen
Er malurt-besk.

Ja, Efterslægten
Maa føle Vægten
Af Adams Fald:
Som Døtre svage,
De Sønner strage,
I Tusendtal,
Med Taarer væde
Det Brød, de æde
I Ansigts-Sved.

Fra Herrens Eden
Nu ud paa Heden
Gik Adams Vej,
Stort var Forliset,
I Paradiset

21'

3M

6s- Fønix-Kvadet.

Han taaltes ej;
Fra Livets Sale
I Dødens Dale
Er Flytning værst.

For Herrens Have,
Bag Vold og Grave,
Var Porten lukt,
For Engle rene
Livstræets Grene
Kun bar sin Frugt,
I Tider lange,
Med Slægter mange,
Paa Jordens Bold.

Dog for de svage
Var Haab tilbage,
Endskjønt de græd,
Var Trøst for Møden,
Var Raad for Døden,
I Kvindens Sæd;
Han være priset,
For Paradiset
Han os oplod!

Fra Herrens Komme
Er Pinen omme,
Og Kaaret godt;
Saa for os kæmped,
Saa alting læmped
Den Ærens Drot,
At Fønix-Livet
Er nu os givet
Til Gaade-Spejl.

Fønix-Kvadet.

325

Alt som forældet,
Og overvældet
Af Møde sin,
Sig Fønix bygger
I dunkle Skygger
En Rede fin
Af Myrtegrene
Og Urter rene
Med Duften sød ;

Saa Helgen-Folket,
Som os udtolket
Det er med Vid,
Har Lyst og Lykke
Til skjønt at bygge
I Naadens Tid,
Med Liv, fornyet
I Morgengryet,
Til øjemed.

Fra Roser røde
Til Ørken øde
Gik Slægtens Vej.
Dog i den Skare
Udvalgte klare
Der mangled ej,
Som Lys paa Himlen,
I Folkevrimlen
De gik med Glans.

Ved Helgensæder
De steg til Hæder,
I Gunst hos Gud,
Som Jordens Skjalde
Med rette kalde

-,25 &3' Fønix- Kvadet.

En Palme prud,
Hvor højt at bygge
Er Helgenlykke
Og Halgenlyst.

I Palmeskygge
De Kæmper bygge
Med Mod og Magt,
For med den stærke,
Fuldt vel at mærke,
De staa i Pagt,
Kan Freden nyde,
Og Trods tør byde
Den gamle Snog.

Ved Myrtegrene
Og Urter rene
Med Duften sød,
Til Pas er lignet
Et Liv velsignet
I Lyst og Nød,
De Dyder milde,
Hvis søde Kilde
Er Kjærlighed.

Naar Hjærtet brænder,
Gavmilde Hænder
Sig aabne huldt,
Ved Enkers Bønner,
For Armods Sønner,
Saa yndefuldt;
For Godheds Øje,
Den evighøje,
Er Virak strøt.

6j> Fønix-Rvadet. 327

Med rene Tanker
Sig Fromhed sanker
En Liljeflor.
Og Rosenlugten
I Troes-Frugten
Er bedst paa Jord,
Hvert Lig af Lyder
Med Duft udgyder
En Myrrastrøm.

De fromme Sjæle
For Herren knæle
Med Andagt stor,
Men Dage mange
De ej forlange
Paa denne Jord,
De Dødens Kvide
Vil gjærne lide
For Liv paa ny.

De har for Øje,
Hvad i det høje
Forventer dem,
Til Lyst og Glæde,
Paa Æresæde
I Himlens Hjem,
Paa gyldne Troner,
Hvor Kongen kroner
Sit Tjenerskab.

Udsigter lyse!
Kan nogen gyse
I eders Kreds!
Den fromme blegner,
Den fromme segner

^,o 63. Fønix- Kvadet.

Saa vel tilfreds,
Som Drotten blunder,
Naar brat tilstunder
Hans Kroningsdag.

Paa Baaren bænkes,
I Graven sænkes
Det kolde Støv,
Med Trøst dog kommer
Den varme Sommer
Til visne Løv,
Og, gjennemstraalet
Af Verdensbaalet,
Det blomstrer op.

Lad Vintre svinde
Og Aar henrinde
I Tusendtal,
Dog højt skal lyde
Og Skyer bryde
Basunens Gjald,
Til Stortings-Møde
Af alle døde
Paa Videslet!

For Titler tomme
Er Tiden omme,
Som Herren bød,
Og, mat af Ælde,
Har tabt sin Vælde
Den grumme Død,
Med sprængte Mure
Dens Fangebure
Nedstyrte brat.

6s- Fø) lix- Kvadet. g2Q

De maa vel grue
For Verdens Lue
Og Jordens Brand,
Som elsked immer
Kun Verdens Glimmer
Og gyldne Sand,
Kun hvad, naar Flammen
Det smelter sammen,
Gaar op i Røg.

De maa vel skjælve.
For dunkelt hvælve
Sig Kongens Bryn,
Han vil beklæde
Sit Dommersæde
Med Blik som Lyn,
Og Daarer sætte
Han vil i Rette
Med Tordenslag;

Men over fromme
Gaa milde Domme
Fra Naadens Mund,
Til Himmerige
De glade stige
Fra Gravens Bund,
Med Fønix-Kaaret,
Thi askebaaret
Er deres Glans.

De Fønix-Reden
Har bygt her neden,
Med Flid og Kunst,
Det Værk af Hænder,
Skjønt Verden brænder,

330

6j. Fønix-Kvadet.

Er ej omsonst;
I hver en Alder
Det Herren kalder
Røgoffer bedst.

Derfor opsvinger,
Paa Fønix-Vinger,
Ved Herrens Haand,
Saa klart som Guldet,
Sig Helgenmuldet
Med Helteaand,
Gjenfødt i Graven
Til Straale-Haven
I Lysets Hjem.

Der, efter Døden,
De Morgenrøden
I Solevang
En Hilsen bringe,
Som Harper klinge
Til Frydesang,
Som Engletoner,
Hvor Lyset troner
Med evig Glans.

Vel slaas af mange
Nu Skjalde-Sange
I Vejr og Vind,
Som Løgn og Skvalder,
Som hvad man kalder
Kun Hjærnespind,
Ej Fønix-Fuglen,
Men kun Natuglen
Man kjendes ved;

6j. Fønix-Kvadet. -i -i \

Men, er tilbage
Fra gamle Dage
Endnu et Gran
Af Tro paa Sangen
I Sions- Vangen
Og Livets Land:
For Fønix-Kvadet
Sig vender Bladet
Saa lystelig.

Ja, har man Øre
Til Job at høre.
Den Seer-Skjald,
Som fik af Aanden,
Til Bod for Vaanden,
Sit Tonefald,
Man Fønix atter
Paa Jorden skatter
Som Fugle-Drot.

Som der staar skrevet,
Af Aanden drevet,
Saa Job udbrød:
Min Rede bygger
Jeg mellem Skygger
I Jordens Skjød,
Jeg godt det vover,
Og trygt jeg sover
I Ormegaard.

Lad Kryb i Grave,
Lad Orme gnave
Til Ben og Marv!
Lad Verden buldre!
Lad Støvet smulre,

->-i2 63 ' Fønix- Kvadet.

Som Jordens Arv!
Ej Troen glipper,
Og aldrig slipper
Jeg Haabets Fugl.

Den Fugl i Brystet
Har Vinger rystet,
Med sagte Nyn,
Som dunkelt lyder,
Men Hjærtet fryder
Med salig Fynd;
Thi Gylden-Aaret,
Som Fønix-Kaaret,
Der kvædes om.

Med Liv af Døde,
Med Kinder røde,
Jeg skal opstaa,
Med Fødder snare,
Med Øjne klare
Og himmelblaa,
Til Glans og Glæde,
Til Herre-Sæde
Evindelig.

Saa, langt tilbage,
I gamle Dage,
Den fromme sang,
Og over Graven
Sig til Guds-Haven
I Aanden svang,
Med Fønix-Kaaret,
Som atter-baaret
Til Liv og Lyst.

6j. Føn ix- Kvadet. 333

Som Fønix-Fuglen
Fra Ormekulen
Til Bjærgetop,
Med Fader-Støvet
I Palmeløvet,
Sig svinger op,
Saa Muldets Frænde
Ved Verdens Ende
Til Lysets Hjem.

Som Fønix bygger
I Palmeskygger,
Paa Solens 0,
Forglemmer fage,
Hvad under Klage
Det er at dø,
For lydt at kvæde
Med Lyst og Glæde
Den lange Dag;

Saa frelste Sjæle
Med Fred skal dvæle
Til evig Tid
I Englevrimlen,
Hvor Lilje-Himlen
Er klar og blid,
Hvor Dronningstolen
Af Kongesolen
Er morgenrød.

I Gimleborgen
Er evig Morgen
Med Rosenskjær,
Thi Morgenrøden,
Som trodsed Døden,

6j. Fønix-Kvadet.

Er kronet der,
Hvor Jestis troner
Blandt Lovsangs Toner,
Som Livets Lys.

Der Engle-Skokke,
Som Fugleflokke
Af himmelsk Art,
Paa Blomster- Vinge
Sig glade svinge
Med Lynets Fart,
Med Toner søde
Om Liv af Døde
I Jesu Navn!

Og Helgenskaren,
Som i Dødsfaren
Med Herren gik,
Hans Liv og Lue
De gjennemskue
Med Straaleblik,
Stod op som Sole,
Da Haner gole
For sidste Gang.

Kun mat er Glansen
Af Fønix-Kransen
Mod Glansen her
Af Krone-Guldet,
Som Helgen-Muldet
I Flimlen bær
For Lammets Trone,
Den Livets Krone,
Som falmer ej.

6j' Fønix- Kvadet. 335

I Himmerige
Som Herrens Lige
De fromme bo,
Hvor lutter Glæder
I Skjønheds Klæder
Som Blomster gro,
Men visne ikke,
For de inddrikke
Livsaande-Dug.

Der Sult ej mindes,
Der Sorg ej findes,
Der Synd ej kom,
Der ej at døje
Er Kamp og Møje
Og Fattigdom;
Med Herre-Livet
Alt godt er givet,
Alt ondt forbi.

De store Fester
For Kongens Gjæster
Ej Ende faa;
De Lokker gule,
Som Kroner skjule,
Ej vorde graa.
Og Hjærter mætte
Ej heller trætte
Af Godheds Pris.

I Livets Sale
Er ingen Dvale
I Slægt med Død,
Der synke Toner,
Som Helgenkroner,

27(5 6j. Fønix- Kvadet.

I Velklang sød,
Kun for tillige
I Kor at stige
Med Guddomskraft.

Sin Brudgom priser
I Kæmpeviser
En salig Brud,
Til Kranse fletter
Vor Guds Idrætter
Den Lovsang prud,
Og Koret svarer,
Som Engleskarer,
Med Omkvæd lydt:

„Hil dig med Ære!
„Priset du være,
„Stolkonge prud!
„Takket, velsignet,
„Godt efterlignet,
„Gudernes Gud!
„Tronen du klæde
„Evig med Glæde!
„Riget er dit.

„Fader i Vælde!
„Ungdom og Ælde
„Evig i Pagt!
„Lovsangen bølger,
„Æren dig følger,
„Stor som din Magt,
„Sandheden byder,
„Skjønheden nyder
„Kjærligheds Pris!

6j. Fønix-Kvadet. 337

„Himmerigs Sale,
„Jorderigs Dale
„Herlighed din
„Mægtig opfylder,
„Dejlig forgylder,
„Storherre fin!
„Aldrig vi savne,
,.Evig os favne
„Kjærlighed din!u

Saa de udkaarne,
De atterbaarne,
Fra denne Jord,
Skal kappes glade,
Paa Himmelstade
Med Englekor,
Om Bragelønnen,
For Sang om Sønnen,
Af Faderhaand.

Ja, Kristne sjunge
Med Engletunge
Om Drotters Drot,
Som har i Dale
Bygt høje Sale,
Gjort alting godt,
Gjort Sorg til Glæde,
Beredt os Sæde
Med sig i Glans.

Som vi, han svøbtes,

Som vi, han døbtes

Med Vand og Aand,

Men Engle smiled,

For Spiret hviled
vi 22

63. Fønix- Kvadet.

Dog i hans Haand,
Før Lys og Mørke
Fik Navn og Styrke,
Før Bjærg fik Rod.

Han blev afkræftet,
Med Nagler hæftet
Til Korsets Træ,
Sad dog med Glæde
Paa Kongesæde
I Palmelæ,
Sad der i Aanden,
Skjønt her i Vaanden
Hans Hjærte brast.

Med Hjærteblodet
Han Himmel-Godet
Har os tilkjøbt,
Og Tredje-Dagen
Hans Jordelagen
Laa sammensvøbt,
Hvor han kun blunded,
Til overvundet
Var Dødens Magt.

Ham Fønix-Livet
Til os blev givet,
I Jordens Skjød,
Derfor opstige
Fra Jorderige
Maa Duften sød,
Naar Korsets Helte
Som Fønix smelte
Ved Himlens Glød.

<5j>. Fønix- Kvadet. ^^g

Som Fønix bygger
I Palmeskygger
Sin Rede blød,
I Vaar og Sommer,
Af Bark og Blommer,
Med Duften sød,
Til Sovekammer
I Baalets Flammer
Og Viraksky;

Saa Helgen-Folket,
Som ret fortolket
I Skriften staar,
Sin Hytte pryder
Med høje Dyder
I Livets Vaar,
Med Bønner mange
Og Aftensange,
Som dufte sødt.

Saa Støvet fredes,
Og forberedes
Til Liv paa ny,
Og derfra stammer,
Naar Hjærtet flammer,
En Viraksky,
Saa fin og fager,
Som velbehager
Vor Drot, vor Gud!

Vor Drot hist oppe,
Som Stjærnetoppe
Har under Fodl
Vær evig priset
For Paradiset,

22":

34°

63. Fønix- Kvadet.

Du os oplod!
Hilsæl paa Tronen
Med Æreskronen
Og Rettens Spir!

Fra Lysets Kilde
Med Straaler milde
Du til os kom;
Hvem tro dig tjente
Har og i Vente
En naadig Dom,
Naar Skyer klare
Skal aabenbare
Din Majestæt.

Hav Tak, du høje,
Som vilde bøje
Dig til os ned,
Og Sted os skjænke
Paa Herre-Bænke
I Evighed,
At sidde sammen
I Fryd og Gammen
Med dig til Bord!

Med Øjne klare
Din Helgenskare
Skal se din Glans,
Med Engletunge
Din Drape sjunge
Til Æren hans,
Som Fønix-Livet
med dig har givet
Til Støvets Børn.

64. Dansk Efterklang. ^j

For Fader-Røsten,
For Himmel-Trøsten
I Graadens Dal,
For Samfunds-Kjæden,
For Højtids-Glæden
I Stjærnesal,
For Paradiset,
Vær evig priset!
Halleluja!

64. Dansk Efterklang

[af Fønixkvadet.]
(1840.)

[„Fenix-Fuglen" (Kbhvn. 1840), S. 63—70. — En Del af Forfs.

Udkast er bevaret.]

JNaar Dagen gryer,
I blanke Skyer
Ved Sommerstid,
Af Fuglemunde
Da fyldes Lunde
Med Kvidren blid,
Og Sange møde
Hver Morgenrøde
I Tusendtal.

Med Aandesolen
Paa Dronningstolen
Det er ej saa,
Hvor den oprinder,

> _,2 &4' Dansk Efterklang:

Den vaagne finder
Kun Fugle faa,
For den kun sjunger
Med Fønix-Tunger
Den mindste Flok.

Men er end Navnet
I Norden savnet
Fra Hedenold,
Dog Nørreleden
Ej mangled Reden
Med Sanger bold
For Aandesolen
Paa Dronningstolen.
For Sandheds Lys.

Hendøde Klangen
I Svanevangen
Med Hjarne Skjald,
Blandt Skygger store
Man dog kan spore
Det Tonefald,
Som Kristendommen
Bød højt velkommen
Paa Anguls 0.

En dansk Udflytter,
Det var den Rytter
Paa Odins Hest,
Med Falkeblikket
Dertil udskikket,
Som Nornegjæst,
Basune-stemmet
At melde Hjemmet,
Naar Sol gik op.

64' Dansk Efterklang. 343

Ja, Skjaldelaget
Paa Folkevraget,
Paa B retlands Kyst,
Som fønix-tunget
I Sky har sunget:
,.Nu blev det lyst,"
Kom fra det jævne,
Er dansk at nævne
Paa Aandens Sprog.

Og Anguls-Kvadet,
Paa Kalvskinds-Bladet,
(Ej Folk i Mund)
Af Fønix-Baalet
For Tungemaalet *)
Er Aske kun,
Paa Bavnetinde
En Leg for Vinde
Fra hver en Kant;

Men her i Lunde,
Ved Bælt og Sunde,
I Bøgely,

Her drypped Duggen
I Aske-Vuggen
Fra havblaa Sky,
Her blev udkuret
I Mindeburet
En Fønix ny.

Endnu kun liden,
I Flagretiden,

') [Lin. 3—5 lyde i Udkastet saaledes: Ej mer i Mund, Af
Tungemaalel Paa Fønix-Baalet]

iaa 64. Dansk Efterklang.

Er Fuglen sær,
Dog Ormehammen
Han skød med Gammen
Ved Trolde-Kjær,
Tør og forfægte
Sin Fødsel ægte
Af Fønix- Art.

End over Agre
Han helst vil flagre,
I Aften rød,
Og overhoppe
Kjærminde-Toppe
I Engens Skjød,
Kan sig dog svinge
Paa spinkle Vinge
Til Bøgegren.

Der nu han sidder,
Med Fuglekvidder
Om Fønix-Kaar,
Om Eftergrøde
Som Liv af Døde
I Gyldenaar
Saa Folkeaanden
Faar Bod for Vaanden,
Som den er værd.

Lad Orme hvæse!
Lad Vinde blæse,
Og Rygter gaa!
Den danske Snække,
Skal yndigst flække
De Bølger blaa,
Og rigest havne

64- Dansk Efterklang. 345

Med Kors i Stavne,
Med Danebrog.

Ja, Faddergaven
I Svanehaven,
Til Vana-Frej,
Lysalfe- Værket,
Guldhjærte-mærket,
Forældes ej,
Men alt forynges,
Som med den gynges
Paa Bølgen blaa.

Skibbladner kalde
De gamle Skjalde
Det Lykke-Skib,
Som bærer over
De dunkle Vover
Vort Folkeliv;
Men Døbenavnet,
Med Korset favnet,
Er Ydmyghed.

Paa det, sang Skjalde,

Gik Aser alle

Med Lyst om Bord,

Med det kan fare

Guds Engleskare,

Utallig stor,

Dog sammenfoldet

I Hjærteskjoldet

Det skrylder ej. *)

!) [Udkastet: Det skjuler sig.]

-2^5 &4' Dansk Efterklang.

Af Blomsterstilke,
Med Tov af Silke,
Og Blade-Sejl,
Det Alfer bygged
Og pænt udsmykked
Med Perlespejl,
Og lægges sammen
Det kan med Gammen,
Som Lommebog.

Saa Alfe-Nemme,
Til godt at gjemme,
Det Skib har skabt;
Trods Folkegraaden,
Med Orlogsflaaden
Det gik ej tabt;
Det laa i Havne,
Hvor Vikingstavne
Løb aldrig ind.

Til det var Nøstet1)
Ved Kongebrystet
Med Snille bygt,
Da Folkeaanden
I Kongehaanden
Det lagde trygt,
Gav, ret fortolket,
Med Danefolket,
Sig Gud i Vold.

Saa Danmarks Lykke
Tik Gyldensmykke

*) Nøst er et Skib-Hus eller Skur.

64. Dansk Efterklang, ?aJ

I Kongens Gaard,
Og Bølgekarmen
I Kongebarmen
De bedste Kaar,
Med Fønix-Flaget
Fra Sky modtaget
I Ydmyghed.

Med det i Stavne
Fra Godehavne
Løb Snækken ud,
Med Storsejl spilet,
Til Gladhjem stilet,
Med Ladning prud,
Og dejlig skrevet
Var Maalebrevet *)
Med Kongehaand,

Berømt i Norden
Var Isefj orden
Fra fordums Tid,
Af Konge-Lejer,
Af Sang og Sejer
I Storm og Strid;
Dens Ros, begravet,
Opstod paa Havet
Med Danebrog.

Med Taler jævne
Paa Adelstævne
Den steg fra Jord,
Med Folkelivet

') [Udkastet: Lejdebrevet.]

■3^3 64' Dansk Efterklang,

Paa Lykkeskibet
Den gik om Bord,
Med Folkesangen
Fra Svanevangen
Den stak i Sky!

Da Modersmaalet
Paa Fønix-Baalet
Var smeltet hen,
En Røverstemme,
I Grav kun hjemme,
Gik her igjen,
Og køs, med Glæde,
Af Gutter spæde
Det danske Liv.

Da Folkestemme
Gik rent ad Glemme
I Danevang;
Da Ugletuden
For Ulveguden
Man kaldte Sang,
Og Slavelænke
Paa Skolebænke
Et Ordenstegn;

Da Isefjorden,
Og alt i Norden
Fuld vidt berømt,
„ Af Grav-Latinen

Til Helvedpinen
Blev rask fordømt:
Til Vinterdvale
I Dødens Dale
Fra Slægt til Slægt.

64- Dansk Efterklang. 340,

Ja, rosenmundet,
I Graven bundet
Laa Nornegjæst,
Mens Gjenfærd blege
Med Rune-Lege
Holdt Dødens Fest,
Og brændemærked
Alt Livs-Storværket
Som Barbari.

Dog, inden Bælte
Ej kunde smelte
Den Fugl saa skjøn,
Skabt til at sjunge
Med Danmarks Tunge
I Lys og Løn,
For bort at svinde
Af Hu og Minde
I Bøgelund.

I Askevuggen
Faldt Aftenduggen
Saa sommervarm;
Til Trods for Døden,
Blev Aftenrøden
En Moderbarm
For Orm hin unge,
Med Fugletunge
I Dølgsmaal født.

Ja, Orm hin unge,
Med Tand x) for Tunge,

') [Udkastet, som i dette og følgende Vers er stærkt afvigende,
har her: Pen.]

•jcq &4' Dansk Efterklang.

Ved Nattetid,
Gik brat de døde
Med Brod i Møde,
Og stak med Flid;
Dog Skygger smile
Ad Spyd og Pile,
Ad Tand og Brod.

Da skød med Gammen
Han Ormehammen
I Dæmring sval,
Tog paa at kvæde
Om Livets Glæde,
Trods Dødens Kval;
Da lytted, krumme,
Livsfanger stumme,
Og Døden gøs.

Da Folkets Stemme
I trofast Gjemme
Opdaged han,
Hvis ømme Hjærte
Al Fryd og Smerte
Har delt med Dan,
Og end i Tide
Paa Folkets Kvide
Han raadte Bod.

Livsalig kalder
Ham nu hver Alder,
Den Drot i Nord,
Som stumme Sjæle
Gav Mund og Mæle
Ved hefjord,
Hvor blidt nu blunder

64- Dansk Efterklang. -ic\

Det Storværks Grunder,
Som aldrig dør.

Sit Hjærtes Stemme,
I Danmark hjemme,
Han Folket gav;
Mens Taaren bæver,
Og Folket hæver
Sig frelst af Grav,
Bogormen svinger
Paa Fuglevinger
Sig over Land.

Fra Trykpapiret
Til Kirkespiret
Han skynder sig,
Med Danmarks Tunge
Et Kvad at sjunge
For Kongens Lig,
Som Bønder bære
Til Grav med Ære
Ved Isefjord.

Der fra han iler,
Naar Majen smiler,
Til Gladhjems Slot,
Om Brudekransen
Og Havfru-Dansen
At kvidre smaat,
Som over Voven
Saa gjennem Skoven
Det gaar saa let.

Ja, fri for Sorgen,
Til Fredriks-Borgen

■> c o 64. Dansk Efterklang.

Gaar Dansen let,
Naar i Skærsommer
De favre Blommer
Staa trindt og tæt,
Dan-Stjærnen blinker,
Løvkronen vinker
Saa yndefuld.

Med salvet Pande
Vil Kongen sande
Det Spaadoms-Ord:
For Kristendommen
Er Timen kommen
I høje Nord,
Og Fønix-Sangen
I Danevangen
Gjenfødt paa ny.

Med den skal møde
Hver Morgenrøde
Et Skjaldekuld,
Og aabenbare,
I Toner klare
Som Glar og Guld,
Hvad dunkelt lyder
Om Lysets Dyder
I Oldtids Kvad.

Nu, Roms Uvætte!
Fra Dane-Slette
Forsvind med Gru!
Trods, om du taaler
De stærke Straaler,

6#. Dansk Efterklang. ?n

Som danse nu! *)
Dit Lys er Mørke,
Og Luft din Styrke,
Og Løgn dit Liv.

Gj enganger dristig!
Forfører listig!
Forlorne Aand!
Hvi svang til Bane
Du Lysets Fane
I troløs Haand?
Hvi kom forvoven
Til Bøgeskoven
Du hj ærteløs?

I dette Hjørne,
Hvor Romas Orne
Ej fæsted Klo,
I Tider blinde,
Da kun her inde
Var Hedningtro;
Skal her os trykke
En Jætteskygge
Fra Kapitol!

Hvor Sandhedssolen
Paa Naadestolen
Alt længe sad,
Og ingen Stamme
Med bedre Flamme
Guds Lys tilbad:
Du naadeløse

J) [Udkastet:

VI

Du véd, du taaler
Ej Solens Straaler,
Som dages nu.]

23

?Za 64. Dansk Efterklang.

Os bød udøse
For dig vort Blod.

Kun alt for længe
I dejligst Vænge,
Med Hexegren
Og Blændelygte,
Vi smaalig søgte
De vises Sten;
Men fandt i Kulen,
Med Tomheds-Bulen,
Din Hovedskal.

0

Søg selv nu Bunden
I Kløgt-Afgrunden,
Du os oplod!
Jeg dig nedmaner,
Du Kirkeraner,
Ved Korsets Fod,
Du Grav-Latiner,
Du Præste-Piner,
Du Bogstavtrold!

Staar op af Døde,
Med Kinder røde,
Lysalfer smaa,
Og synger Visen
Om Langben-Risen
Med Tøfler paa,
Og saa den anden,
Om Lygtemanden,
Hr. Ellevild!

Nu Sol er oppe,
Nu Bøgetoppe

64. Dansk Efterklang. 35 r

Har Morgenglans,
Ved Fuglesange
I Danevange
Gaar Havfrudans,
Og alle Trolde
Med Bryster kolde
Nu sprang i Flint.

Vaagn op, vor Moder,
Med alle Fro der
Fra Arildstid,
Med alles Navne,
Som Orlogsstavne
Har ført i Strid,
Og vel bemandet,
For Fædrelandet
Og Modersmaal!

Nu Klokker kime,
Nu Glædens Time
For eder slog,
Nu Romerhæren,
Som krænked Æren,
Til Helved drog,
Nu bære Prisen
I Kæmpevisen
Kun Dannemænd.

Nu vaagner, Frænder,.
Med rappe Hænder
Til gavnlig Dont!
Thi her i Landet
Hvo ej gjør andet,
Gjør meget ondt:
Sig selv han kvæler,

23*

-> c£> 64. Dansk Efterklang.

Og Brødet stjæler
Af Næstens Mund.

Nu Bønder vaagne
I alle Sogne,
I hver en By,
Af Kæmpeætten
For Odelsretten
Til Fædres Ry,
Som Riddersæder
Med Vadmelsklæder
Kan rime net.

Med Alvor Gammen

Nu smelte sammen

I Soleglans!

Om Lærdoms Tinde

Sig yndig vinde

En Liljekrans!

Om Skjaldskabs Vinge

Sig Tankeringe

Med Æren sno!

I Danmarks Skove
Tør Duer vove
Med Høgen Kiv;
Tør Lam til Løve,
For Daad at øve,
Betro sit Liv;
Kan Barnet styre
Uvane Tyre
Med Klap paa Kind.

Paa Danmarks Sletter
Sig jævne Trætter

64- Dansk Efterklang. ^57

Med Mjød og Vin,
Paa Danmarks Klipper
Gro Ax og Vipper
Med Bøgen fin,
Paa Danmarks Hede
Gjør Lærker Rede
I Blade-Byg.

I danske Barme
Har Godhed Varme,
Er Ondskab kold;
Paa danske Veje
Er Stimænd feje,
Og Kvinden bold;
Paa danske Bølger
Livslykken følger
Med Danebrog.

I danske Bøger,
Hvad ret man søger
Man finder let;
Hos danske Piger
Al Pral og Smiger
Sker flux sin Ret,
Og Troskab vinder
Hos Dannekvinder
Sin bedste Pris.

Saa kom tilbage
De gyldne Dage
For Skjold og Dan,
For alle Froder,
For Bøgens Moder,
For Kristian,

■3 - g 64. Dansk Efterklang:

For Rosenkjæder,
For Livets Glæder
Og fredsæl Daad!

Det Budskab bringer
Nu Stork paa Vinger
Fra Danevang;
Det høre Skyer,
Naar Dagen gryer,
I Lærkens Sang;
For Dug i Dale
Det Nattergale
Udtone sødt!

Til A andesolen
Paa Dronningstolen,
Med Tak og Pris,
Paa Fønix- Vinger
Det sig opsvinger
Fra Paradis,
Hver Lysets Time,
Mens Klokker kime
I Danevang:

For Faderrøsten,
For Himmeltrøsten
I Graadens Dal,
For Samfundskjæden,
For Højtidsglæden
I Stjærnesal,
For Paradiset,
Vær evig priset!
Halleluja!

6s> Sommer-Dagen, -jeg

6 5. Sommer-Dagen.

[Efterspil til Fønixkvadet.]
(1840.)

[Uden Overskrift bagest i „Fenix-Fuglen" (Kbhvn. 1840), S. 70— 71.
Med Titel „Sommer-Dagen" og Ændringer i V. 6 optaget i ,,Viser
og Sange for danske Samfund" (3dje Hæfte), S. 63 — 64. Forf.'s
Udkast har fem utrykte Vers, som her meddeles under Texten.]

Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre
Fuglesang, som Hjærtet kunde røre,

I de dybe Dale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Der sad paa Kvist en lille Fugl i Lunden,
Sødt den sang i Sommer-Morgenstunden,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale,
Sang saa klart, som nogen kunde tale.

Paa Straalekransen og paa Englerøsten
Kj endte jeg den sære Fugl fra Østen,

Paradisets Svale,

Som af Vinterdvale
Vaagned op til Sang i grønne Sale. *)

*) [I Stedet for dette Vers har Forf.'s Udkast . et saalydende
Den sang saa højt i Jubeltoner klare,
Sang saa dybt i Klagetoner svare,

At som Bjærg og Dale

Blev de grønne Sale,
Tavse blev og Lundens Nattergale.]

o

60 65 ■ Sommer-Dagen.

I Graadens Dal var Glædens Røst begravet,
Sangens Sol gik ned i Tonehavet,

Løst var Styrkens Bælte,

Blege alle Helte,
Hjærtet maatte i et Suk hensmelte.

Dog leved op Højsangen efter Døden,
Tonehavet fødte Morgenrøden,

Og i Sole-Glansen,

Under Straalekransen,
Let gik over Bølge Havfrudansen. *)

Hilsæl, vor Drot! hilsæl i Danevangen!2)
Daglig her nu voxer Fønix-Sangen,

Fugl og Sang tillige,

Og alt som de stige,
Blomstrer med dit Septer 3) Danmarks Rige. 4)

!) [Mellem dette og det næste Vers har Forf.'s Udkast dette :
Da sprang jeg op fra Tuens lave Sæde,
Øje mit og tindred klart af Glæde;
Lykkeligt mit Øre,
For det fik at høre
Sang, som Hjærtet kunde mer end røre!]
'*) [Danske Samfunds Visebog: Et Gyldenaar oprandt i Dane-
vangen.]

3) [Danske Samfunds Visebog: Blomstrer op som Rosen.]

4) [Mellem dette og det følgende Vers har Forf.'s Udkast
disse tre:

I Danmarks Lod saa Lykken maatte falde,
Konge ! lyt da til de gamle Skjalde,

Som fra Himling-Høje

Saa' med Falkeøje,
Hvad paa Sletten skal hvert Barn fornøje I

Som hver en Fugl med Gammen Fønix hylder,
Danmarks Drot hver Skjald en Drape skylder;

66. Fztgle-Kvidder. 36 1

Omton da nu det danske Konge-Sæde,
Fuglesang, som røre kan og glæde:

Fønix-Sang, oprunden

Sært i Bøgelunden,
Morgenrøde-Sang med Guld i Munden!

66. [Fugle-Kvidder.J

(1840.)

[Disse fire Strofer findes, hver for sig, trykte som Mottoer paa Om-
slagene til „Viser og Sange for danske Samfund", iste og 2det
Hæfte 1840, 3dje Hæfte 1841 og 4de Hæfte 1842, én Strofe paa
hvert Omslag. De fremtræde dog med Forf.'s Bifald ordnede som
her som en Helhed i Bågøs og Nørregårds „Nordiske Fædrelands-
sange og Folkesange" (Kbhvn. 1873), Nr. 46. Paa Omslagene er

Følgen: T, 3, 4, 2.]

Uen gamle Nattergal i Danevangen

£r askegraa, men glemte dog ej Sangen,

Han slaar end *) sine Triller,

De høres kan til By,

Fra Sommer-Aftenrøde

Til efter Morgengry:

Paa den gamles Vegne
Skal jeg dig tilegne
Fønix-Sangen, vel for to at regne.

Af Solens Glans kun skinner blege Maane,
Fattig Fugl maa af den rige laane,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.]

*) [Omslaget: med.]

62 66. Fugle- Kvidder.

Datter min ! lær dig til i Tide !
Syng, som jeg, bort din Sorg og Kvide!
Syng dig glad!

Er end der Rim paa Træ i Bøgelunden,
Bogfinke-Kvidder kun i Morgenstunden,

Dog paa de danske Strømme

Og Nordens Dronningø

Skal Haabet ej forlise,

Og Sangen ej uddø:
Julekvæld bringer Haab tilbage,
Nyaarsnat føder da saa fage

Morgensang.

Den unge Fønix-Fugl i Bøgelunden

Han kvidrer kun saa smaat i Morgenstunden,

Naar paa de spinkle Vinger

Han flagrer askegraa,

Og drikker Risleduggen

Af Blomsterkalke smaa;
Voxen dog, med sin Faders Nemme,
Skal i Glans Fønix overstemme

Hver en Fugl.

I Gyldenaarets Sommer Fuglesangen,
Som aldrig før1), skal fylde Svanevangen,

Den store Fuglehøvding

Fra Østens Paradis

Opstemmer hele Dagen

Til Straaleskyttens Pris,
Og fra Kvæld, indtil Stjærner dale,
Slaa i Lund tusend Nattergale

Slag i Slag.

') [Omslaget: dør.]

6j. Kongcshifte og Folkehaab. "\£>"\

67. [Kongeskifte og Folkehaab.]

(1840.)

[Dette Digt staar forrest i „Fenix-Fuglen" efter Tilegnelsen: „Den
danske Majestæt, Skjoldungers Arving, Kong Kristjan den ottende
tilegnet som Lykke- Varsel i Kroningsaaret Fenix-Kvadet." Den
følgende „Fortale" er undertegnet „Helligaften før Kroningsdagen."
Under Titel: „Lykønskning til Kroningen" er Digtet trykt i Nor-
disk Kirketidende 1840, Nr. 26 — 27, f. 5te Juli, vist nok forinden
Bogen kan være udkommen. Forf.'s Udkast er bevaret.]

Kongen døde under Vinters Hjærte,
Med Naturen bar vi alle Sorg,
Dyb var altid Dannekvindens Smerte,
Som i Hytten, saa paa Kongeborg,
Og paa Jorden findes ej de Helte,
Som ved Hjærtesorg jo maa hensmelte.

Kongen lever ved Midsommers-Tide,

Med Naturen smile vi paa ny,

Danske Aasyn er som Bøgens blide,

Let sig klarer deres Pandesky;

Og, naar Frygt ej Munden paa os binder,

Glædens Bæk i Frydesang udrinder.

Det, o Konge! er den store Sage,
Klædt paa Dansk i jævne Ord og faa,
Der sig strækker fra de gamle Dage,
Til du staar med Skjoldung- Kronen paa.
Under Lovsang fra den danske Tunge,
Som naar alle Skovens Fugle sjunge.

Aanden døde, som til Drot var kaaret
Over Bøg og Fugl i Hedenold:
Barne-Englen, mild og bølgebaaret.
Vingebred som Dane-Markens Skjold;

■254. ^7' Kongeskifte og Folkehaab.

Magtesløs han sank i Bølge-Dale,
Aanders Død paa Jord er dog kun Dvale.

Aanden svæver over Kongens Isse,
Svang paa Vinger sig fra Bølgens Skjød,
Derom bringe Tidender fuld visse
Folkesang i Barnetone sød,
Barnesang med store Søndags-Syner,
Barneblik, som tordner ej, men lyner.

Skabe Liv, det kan paa Jord ej Haanden,
Sad deri end hele Verdens Magt;
Skabe Liv, det kan alene Aanden,
Men for Aanden er det gjort som sagt;
End har Lærdom Skjalden ej aftrættet:
At Livskraften er i Aandedrættet.

Føde Aanden Børn paa Jorderige
Kan ej Pen, ej Haand paa nogen Vis,
Men kun Ordet, som er Aandens Lige,
Deler med ham al hans Daad og Pris,
Som en Dronning deler Kongens Ære,
Skal af ham paasat Guldkronen bære.

Derfor, Konge! alle dine Dage

I sit Rige Aanden herske frit!

Giv du ham Haandfæstningen tilbage,

Som den gaves før i Riget dit!

Falske Aander skal dog ingen Sinde

Danmarks Barne-Engel overvinde.

Og hans ægte Dronning, Modersrnaalet,
Som har trællet nu tre Hundred Aar,
Giv den Glans, hvormed hun før har straalet,
Overstraalet Norden i sin Vaar!

6y. Kongeskifte og Folkehaab. -265

Pustes bort Gravmulmet fra det fjærne,
Brat hun tindrer da som Aftenstjærne.

Længe har det over Marken tonet:
Danmarks Haab er, Kristjan Fredrik, du!
Og naar Danmarks Haab med dig er kronet,
Kommes skal det trindt paa Jord i Hu:
Folk og Drot, som sig paa Gud forlade,
Blunde trygt og vaagne sjæleglade.

Dristigt er mit Haab om Danmarks Lykke,
Var i Verden mangen Dag til Spot;
Dog det blomstred, selv i Dødens Skygge,
Troned mig i Barmen som en Drot,
Og mens Panden fures, Haaret graaner,
Støder Haab i Lur, saa Frygten daaner.

Hvad forblommet før jeg kvad om Balder,

Brustne Grave og opstandne Folk,

Toner klart nu om en Fønix-Alder

Aandens Nyaar som sin egen Tolk,

Da i Straaleglans sig klart forbinde

Daad og Dejlighed, som Mand og Kvinde ! *)

Er det Gyldenaar ej alt oprundet

I vor folkelige Fredriks Tid,

Fik ej, grødefuldt og fuglemundet,

Det med Kristjan Konge- Vaaren blid:

Alle Fugle da med Himlen falde,

Sidste Gang har Aand bedaaret Skjalde.

a) [De tre sidste Linjer lyde i Udkastet:
Hvori Aanden er sin egen Tolk;
Folder ud, med Haand og Mund forklaret,
Hvad han billedlig har aabenbaret.J

1 6(5 6y. Kongeskifte og Folkekaab.

Dog, hvad Engelen i Danevange
Længe ymted om og nynned paa,
Før i Skok derom han Skjaldesange
Bød som Nattergale sammen slaa;
Det skal Tiden, naar den gjør sit bedste,
Drøfte vel, men klare og stadfæste.

Thi det staar med Tidens Finger skrevet:
Danmarks Engel er en sanddru Aand,
Og kun mer sandfærdig er han blevet
I den rene Sandheds Ledebaand,
Som fra Sions Bjærg til Danmarks Slette
Fandt saa myg ej nogen Folke-Vætte.

Danmarks Engel, som med Barnefinger
Løfted mer, end nogen Kæmpe prud,
Slaa kun frit med sine Svanevinger,
Favne ømt vort Modersmaal, sin Brud!
Som et himmelfaldent Dronning-Smykke
Skinner over Skoven Danmarks Lykke.

Hil dig da, Kong Kristjan! med din Krone,
Med dit Folk og med dit Time-Glar!
Danmarks Aand! sid herlig paa din Trone!
Modersmaal! gjør Loven mild og klar!
Folkesang! udbryd fra alle Munde!
Overstem alt Gny og Glam i Lunde!

6 8 . Kro n ingen . T.b'7

6 8. [Kroningen.]

(1840.)

[Særtryk: „Kirke-Sange til Kronings-Dagen den 28de Juni T840."

— „Skjaldeblik paa Danmarks Stjærne" (Kbhvn. 1840), S. 52. —

Nordisk Kirketidende 1840, Nr. 26—27 f- 5te Juli.]

1 il Kronen Kald saa mangefold
Der høres trindt paa Jordens Bold,
Og bedst i Kristenheden,
Til Himmeriges Straalekrans,
Som rent fordunkler al den Glans,
Der skues kan her neden;

Guds Søn, vor Drot,

Alle sine Kroner fine

Trofast lover,
Himmerig han raader over.

O, Gud ske Lov til evig Tid,

Vor Fader god, vor Herre blid,

At mange er de kaldte!

Til Kronen, efter Herrens Ord,

I Himlen hist og her paa Jord,

Dog faa er de udvalte:
Hovmod, Falskhed
Hjærter hilde og forspilde
Manges Lykke,

Saa de faa kun Skin og Skygge.

Af Konge-Stammen, ret udvalt,

Er Kristian til Kronen kaldt

Den ottende med Ære,

Han salves i Guds Navn i Dag,

O gid vor Gud til Velbehag

Han Danmarks Krone bære!

Gudsfrygt, Visdom,

Held og Lykke, Kronen smykke,

5 68 68. Kroningen.

Som de rene,
Som de rette Ædelstene!

Gud! giv ham Hjærte for de smaa,

Og lad ham viselig forstaa

I Pagt med dig at træde!

Hans Fjender skjule du med Skam,

Mens Kronen blomstrer over ham,

Til gamle Danmarks Glæde!

Oplyst, glansfuld,

Stærk som Egen, alderstegen,

Gid han ligne
Dem, du kjærligst lod velsigne!

Og naar han er af Dage mæt,
Lad Konger af hans Art og Æt
For Riget længe raade,
Saa vore Børn i allen Stund
Maa glæde sig af Hjærtens Grund
Ved Konger af Guds Naade!

Danmarks Løvsal

Højt sig fryde, trindt gjenlyde

Tider mange
Sødt af Folkets Takkesange!

Og Kongen med hans Venneviv,

Som er ej blot for dette Liv

Blandt de til Kronen kaldte,

Giv dem, naar Verdens Glans forgaar,

I Evighedens Gyldenaar

Og Del med de udvalte!
Kostbar, solklar,
Fuld af Ære, let at bære
Er den Krone,

Som skal straale for din Trone!

6g. Salving-en. -2 5q

6 9. [Salvingen.]

(1840.)

[Samme Kilder som forrige Digt. Ogsaa i Salmer og aandelige

Sange IV, Nr. 244.]

Uuds Godhed vil vi prise
For dem i Kongestand,
Som milde og retvise
Har tronet i vort Land;
Thi ene Herrens Haand
Saa vidt og dybt kan række,
Som Floder og som Bække
At lede Kongers Aand.

Gud salve selv vor Konning,
Alt efter Godhed sin,
Og saa vor fromme Dronning,
Med Glædens Olje fin!
Da blive de som Regn
For Græs i slagne Enge,
Som Dug i Dal og Vænge,
I Daners Himmelegn.

Da skal Guds Lampe brænde
For Kongen Nat og Dag;
Da skal til liflig Ende
Udføres al hans Sag;
Da skal ved Kongens Magt
Hoffærdighed nedbøjes,
Og Ydmyghed ophøjes,
Som Herren haver sagt.

Ja, over Kongens Isse
Skal svæve Visdoms Aand,

VI 24

"Zjo 70. Folkesang paa Kroningsdagen.

Og lægge Kraft til visse
I Kongens Mund og Haand;
Da skal fra Kongens Gaard,
Til Fryd og evigt Minde,
I Jesu Navn oprinde
Et lifligt Gylden-Aar!

70. [Folkesang paa Kroningsdagen.]

(1840.)

[Særtryk: „Vise om Kong Kristjan den ottendes og Dronning Ka-
roline Amalies Kroning og Salving paa Frederiksborg 2den Søndag
efter Trinitatis 1840." — Skjaldeblik, S. 74. Nord. Kirketid. 1840,
Nr. 26—27. Med Titel „Frederiksborg'-' i Viser og Sange for
danske Samfund, 3dje Hæfte (1841), S. 16.]

JJer stander et Slot i Nordsælland,
Og nyt er der paa Færde,
Det bygte Danmarks store Mand,
Kong Kristian den fjerde.

Det ligger paa en liden 0,
Som Rose mellem Blommer,
Det staar som voxet op af Sø,
I Kæmpetidens Sommer.

Der er en prægtig Riddersal,
Med Billeder fuld mange,
Med Udsigt skjøn til Bjærg og Dal
Og Skov med Fuglesange.

Der er en Kirke kostelig,
Som spørger om sin Mage,

jo. Folkesang paa Kroningsdagen. -i"] 1

Den nævnes vidt paa Jorderig
I disse Sommerdage.

Der krones og der salves han,
Som staar for Styret ene,
Men beder, som Kong Kristian,
Sig Visdom Gud forlene.

Paa Fredriksborgs det høje Slot,
Med Gyldenspir og Taarne,
De knæle dybt for Ærens Drot,
Som er til Kronen baarne.

Det tækkes Gud i Himmerig,
Det er til Danmarks Baade,
Saa høj og lav skal fryde sig
Ved Kongen af Guds Naade.

Velsignelsen her oven ned

Er Lykkens rette Kilde,

Ved den opblomstrer Kjærlighed

Med alle Dyder milde.

For Kristian den fjerdes Aand,
Og sjette Fredriks Hjærte,
Maa briste alle Trællebaand,
Og dulme hver en Smerte.

Ved Danefolkets Kjærlighed
For Kongen paa det jævne,
Bli'r Guld alt hvad han rører ved,
Han rigest er at nævne.

Hil være da Kong Kristian
Og Dronning Karoline!

24*

•2 7 2 71* Kongens Skaal.

De ældes i vort Fædreland
Som Solskinsdage fine.

Med himmelblaa Kjærminde-Krans,
I Livets Aftenrøde,
Af Sommersolens Efterglans
Skal deres Kinder gløde.

Om deres Daad paa dejligst 0
Skal alle Fugle sjunge,
Og deres Ros skal kun uddø
Med Danefolkets Tunge.

Og Danefolkets Tungemaal,
Det dejlige, det søde,
Skal tone, til det sidste Baal
Gjør Aftenskyer røde!

7 1. Kongens Skaal.

(28de Juni 184 o.)

[Denne og de to følgende Sange først paa et Særtryk med Titel:
„Sange for Vennelaget i danske Samfund paa Kroningsdagen 28de
Juni 1840." Skjaldeblik, S. 69. Nord. Kirketid. 1840, Nr. 26— 27.
Med Titel „Kongen og Danskheden" i Viser og Sange for danske
Samfund, 2det Hæfte (1840), S. 60.]

Det er kun Fjas at være Drot,
Hvor alle Mand vil raade;
Det er ej nemt at gjøre godt,
Naar Vrag man slaar paa Naade;

yi. Kongens Skaal. 373

Det er en Nød at gjøre Vers,
End sige at regere,
Hvor Stympere paa langs og tværs
Vil alting kritisere.

I Danmark dog det er en Lyst

At rime og at sjunge,

Naar man har ret sin Moder kyst

Og arvet hendes Tunge,

Og har i Bryst og Bringe Mod

Sin egen Sø at sejle,

Trods dem, der ret vil raade Bod

Paa alting med en Hegle.

I Danmark er det og en Fryd

At bære Spir og Krone,

Naar kun man har den Skjoldung- Dyd.

At nemme Folkets Tone

Og elske den af Hjærtens Grund,

Som dejligst paa det jævne,

Og blæse ad hver Aabenmund,

Som kun til Blæst har Evne.

Derfor vi spaa Kong Kristian,
Paa Danmarks Skjoldung-Sæde,
Et Hurra fra det hele Land
Med Fryd og Hjærtensglæde ;
Han kjender godt det Aandepust,
Og har det prægtig inde,
For hvilket her paa Marken just
Sig lægge alle Vinde.

Det er det danske Tungemaal,
Med Liv og Aand og Ynde,

o 7 i 72. Dronningens Skaal.

Paa det vi her med Kongens Skaal

Vil gladelig begynde:

Gid i hans Øre hver en Dag

Det sødere maa klinge,

Og højere end Skjoldebrag

Ham Folkets Hylding bringe!

7 2. Dronningens Skaal.

(28de Juni 1840.)

[Samme Særtryk som forrige; Skjaldeblik, S. 70; Nord. Kirketid.

som forrige. Med Titel „Dronningen og Holger1' i Viser og Sange

for danske Samfund, 3dje Hæfte (1841), S. 14.]

Der sad en Prinsesse i Danemark,
Med Fruer og Frøkener strage,
Hun talte saa mangent et Alvors-Ord
Om Daaden i forrige Dage.
Dejlig er Dronningstolen.

Hun talte saa gjærne om Balders Viv,
Og Skjoldunge-Stammen i Lejre,
Hun talte som helst om Kong Valdemar,
Og om Dronning Dagmar hin fejre.
Dejlig er Dronningstolen.

Hun talte saa kjærlig om Danemark,
Med Løver og Hjærter saa blide,
En Taare vel perled i Øjenæst
Ved Talen om Danemarks Kvide.
Dejlig er Dronningstolen.

7J\ Holger Danskes Skaal, 27 c

Prinsessen udspurgte en graanet Skjald
Om Danemarks kronede Dage;
Hun spurgte med Vid og med yndigt Smil:
„Naar kommer vel Holger tilbage?"
Dejlig er Dronningstolen.

Men nu er Prinsessen vor Dronning klar,
Hun skinner paa Danemarks Trone.,
Paa hendes og Valdemars Fødselsdag
Vi hilse vort Haab med sin Krone.
Dejlig er Dronningstolen.

Nu véd vi, om Holger ej kom i Gaar,
Han kommer, naar Dronningen vinker;
Derpaa da, med Dronningens Krojiings-Skaal,
Saa langt vi kan række, vi klinker!
Dejlig er Dronningstolen.

73. Holger Danskes Skaal.

(28de Juni 1 840.)

"Samme Særtryk som Nr. 72 — 73; Skjaldeblik, S. 72; Nord. Kirketid.

j 840, Nr. 26 — 27. Med Titel „Fremtid" i Viser og Sange for danske

Samfund, 2det Hæfte (1840), S. 62.]

Holger Danske tøved længe;

Hvem tør nu vel spaa
Danmark, dejligst Vang og Vænge.

Lukt med Bølgen blaa:
Om i denne Havfru-Sommer,
Naar, hvordan, hvor vidt han kommer?

-?y5 73- Holger Danskes Skaal.

Hvor han os vil sætte Stævne,
Møde paa det jævne ?

Dristig, som til Daad en Kæmpe,
Er til Kvad en Skjald,

Lader aldrig Latter dæmpe
Dejligt Tonefald,

Synger frit, at nær for Haanden

Er, hvad liflig ham med Aanden

Alt berører og omvifter,
Saa han Farve skifter.

Det gjør Holger Danskes Aande,

Her, som hist i Sor,
Raadte Bod paa Skjaldes Vaande

Ogsaa før i Fjor,
Og hvor Ungersvende tale
Højt om Danebod i Dvale,
Dybt i danske Bølger dukke.
Der gaar Holgers Vugge.

Der han voxe skal og trives,

Som en Kæmpesøn,
Ungdoms Kraft og Mod oplives,

Til i Lys og Løn
Hjærtets Mark og Mundens Vove:
Danmarks Guld og grønne Skove,
Som en Holger, dannis, ægte,
Vældig at forfægte.

Trods hver Trumf i Romerrige,

Og i Kjøbenhavn,
„Danske Samfund" tør vi sige,

Er et dejligt Navn,

7^. Dana og Dandronningen. -inn

Navnet, som den Kreds maa bære..
Hvor en Helt til Danmarks Ære,
Som kan Dannekvinder tækkes,
Skal med Held opklækkes.

Tant det er med Titler tomm?,

Uden Grund og Gavn,
Men naar kun i Hu vi komme

Levende vort Navn,
Som der klinkes, som der klukkes,
Mellem os skal Holger vugges,
Til han gaar, og til han springer,
Som han fløj paa Vinger.

Derfor det sig vel kan sømme,

Paa vort Modersmaal,
Her af Hj ærtens Grund at tømme

Holger Danskes Skaal;
Lad ham drilles, lad ham vrages!
Gid han voxe kun og dages
Som en Helt med Haar paa Tænder,

Men med bløde Hænder!

74. [Dana og Dandronningen.]

(1840.)

[Forord i ,. Skjaldeblik paa Danmarks Stjærne i Sølvbryllups- og
K ronings- Aaret 1 840'', efter Ordene: „Dronningen af Danmark,
Karoline Amalie den livsalige, tilegnet", staar dette Tilegnelseskvad,

--o 74. Dana og Dan dronningen.

dog et Vers kortere og i flere Enkeltheder noget afvigende fra

den Form, som her givet, efter Forf.'s bevarede HaancUkrift, som

Udg. har trot her at maatte give Fortrinnet.]

C/j i Kreds med x) yngre Skjalde
Kæmper jeg om Sangens Pris,
Kvidrer kun, som det kan falde,
Smaat endnu paa gammel Vis:
Om, hvad dejligt mellem Daner
Øjet saa7, og Hj ærtet aner.

Kappes vil jeg dog med mange,
Og med alle, hvis jeg kan,
Om at elske Danevange,
Som de milde Heltes Land,
Hvor højbaarne Dannekvinder
Kæmper fælde med Kjærminder.

Og i hele Skjalde-Ringen,

Der om Bøgelund sig snor,

Kappes med mig turde ingen

Hidtil i forvovne Ord

Om det gamle Brysing-Smykke,

Frejas Dyd2) og Danmarks Lykke.

Disse Ord med Aar og Ælde
Kampen sejerrig bestaar,
Svinge let sig over Fjælde,
Pløje tit Sky-Bølgen blaa,
Drage dristig ind ved Haaret
I hvert Fodmaal Gyldenaaret.

!) [Skjaldebl.: af.] 2) [Skjaldebl.: Pryd.]

?4- Dana og Dandronningen. gyg

Derfor, Dronning over Skoven,
Hver dens Blomst og hver dens Fugl
Klinge skal ej mindst forvoven
Her min Sang om Lykkens Hjul,
Glædens Væld og Dronning*- Kaaret:
Danmarks Del i Gyldenaaret.

Med sin gamle --) Dronningmine,
Stærk ved Kjærlighedens Magt
Dana, skjøn som Karoline
I sin gyldne Kroningsdragt,
Trone skal med Pris i Norden,
Til Beundring vidt paa Jorden.2)

Ja, saa vidt som Snækker sejle,
Og man kjender Aareslag,
Alle Hoved skjalde bejle
Skal til Danas Velbehag,
Som, o, Dronning! Skjaldesangen
Bejler nu til dit i Vangen. 3)

Derfor, Dronning! naar min Vise
Du vil krone med et Smil,
Da skal sig lyksalig prise
Min den gamle Skjaldestil;
Thi udødelig er Sangen
Med dit Smil i Danevangen.

') [Skjaldebl. : blide.] 2) [Skjaldebl.:
Tone skal, som i Skærsommer
Rosen mellem alle Blommer.]

3) Skjaldebl.:

Som, o, Dronning! Skjaldesangen
Nu til dit i Svanevangen.

38o

7^. Dana og Dandronningen.

Derfor kjækt sig Vingen hæver,
Skjønt dens Fjer er alle graa;
Fattig Fugl, som lavt omsvæver
Marken, lukt med Bølgen blaa,
Skal i Dronningsmilet finde
Jordens dejligste Kjærminde. x)

Lyd da højt og frit i Skoven,
Rimsmed-Slag fra Arilds Tid!
Kling bestandig mer forvoven,
Og, mens alt er Kiv og Splid,
Spaa om Frode-Fred i Vangen,
Enighed i Frydesangen!

Ja, som Smil fra Dronningstolen
I den favre Kronings-Tid,
Og som Straaler gaa fra Solen
I Skærsommer lys og blid,
Saa fra Danas Dronningsæde
Skal udstraale Fred og Glæde.

Og den Skjald, som Lykken meldte,
Prises skal da uforskyldt,
Synges skal af glade 2) Helte
Gættekvadet vel opfyldt,
Dronningen, hvem det tilegnes,
For sit Smil blandt Diser regnes.

l) [Skjaldebl. udelader hele denne Strofe.] *) [Skjaldebl.

milde.]

7J. Fuglevise. 38 1

7 5. Fuglevise

til Bondefrihedens Pris.

(1840.)

[Særtryk : . Fugle-Vise til Bonde-Frihedens Pris i danske Samfund
1840." Med Titel ,.Fuglevise" i Viser og Sange for danske Sam-
fund, 2det Hæfte (1840), S. 49.]

ror Bønder Himlens Fugle mer
End for de store sjunge,
Som heller le ad Fuglens Fjer,
End lytte til hans Tunge.

Og Skjalden er af Fugleart,
Hans Tankering har Vinger,
Som Fugl i Luften skyder Fart,
Han lukt i Sky sig svinger

Man klarlig og paa Marken saa',
Hvor Sangen var i Mode,
Da Hjarne sang for Bønder graa,
Som bar om Land Kong Frode.

Nu længe dog i Danevang,
Med dejlig grønne Skove,
Uhørt var hartad Skjaldesang
For dem i Klæder grove.

Med Øre knap for Gjøgens Kuk
Gik Bondemand bag Ploven,
Og hørte for sit eget Suk
Ej Fuglesang fra oven.

Men Gud og Danmarks Kongesøn
De sørged for den ringe,

o g2 75- Fuglevise.

Saa godt kan Sang fra Skoven grøn
Nu i hans Øren klinge.

Der staar en Sten paa Vesterbro,
Det er en Ære-Støtte
For Hjærtet, som i Kongebo
Ved Bondens Lænker blødte.

At løst er nu hans Trællebaand,
Kan Sten dog ej bevise,
Men Skjaldesang med Liv og Aand,
Som Bonde-Læber prise.

Saa sandt vi er af Fugleart

Og Hjarnes Skjaldestamme,

Det kjendes maa paa Bønder snart,

At tændt er Friheds Flamme.

Igjen da lytter Menigmand
Til Kvad og Kæmpeviser,
Og frydes ved sit Fædreland,
Og Skjaldesangen priser.

Som P^ugle i den grønne Lund,
Vi skal for Bønder kvæde,
Saa det kan gaa fra Mund til Mund,
Fra Slægt til Slægt med Glæde.

Det være skal vor største Fryd,
Som Skjalde barneglade,
Naar hoppe kan ved Sangens Lyd
Selv bare Ben paa Gade.

Det kaldes skal vor bedste Sang,
Til evig Ros og Minde,

- . Til Kongen paa hans Fødsels Ji «•.

Som løber rundt i Danevang
Naar Piger Negen binde.

Det være skal vor Hæderskrans,
Naar vore Toner milde
Med Pigerne gaa let i Dans
Ved hvert et Bøndergilde!

o°j

76. [Til Kongen paa hans Fødselsdag.]

(i 8de September 1840.)

[Med Overskrift: „l8dé September 1840" indrykket i Kjøbenhavn-
Adresseavis f. 12te Septbr.]

Tørste Gang med Danmarks Krone
Kristjan-Fredrik fylder Aar,
Kranset dog paa Danmarks Trone
Gjennem Sekler Navnet staar,
Himlens Gunst det helst vil skylde
Tvilling-Glans i Tidens Fylde.

Ej lyksalig er at nævne
Faderen til Adelsten,
Imod ham, som paa det jævne
Borgen fik til Bavtasten:
Fyrsters Rod af alle Grader,
Femten danske Kongers Fader!

Ja, lyksalig hed med rette
Oldenborgs Theodorik,

.gi j6. Til Kongen paa hans Fødselsdag.

Selv da Frederik den sjette
Sønneløs til Hvile gik;
Thi i Kristjan-Fredriks Dage
Lykken leder om sin Mage.

Ja, vor ædle Kongestamme !
Lysegrøn i Høst og Vaar,
Fyld i Dagene de samme
Dine fire Hundred-Aar,
Skjoldunglignet kun i Norden.
Mageløs paa hele Jorden!

Kristjan-Fredrik ! tvillingkr one t .

Fyld den lykkeliges Aar!

Sid, af Fuglesang omtonet,

Rank og fro med hvide Haar!

Alder høj paa Herresæde

Fyld med Daad til Danmarks Glæde!

Kronen, som din Isse pryder,
Dansk Arbejde, frank og fri,
Bær, skjønt Avind det fortryder,
Hendes Dværge stolt forbi!
Hug i Sten fordærver Staalet,
Tavshed dæmper Dværgemaalet.

Aand og Ord, de er fribaarne,
Som den store Konges Børn,
Svinge let sig over Taarne,
Som den bedste Kongeørn;
Lad dem færdes frit i Vangen!
Kongelig er Folkesangen.

Ja, naar fri som Tankegangen
Er i Danmark Ord og Aand,

j6. Til Kongen paa hans Fødselsdag: og

Da omslynger Folkesangen
Septeret i Kongens Haand,
Og før Vold det skal udvriste,
Før skal Danmarks Hjærte briste.

Danmarks Stjærne saa? jeg tindre
Gjennem mange Skjaldeaar,
Skyer graa kan ej forhindre,
Det jo times, hvad den spaar:
Folkc-Raad er Kongens Tykke,
Kongens Magt er Folkets Lykke.

Med Kjærminde-Krans omvundne,
Drot og Folk i Danevang,
Lige fri og lige bundne,
Skal forklare Livets Gang:
Tro til Døden med hverandre
De som Sjæl og Legem vandre.

Smaa Uheld og Anstøds-Stene,
Frihed og Oplysning stor,
Indføds-Ret for Dansk alene,
Gjæste-Ret for alt paa Jord,
Himlens Gunst og Jordens Grøde
Støvets Kaar skal her forsøde.

Kr is tjan- Fredrik! Tronens Smykke!
Aabenbar i Gry og Kvæld
Danmarks store Konge-Lykke,
Glædelige Dronning-Held!
Skjalde-Øjet sig tør nævne
Stjærnekiger paa det jævne.

VI

25

■3 3 6 77' Holger Danske og Per Nielsen.

77. [Holger Danske og Per Nielsen.]

(1840.)

[Særtryk med Titel: „Kong Kristjan den ottendes Fødselsdag den
18de September 1840 i Danske Samfund." Med Titel:. „Kongen
og Holger" i Viser og Sange for danske Samfund, 3dje Hæfte
(1841), S. 11. — Forf.'s Udkast har dette Begyndelsesvers:

At op og ned er Verdens Gang,
Det har man hørt saa ofte,
Og før, som nu, i Danevang
Har Lykken vendt sin Kofte ;
Men aldrig dog, fra Sams til Thy,
Der kastet blev en Handske,
Som nylig til Per Nielsen Rye
Den kasted Holger Danske.

Det var i Sten Blichers Skikkelse, Hejmdal-Holger her op-
traadte med Krav paa Himmelbjærget til Folkefester. Nærmere
herom findes i Otto Borchsenius, „Fra Fyrrerne. Litterære Skizzer."
2den Række (Kbhvn. 1880), S. 194 — 99.]

Kong Kristjan sad paa Silkeborg

Hos Jyder tro og hulde,

Til Glæde vendt var Danmarks Sorg,

Til Solskin Regn og Kulde;

Da stedtes brat for Kongen ind

God Kæmpe af de rette,

Hr. Holger axlede sit Skind,

Og bar til Borg sin Trætte.

Hr. Konge! sagde han, og trak
Per Nielsen op af Lommen,
I have skal saa mange Tak,
Vil I afsige Dommen!

7/. Holger Danske og Per Nielsen. og->

For Himmelbjerget under Sky
Jeg kastet har min Hanske,
Han kalder sig Per Nielsen Rye,
Og jeg er Holger Danske.

Om ham, som har med Frugt og Flid

Det grønne Gudhjem værget,

Det gjaldt i Nord fra Arilds Tid:

„Han bor paa Himmelbjærget",

Jeg har endnu mit Gjallarftorn,

Og Dyrendal ved Side,

Hvad regner jeg1) Per Nielsens Korn,

Naar jeg til Tops vil ride!

Kong Kristjan smiled under Skind,

Med fjerde Kristjans Øje,

Med Blik i Sky og Smil paa Kind,2)

Han gransked Sagen nøje,

Han jævned Trætten snildt og snart,

Gav, blid og ubesværget,

Per Nielsen Penge for sin Part,

Og Holger Himmelbjærget.

Hil være da Kong Kristian!

Han fylder Aar med Ære;

Af Daners Drot i fremmed Land

Skal Konger Kunsten lære:

For Folkets Hu sit røde Guld

Ej spare Kongehaanden !

For Kongens Krone, tro og huld,

Da kæmper Folkeaanden.

J) [Forf.'s Udkast: rager mig.] 2) [Forf.'s Udkast: Og derfor,
skjønt med Smil paa Kind.]

25*

•jg8 77. Holger Danske og Per Nielsen.

Nu rider Holger op og ned
Ad Himmelbjærg med Ære,
Og holder med Per Nielsen Fred,
Som det sig bør at være;
End op ad Bakke, som en Raa,
Den gamle „Guldtop''1, springer,
Og det er Lyst at høre paa,
Naar Gjallarhornet klinger.

Paa Himmelbjærg nu sætter Bo

Vor gode danske Vætte,

Og taaler ej paa Gyngebro

Spilop af nogen Jætte;

Nu Danmark, lukt med Bølgen blaa,

Kan le ad Fjender bistre,

Til Gude-Mørket falder paa,

Og Muspels Sønner gnistre.

Saa længe Holger har sin Hest,

Og disse Lys de brænde,

Er Kongens Fødselsdag en Fest

For danske Ungersvende;

I Takt med Gjallarhornets Klang,

Fra Himmelbjærgets Tinde

Skal tone Danmarks Frydesang

Og krone Krisljans Minde!

y8. Ved Kongeparrets Besøg paa Nysø. 389

78. [Ved Kongeparrets Besøg paa Nysø.]

(1840.)

[Her efter Forf.'s egenhændige Udkast. Om Visen har været trykt,

vides ikke.]

bang og Klang ved Præstø Bugt:
Velkommen, Herre Konge, i Landet saa smukt!
Som en Dronning i Danmark elsker Sælland sin

Konge.

Savnet var en Tid vel lang

Vor Konge og hans Dronning i dejligste Vang.

Rejsen gik over Land og Sø

Til Heden og saa mangen en blomstrende 0.

Glædens Røst blev høj paa ny,

Den svang sig over Bjærge og toned i Sky.

Ærens Blomst med sit Rosenblad
Omdufted dem sødt i den fremmede Stad.

Bøgeløv og Fuglesang

De findes dog vel favrest i Skjoldungens Vang.

Frydesang af Hjærtensgrund

Den haver dog nok hjemme ved Bælte og Sund.

Møens Klint og Sællands Kyst

De fremmede de komme at skue for Lyst.

Konning prud og Dronning blid!
Velkommen da igjen i en lykkelig Tid!

tqO jg. Sællands Velkomst til Kongen.

Folkets Held er Kongens Agt,

Velsignet være derfor hans Enevoldsmagt!

Kronens Glans i Gyldenaar

Den voxer under Solen som Kornet i Vaar.

Kongens Navn, det tør vi spaa,

Skal tindre som en Stjærne paa Himmelens Blaa.

Sangen jævn fra Sællands 0

Den glider som paa Kjøl over brusende Sø.

Sang og Klang ved Sund og Bugt,
Velkommen, Herre Konge, i Landet saa smukt!
Som en Dronning i Danmark elsker Sælland sin

Konge.

79. Sællands Velkomst til Kongen

den 5te Oktober 1840.

[Særtryk uden Navn med denne Titel. Kjøbenhavn. Trykt hos

T. D. Qvist. Et andet, i øvrigt aldeles ligelydende Tryk er urigtig (?)

dateret den 3dje Oktober.

Tra Himmelbjærg til Øresund,

Paa Heden som i Vangen.

Dig fulgte Ros af Hjærtens Grund,

Dig mødte Folkesangen;

De følge dig til Sorgenfri,

Kong Kristian velkommen!

De møde selv paa Tornesti

Dig blidt som Rosensblommen!

jq. Sallands Velkomst til Kongen. ^qi

Saa vidt som danske Plove gaa,
Og danske Fugle sjunge,
Ja, som paa Land og Bølgen blaa
Sig rører Danmarks Tunge,
Sig fryder mangt et stille Sind
Ved Guds og Kongens Naade,
Og nynner trods alt Hjærnespind:
Gud lade Kongen raade!

Vi Herrer havde før i Dag,
Des værre, alt for mange,
Kun én sig tog af Bondens Sag,
Blev ej for Skvalder bange;
Det var den Herre, i hvis Spor,
Kong Kristjanl du vil træde,
Var ej der Kraft i Kongens Ord,
Kun fattig blev vor Glæde.

Thi bære Blus paa Adelvej
Vi højt for Landets Fader,
Og bede: Konge! regn det ej,
Om Drenge peb paa Gader!
Fra Arildstid var Dansken tro.
Og skjønned paa det milde,
Har nogen Lyst til Lands-Uro,
Da gid det gaa dem ilde!

Men gid det gaa vor Konge vel!

Hans Dronning ej des mindre!

Paa Himmel da i Gry og Kvæld

Skal Danmarks Stjærne tindre;

Hvor Kongens Magt er Folkets Daad,

De har hinanden kjære,

Hvor Folkets Røst er Kongens Raad,

Hans Ros er Folkets Ære.

^02 So. Bøn til Majestæten.

Velkommen da, o Konge mild,
Til Sællands Bøgeskove!
I Asken tør end findes Ild
Til Blus paa Mark og Vove;
Fra gammel Tid bar Sælland Pris,
Som Danmarks Kongesæde,
Det vorde end paa gammel Vis
Vor Konges Lyst og Glæde !

80. Bøn til Majestæten

for Danskhed og Modersmaal.

(1840.)

[Trykt i „Bøn og Begreb om en dansk Højskole i Sor" (Kbhvn.
1840), S. 3 — 6. Jfr. Nordisk Kirketidende 1840, Nr. 42; „Lykønsk-
ning til Danmark med det danske Dummerhoved og den danske
Højskole" (Kbhvn. 1847), S. V— VI. I Forf.'s noget afvigende,
egenhændige Udkast findes 3dje og 4de Strofe i omvendt Orden.
Digtets sidste Strofe er ikke bevaret i Haandskrift, idet Udkastet
slutter med den 14de, der saalydende Strofe:

De lærde sige : det er vilde Drømme

Og ulatinsk, barbarisk Fantasi ;

Men det dog føle alle Hjærter ømme,

At ægte Dansk er intet Barbari;

O, lad dog Konge! Hjærtets Stemme sejre,

Som taler højt for Kongerne i Lejre,

Oprører sig mod Kongerne i Rom !]

lløjbaarne Konning over Svanevangen,
Hvor Lykkeskibets Kjølvand staar endnu!
Skjoldungers Arving til Vallialla-Sange7i,
Som Lundens Fugle komme end i Hu!
Jeg har en Bøn til Danmarks Folke-Fader,
Til Mildheds Kongespejl og Urets Hader,
O, laan den Øre i belejlig Tid!

So. Bøn til Majestæten. ■> g ^

Jeg beder ej om Del i Magt og Vælde,
Udelt de hvile i Kong Kristjans Haand!
Vor Konges Haand, selv rystende af Ælde,
Omvindes kun af Kjærlighedens Baand,
Mens Marken fryder sig i Hegn af Loven,
Og Spiret grønnes som en Bøg i Skoven,
Og Dag indslumrer sødt ved Aftensang.

Jeg beder ej om Baand paa nogen Tunge,
Og ej om Herreskjold for nogen Tro,
Thi frit at tro, at tale og at sjunge
Jeg ønsker alle dem, paa Marken bo,
Og ikkun en til Gavns kan lukke Munde,
Og ene han, som Hjærter kan udgrunde,
Har over Tro og Tanke Hals og Haand.

Jeg beder ej cm Guld og grønne Skove,
Og endnu mindre om en Bispestol;
Gid kun mit Øje, til jeg skal hensove,
Som nu tilfreds maa se den gyldne Sol!
For Øret lyde Fuglesang fra Lunden!
I Hjærtet varmt, og smeltende i Munden,
Mig være alle Dage Livets Ord!

Jeg beder om Oprejsning for en Dronning,
Langt ædlere og sødere end hun}
Der har sin Trone, hvor der virkes Honning
Af Fugle smaa, som kysse Blomstermund;
Hun trællet har, taalmodig uden Mage,
For Hexen led fra Valdemarers Dage,
Og ventet, Konge, paa dit Gyldenaar 7

Den ømmeste, som Læber end har nævnet,
Blandt Dronninger, som smiled under Sol,

■2QA 8o. Bøn til Majestæten.

For Barbari dog sigtet blev og stævnet,

Med Uret styrtet fra sin Dronningstol;

Med „sort paa hvidt" frikjendtes hun alt længe,

Blev Dronning kaldt i „dejligst Vang og Vænge",

Men træller dog for Hexen led endnu.

I Korets Navn, som slog Guldharpens Strænge
For Danmarks Dronning i den grønne Lund,
Og Kranse bandt af Blomsterne i Enge
For søde Ord af hendes røde Mund,
Jeg beder, Konge! lad paa gamle Dage
Vor Enkedronning, Ægteviv af Brage,
Faa Bod for Vaanden i sex Hundred Aar !

I Kjønnets Navn, som er vort Hjærtes Glæde,
Og Dane-Kongens bedste Blomsterkrans,
Som pryder selv det skjønneste Højsæde,
Og kaster end paa Straatags-Hytten Glans,
Jeg beder, Konge ! gjør den Dronnings Lykke,
Hvis Sødhed de saa smeltende udtrykke
I hver en Sang paa deres Moders Maal!

I Bondens Navn, som satte Neg paa Rode
Til Kongestol for Barnedrotten Skjold,
I deres Navn, som Frederik og Frode
Paa varme Hænder bar til Salen kold,
Jeg beder, Konge! gjør den Dronning Ære,
Hvis Navn endnu paa Tungerne de bære,
Og elske ømmere, end selv de véd !

I Aandens Navn, som under Øjelaaget

Har Stjærner klare paa Skyhimmel bleg.

I Aandens Navn, som elsker Hjærtesproget,

Og kalder det Havfruens Strængeleg,

Jeg beder, Konge! bliv den Dronnings Værge,

So. Bøn til Majestæten. -?q-

Hvis Ros sig svinger over alle Bjærge
Xaar Aanden taler Hjærtets Tungemaal!

Der er en Løvsal i dit Kongerige,

I Sællands Hjærte, ved den blanke Sø,

Lad der i Mag den yndige bestige

Sit grønne Dronningsæde under 0,

Med Hynde blødt af venlige Kjærminder,

Som blaane lyst, saa længe Blodet rinder,

Og Hjærtet banker hos vor Moders Børn !

Hvor Axel blunder under hvalte Bue,

Og Danmarks Adel har sin Vaabenkrans,

Lad Folket der sin gamle Dronning skue

Forynget skjønt i Nyaarstidens Glans!

Lad sammensmelte der paa Danmarks Tunge

De gamle Hjærtetoner med de unge,

Til Dronningens og Danner kongens1) Pris!

Ja, hvor i Glans vor gamle Dronning2) troner,
I Bøgelunden paa Kjærminder blaa,
Der Kongens Pris i Folkesangen toner,
Som Lærker og som Nattergale slaa,
Der, som i Valhal, leve op de døde,
Hver Morgenstund ved Hjærtetoner søde,
Og bænkes trindt om Bord hos Kristian.

O Konge! du det følte dybt og længe,
At ægte Dansk er intet Barbari,
Men Tonerne fra Danmarks Harpestrænge,
Dem er der baade Aand og Hjærte i;

*) [Saaledes Grundtr. og Udkast; „Lykønskning til Danmark":
Danekongens.] 2) [Saal. Grundtr. og Udkast; „Lykønskning til
Danm.": Arilds-Dronning.]

■iq5 Si. Præsten Johan Hahn.

O, lad da, Konge! Aand og Hjærte sejre,
Som kvæde højt for Kongerne i Lejre,
Oprøre sig mod Kejserne i Rom/

Saa ømme Hjærter og saa skjønne Minder,
Saa kongeligt og blidt et Skjaldekor,
Saa bløde Bønder og saa søde Kvinder,
Som Danevang, har intet Land paa Jord,
Gjør end Latinerne sig nok saa vrede,
Lad os med Aand dog ej forgjæves bede,
For Dronningen og Folkets Tungemaal!

81. Præsten Johan Hahn.

(1840.)

[Nordisk Kirketidende 1840, Nr. 42, f. 8de November. J. G. F.
Hahn, Sognepræst i Hyllested, døde den 2den Novbr.]

Du var et Fredens Barn, som faa;
Som kun maaske i Danevang de findes:
Et Fredens Barn, som klart dog saa',
At uden Kamp der ingen Krone vindes,
Og kunde dig ej med den Lod forsone,
At leve og gaa Glip ad Livets Krone.

Thi skyed du ej Kampen haard

Mod Døden, Livets grumme Arvefjende,

Med Sejers-Tegn paa Kirkegaard,

Som om hver Helt han kunde overvinde,

Den Goliat, som klapper stolt paa Kaarden,

Og haaner Guds, den levendes, Slagorden.

Si. frasten Johan llalm. ^gy

|

Som David du i Harnisk for

Og vilde Skjold og Sværd mod Jætten føre,

Men i de dybe Kæmpespor

I Rustning du ej frit dig kunde røre;

De Fredens Børn, som hade Krigens Bulder,

Den aldrig bære kan paa egen Skulder.

Thi løste brat du Brynjen af,

Og Kæmpe-Sværdet lagde du til Side,

Tog fast i Haand din Hyrdestav

Og lod i Tasken glatte Stene glide,

Som du dem fandt, hvor Bækken sært sig vinder,

Og Herrens Stad til Glæde gjennemrinder.

Dig banded Jætten ved sin Gud,

Og hørtes højt paa Ormene at kalde;

Filister-Hæren ler dig ud,

For den saa' Sværd og Skjold og Brynje falde,

Men saa' ej Stenen i sin Kæmpes Pande,

Ej dig, omklædt, med Sejers-Palmen stande.

Det se kun de, som se ej fejl,

Kun Englene, som om din Sejer kvæde,

Og vi, som har det Gaadespejl,

Hvori sig selv betragter Himlens Glæde.

Og i hvis Bryst, naar hult for Lig det ringer,

Af Himlens Harpeleg en Gjenlyd klinger.

Vi se dig grant med Palme-Stav

I Sejers-Dragten ved vor Herres Side,

Som sprængte Stenen ved sin Grav

Til Slynge- Vaaben for de smaa, som stride,

Til Banesaar for Goliat den grumme,

Som ej et Haar kan paa Guds Sønner krumme.

->qg Si. Præsten Johan Hahn.

Vi skal og om en liden Stund,

Trods Ormenes og Orme-Drottens Tanke,

Blot ved et Ord af Herrens Mund,

Dig skue her i bedre Vaaben blanke,

Og høre dig den Salme højt udsjunge,

Som selv i Baand dig leged paa din Tunge.

De se dig ej endnu, de smaa,

Som Verden kalder fader-, moderløse,

Saa klædt i Sorg de maa vel staa

Og Savnets Taarer hulkende udøse,

Dog snart de mærke skal, de har Forældre,

Som aldrig synke i de mørke Kjældre.

De har en Fader over Sky,

Hvis Højre-Haand gjør store Ting paa Jorden,

Hvis Hjærte har det bedste Ry

Fra Øst til Vest, fra Syden og til Norden,

Og vil ej her, naar ømme Hjærter briste,

For sødest Faderlighed Rosen miste.

Nej, her i bløde Hjærters Land,

rier vil Gud-Fader ret det aabenbare,

At Sønnens Ros om ham er sand,

Saa Jorden fra sit Dyb maa Himlen svare:

Om end en Moder glemme kan sin spæde,

Du trøster altid dine smaa, som græde!

Det Vidnesbyrd i Jesu Navn

Du ogsaa gav vor Fader i det høje,

Du Børneven! hvis tunge Savn

Nu presser Taaren af de spædes Øje,

Og dine smaa det skulde ej fornemme,

De har med dig hos Bedstefader hjemme!

S/. Prusten Johan Hahn. 390

Man siger vel med Grund paa Jord:
Til Moder-Ømhed findes aldrig Mage,
Men lyve maatte jo Guds Ord,
Om ej vi har en Moder alle Dage.
Den ømmeste, som under Solen smiler,
Og i hvis Skjød selv Guds énbaarne hviler.

Hun kaldes ret Jerusalem,

Med Fredens Skjød midt under Vaaben-Larmen,

Med „Barnet, født i Betlehem",

Vi trykkes der saa ømt til Moder-Barmen,

At selv naar Øjne briste, Læber falme,

Vi høre kan vor Moders Aften-Salme.

I dette Kirkens Moder-Skjød,

Vor Herres Ven! du lagde dine spæde,

Der skal de finde Hvilen sød

Og lære, Sorg forvandles kan til Glæde,

Og lære af Guds egen Søn, vor Broder,

Med himmelsk Fryd at kalde Kirken Moder.

Ja, her i Dannekvinders Hjem,

Hvor Moder-Ømhed har sin Bølge- Vugge,

Det komme skal for Lyset frem,

Hvor sødt det er paa Himlens Sprog at klukke.

Og at paa Kjærlighed en Dannekvinde

Er dog kun fattig imod Guds Veninde.

Ja, som i Gry en Sommerdag

Det yndig lysner over Sællands Bøge,

Saa klares skal nu brat den Sag,

At Moder-Kirken er ej Pavens Skjøge,

Men er hans Dronning, som paa Lysets Trone

Gav Solen Glans og Himlens F'ugle Tone!

aqq 81. Præsten Johan Hahn.

Syng du hans Pris i Engle-Kor,

Som herlig Udvej har fra Døden fundet!

Sid du med Æren ved hans Bord,

Du, som i Jesu Navn har Sejer vundet!

Du ser i Glans paa Sletterne hist oppe

Hvad her vi skimte kun fra Bjærge-Toppe.

Vi bo endnu i Dødens Land,

Hvor Livet føles kun som Dug i Dale,

Dog spørges skal det over Strand,

At Himlens Dug kan Jorderig husvale,

Saa Lys og Fred opgro med Fryde-Sange

Som Engens Blomster og som Byg i Vange,

Det var dig skjønt at tænke paa,

Din Lyst med Sang af Hjærtens Grund at melde,

Den leve op i dine smaa,

Med Ungdoms Kraft og straalekranset Ælde,

Saa her, hvor ogsaa Glædestaarer rinde,

Dit Navn maa leve i velsignet Minde!

Og naar vi om en liden Stund

Skal glade samles i de gyldne Sale,

Da skal vi ret af Hjærtensgrund

Om Moder-Kirken og om Daaben tale,

Med Liv og Lys, med evig Fryd og Gammen,

Lovsynge ham, hvis Ord er Ja og Amen!

Sj. Henrik Glakn. 40 1

82. Henrik Glahn.

(1840.)

[Dette hidtil utrykte Digt her efter Forf.'s egenhændige Udkast.

Henrik G/a/in, teologisk Kandidat, f. 1810, Søn af Konsistorialraad,

Sognepræst i Veggerløse paa Falster, Adam Vilhadt Glahn, døde

af Tyfus i Begyndelsen af November 1840.]

„Du Ungersvend! jeg siger dig: stat op!"
Saa lød en Gang paa Jord
Den største Talers Ord,

Og fra Ligbaaren stod han op,
Den elskede afdøde,
Med Læber morgenrøde,
Med Liv og Aand og Varme,

Med Glædens igjenfødte Ord,
Sank i sin Moders Arme

Og kyssed bort hvert Sorgens Spor.

„Du Ungersvend! jeg siger dig: stat op!"

Vel synes nu paa Jord

Ved Baaren tomme Ord,
Som Støvet aldrig mer stod op,

For elskede afdøde

Var ingen Morgenrøde,

Ej Liv og Aand og Varme
For brustne Hjærte, Aandens Brud,

Ej Haab for Moderarme,
Der strække sig med Længsel ud.

„Du Ungersvend! jeg siger dig: stat op!"
Er dog et Almagts-Ord,
Naar Himmel, Hav og Jord,

I Afmagt faldne, løses op;

vi 26

402

82. Henrik Glahn.

De elskede afdøde

Vi da igjen skal møde,

Om der er Liv og Varme
I ham, der sprængte Dødens Baand,

Er Almagt i hans Arme,
Som sidder ved Guds højre Haand.

,.Du Ungersvend! jeg siger dig: stat op!"

Er derfor end paa Jord

Et lifligt Trøstens Ord,
Skjønt ingen staar saa tidlig op

Og skuer sin Ligskare

Med Øjne soleklare,

Og løfter Glædesrøsten,
Som Enkens den enbaarne Søn,

Da Livets Lys i Osten
Med Glans oprandt for Adams Kjøn.

„Du Ungersvend! jeg siger dig: stat op!"
Er og et Kraftens Ord
For kristne Folk paa Jord:

Hos dem i Aandens Kraft staa op
De salige afdøde,
Som hisset de skal møde
Med Liv og Aand og Varme,

Med Glædens igjenfødte Ord,

Med kjærlig aabne Arme,

Med Soleglans i Sorgens Spor.

„Du Ungersvend! jeg siger dig: stat op!"

Skal og i Jesu Navn

Formilde eders Savn,
Som tro, han staar forklaret op,

Den Yngling, fra de døde,

Som sank i Morgenrøde,

82. Henrik Glahn.

403

Men skal staa op i Aanden
For himmelvendte Blik saa brat,

Hans Sjæl i Guddoms-Haanden
Jo smiler nu ad Gravens Nat.

Du Ungersvend! jeg siger dig: stat op,

I Engledragten skjøn,

Dig gav Marias Søn,
Til Støvet staar forklaret op !

For Fæstemø og Moder,

For Fader og for Broder,

For alle Venner kjære,
Som tro paa Guds enbaarne Søn,

Staa, til din Frelsers Ære,
I Aanden op som Engel skjøn!

Du Ungersvend! jeg siger dig: stat op!

Tag med din Søster blid,

I Kaabe dagskj ær-hvid,
Som Østens Sky, før Sol staar op!

De gamle deres kjære

Kan længer ej undvære,

Og eders Venner unge
De trænge til et Engle-Par

For Øje og paa Tunge,
Saa yndige, som her I var.

26»

aqa 83. Danske Kongerim.

83. [Danske Kongerim.]

(1840.)

[Disse hidtil utrykte Kongerim findes paa to Oktavblade i Forf.'s
Haandskrift, vistnok fra 1 840. De danne kjendelig en Fortsættelse
af A. S. Vedels „Danske Kongers Navne og Tal1' foran i lians

Kæmpevisebog.]

[Kristian den fjerde.]

Oom Flod og Ebbe skiftevis,

Det gaar med Lykke, Last og Pris,

Det maa og jeg bekjende,

Men haaber dog, med Danmark staar,

Hvad jeg har bygt i femti Aar,

Ja, staar til Verdens Ende!

[Frederik den tredje.]

Jeg døj ed ondt med Kjebenhavn,
Det blev os bsgge dog til Gavn,
Til evig Pris og Ære,
Thi Kjøbenhavn fik Hjælm og Skjold,
Og Danmark gav sig mig i Vold,
Som Mø sin Hjærtenskjære.

[Kristian den femte.]
Der altid vil, den Sag er ren,
Til gode Dage stærke Ben,
Og mine var kun svage,
Til Danebrog i Juelers Haand
Til Danske Lov og Kingos Aand
Min Tid dog saa' ej Mage.

8j. Danske Kongerim. 405

[Frederik den fjerde.]

Min Lod var knap, min Tid var kold,

Dog- for mig" kæmp ed Tordenskjold,

I Sky stak Danebroge;

Gud give, de var ret i Stand,

De danske Skoler trindt om Land,

Jeg loved Bønders Poge!

[Kristian den sjette.]

Jeg bygte, som jeg kunde bedst,

Men det, des værre, Regn og Blæst

Og Ild ej kunde taale;

Thi beder jeg hver Dannemand,

Mig ej med fjerde Kristian,

Men med min Tid, at maale!

[Frederik den femte.]

Vort Syn er kort, vor Vej er glat,

Af Pengelaan og Extraskat

Jeg vidste lidt at sige;

Men hørte tit i tyve Aar,

At af sig selv, som Eng i Vaar,

Opblomstrede mit Rige.

[Kristian den syvende.]

I mine Dage udenlands

Gik mangen Drot fra Vid og Sans,

Og somme bag af Dansen;

Jeg véd ej selv, hvordan det gik,

Men hørte dog af Frederik,

Vi stod os godt paa Skansen.

AQfy 83. Danske Kongerim.

[Frederik den sjette.]

Med Dannemænd som Prins og Drot

Jeg døjed baade ondt og godt

I mange Herrens Tider;

Det var min Trøst, naar jeg holdt Stand

Med Folket gjennem Ild og Vand:

Den vinder kun, som strider.

Jeg stred og vandt, med Taare klar

Mig Bondemand til Hvile bar,

Som i Kong Frodes Dage,

Paa Modersmaalet, i min Grav,

Mig nævner Sang fra Mark og Hav

Lands-Fader uden Mage.

[Kristian den ottende.]

Det var mit første Konge-Ord:
Jeg træder i Kong Fredriks Spor,
Jeg kan ej bedre finde,
Min Lykke hans maa overgaa,
For ham i Kjærlighed at naa,
Hvor han er bedst at finde.
Vort Kald er stort, vor Tid er sær,
Og styres maa der over Skjær,
Mens Strøm og Vinde skifte;
Dertil forslaar ej Kløgt og Kunst,
Om Folkets Tillid, Himlens Gunst
Ej Medbør os tilvifte.

$4- Kjøbenhavn. 40'

84. Kjøbenhavn.

(1841.)

[Et Særtryk med Titel: „Kjøbenhavns Pris i danske Samfund ilte
Februar 1841" har denne og den her følgende Vise. Med Titel
..Kjøbenhavn" i Viser og Sange for danske Samfund, 3dje Hæfte

(1841), S. 20—25.]

Danmarks Hovedstad den ranke,

Rejst ved Øresund,
Havfru-Bur ved Søer blanke,

Bygt i grønne Lund,
Munter, kjæk og mild og rolig
Kæmpehavn og Kongebolig,
Gjennem Middelalders-Striden,

Steg i Nyaar stiden.

Under Valdemar den store

Dukked op i Havn
Borgen, og kom brat for Or'e,

Under Axels Navn;
Smalt dog kun var Byen grundet
Sild gik op i Kattesundet,
Ulke smaa sig kunde bade

Midt i Laxegade.

Østerport ved Østergade

Stod med Hængelaas,
Skillingsmanden havde Stade

Midt paa Hallandsaas,
Nørregade laa paa Landet,
Op i Pustervig løb Vandet,
Danned Dam for Rosengaarden,
Nu til Kultorv vorden.

40 8 &4> Kjøbenhavn.

Hvor nu smukke Piger vandre

Pænt med Silkesko,
Favned Søerne hverandre,

Saa Havfruer lo;
Krybe maatte da som Sneglen
Færredsvognen gjennem Vejlen,
Vovelig og smal var Gangen

Ogsaa over Spangen.

Under O Idenbo?' per Stammen

Voxte godt i Ly
Holmene med Vænger sammen

Til vor Kongeby,
Det er Axelstad hin bolde
Kjøbenhavn med grønne Volde,
Som dog stod i Ilden Prøve,

Under Gyldenlove.

Hængte den i gyldne Kjæder,

Under Himmel blaa,
Sagde Karl Iskampe-Træder,

Jeg den skulde naa!
Men var Gærderne end lave
Da om Dannerkongens Have,
Steenbuk fandt dem dog for høje,

Lukte brat sit Øje.

Ja, engang i Blide-Maaned,

Vinternatten kold,
Mange svenske Kæmper daaned

Under Vestervold,
Vaagned aldrig mer af Dvale,
Hørte ikke Hanen gale
Til de Danske sit Godmorgen,

Slukt er Hjærtesorgen !

Sj- Kjøbenhavn 4°9

Saa med Bøsse og med Blide,

Hug og Hammerslag,
Kæmpede ved Midnatstide-

Kongens Vennelag:
Krigsmand, boglærd, Handskemager,
Adelsmand og Smed og Bager,
Kæmped, sejred hele Staden,

Hist i Si forme-G aden!

Kjøbenhavn har dermed vundet

Frihed, Ros og Ry,
Pige-Klyngen, rosenmundet.

Synge højt i Sky:
Skjoldmø-Ætten ej uddøde,
Smykked sig med Roser røde,
Gjenfødt for ej længe siden,

Midt i Ny aar stiden!

Synges skal i samme Tone

Om den Ædelsten,
Som i Dannerkongens Krone

Funkler klar og ren,
Fundet kun i Danmarks Have,
Hovedstadens Nyaarsgave:
Magt til alt, hvad Hjærtet nænner

Mellem Per le- Venner.

Adels-By, som Bjærg paa Sletten,

Folkehjærtet kjær!
Vis, du er af Helteætten,

Skjoldmø-Navnet værd :
Friheds Tolk for Drot og Rige,
Ædelmodig, blid tillige,
Rigets Værn og Rigets Smykke,

Spejl for Danmarks Lykke!

4io 8 5' Kjøbenhavns Belejring.

Da, til Ny aar stiden endes,

Som fra den opstod,
Vidt du skal i Verden kj endes,

Som en Danebod,
Overalt, hvor Kongeflaget,
Kronet i Skjærtorsdags-Slaget,
Minder om hvad du har øvet,
Skudvant og ildprøvet!

Valdemar den stores Dotter,

Døbt af Axel Hvid,
Dronning gjæv for mange Drotter.

Kjæk i Storm og Strid,
Hjærteskud af Skjoldmø-Ætten!
Længe blomstre du paa Sletten!
Længe leve du i Sangen

Over Svane-Vangen!

85. Kjøbenhavns Belejring.

(1841.)

[Samme Særtryk som forrige Vise. Med Titel „Belejringen" i
Viser og Sange for danske Samfund, 3dje Hæfte (1841), S. 25— 31.]

Konning havde sig Kjebenhavn,
Frederik var den Konges Navn,

Kjøbenhavn,
Frederik var den Konges Navn,
Karl for sin Hat var Sverigs Drot,
Mente det ej med Fredrik godt.
Der er saa favert ved Sundet at færdes!

$5- Kjøbenhavns Belejring. 411

Skaane tog han som ingen Ting,
Kjørte med Danmark slemt i Ring,

Ingen Ting,
Kjørte med Danmark slemt i Ring,
Maaneder sex ved Vesterport
Spilled han Bold, men vandt ej stort.
Det er saa favert ved Sundet at færdes !

Kjøbenhavn, sagde han med Bral,
Sletter jeg ud af Stæders Tal,

Han med Bral,
Sletter jeg ud af Stæders Tal:
Stikker i Sky du stolt og prud,
Brat er din Glans et Stjærneskud.
Det er saa favert ved Sundet at færdes 1

Sværde klirred og Kugler peb.
Hungeren sved, og hart det kneb,

Kugler peb,
Hungeren sved, og hart det kneb;
Død i sin Rede dog vor Drot
Kaared for Liv med Skam og Spot.
Det er saa favert ved Sundet at færdes!

Rygtet bar i en liflig Stund
Tidender ny fra Øresund,

Liflig Stund
Tidender ny fra Øresund:
Danemarks Ven har vundet Slag,
Fjenderne fik det glatte Lag.
Det er saa favert ved Sundet at færdes!

Klokketaarne i Kjøbenhavn
Tjene til Nød for Bjærg og Bavn,

Kjøbenhavn
Tjene til Nød for Bjærg og Bavn.

a j 2 8j. Kjøbenhavns Belejring.

Opdam, det lød, med Flag i Top,

Sejler paa Stads nu Sundet op !

Det er saa favert ved Sundet dit færdes!

Hollands Flaade med Sejersflag
Lagde i Havn ved højlys Dag,

Sejersflag
Lagde i Havn ved højlys Dag,
Skibe i Flok med Kjød og Brød
Bored i Sænk al Hungersnød.
Det er saa favert ved Sundet at færdes!

Skumle stode i Uger ti
Taarnene tyst med Klokker i,

Uger ti
Taarnene tyst med Klokker i,
Meldte nu lydt med Sang og Klang
Himmelens Smil til Danevang.
Det er saa favert ved Sundet at færdes!

. Vinter- Stormen fra Øst og Vest

Jordskjælv os bød, men blev til Blæst,

Øst og Vest
Jordskjælv os bød, men blev til Blæst;
Voldsmanden sank med Sorg i Grav,
Voldene steg ved Sø og Hav.
Det er saa favert ved Sundet at færdes!

Bjælder klinge og Kaner gaa,
Hvor i den Storm Vindfælder laa,

Kaner gaa,
Hvor i den Storm Vindfælder laa,
Højeloft staar i Gaden bred,
Der, hvor de faldt ad Volden ned.
Det er saa favert ved Sundet at færdes I

$j. Kjøbenhavns Belejring. a\2

Blide-Maaned er end saa hvid,
Som den var da i Stormens Tid,

End saa hvid,
Som den var da i Stormens Tid,
Vinteren er endnu saa kold,
Som da de stred ved Vestervold.
Det er saa favert ved Sundet at færdes!

Blide-Maaned om Maj dog spaar,
Dejligst paa Jord er Danmarks Vaar,

Maj dog spaar,
Dejligst paa Jord er Danmarks Vaar;
Volden er høj og Vangen skjøn,
Søen er blank og Bøgen grøn.
Det er saa favert ved Sundet at færdes!

Maste-Skoven er hvid og graa,
Klæder dog kjønt paa Bølgen blaa,

Hvid og graa,
Klæder dog kjønt paa Bølgen blaa,
Bringer med Vin, med Salt og Jærn,
Tanker om Tid og Strandbred fjærn.
Det er saa favert ved Sundet at færdes!

Gid, saa længe som Øresund
Bugter sig om den grønne Lund,

Øresund
Bugter sig om den grønne Lund,
Fuglenes Sang om Kjøbenhavn
Tone i Sund fra hver en Stavn!
Det er saa favert ved Sundet at færdes!

AlA Så. Fiskeren og Havfruen.

86. Fiskeren og Havfruen.

(1841.)

[Særtryk: „Sange i danske Samfund ved anden Aprils Minde 1841."
Med Titel som her i Viser og Sange for danske Samfund, 3dje
Hæfte (1841), S. 59 — 64 — Et meget afvigende Udkast — eller
rettere to forskjellige Forarbejder — til denne Vise forefindes fra
Fort.'s Haand paa to Oktavblade og aftrykkes her efter Texten.]

1 æt uden for Vebæk, hvor Søen er ren,
Niels Fisker, han sad paa en Kampesten;

Haa, haa, haa!
Der spejler sig meget i Bølgen blaa.

Den Fisker, han syntes, i Krøniken stiv,
Det var nu i Verden et Hundeliv.

Haa, haa, haa!
Man tit saa' ham Taarer i Øjne staa.

Den Havfru, som leged i Bælt og Sund,

Da Skjold stod for Styret, hun løb paa Grund

Haa, haa, haa!
Niels Fisker paa Stenen fuld brat hun saa'.

Hvad græder du for? sagde Havfru Ibrand:
Er det, fordi Rosmer gik her i Land?

Haa, haa, haa!
Den engelske Havmand hun kaldte saa.

Det svared Niels Fisker: den Vikingestreg
Paa Kongedybs-Regningen skriver jeg,

Haa, haa, haa!
Det skar i hans Øjne, det mørkeblaa!

86. Fiskeren og Havfruen. 4 1 5

Saa kæmped de Helte af anden April
Med Rosmer-Baronen fra Thems og Nil,

Haa, haa, haa!
At fredelig dog man engang ham saa'!

Da smiled Havfruen og sagde: galant
Saa gjør man til Flue en Elefant!

Haa, haa, haa!
Hvad tænker med Taarer da end du paa!

Derpaa, sagde han med et Suk, tænker jeg,
Her lugter af Lærdom, som før af Beg.

Haa, haa, haa!
Det huer mig daarlig hos Kjoler blaa.

For de, der var klogest paa Himmelens Løb,
Langt heller til Kojs end til Tops nok krøb;

Haa, haa, haa!
For kikked man Stjærner hver Nat i Raa !

Og de, der var fermest i Fransk og i Tysk,

Fik ondt, naar hun krænged lidt rank og brydsk.

Haa, haa, haa!
Det Sprog skulde Sømænd dog godt forstaa.

Hvo Kaasen véd bedst i sin Kakkelovnskrog,
Gaar snarest i Kuling fra Kort og Bog.

Haa, haa, haa!
Til Bunds gaar kun Sømand i Bølgen blaa.

Hvor alt, hvad der buldrer, holdt gruelig Hus,
Saa hver en Magister blev rent konfus,

Haa, haa, haa!
Der skulde nok Sømænd i Skole gaa.

4.1 6 86. Fiskeren og Havfruen.

Der op til Examen saa kjæk og saa bold
Gik Villemoes næppe som Tordenskjold.

Haa, haa, haa!
Hvordan vil det nu med de lærde gaa!

Kom Tordenskjold nu med sin begede Brog,
Fuld voxen med Skjæg og med Sømandssprog,

Haa, haa, haa!
Han aldrig fik Stjærne paa Kjortel blaa!

Det svared den Havfru som leged med Skjold,
Og pejled Farvandet fra Hedenold:

Haa, haa, haa!
End tindrer en Stjærne for Kjoler blaa!

Hvad sagte jeg hvisked paa Isef jords Grund,
Fløj røstet skal lyde i Øresund,

Haa, haa, haa!
Da tør det vel Drotten til Hjærte gaa!

Af Sæden paa Havet til Danemarks Ros,
Fra Skjold og fra Hading til Ville?noes,

Haa, haa, haa!
Skal voxe Bedrifter som Ax paa Straa!

Med Tordenskjold mødes da Adler og Juel,
Med Døtrene mine de lege Skjul,

Haa, haa, haa!
Kong Kristian gladelig ser derpaa.

Da med mine Søstre, i Øster og Nord,
Jeg løfter min Stemme til Sang i Kor;

Haa, haa, haa!
Da hører man Nørrelands Klokker gaa!

86. Fiskeren og Havfruen. 4.17

Og Rosmer vi gjæste en Morgen for vist,
Ham tage paa Sengen, med Tak for sidst,

Haa, haa, haa!
Der spejler sig meget i Bølgen blaa!

[Af Forf.'s Udkast til dette Digt er bevaret følgende:]

Der brasked en Havmand ved Engellands Kyst:
,.Mon nogen tør vove med mig en Dyst!

Haa, haa, haa!
Mon nogen tør vove med mig en Dyst!"

Vel hundrede Sønner han havde i Flok,
Hver Havfru, dem mødte, kom tidlig nok.

Der dansed en Havfru ved Øresunds Bred,
Hun var for den Havmand slet ikke ræd.

Hun dansed dér alt i Kong Fredegods Tid,
Før Engellands Havmand fik Sans og Vid.

Hun havde end Døtrene store og smaa,
De dansed i Kjæde paa Bølgen blaa.

„Vor Moder", de sang, ..er en Dronning i Nord";
Det hørte den Havmand, blev sort som Jord.

Han svømmed, saa Fraaden ham skummed om Mund,
Med hundrede Sønner til Øresund.

Men Danemarks Havfru var gammel og klog,
Hun nemmed vel Runer af Odins Bog.

I Sundet der vrimled af Sælhunde-Kram,
Dem skabte hun listig i Havfru-Ham.

Den Havfru, som leged i Bælt og Sund,

Da Skjold stod for Styret, hun løb paa Grund.

Haa, haa, haa!
Der spejler sig meget i Bølgen blaa.

VI

27

i j g c5<5. Fiskeren og Havfruen.

Tæt uden for Vebæk hun satte sig ned,
Og græd paa en Tue, og Hænder vred.

Haa, haa, haa!
Niels Fisker blev gnaven, da han det saa'.

..Hvad græder du for, Maremind !'•' sagde han,
„Er det, fordi Fjenden gik her i Land?

Haa, haa, haa!
De røde de passed ej rigtig paa."

Det svared den Havfru: „For Mordbranden rød
Lad græde den Havmand, som Freden brød!

Haa, haa, haa!
Den Skamplet aftvætter ej Bølgen blaa.

,Jeg græder ej heller for dem under 0,
Som Visen om kvæder: de aldrig dø,

Haa, haa, haa!
Lad skinne det røde paa Kjolen blaa!

„Men lugter af Lærdom de mer end af Beg,
Og lugter af Finhed, — da græder jeg.

Haa, haa, haa!
Og det er nu Sorgen, kan jeg forstaa.

„For de, der var klogest paa Himmelens Løb,
Langt heller til Kojs end til Tops dog krøb.

Haa, haa, haa!
Før kikked de Stjærner hver Nat i Raa.

„Og de, der var fermest i Fransk og i Tysk,
Fik ondt, naar hun krænged lidt rank og brysk.

Haa, haa, haa!
Det Sprog skulde Sømænd dog bedst forstaa.

. Hvo Kaasen véd bedst i sin Kakkelovnskrog,
Gaar snarest paa Søen fra Kort og Bog.

Haa, haa, haa!
Til Bunds gaar en Sømand i Bølgen blaa."

Sy. Til Elise Stampet 4- IQ

87. Til Elise Stampe.

(21de April 1 84 1.)

[Dette hidtil utrykte Digt til Baronesse E. Stampe ved hendes
Konfirmatjon meddeles her efter Originalen.]

Der er et Hus paa Jorden,
Et gammelt Kongehus,
Ej rammes det af Torden.
Ej synker det i Grus;
Som Straalevæld paa Bue
Det daglig staar i Lue,
Men gaar ej op i Røg.

t

Det er for Verdens Øje
En Hytte lav og graa
Til Spot kun for de høje,
Til Lyst kun for de smaa;
Dog alle Himlens Skjalde
Det Klippeborgen kalde
Med Gyldenspir i Sky.

Jo tiere det brænder,

Des klarere man ser,

Det er ej gjort med Hænder

Af Støv, af Straa, af Ler;

Men, bygt af Mester-Aanden,

Det klares efterhaanden

Som Guld og Ædelsten.

Alt hvad os gik af Minde
I Verdenstumlen vild,
Det kan vi se der inde
I Straaleglansen mild;

27*

420 $7- Til Elise Stampe.

Thi der for Sjælens Øje
Det dybe og det høje
Sig spejler underfuldt.

Trods Verdens Larm, at høre

Der er et Englekor,

Det Julebud at føre:

„Nu er der Fred paa Jord" ;

Som Englesangen lyder,

Dens Tonefald indgyder

I Hjærtet Himlens Fred.

Til Højbords Kongen sætter
Og sine Gjæster smaa,
Af sande Herreretter
De Kæmpestyrke faa;
Naar de med Tak modtages,
De kan med Døden drages
Og vinde Sejerskrans.

O, der er let at bære

Al Sorg, i Grunden slukt,

O, der er godt at være.

Hvor Kiv er udelukt,

Hvor Fred har Frejas Sæde,

Hvor evig Sjæleglæde

Er født til Dronningstol!

Sig lykkelig maa prise,
Hvo Tærsklen overskred,
Til Lykke da, Elise!
Med mer, end Verden véd,
Hvor du fik Gang og Sæde
Med Fred og Trøst og Glæde,
Det er Prinsesser tre!

88. Det gamle og det ny. 42 I

Sid du med dem i Tale!

Gak med dem Haand i Haand,

Hvor sine Riddersale

Har hvælvet Sandheds Aand!

Gak saa med dem til Hvile,

Hvor Jord og Himmel smile,

Hvor alt er Kjærlighed!

Der skal engang vi mødes
Og smile ad alt Savn,
Al Sorg, for dem, som fødes
I Jesu Kristi Navn,
Opvoxe i hans Kirke,
Hvor Himmeltoner virke
Fuldkommenhedens Baand.

88. Det gamle og det ny.

(28de Maj 1841.)

[Særtryk af denne og den følgende Vise med Titel: Sange til Maje-
stæten i Danske Samfund. Kbhvn. 1841." Begge optagne i den
udgivne Beretning: „Den 28de Maj i danske Samfund" /Kbhvn. 1841).
Denne Vise, med Titel som her, ogsaa i Viser og Sange for danske
Samfund, 2den Samlings iste Hæfte (1847), S. 58 — 60. — Forf.'s
Udkast er til Dels bevaret.]

JJet gamle, det gjælder nu lidt kun paa Jord,
Det ny dog kun sjælden er bedre,
Thi blev ved det gamle vi helst i Nord,
Og mindes med Fryd vore Fædre.

A22 88. ^ei iam^e °S det ny.

Mens Lærken er graa
Og Bølgen blaa,
Mens Bøgen er grøn, skal Danmark staa.

Men naar det ældgamle gjenfødes paa ny,
Opstander forynget af Graven,
Da er det som Dagning i Rosensky,
Som Foraar paa Mark og i Haven.
Mens Lærken er graa.

Da kom Holger Danske med Æren igjen,
Og Havfruer danse paa Voven,
Da Sommer ad By ride Dannemænd,
Og Fuglene sjunge i Skoven:
Mens Lærken er graa.

Og saadan en Dagning vi havde i Gaar,
Et Foraar i Danemarks Vange,
I Fredrik den sjettes halvhundred Aar,
Med Løvspring og liflige Sange.
Mens Lærken er graa.

Da vaagned paa Tunge, paa Tinge, i Vang,
I Hytter og Højeloftssale,

Den Røst fra det dybe, det Maal, den Klang,
Der laa som hensovne i Dvale.
Mens Lærken er graa.

Ja, Danskheden vaagned hos Konge og Folk,
Nu aldrig den mer skal hensove,
Men trone paa Marken som Mildheds Tolk,
Og Freds-Flaget tone paa Vove.
Mens Lærken er graa.

88. Det gamle og det ny. 4.2 ^

Hvor Folket har Stemme, og Kongen har Magt,
Hvor Bønder i Raadet har Sæde,
Der Hoved og Hjærte i kj ærlig Pagt
Skal enes og klares, og kvæde:
Mens Lærken er graa.

Se, det var det gamle, og det er det ny
Paa Marken den favre og jævne,
Saa frit vi bekjende, med Sang i Sky:
Som Fædrene stiled, vi stævne.
Mens Lærken er graa.

Vi sige det højt og synge det frit:
I Danmark det ældste os huer.
Lad Tyskerne prøve paa splinternyt!
De har intet gammelt, som duer.
Mens Lærken er graa.

Det var paa en Majdag vor Lykke udsprang,
Som Bøgen saa yndig udspringer,
Og derfor i Maj nu vor Frydesang
Om Kap med Smaafuglenes klinger:

Mens Lærken er graa

Og Bølgen blaa,
Mens Bøgen er grøn, skal Danmark staa.

424 8g. Danmarks Skjold.

89. Danmarks Skjold.

(28de Maj 1841.)

[Samme Særtryk og Beretning som forrige. Med Titel som her i
Viser og Sange for danke Samfund, 4de Hæfte (1842), S. 12 — 15.].

Hj ærter og Løver i sit Skjold

(Skoven staar dejlig og grøn)

Danmark har ført fra Hedenold.

Den Sommer og den Eng saa godt kunne sammen,

Hjærtelighed er det danske Guld,
Moder af det har Favnen fuld.

Guldhjærter ni for hver en Lyst
Ædel og dyb i Danmarks Bryst.

Kjærlighed til vort Fædreland:
Yndigheds 0 i Mildheds Strand.

Kjærlighed til vort Modersmaal:
Æblet af Guld i Sølverskaal.

Kjærlighed til vor Arvedrot:
Faderlighed for stort og smaat.

Kjærlighed til det Liv saa frit,
Som lader hver beholde sit.

Kjærlighed til den søde Fred,
Levende Folk kan frydes ved.

Kjærlighed til det Ærens Træ,
Som giver Børn og Kvinder Læ.

Sg. Danmarks Skjold. 42 S

Kjærlighed til hver Glædens Urt,
Som ej gjør andre Livet surt.

Kjærlighed til. hvad ret er smukt,
Ægte som Guld og Gjemmefrugt.

Kjærlighed til den klare Dag,
Fuglene se med Velbehag.

Løverne tre er Lykkens Tegn,
Tre Gange stor i Hjærtets Egn.

Frede g od og Kong Valdemar,
Det var et ægte Løvepar.

Nu er den tredje Løve-Stund,
Lykken hun smiler til Øresund.

Fredegods Søn af Mødre ni,
Folker aad l staa nu Danmark bi!

Stød du som Hejmdal i din Lur!
Staa du for Gladhjem som en Mur!

Lyde som Brøl fra Løvebryst
Alle de ni Guldhjærters Røst!

Høre det nu hvert Folk paa Jord,
Hvad der i Danmarks Hjærte bor!

Skingrende Lyd fra Himmelbjcerg
Gjøre til Sten hver Trold og Dværg!

Kjærligheds Sol i Lysets Old
(Skoven staar dejlig og grøn)

42 6 9°' Ved Kronprinsens Formaling.

Kaste nu Glans paa Danmarks Skjold!

Den Sommer og- den Eng saa godt kunne sammen.

90. Ved Kronprinsens Formæling.

(iode Juni 1841.)

[Særtryk med Titel: „Sang i Anledning af Deres kongelige Højhed
Kronprinsens Formæling. Afsungen af Drengene i Nyboders Skoler.
(Kbhvn. 184I." Optagen i Lindbergs Danebrog, Nr. n; „Dagen"

Nr. 136.]

Hvor dunkle Bølger rulle
I Storm med Skum og Brag,
Sig kruse Vover smulle
Den lange Sommerdag!
Med Bør, ved Sol og Stjærne,
Paa Havet som et Spejl,
De Snækker fra det fjærne
Da gaa for fulde Sejl.

Saa skrid for Skjoldung-Ætten
Paa Hav, du Snække prud,
Med Kongens Søn fra Sletten,
Og med hans unge Brud!
Du fører Kongeflaget,
Du bærer Kongens Navn ;
Bring, hvad du har modtaget,
Med Fryd i Kongens Favn!

Vind Pris fra Morlands Floder,
Som bringe røden Guld!

go. Ved Kronprinsens Formæling. 4.2 7

Bring os en Konge- Moder,
Det gamle Danmark huld!
Da mindes skal din Rejse
Med Ros i Kongebog,
Saa længe Daner hejse
Skyklare Danebrog.

Ej findes under Solen

Et Land med bedre Spejl

For dem paa Dronningstolen,

Hvem Synet ej slaar fejl,

Fra Danebod hin fine,

Hos os udødelig,

Til Dagmar-Karoline,

Paa ægte Perler rig.

En saadan Brud til Baade
Hjemføre Kongens Søn,
Til Dronning af Guds Naade!
Det er vor fælles Bøn.
Derom med Folkets Tunge,
Paa Kjærlighedens Grund,
Lad alle Fugle sjunge
I Danmarks grønne Lund !

428 91- Til Jette Glahn.

91. Til Jette Glahn,

paa Bryllupsdagen 12te Juni 1841

[Dette hidtil utrykte Digt her efter Originalen. Sofie Henriette

Glahn, Datter af Præsten P. E. Glahn og B. M. Blicher, gift med

daværende Dr. phil., senere Biskop, P. C. Kierkegaard.

Moder din i mange Aar
Skjalden var en kjær Veninde,
Gjemte fra sin Brude- Vaar
Ved sit Hjærte hans Kjærminde,
Lærte sine Døtre smaa,
Ham at ynde og forstaa.

Derfor i din Brude-Sommer
Fra den alderstegne Skjald
Dristelig Kjærminden kommer
Under dæmpet Tonefald,
Sikker paa, om end af Øje
Haanden svinder, som den maa,
ømt sig Hj ærtet dot> vil bøje
Til Kjærminden lyseblaa;
Hver Gang Smilet sig forynger,
Som paa Mark skal ej uddø,
Moder for en Datter synger
Om den Blomst fra Hjærtets 0,
Og hvor dødt end Støvet hviler,
Skjaldens Aand ved Sangen smiler.

Ja, lad visne kun som Løv
Hver en Blomst, der har sin Time!
Lad kun smulre hen i Støv,
Hvad sig ej med Aand kan rime!

92. Dronning-Vise. 42Q

Det er ej dit Arve-Smil:
Blomster-Sprog i Fugle-Stil,
Det er ej det ømme Hjærte,
Aabent for hver Fryd og Smerte,
Det er ej Kjærminden blaa,
Som kun Aandens Øjne saa',
Og som kun, hvor Aanden lufter,
Sødt i Hjærtekamret dufter.

Den Kjærminde himmelblaa,
Ømt og tit vil Hj ærtet drage
Til din første Kreds af faa,
Og de stille Landsbydage;
Smil da sødt til, hvad der svandt,
Som til Ungdoms Rosenkinder!
Stol paa, hvad der, evig sandt,
Evig blomstrer, aldrig svinder!

9 2. Dronning-Vise.

(28de Juni 1 841.)

[Særtryk med Titel: ,.Folke-Sang paa hendes Majestæt Dronningens

Fødselsdag. Kbhvn. 1841." Med ovenstaaende Titel i Viser og

Sange for danske Samfund, 4de Hæfte (1842), S. 61 — 63]

Okjøn Rose mellem Blomster i Urtegaard,

Hun sidder som en Dronning, mens Verden staar.

Over Dannemænds Hjærte fører Dronningen Spiret!

Og Bøgen med sin Krone i grønne Lund,

Hun stander som en Dronning ved Bælte og Sund.

A70 92- Dronning- Vi se.

Den lille Agerlærke med Kaabe graa,

Hun stiger som en Dronning til Himmelens Blaa.

Og Solen i det høje, naar hun faar Magt,

Hun skrider som en Dronning i Kronings-Dragt.

Men Solen i det dybe er Kjærlighed,

Hun daled som en Dronning her oven ned.

Og i sit lille Kammer i Danskens Barm

Hun sidder som en Dronning saa sommervarm.

Imellem Dannekvinder alt som en Sol
Amalia, hun sidder paa Dronningestol.

Og over alle Roser, med Duften sød,
Er yndig Majestæten i Kaabe rød.

Hun bærer og sin Krone, vor Dronning skjøn,
Saa blidelig som Bøgen i Livkjortel grøn.

Og højere, end Lærken med Kaabe graa,
Hun stiger under Sangen til Himmelens Blaa.

Den ømme Folke-Moder med Kjærlighed,
Hun daler ogsaa gjærne til Smaafolk ned.

Det danske, som er mange for lavt og smaat,

Det kalder hun dog kjønt og det kjender hun godt.

Hun beder for de ringe, hun kjæler for de smaa,
i lun lærer dem at smile som Himmelen blaa.

Der findes ingen Dronning paa noget Slot,
Som Børn af de fattigste kjender saa godt.

1)2. Himmelbjærgs-Vise. 431

Saa kvægende hun synker som Dug" i Dal,
Og straalende hun troner i Højelofts-Sal.

Velsignet være derfor den Sommerdag,
Hun fødtes til at skinne i Dronninge-Lag!

Velsignet være Dagen i Gyldenaar,
Som kroned Karoline i Kristians Gaard!

Velsignet være Dronningen moderlig!

Ved danske Hjærters Hylding forynge hun sig!

Over Dannemænds Hjærte fører Dronningen Spiret !

93. Himmelbjærgs-Vise.

(3dje Avgust 1841.)

[Særtryk med denne Titel, kun uden Aarstal. Med samme Titel i
Viser og Sange for danske Samfund, 2den Samlings iste Hæfte
(1847), S. 39 — 43, dér med Udeladelsen af to Vers: det 2det og

det 11te.]

tiimmelbjærg i Danevangen!

Over Øm og Ry
Løft dig kjæk med Folkesangen

Stik med den i Sky!
Du har og en hellig Kilde,
Funden sent, dog ej for silde!
Sovesyge, Tanke-Lede

Godt den kan helbrede.

a22 93' Himmelbjærgs-Vise.

Sent du funden blev paa Heden,

Tidlig dog har drømt
Om dig" hele Nørreleden,

Gjort dit Navn berømt;
Rosen i de gamle Skrifter
Raaber ud til ny Bedrifter,
Kappes skal om dig at prise

Mangen Kæmpevise.

Himmelbjærgs den gamle Vætte

Hejmdal hed i Fjor,
Saa' ham Trold, og saa' ham Jætte,

Rædsel i dem for;
Falkesyn og Kæmpekræfter
Havde han, og Mund derefter,
Sværd i Haand og Mod i Bringe,

Hoved hed hans Klinge.

Grønne Gudhjems Kongerige
Stod han for paa Vagt,

Maatte ej en Haarsbred vige
For al Fjendens Magt,

Skulde, ved i Lur at støde,

Vække levende og døde,

Naar det kneb, til Kamp paa Sletten
Mod Iskampe-Ætten.

Over Gyngebro hin bolde,

Dejlig blank og blaa,
Selv de allermindste Trolde

Passed godt han paa;
Lidt og let, det alle vidste,
Hejmdal sov som Fugl paa Kviste,
Hørte Skjægget gro paa Drenge,

Græsset gro i Enge.*

gj. IIi)innclbjærgs-Vise. 43 5

Dannerkongen det med Ære

Har for Dagen lagt,
Ham det lyster nu at være

Htm m elbjærgets Vagt;
Navne skifte, Tider vendes,
Lige godt, naar kun det kjendes
Som paa Klang, paa Fyr og Flamme,

Aanden er den samme!

Lad til Drømmen nu kun Daaden

Svare, som den kan!
Da sig selv opløser Gaaden

Glat i Daneland.
Lad det rygtes, lad det brage:
Holger Danske kom tilbage,
Med ham blinker Gudhjems- Værget

Klart fra Himmelbjærget!

Folkets Hoved er hans Klinge,
Folkets Røst hans Lur,

Folkets Aand er Holgers Vinge,
Hjærtet er hans Ur;

Rung eh om i Folkesangen

Vækker over hele Vangen,

Lavt i Hytter, højt i Sale,
Dannemænd af Dvale.

Ser I Gyngebro hin brede,

Alt som Bølgen blaa,
Baandet mellem Skov og Hede,

Mark og Bjærge graa,
Kongebroen uden Mage,
Som fra Skjolds til Kristjans Dage,
Blaalig farvet af Kjærminder,

Dannemænd forbinder!
VI 28

i-2i QS' IHvunelbjargs-Vise.

Her, ved Nordens Landemærke,

Her skal Slaget staa,
Har end Gudhjem Fjender stærke,

Skam de skal dog faa;
Skygged end de over Bjærge,
Holger dog kan Broen værge,
Til i Vaabengny det sidste
Alle Buer briste.

Hejmdal fra de høje Bjærge,

Holger fra sin Dal,
Nordens Aand, er Danmarks Værge,

Ler ad Jætters Pral,
Svæver over Kongetronen,
Skifter Lyd i Skjaldetonen,
Svinger sig i Folke-Sangen

Fjerlet over Vangen.

Op af Dvalen, op af Døsen,

Vækkes alle Mand,
Og med dem det danske Løsen

Vaagner trindt om Land:
Fred med hver, som Fred vil holde!
Last og Skam faa alle Trolde,
Som vil Dansk i Struben kvæle,

Røve eller stjæle!

94' 1 Dronningens Asylskole. 435

94 I Dronningens Asylskole.

(1841.)

[Særtyk: „Sange ved Indvielsen af den ny Asylskole 1841." Med
et Par smaa Ændringer optagen foran i P. O. Boisens bibelske og
kirkehistoriske Salmer og Sange for Skolen (iste Udg. Kbhvn.
1853). Derefter med en enkelt Ændring optrykt i „Sange ved Ind-
vielsen af Dronning Karoline Amalies ny Skole-Bygning, 31te Avgust
1S66." — Forf.'s Udkast fra 1841 har foran sidste Vers dette utrykte :

Hun kjærlig tog sig af de smaa

Med Liv, med Ord og Tale,

Med Aandens Kys, som Støv ej saa',

Men Hjærter kan husvale.]

Der skinner en Sol i Lys og Løn,
Hvor Aand har Mund og Mæle;
Som Fugle smaa, naar Skov er grøn,
Da kvidre Barne-Sjæle:

Vor Herre højt i Himlen bor,
Og der er godt at være,
Paa Englevinger smaa hans Ord
Fra Himlen Bud os bære.

Og hvor Guds Ord det x) lukkes ind,
Det lejrer sig og sjunger:
Guds Fred! bliv Lys i Sjæl og Sind!
Bliv Sang paa Folke-Tunger!

Umælende, som Hest og Hund,

Er alle Dyr i Dale.

Men Folk gav Verdens Skaber Mund

Til med ham selv at tale.

J) [1866: Guds-Ordet.]

28'

. ,a Qj.. I Dronningens Asylskole.

Saa luk da op nu Port og Dør
For Herrens Ord i Skare,
Saa de saa tykt2) som aldrig før
Her ind og ud maa fare!

Luk op i en lyksalig Stund
Dig for Guds Ord, hvert Øre!
Og luk dig op, du Folkemund,
Med Ord, som du kan føre!

Ja, tal nu sandt om smaat og stort,
Og jævnt om alt det høje!
Thi godt er alt, hvad Gud har gjort,
Og klart er Barnets Øje.

Velsigne Gud3) vor Dronning from,
Som til den Id os sanker!
Gid vidt og bredt der kvædes om,
Hun traf vor Herres Tanker!

Livsalig hun i Herrens Navn
Oplukked Livets Skole,
Hvor Ordet gaar til Folkegavn,
Som Straaler gaa fra Sole.

2) [1853 og 1866: tæt.] 3) [1853 og 1866: Velsign, o, Gud.]

<pj, Paa Kongens Fødselsdag. 437

95. Paa Kongens Fødselsdag,

18de September 1841.

[Særtryk: „Sang paa Kongens Fødselsdag, 18de September 1841, i

Danske Samfund." Aftrykt i Lindbergs Danebrog, Nr. 24 — 25. —

Forf.'s Manuskript er bevaret.]

Dag i Høst med Kongenavn,
Kjært i Danevangen!
Dig i Daners Fødestavn
Hilser Folkesangen.
Danebrog i Bølgedans
Morgengryet melder,
Dig en gylden Axekrans
Bindes, til det kvælder.

Vinterdag med Rim i Haar,
Spejl i Bælt og Sunde,
Kongelig i mange Aar,
Glemmes ingenlunde;
Under Is var Bølgen blaa,
Havfrusang der nede,
Under Sneen, hvid og graa,
Grøn var Rug og Hvede.

Under Vinters Hjærte laa
Tvilling- Vaar og Sommer,
Derfor under Himmel blaa
Tidlig Høsten kommer;
Sildig end med Folkerøst
Prises skal i Sangen
Fredriks Sæd og Kristjans Høst
Trindt i Danevangen.

4 -> 3 9 ^ • ^e n n tste-Støg ten.

Konge-Dag i Høstens Tid,
Hjærtelig velkommen!
Raad nu under Himmel blid
Bod paa Fattigdommen!
Bring os mer end Sølv og Guld
Bring os Hjærtens-Glæde !
Hos os straale over Muld
Frejas gyldne Kjæde!

Sol! stat stille over Dan,
Maane! over Møen,
Over Høst i Daneland
Og paa Østersøen!
Og, naar længer Natten ej
Lader sig forhindre,
Stjærnehær paa Mælkevej
Over Marken tindre!

96. Menneske-Slægten.

(1841.)

[Brage og Idun, 4de Bind, S. 276— 79 ]

Aandepustet fra det høje

Gjorde mig til Jordens Drot,

Abekat og Papegøje

Af mig har en Skygge blot:

Abe-Skyggen af mit Bryst,

Papegøjen af min Røst,

Men mit Blik, mit Ord og Mæle

Ej al Verdens Ravne stjæle.

gå. Menneske-Slægten. 439

De umælende her neden,
Immer ens, fra først til sidst,
Er, som Skoven og som Heden,
Havet her og Klippen hist,
Lagt i Elementers Baand,
Deres Liv har ingen Aand;
Ene gjennem alle Tider
Til Forklaring jeg fremskrider.

Døden, som og jeg maa friste,
Sejerrig jeg gjennemgaar;
Ej blot Runer kan jeg riste,
Saa mit Navn med Klippen staar,
Men, trods Døden, kæmpestærk
End fortsætter jeg det Værk,
Som, Aartusender tilbage,
Yppedes i Ungdoms-Dage.

Hvad mig tidlig randt i Sinde,
Som det Aanden mig indskød,
Hvad jeg kæmped for i Blinde,
Da min Følelse jeg lød,
Det med Flid jeg pønser paa
Nu at kjende og forstaa:
Jordens Dyb og Himlens Bue
Haaber jeg' at gjennemskue.

Sjungende jeg kom til Verden,
Selv min Graad var Vemodssang,
Skjaldekvad med Herrefærden
Følger, som med Ordet klang;
Al min Vidskab var kun Tant,
Hvis Grundtonen ej jeg fandt
Thi, hvad først mig laa paa Tunge,
Sidstemand skal klart udsjunge.

_l_i O 9&- Menneske-Slægten.

Først jeg gik paa lange Rejser,
Efter Sol og Himmeltegn,
Derom Mindesmærket knejser
Herlig i vor Himmelegn;
Siden prøved jeg med Lyst
Kræfter mine saa i Dyst,
At, hvor jeg holdt Slag med Jætter,
Sporet aldrig man udsletter.

Nu jeg sidder og aftegner
Rejsen hist og Daaden her,
Overvejer og beregner
Alting baade fjærnt og nær.
Til i mig fra Fod til Top
Under Solen alt gaar op,
Saa al Verden jeg omspænder
Billedlig med mine Hænder.

Slægteled og Folkestammer,
Hvori længe jeg var delt,
Samler jeg nu i mit Kammer,
Sammensmelter til et helt,
Alle Tungemaal og Sprog
Mødes i min Tone-Bog,
I den finder Fugl fra Østen
Fader-Ordet, Moder-Røsten.

Alle Veje i det vilde,
Ved et Fejltrin stygt og stort,
Gik vel først fra Livets Kilde
Sørgelig til Dødens Port,
Vende ved en Kraft i Løn
Dog, som den forlorne Søn,
Atter i Naturens Orden
Klarlig hjem til Odelsgaarden.

gå. Menneske-Slægten. A-A-l

Engle nu af mine hylde,
Synge højt: Han er Guds Søn,
Han oprandt i Tidens Fylde,
Frelste herlig Adams Kjøn!
Han afkasted Dødens Aag,
Vendte Blad i Livets Bog,
Baned gjennem dybe Vande
Vej til Hjærtets varme Lande!

Deres Navn er Kristenheden,
Der jeg leved op paa ny,
Kvægedes ved Duft fra Eden,
Svang mig atter let i Sky,
Skimter alt det skjulte Baand,
Som forbinder Støv med Aand,
Straalebaandet, som her neden
Dunkelt nævnes Kjærligheden.

Nu en Lyst det er at lære
Sandheds Sprog om Tidens Løb,
Til Forklaring let at bære
Livets Lys i dunkelt Svøb;
Født med Evighedens Glans
Til den ægte Straalekrans,
Ønsk mig, Jord og Hav, til Lykke!
Himlen er mit Hovedsmykke.

112 97- Til de sønderjyske. Tyske.

97. Til de sønderjyske Tyske.

(1841.)

[Brage og Idun, 4de Bind, S. 284 — 85, med denne Anmærkning:

„Ved Efterretningen om den stærke Begejstring i Sønderjylland for

den tyske Nationalsang Sie sollen ihn nicht habe?t, og naturligvis

kun stilet til de begejstrede." — Tre Udkast fra Forf.'s Haand ere

bevarede; de fattes alle femte Vers; et af dem begynder med

dette Vers:

Behold I kun jert „Bæger;

Med Rhinskvin, gjort af Vand,

Som liflig vederkvæger

Det hele Tyskerland ! .]

Ick hebbe nycht gedruncken van dem frankeschen wine,

Ock nicht van dem, de da wasset uff dem Rine,

Dat mach ick hochlichen klagen;

Ick moet mi nu tofreden geuen

Und dichten unde schriuen up dit mal euen,

Also mi vader unde moder geleret hauen.

(Dansk Rimkrønnike paa Plattysk.)

Dehold kun I jert eget,
Hver Lap og Traad og Trævl
Thi, hvad der er for meget,
Er dog i Grunden Vrævl.

Behold kun I Plattysken,
Som I er stolte af!
Beler kun Sønderjysken,
Som jer Vorherre gav!

Behold kun I den Tanke:
Den Sag er heglet ren,
At Tysker-Tryk i Banke
Det er de vises Sten !

gy . Til de sønderjyske Tyske. 443

Behold kun Del i Skatten,
Som Demant og Safir,
Til I faa hele Klatten:
Et Bloksbjærg af Papir!

Syng I kun ved jer Lire,
At Dannemænd er Fæ,
Som krybe maa paa fire,
Til de faa tyske Knæ!

Behold kun kielske Griller
Og lybske Tungebaand,
Og Nurnberger-Briller
For Nordens Kæmpeaand !

Behold kun I Rhinstrømmen,
Med al den Poesi,
Som, efter Ejderdrømmen,
Kan fiskes op deri!

Vi tørste, som de franske,
Ej efter Rhinfald s- Vand;
Vi nøjes med det danske
Og med den hele Strand.

a,\a 98. Valdemareme.

9 8. Valdemareme.

(1842.) '

[Særtryk: „Sange til 28de Maj 1842 i Danske Samfund." Optrykt
i ,.Danske Folke-Fester, en Røst fra Danske Samfund' (Kbhvn.
1842), S. 3 — 5. Optaget i Viser og Sange for danske Samfund,
2den Samlings iste Hæfte (1847), S. 14— J6, med ovenstaaende Titel.]

blaverne raadte paa Østersø,

Skoven staar dejlig og grøn,

Kvinderne sukked fra 0 til 0,

Den Sommer og den Eng saa godt kunne sammen !

Nøden var stor, men og Hjælpen nær.
Det var Kong Valdemars Herrefærd!

Hedenskab nok der var i Nord,
Bølgerne rødmed i Isefjord.

Troldene mange paa Rygens Klint
For Valdemarer sprang i Flint.

Korset og bares paa Danmarks Tog,
Derfor det skinner i Danebrog !

Axel og Æsbern var Brødre to,
Tvillinger bedre paa Jord ej gro.

Sammen de bejled til Pris under 0,
Sammen de sejled fuld høj en Sø,

Valdemar Fader og Valdemar Søn
Æred dem begge i Lys og Løn.

Sammen de sove i Danevang,
Sammen de svæve i Heltesang.

gS. Valdemarerne. 445

Valdemar Sejer, i Kjortel rød,
Blegnede over de Heltes Død.

Sejer ham fulgte vel trindt paa Sø,
Venner han savned dog under 0.

Længe han leved, den Danedrot,
Danemarks Haab blev med Haaret graat.

Sammen de sank i Kvæld paa Baar,
Sammen de sov i mange Aar.

Danemarks Haab var Dagmars Søn,
. Banesaar fik den Drot i Løn.

Danemarks Haab, i Moderskjød,
Immer dog sover med Kinden rød.

Derfor med Vemod, lys og blid,
Mindes vi Valdemar er s Tid.

Hegnet blev Marken godt det Aar,
Var det end som en Kirkegaard.

Mindet vel lader som ingen Ting,
Er dog et lønligt Kildespring.

Det er Kjærminde-Kilden god,
Springende op af Knud Lavards Blod !

Immer den risler: engang paa ny
Haabet sig svinger som Fugl i Sky!

Fuglen har sunget og synger end:
Valdemars-Tiden oprandt igjen!

ii(5 gtp. Danmarks Højtidsdage.

Fuglen har sunget om Maj fra Jul,

Skoven staar dejlig og grøn,

Leger nu glad mellem Bøge Skjul,

Den Sommer og den Eng saa godt kunne sammen

99. Danmarks Højtidsdage.

(1842.)

[Samme Særtryk som forrige; ..Danske Folkefester, S. 27—28;

Viser og Sange for Danske Samfund, 2den Samlings iste Hæfte

(1847), S. 43 — 46, med ovenstaaende Titel.]

Danmark under Vinters Hjærte

Tit i Fare stod,
Følte, blegnende af Smerte,

Isnen i sit Blod,
Fandt dog inderlig i Barmen,
Til sin Lykke, atter Varmen,
vSom kan mellem Sund og Bælte

Is optø og smelte.

Saa engang i Dage kolde,

Fagre Axelstad l
Graven nær, bag dine Volde,

Gamle Danmark sad,
Gøs af Kulde, dybt nedbøjet,
Sprang dog op med Ild i Øjet,
Viste, at, naar Hjærtet brænder.

Gavn gjør valne Hænder.

Danmark tit ved Paasketider
Ser en Foraarsdag.

gg. Danmarks Højtidsdage. 447

Da med Kulde Knoppen strider,

Vinder halvt sin Sag,
Mens, som Græs i lune Skove,
Kjækt sig frem Fioler vove,
Smile til hver Fugl, som synger:
Tiden sig forynger!

Klarlig saa det gik forleden,

Kongedyb i hos dig,
Da for Livet og for Freden

Danmark taalte Krig,
Og den gamle Heltestamme
Knoppedes da med det samme;
Blomster, ved det Syn i Norden.
. Mylred op af Jorden.

Danmark i den unge Sommer,

Med sit lyse Haar,
Mellem sjungende Brudgommer,

Som en Dronning staar,
Tusend Snækker Bølgen pløje,
Under 0 sig at fortøje,
Hvor end synge Bøgeskove,

Medens Fugle sove.

Klarlig saa det gaar i Morgen

Naar, ved Øresund,
Dronningen paa Rosen-Borgen,

I Kjærminde-Lund,
Ret opslaar de Øjne klare,
Hvori blidt sig aabenbare
Gaader alle, dybe, søde,

Hvorfor Hjærter gløde.

44 g ioo. Danebroge.

Derfor trende Højtidsdage,

Hvert et Danmarks Aar,
Medens Vinterstorme brage,
Knopper melde Vaar,
Til, om Sommeren hin unge,
Fugle, Maj og Blomster sjunge,
Holde vi paa Mark og Vove,
Mellem Bøgeskove!

10 0. [D a n e b r o g e.j

(18de September 1842.)

[Særtryk: Ved Kongens Fødselsdag i Danske Samfund 1842. —
Forf.'s Udkast, som er bevaret, er en Del afvigende fra den

trykte Text.]

Kosenkrans, med Liljer bundet,

Paa det milde Hav!
Danebroge! Sejer vundet

Himmelen dig gav.
Bølg og bram i alle Havne!
Fold dig ud paa alle Bavne!
Slyng om alle Fugle-Sæder

Danske Rosenkjæder!

Vajet saa du har paa Voven,

I sex Hundred Aar,
At den kalder Fugl i Skoven

Daner s Rosengaard;
Vaj nu saa paa Høj og Slette,
At hver Trold og Dværg og Jætte
For dit Syn og for dit Rygte

Ræddes maa og frygte!

ioo. Danebroge. 44Q

Overalt, hvor Spillet klinger

Lydt om Liv og Død,
Flyv til Sejer som paa Vinger,

Dejlig hvid og rød I
Kongen bød os fast at følge
Ene dig paa Land og Bølge;
Vej for Korsets Kongefane

Engleskarer bane!

Flyv til Sejer, første Sinde,

I den grønne Lund,
Over alt, hvad end vil binde

Danmarks Folkemund:
Moder smaalet, der saa længe,
Midt i „dejligst Vang og Vænge"
Trællet har som Jætte-Tærnen,

Sat til Grotte- Kværnen!

Gjennem Ild og over Bjærge

Følge Dannemænd,
Deres Modersmaal dX værge,

Saa med Mund og Pen,
Som de lyne lod og dønne,
Paa det blaa og i det grønne,
For hver Plet, hvor Fædre brave

Vugger fandt og Grave!

Moders Maal, som Sang i Lunde,

Lydt og klart og sødt,
Og, som Bølgegang i Sunde,

Liflig, smult og blødt,
Moders Maal er Moder-Skjødet,
Hvori de har grædt og glødet,
Alle vore Fædre kjære,

Som gjør Danmark Ære.

VI 29

AKO ioo. Danebroge.

Danebrog ! paa Daner s Tunge

Lever kun dit Navn,
Og kun den om dig vil sjunge,

Kors i Rosenfavn!
Som paa Hav du svæved længe,
Svæv i „dejligst Vang og Vænge",
Hvor til Modersmaalets Ære

Sværd og Skjold vi bære!

Da skal Sejerssangen tone

Over Skov og wStrand;
Da skal Krans af Roser krone

D anm arks Kristian ;
Folkesangen med hans Minde
Skal i Danebrog forbinde
Alt hvad blomstret, duftet, straalet
Har paa Moder smaalet!

Rosenkrans, med Liljer bundet
Dalet ned fra Sky!

Danebrog ! i Marken fundet,
Fold dig ud paa ny!

Bølg og bram i alle Havne!

Flyv og straal paa alle Bavne!

Slyng om alle Fugle-Sæder
Danske Rosenkjæder!

ioi. I Dronningens Asyl. 4^1

101. I Dronningens Asyl.

(sd]e Oktober 1842.)

[Særtryk uden Underskrift, med Titel: „Sang i Dronningens Asyl
paa Marmorpladsen den 3. Oktober 1842.-]

Hør engang! de Fugle smaa
Pipper til hinanden !
Hvad er det, de nynner paa,
Kvidrer om ved Stranden?
Under Blad de lege Skjul,
Kom og lad os lytte!
Hører du, den lille Fugl
Pipper: flytte, flytte!

Dronningen er kommen hjem,

Flokkes, alle Fruer!

Nu vi tælle skal til fem

I de pæne Stuer;

Der er Plads at lege paa,

Dejlig som paa Tofte,

Der kan Sangen prægtig gaa

Under høje Lofte!

Der en Rede god og lun
Lavet er til Fuglen,
Der han hvile skal paa Dun,
Synge sødt om Julen,
Hoppe mellem Lys paa Kvist
For de smaa i Kjæde,
Synge baade først og sidst
Til vor Dronnings Glæde.

29J

K 2 102. Hr. Feder fra Sønderborg.

Lille Fugl, som følger med,
Hvor de smaa henflytte!
Syng nu i vort Tilflugtssted,
Saa de store lytte,
Sommersang om Aften sød,
I de dybe Dale,
Vintersang om Morgen rød,
I de høje Sale!

Løft til Sky vor Dronnings Navn!
Stjærner det maa kjende!
Bær det kjærlig i din Favn
Trygt til Verdens Ende!
For den store til de smaa
Bygger hun og sparer,
Derom under Himmel blaa
Synge Børneskarer?

102. Hr. Peder fra Sønderborg.

(1843.)

[„Nyaars-Ønske i Danske Samfund" (Kbhvn. 1843), S. 3 — 6. Viser
og Sange for Danske Samfund, 2den Samlings iste Hæfte (1847),
S. 52 — 56, dér med ovenstaaende Titel. — ^r- Peder'-' er jo
Peder Hjort Lorenzen. — Forf.'s Udkast har V. 4 saaledes:

Du satte saa Skjellet paa Ejderholm
I Haanden paa Uffe hin spage,
At norden for Tyskland det glemmes ej,
Mens Strængene klinge for Brage.

Næstsidste Vers her anderledes end i den trykte Form:

lir. Peder har kastet sin Handske frit,
Paa Kloen saa kjender man Løven,
Og alle de Mænd, som i Danemark bo,
De juble, for Modet stod Proven.

102. Hr. Peder fra Sønderborg. a^7

Derefter disse to utrykte Vers:

Og Dannemænd kaste nu alle som én
For Slesvig til Tyskerne Handske,
I Bakker og Hulveje meget vel gik,
Til Ejder gik altid det danske.

Hr. Hartvig, Hr. Guid og Hr. Nikolaj,
I Herrer, saa mange det lyster!
En Handske I finder til hver især,
Jer Mand og, paa Danemarks Kyster.]

Hr. Peder han sidder paa Senderborg,
Der skjæhker han Vinen den klare,
I Morgen til Slesvig, paa Grånes Føl *),
Med Lykken mig lyster at fare;
Nemmer I snart det Danske?

Thi sadler mig aarle min høje Hest,
Og gjorder med Remmerne danske!
Hr. Hartvig'1) han sætter saa højt sin Hat,
Til ham vil jeg kaste min Handske.

Han lære det skal, mellem Anguls Børn
Ej Danemarks Venner uddøde ;
Stat op af Mulde, du gamle Skrep3),
Og kling som i .Konningkamfis Møde!

Den stumme har faaet sit Maal paa ny,
Som Uffe i Hedenolds Dage,
Og Tyskere to til Ejderholm
Han æsker som Uffe hin spage!

]) Gråne er Sigurd Fofnesbanes Hest, hvorpaa han rider lukt
gjennem Ilden. ''-) Hartvig er, efter Statskalenderen, Hr. Over-
retsadvokat Beselers Fornavn. 3) Skrep var den gamle Kong Ver-
munds Sværd, hvormed Uffe hin spage fældte Saxerprinsen, selv-
anden, ved Ejderen.

i :- i io2. Hr. Peder fra Sønderborg.

Det hørte han, Dværgen, ;,klein Alberich",
Han sad under Bordet og lured,
Fra Gulvet til Loftet, alt som en Vind,
Han satte sig oven paa Uret.

, Hr. Peder! (han snærred paa Dværgemaal)
Du est en Forræder paa Alsen,
Den Tunge, som taler saa grove Ord,
Fortjente at rives af Halsen!

„Men hvem, der er steget saa højt, som vi,
Kun ler ad de Smaakryb der nede,
Du barer dig nok for, paa Slesvigs Ting,
At danskes med Tyskere vrede!

„Ja, Slesvig er vores, og Angeln med,
Og Hadersleb og Apenrade,
Paa Dansk nu end ikke med holstensk Sild
En Kælling tør raabe paa Gade.

„Hvor Stænderne sidde paa klassisk Grund,
Sidder højt blandt latinske Jurister
For Bordenden Niels og Nikolaj1).
Kom der med dit Dansk, du Filister!

Sig Kis, om du tør, nu til deres Kat,
Som udvided med store Mundkrige,
Til Foldingbro og til Koldingaa
Det hellige romerske Rige!"

J) Det slesvigske Folkeraads Præsident, lir. Etatsraad Falck,
hed, efter Statskalenderen, baade Niels og Nikolaj.

102. lir. Peder fra Sønderborg. ac c

Hr. Feder, han saa' sig til Loft og lo
Ad det smaa, der saa let kom i Vejret;
Hr. Peder han ind udi Salen tren,
Hvor det trumfede: Tysken har sejret!

Hr. Peder han mæled et Ord paa Dansk,
(Was muss man erleben, erdulden!)
Og blegnede nogen, det var ej ham,
Saa fejl tog det lille Pusulden!

,.Ja. fejl tog han, Dværgen „klejn Alberich",
Hvi blev han ej heller ved Jorden
Og lugted sig til paa de Fingre smaa,
At end fødes Kæmper i Norden !

Hr. Peder har kastet sin Handske frit,
Det ægte udholder vel Prøven,
Saa liflig der sjunges i Rosenslund,
At Nælden sig brændte paa Løven!

Hil være Hr. Peder fra Sønderborg !
Han kæmped for Danemarks Tunge,
Det skal ikke glemmes i Bøgelund,
Mens Fuglene kvidre og sjunge:
Nemmer I vel det Danske?

456

104- Ved Broder Ottos Kiste.

103. Ved Broder Ottos Kiste.

(21de Januar 1843.)

[Et Særtryk paa to Blade med denne Overskrift indeholder baade

en Tale og dette Digt; begge Dele aftrykte i Forf.'s »Kirkelige

Lejlighedstaler«, Kbhvn. 1877, S. 66—70.]

Min ældste Broder og min første Ven,
En ædel Mand, er sovet hen,
Og- Brodertalerne, om gammel Sæd
I fælles Hjem, hensov dermed.
De Brodertaler er i Hjærtets Egn
Som Solskinsvejr og Dug og Regn;
Kjærminde-Floren fra vor Faders Gaard
Nu falmer daglig i mit Efteraar.

Men Fred med dig, som var af Verden træt
Og følte Hjemve blandt en fremmed Æt!
Og Fred med alt det ædle under Sky,
Som ældes, og fortrænges af det ny!
Der er et dejligt Land med evig Fred,
Hvor gammel Sæd og ægte Kjærlighed
Selv i al Evighed forældes ej;
Did gaar vor Slægts den gamle Vej,
Der findes alt i mange Aar
Det bedste fra vor Faders Gaard;
Der, i vor bedste Faders Favn,
Vi samles nok i Jesu Navn.

I04> Axelstad med grønne Volde. a~j

104. „Axelstad med grønne Volde".

iite Februar 1843.

[Særtryk: „Sang ved ellevte Februars Minde i Danske Samfund".

Kbhvn. 1843.]

Axelstad med grønne Volde I
Kjøbenhavn ved Bølgen blaa!
Adelskab med Herreskjolde
Vandt du under Skyer graa:
Det var under Lynilds Kjærte,
Det var under Vinters Hjærte,
Frem for alt i Februar,
Natten mørk med Daaden klar

Derfor skal i Danevangen
Ej uddø dit Adelsnavn,
Derfor skal i Folkesangen
Altid blomstre Kjøbenhavn,
Kaldes trindt i Hytter lave
Rosenborg med Kongens Have,
Hvor om Vintren Blomst og Fugl
Leve end og lege Skjul.

Ikke blot, hvor Lamper funkle
Blændende paa Hallandsaas,
Men og, hvor ved Lamper dunkle
Skjalde-Lyn i Løndom saas,
Grønnes du paa begge Sider,
Blomstrer du ved Juletider;
Svinger sig med Sang i Sky
Fuglen under Nyaars-Ny.

a cg 104. Axelstad med grønne Volde. .

Paa din Vest ervold Kjærminder
Dejlig blaane under Sne,
Derhos og paa danske Kinder
Røde Roser vil man se;
Der det var, de kjække Fædre
Stod i Storm, som ingen bedre,
Der det var, da højt det gjaldt,
Danmark stod, og Stormen faldt.

Om din Grønning imod Østen,
Dør om Dør med Bølgen blaa,
Fandtes end i Efterhøsten
Friske dine Palmer staa,
Og, trods Nordens Vinterkulde,
Brat om Vaaren grødefulde ;
Fredens Træ'r paa Skjalde-Sprog
Dækked du med Danebrog.

Paa din Strandvej Fuglen synger,
Selv naar Bøg har Rim for Løv,
Som naar Masteskoven gynger,
Glimter gjennem Sky af Støv;
Det er Svanen honningmundet,
Svanen over Øre-Sundet,
Immer lige nær sin Død,
Lige stemt til Sangen sød.

Svanen synger over Voven:
Vær lyksalig, Axelstad!
Frodig gro i Masteskoven
Dannemænd som Blomst og Blad!
Der blev Tordenskjold begravet,
Der af Kongedyb paa Havet
Han stod op med Danmarks Ros,
Han stod op i Villemoes.

i oS- Povl Dons. 459

Der var gjemt fra gamle Dage
Gude-Snækken underfuld,
Der opvaagned Asa-Brage,
Med sin Harpes røde Guld;
Han stod op i Øhlenschlæger,
Derfor drikke Brages Bæger
Daner alle nu med Sang,
Love Daad ved Arvegang.

Skjøn er Arven efter Fædre
Mellen Dan og Tordenskjold,
God er Arven, ingen bedre,
Fra den danske Skjoldmø-Old ;
Ungdom! Himlen dig velsigne,
Saa din Daad maa Arven ligne
Axelstad! for fulde Sejl
Vis du Vej med Gyldenspejl!

10 5. Povl Dons.

(April 1843.)

[Dette Digt ved Ungdomsvennens Død d. 8de April 1843 er først
trykt efter Forf.'s egenhændige Gjenpart i „Fra danske Forfattere,
udg. af Chr. Richardt." (Kbhvn. 1867), S. 33—36. Derefter i Køsters
og Schrøders „Til Minde om Povl Dons'' (Kbhvn. 1875), s- 135 — 3§-
Haandskriftet er bevaret.]

Dlomster alle maa henvisne,
Hvor i Støv de fæste Rod,
Og selv varmest Jord maa isne,
Under Vinter- Jættens Fod ;

zi5o 105. Povl Dons.

Derfor visned, isned, døde
Han, som i sin Morgenrøde
Var en Blomst med Luekalk.

Efter Kongedybets Torden,
Efter Kongeskyens Lyn,
Opgik Solen over Norden,
Til et prægtigt Morgensyn :
Som en Glød, der havde ulmet
Under hele Verdens-Mulmet,
Den sit Fængsel gjennembrød. —

I sin Glans, fra Moder arvet,
Skjalde-Solen, tændt paa ny,
Til Skinfaxe regnbufarvet
Skabte om den sorte Sky,
Klædte Bjærgene i Lue,
Saade Guld paa hver en Tue,
Sleb til Spejl det store Hav.

Det var Fimbul- Vinterdage
Trindt i Nord med Frost og Kuld,
Sove-Hjærter uden Mage
Laa paa Rad i Dun og Uld,
Mærked næppe Tordenbraget,
Mindre Straaledans paa Taget,
Over Hav og Klippetind.

Kun en enkelt, tidlig oppe,
Saa' det store Morgensyn:
Elvedans paa Dovre-Toppe,
Lansebrud som Lyn med Lyn,
Aged med paa Straalebuer,
Baded sig i Morgen-Luer,
Dykked i det dybe Hav.

/oj. Povl Dons. ^5 1

Ingen under Lynilds-Sæden
Og i Morgenrødens Aar
Delte Synet, Sorgen, Glæden,
Skjaldes underfulde Kaar,
Deres ædle Sværmerier,
Nattefart paa Lynilds-Skier,
Som den ranke Ungersvend.

Lutter Øje, lutter Øre,
Lutter Liv med Efterklang,
Alt han vilde se og* høre.
Alt i Barmen eftersang,
Stod os alle nær paa Klinter,
I hans Sommer og min Vinter,
Nærmest Ingeman?i og mig,

Gjennemrystet, gjennemsuset,
Gjennemluet, overspændt,
Svimled han, som en beruset,
Blussed, som en selvantændt;
Ingen mægted det at hindre,
Træt blev Øjet af at tindre!
Ilden sluktes, Øjet brast.

Blomsten, som sprang ud i Barmen,

Farverig, saa overbrat,

Skilt ved Lyset og Livsvarmen,

Visned i en Vinternat,

Og af alt fra Ungdomsdage

Blev en Skygge kun tilbage

Som af Barnets Vugge-Drøm.

Skyggen svandt i Skyggedalen,
Stat nu op, du Ungersvend,

462

io6. Asylbørns Sang for Kongen.

Rød og hvid i Billedsalen,
Alle Skjaldes Hjærtensven!
Vovehals med Flyvebælte
Kun af Vox, som Luer smelte!
Ikaros med Øjne blaa! —

Søstre hans, Solsikker mange,
Som i Kreds om Øresund
Efter Danmarks Fuglesange
Søge ham paa Havets Bund !
Græder ej, det er forvundet;
Nu han svæver over Sundet
Sjæleglad i Aandelag.

Saa hans Navn i Lag med Skjaldes
Svæve skal paa Sangens Vej,
Tiest vel i Norden kaldes
Skirner, Hjærtens Ven ad Frey,
Døje dog, mens Tider rinde,
Ondt og godt i Mund og Minde
Med det hele Morgen-Kor.

106. [Asylbørns Sang for Kongen.]

(Maj 1843.)

[Særtryk uden Navn, med Titel: Sang ved I)s. M. Kongens Nær-
værelse i Dronningens Asyl 4de Maj 1843. — P'orf.'s Udkast er
bevaret, sammen med to andre Begyndelser:

Velkommen, Konge ! den Sommerdag,

Mens alle smaa Fugle de sjunge,
Som Svaler vi bo under Konningens Tag,
Og kvidre for Husly vor Tak med den stammende Tunge.

jo6. Asylbørns Sang for Kongen. 4^3

Her er Kongen! tænk en Gang,
Hvordan det kan være:
Kongen over Danevang
Gjør os smaa den Ære,
Kommer fra sit høje Slot,
Fik det selv i Sinde,
For at se, hvor lunt og godt
Vi det har her inde.]

Dejlig springer Skoven ud,
Alle Fugle sjunge,
Fryde sig og prise Gud,
Som gav Liv og Tunge;
Konge over Danevang!
Dronning ved hans Side !
Under Fryd og Fuglesang
Eders Sommer skride!

Mens i Kor paa Sorgenfri
Alle Fugle sjunge,
Glade ogsaa kvidre vi
Med vor spæde Tunge;
Thi den lange Sommerdag
Vi har Skjul og Skygge,
Under Dannerkongens Tag
Vi som Svaler bygge.

Kongen høre vil derpaa,
Gjør os smaa den Ære,
Fattig Fugl bekjende maa:
Her er godt at være ;
Gid det melde Fuglesang,
Hvor hen Svalen kommer,
Frem for alle Danevang
Fik den bedste Sommer!

464 107> Sang i det grønne.

Gud velsigne Kongens Gaard,

Alle Kongens Dage!

Som hans Dronning, saa hans Kaar

Være uden Mage !

Som et Gladhjem for de smaa

Danmark kom for Or'e,

Gid det findes lige saa

Altid for de store!

107. Sang i det grønne.

28de Juni 1843.

[Særtryk: „Sang i det grønne, den 28de Juni 1843. Trykt hos P.
Magnus i Slagelse." Optaget i Viser og Sange for Danske Sam-
fund, 2den Samlings iste Hæfte (1847), S. 51—52.]

Velkommen i den grønne Lund,
Hvor Fuglene de sjunge!
Det høres skal: den danske Mund
Til Sang har og en Tunge.

Vi har det godt i Grunden her,
Saa vel som vore Fædre;
Vil Gud, den Dag tør være nær,
Vi faa det end lidt bedre.

Vor Konge er vor fuldtro Ven,
Som Guld hans Ord maa skattes:
„Kom hid, I gode Dannemænd,
Og sig os, hvad I fattes!"

io8. Fuglesyn af Oxford. a^c

Kan Munden vi faa ret paa Gang
Til andet end at spise,
Hver andet Barn i Danevang
Forstaar halvkvæden Vise.

For, hvad vi fattes først og sidst,
Til Lykke ej saa ganske,
Men lidt dog baade her og hist,
Det er det ægte danske.

Derom sang nys en lille Fugl
I Syd paa Skamlings Banke,
Og Synd det var at lægge Skjul
Paa hele Folkets Tanke.

Vi føre Løver i vort Skjold,
Af Hjærter tæt omsatte, t

Dem førte vi fra Hedenold,
Og ingen Abekatte.

Hver Fugl maa synge med sit Næb,
Og Livet, kan vi skjønne,
Var uden Sang kun Slid og Slæb.
Velkommen i det grønne!

108. Fuglesyn af Oxford.

(1843.)

[Med denne Overskrift og Datering trykt 1849 i Danskeren, II,
S. 282—84. — Forf.'s Udkast fra 1843, overskrevet „Oxford", er
bevaret, sammen med en afvigende Begyndelse, saalydende :

Vidskabs Hovedstad paa Jorden

Fra Athenen til Berlin

VI 30

466 io8. Fuglesyn af Oxford.

Var af Navn i Syd og Norden

Mange fleres Lod end din;

Ingen dog for mine Øjne

Kan sig ved din Side højne,

Maale sig med Alfreds Gaard.
Digtet er skrevet under Forf.'s Besøg i Oxford i Sommeren 1843.
..Fugle-Syn er en Gjengivelse af det engelske „Birds' Eye Vievv".]

£ug le- Syn,

Af Vidskabs-Byer,

Under Lyn,

Mens Dagen gryer,
Vanskelig til Sang opflammer.
Overalt en Dødning-Hal,
Som en stor Kjødhoved-Skal1),
Skjuler Aandens Læsekammer,
Skjuler Hej md als- Vuggen fin.

Dog i Ly

Af grønne Høje

Alfreds By

For Skjaldens Øje
Hæver sig med Spir og Taarne,
Kæmpe-Eg og Rose rød,
Slumrer sødt i Enge-Skjød
Som Ni-Mødrenes enbaarne2),
Som din Stolthed, Fader Thems!3)

Flod og Bæk

Sig yndig slynger

Under Hæk,

Hvor Baaden gynger;

l) [Udkastet: Overalt Bogorme-Hal, Takt med en Kjødhoved-
Skal.] 2) [o: Hejmdal.] 3) [„Father Thames" , ved hvis Bred
Oxford ligger.]

ioS. Fuglesyn af Oxford. 467

Under glade Fuglesange
Over Engen lysegrøn
Sno sig trindt i Lys og Løn
Snævre Stier, brede Gange,
Tankefulde Vandringsmænd.

Alfreds By!

Forgjæves pege

Højt i Sky

Ej dine Ege,
Dine Spir og dine Taarne;
Derom spaade Anguls Vaar,
Spaade mer end tusend Aar:
Du er Stjærnernes udkaarne
Til at tindre under Sky.

Held, o, Held!

Du Daabens Navner:

„Helligvæld" 1),

Som Vidskab savner!
Ved din Bred paa ny af Gruset,
Under Hammerslag med Klang,
Under hundred Lærkers Sang,
Løfter brat sig Bedehuset
Fra den gamle Anguls-Tid.

Dages skal

Nu og saa fage

Vidskabs Hal

Fra Alfreds Dage:
Kæmpeaandens Læsekammer,
Hvor, i Skin af Livets Sol,

*) [„Holy Well", Oxfords' gamle hellige Kilde.]

30

*

i (3 g iop. Southeys Hus i Keswick.

Straaler Sagas Dronningstol,
Kaster Glans paa alle Stammer,
Som sprang ud ved Helligvæld.

Kildevæld

Til Livets Floder!

Bliv i Kvæld

Nu Klarheds Moder!
Hele Sandheds-Tankekuldet
Lad, i Kristentøjet svøbt,
Lad, i dine Bølger døbt,
Rent og purt og tro som Guldet,
Svinge sig med Sang i Sky!

109. Southeys Hus i Keswick.

(1843O

[Hidtil utrykt; skrevet i England i Sommeren 1843; her efter

Forf.'s Udkast]

okjalden fra Skoven
I Danemarks Sø
Kom over Voven
Til Anglernes 0,
Til Bjærglandets Porte,
De grønne, de sorte,
Paa Gretas Rand,
Ved Dervents Vand1)
I Cumberland.

x) [„Derventwater".]

log. Southeys Hus i Keswick. 460,

Engellands-Skj alden
Med smilende Kaar
Sad der i Hallen
Vel to Snese Aar,
Men nu hedengangen
Er Skjalden og Sangen
Paa Gretas Rand,
Ved Dervents Vand
I Cumberland.

Tavs er som Graven,
Og øde som den,
Hallen i Haven,
Som Tonernes Ven
Det lysted at bygge
I Bjærgenes Skygge,
Paa Gretas Rand,
Ved Dervents Vand,
I Cumberland.

Blomster og Ranker
Som Sortet paa hvidt
Gjemme hans Tanker
Og røbe dem tit;
Men falmet er Kransen
I Dødningedansen,
Paa Gretas Rand,
Ved Dervents Vand
I Cumberland.

Fugl i det lave
Med Vingerne smaa!
Ensom i Have,
Hvad tænker du paa?

4 7 O IIO> Melrose Abbey and Abbotsford.

Du kvidrer nok over
Din Frænde, som sover
Paa Gretas Rand,
Ved Dervents Vand
I Cumberland.

Sikkert rinder
Dig derved i Hu:
Snart forsvinder
Fra Buret og du,
Som Fuglen, hvis Tunge
Skal mer nu ej sjunge
Paa Gretas Rand,
Ved Dervents Vand
I Cumberland.

110. Melrose Abbey and Abbotsford.

(1843.)

[Forhen utrykt; her efter Forf.'s Haandskrift fra Sommeren 1843;
digtet ved Besøget paa Walter Scotts Bolig Abbotsford, tæt ved
Ruinerne af Melrose, hvor Robert Bruces Hjærte ligger begravet.]

1 he dirge of Scotland in a word :
Melrose Abbey and Abbotsford ;
The kirk in ruins, the poet dead,
With thistles crowned the lion's head. *)

]) [Skotlands Vaaben er en Løve, omgiven af Tidsler.]

in. 1 Miss Melior Fénwicks Album. a7i

III. [I Miss Melior Fénwicks Album.]

(Richmond, 30te Avgust 1843.)

[Hidtil utrykt; her efter Originalen.]

Denne Stav med venlig Rune,
Ristet af en Dannemand,
Minde om hans Hjem det lune
I Kjærminders Fædreland!

Naar fra Englands Kyster Røgen
Driver over Øresund,
Mindes Richmond under Bøgen
Af en gammel Fugl i Lund.

112. Til Marie Elisabet Glahn.

(8de September 1843.)

[Dette hidtil utrykte Digt er skrevet foran i en fra England hjem-
bragt Stambog. M. Glahn, senere gift med Sognepræst Kr. Winther
i Slotsbjærgby, havde ved G.'s Bryllup 1818, da kun et Par Aar
gammel, kaldt sig selv hans „lille Brudepige".]

faa den store Dronning-Ø
Voxe Kæmpeværker;
Paa den lille, lav i Sø,
Kranset af Skovmærker,
Voxe bedst Kjærminder blaa,
Mellem Bøg og Elle,
Og saa mange Blomster smaa,
Som man ej kan tælle.

472

112. Til Marie Elisabet Glahn.

Fra den rige Dronning-Ø,
Skjønt det fattigt klinger,
Derfor Bed til Blomsterfrø
Er alt, hvad jeg bringer,
Med det Haab, at her til Lands,
Paa dit Vink, Veninde!
Favre Blomster til en Krans
Brat sig vil forbinde.

Naar du den betragter glad,

Selv i Vinterdage,

Tænk dig ved det første Blad

Venlig da tilbage

Under Abild, under Lind,

Over Grøft og Dige,

Da du var med Rosenkind

„Lille Brudepige!"

113. Svalen.

(Mindeblad fra Nordsøen 1843.)

[Med denne Overskrift trykt 1849 i Danskeren, II, S. 159—60. —
Forf.'s lidt afvigende Haandskrift fra 1843 er bevaret]

Hvor kommer Svalen fra i Vaar?
Hvor tyr den hen om Høsten?
Er det den store Konges Gaard
Bag Bjærgene i Østen,
Hvor ingen mindes Frost og Sne,
Hvor Aaret kun har Tider tre:
Kun Høst og Vaar og Sommer?

li S. Svalen. aj?

Lad kun de lærde tvistes om,

Saa længe de behage,

Hvor fra de mange Svaler kom,

Hvem ens var alle Tage,

Og lige godt alt Ler og Straa!

Jeg ænser kun de Svaler faa,

Som melde Aandens Sommer.

Om dem, jeg véd det ganske vist:

De ligger ej i Dvale,

Er ej de her, da er de hist

I Fugle-Kongens Sale;

Der, under Højeloft, sig har

Enhver af dem sin Rede klar

Og Fjer, som aldrig fældes.

Men, naar de os besøge her,

Paa Slette og paa Hede,

Dem Sølv og Guld kun lidt er værd,

Af Ler de bygge Rede,

Men kun af Ler med Klang i Skjød,

Som klares kan i Lue rød

Og Regnbufarver bære.

Det samme Ler de elske saa,
Som vi vort eget Hjærte,
Og mindes Dybet, hvor det laa,
I Sang med Fryd og Smerte ; l)
Det klinger for al Verden, som
Den Tone fra et Dyb opkom,
Hvor selv de laa i Dvale.

') [Forf.'s Hdskr. : Med sød vemodig Smerte.]

474

ii4> Møens Klint og Skamlings Banke.

Lyksalig er den Plet af Jord,

Hvor slig en Svale kommer;

Thi der imod det gamle Ord,

Gjør enlig Svale Sommer:

Den med sig bringer Himlens Vaar,

Deraf udspringer, hvad den spaar:

Som Blomster, Ax og Vipper. *)

114. „Møens Klint og Skamlings Banke."

(November 1843.)

[Særtryk uden Navn: „Til Danskhedens Skaal paa Skydebanen den
5te November 1843."]

Møens Klint og Skamlings Banke,

Danske Bjærge graa,
Mellem dem vi ride Ranke

Over Bølgen blaa;
Kuling frisk i Bælt og Sunde,
Fuglesang i grønne Lunde,
Moders Maal paa Folketunge,
De er altid unge.

Gaar i Bjærge, gaar i Dale,

Det som Bølgeslag,
„Dansk vi blive ved at tale"

Det er afgjort Sag,
Højt og lavt, som det kan falde,
Ja, saa længe vi har Skjalde,

J) [Forf.'s Hdskr.: En gylden Høst paa Jorden.]

iij. Himlens Stjærner. 475

Dansk, om saa en Sten vil græde,
Sjunge vi og kvæde!

Dannemænd fra Skamlings-Banke !

Sendebud fra Gram!
Er end graa vor Løvemanke,

Munden ej er lam;
Synke lidt kan Løvemodet,
Ligger dog i Hjcerteblodet,
Rejser sig i Dage klare,

Og i fælles Fare!

Derfor hjærtelig „velkommen"

Over Bølgen blaa!
Danemark i Alderdommen

Skal forynget staa,
Klarlig mindes Vermunds Dage,
Klang af Skrep og Sang af Brage,
Og med Holger Danske trodse

Hver en Barbarosse!

115, Himlens Stjærner.

(1843.)

[Dette hidtil utrykte — maaske ufuldendte — Digt her efter Forf.'s
Haandskrift omtrent fra dette Aar.]

Ved bugtet Hav
I Flyvesand til Hjulets Nav
En Vej der løb
I mine unge Dage,

4? 6 H5> Himlens Stjærner.

Hvor sagte krøb
Selv Heste uden Mage
Og pusted ved hvert andet Skridt;

Der tit jeg sad,
Paa Rejsen til den store Stad,

Ved Aftens Tid

Og under Vinters Hjærte,

Og stirred did,

Hvor Kjærte efter Kjærte
Sig tændte i den fjærne By.

Paa kjedsom Vej
Det var min Trøst, de slukkes ej,

Før alle nær

Velkommen dig tilsmile,

Og et især

Dig byder ind til Hvile,
Hvor Møde snart er glemt.

Nu ældes jeg,

Og trang mig tykkes tit den Vej,
Som her i Muld
En dødelig maa træde,
Der, tankefuld,
Ser i den meste Glæde

Kun Tant bag alskens Trylleri.

Men, Stjærner smaa,
Som tindre bag det lyseblaa!

Til eder tit

Sig løfter nu mit Øje,

I trøste blidt

Med Staden i det høje,
Den store Stad, hvor I er smaa.

1 1 6 . Kro n os-Ska tten . a"j~j

116. [Kronos-Skatten.]

(1843—44.)

[Disse to hidtil utrykte Vers, vistnok fra Vinteren 1843 — 44, da G.

holdt Foredrag over græske og nordiske Myter og Oldsagn (Brage-

Snak), meddeles her efter Forf.'s Udkast.]

1 Norden nedgravet har Kronos sin Skat,

Den største, som skues med Øje;

Saa dybt den ej sank, at den dages jo brat:

Den findes i Fædrenes Høje,

Hvor Runerne blinke i Kampesten graa,

Hvor Lysalfer svæve i Kaaberne blaa.

De Runer de blinke i Haarene graa,

Hvor Oldinger gløde ved Fædrenes Minde;

De Lysalfer svæve i Øjnene blaa,

Hvor Ungdommen kæmper, for Skatten at vinde

Det klareste Sølv og det rødeste Guld,

Som straaler i Lys og som glimrer i Muld.

117. [Smaavers efter Pindar.]

(1843—44.)

[Fra samme Tid som foregaaende. Her efter Forf.'s Haandskrift,
hvori dog kun 3 — 8 betegnes med Pindars Navn.]

I.

Ool-Øjne kæmpe med Skyerne smaa,
Blinke med Taarer, mens Straaler de saa'.

AjS JI7' Smaavers efter Pindar.

Da Skjønheden selv sig sin Trone tilegned,
Da rødmede Rosen, og Lilien blegned.

3-

Gamle Vine og Blomster ny
Alle Dage faa Ros og Ry.

4-
Der skinner Solen, mens her det er Nat,
Fælleden kranses af Roserne røde,
Hver liden Kvist er med Frugter beladt,
Og overalt dufter Virak den søde;
Der danse Muser om Lilie-Bleg,
Der er den rette olympiske Leg.

5-

Naar Vaaren aabner sit Brudekammer,
Da knoppes Palmen af Nektarduften,
Da sammenslynge sig yndelig
Violens og Rosens fagre Lokker,
Da toner Fløjte og Fuglekor.

6.

Bestræbelser har hver sin Tørst,
Men Sejren elsker Sangen,
Hvor Heltedyd og Krans gaar. først,
Den finder lettest Gangen.

7-
Hvem Skæbnen og Lykken det højeste gav,
Betænke, før Staven han flytter:

1 1 S. Sevs og Skjalden. a-jq

Svært er det at pløje det vildene Hav
Paa hin Side Herkules' Støtter.

God at besynge er den, om hvis Tinde
Retten og Skjellet som Blomster sig vinde.

9-
Medfødt Adel kan meget opveje,
Storværk hæver den let fra Leje;
Lavhed med Lærdom maa puste og stønne
Efter den Skat, som skal Fliden belønne;
Fødderne vakle, og tusende Dyder
Smager den paa, men ved ingen sig fryder.

118. Sevs og Skjalden.

(1843-44.)

[Hidtil utrykt; her efter Forf.'s Haandskrift fra samme Tid som de
to foregaaende Nummere.]

JJa Sevs uddelte Lykkens Gaver,
Kom Skjalden alt for sent,
Da Bedemand og Graver
Just gjorde Bordet rent.
Sevs kj endte ham paa Timen
Og sagde: alle Guders Ven!
Det har du for din Rimen,
Hvad sværmed du nu om igjen?

O, svared Skjalden strax, naturligvis
Om dig, du ene lykkelige!

480 IJ9- Verden og jeg.

Som sætter kun paa Skatte Pris,
For andre at berige.

Velan dal sagde Guden mild,
Jeg laaner dig min Stemme,
Kom til mig, naar du vil,
Og lad, som du var hjemme !

119. Verden og jeg.

(1843-44.)

[Hidtil utrykt; forefundet paa samme Blad som forrige Nummer.]

Verden og jeg

Venner vel ej
Kaldes, som Køerne røde;

Det — paa dens Sprog —

Glæder os dog
Ret, naar hinanden vi møde.
Og, naar vi atter gaa hver til sit.
Til vore Venner vi sige frit:
Det gjør os ondt af Hjærtens Grund,
For vi har spildt en kostbar Stund.

I20. Nordens Kunst. igj

12 0. Nordens Kunst.

(23de Marts 1844.)

[Denne Sang blev skreven til og afsungen ved et Møde 23de
Marts i det skandinaviske Selskab, ved hvilket Professor Høyen
holdt et Foredrag om Thorvaldsen, Dagen før hans Død. Se
Fædrelandet for 24de Marts 1844. Sangen er trykt i Skandinavisk
Selskabs Visebog, S. 29 — 31.]

Tra Hedenold end høres Gaadesangen
Om Nordens Kunstner: Vølund Vingesmed,
Og nys udsvang han sig fra Danevangen,
Det Sydens Fugle se og studse ved;
Og højt det toner over Verdenshavet:
I -Nordens Gudhjem end er Skoven grøn,
I Grækenland er Fidias begravet,
I Norden atter født som Torvaids Søn.

Med Nordens Kunst, der, med de gamle Guder,
Opvække skal det prude Kæmpekuld,
Som har til Brynje vel kun Bjørnehuder,
Men har dog Hjælme af det røde Guld,
I Sjælen Kraft og Løvemod i Bringen,
Paa Tungen Vid. i Øjet Falkesyn,
Til Fart i Sky udvoxet Ørnevingen,
Til Fenrisulven Baand, til Trolde Lyn,

Er den maaske end dybt i Knudebjærget,

Hvor Sol og Maane skinned aldrig ind.

Med Dværges Mesterværk, af Drager værget,

Indhyllet tæt i Jætters Hjærnespind?

Og har, trods Vinkene i Havamaalet,

Vi biet paa den glade Dag omsonst,

Da Dybet bævede for Odins-Staalet,

Og Klippen aabned sig for Nordens Kunst?

VI 11

a$2 1 20. Nordens Kunst.

Hvem spørger saa? hvem véd det ej paa Sletten,

At daglig bygges nu i Bjærgestil!

For Nordens Aand, og ej for Rimfrost- Jætten,

Gaa Dværge-Hamrene med kunstig II;

Ej blot for Nordens Kunstner at behage,

Sig hæver flux et nordisk Pantheon,

Til Guderne fra Hellas at modtage,

Som han paa Kapitolet rakte Haand.

Nej, om end prud sig hæver Gjæstesalen,

Den ej udtømmer Nordens Bygningskunst,

Hvad Øjet savner end paa Kæmpevalen,

Ej længe mer det søge skal omsonst:

Et Valhal, som kan Nordens Kæmper rumme,

Et Ærens Tempel for dets Riger tre;

Da vaagner op de vældige som stumme,

I Nordlysskin det Mesterværk at se.

Da kæmpe de og kappes med hinanden,

Da gaar med Storværk det i Nord som Lyn,

Da stikker Asgaard brat i Sky ved Stranden,

Med Svalegang af Ymers Øjenbryn;

Da faar hver Gud sin Borg. hver Dværg sin Esse,

Hver Fugl sin Rede i den grønne Lund,

Da Havets Heste skal paa Marken græsse,

Og Fjældets Graner pløje Øresund.

Da Sten og Farver skal dem selv tilbyde
Og kappes om at pryde Folkevang,
Og alle Velklangstoner sammenflyde
I Nordens Havamaal og Svanesang,
Saa det skal høres over Verdenshavet,
At Nordens Kæmper tøved ej omsonst,
Og det skal staa i Klipperne indgravet,
At Nordens Kæmpeaand forstod sin Kunst.

121. Albert Thorvaldsen. a 3 3

121. Albert Thorvaldsen.

(1844.)

[Dette Digt er skrevet strax efter Thorvaldsens Død d. 24de Marts
1S44, men blev først trykt 1848 i Danskeren I, S. 417 — 23, med
denne Anmærkning: „Skjønt dette Vers, skrevet i meget syg Til-
stand, har været forlagt og er blevet forligget, giver jeg det dog,
som jeg finder det; da, hvis jeg har andet om Sagen at melde,
det helst maa staa for sig selv." — Den trykte Form er altsaa helt
fro 1844. Et bevaret egenhændigt Udkast fra denne Tid afviger
dog en Del fra det trykte og er navnlig ti Vers kortere: det fattes
V. 2, 9 — II, 14 — 17 og 21 — 22.]

1 idsaldrene har og en Nyaarsdag,
Naar Solhvervs- Aander svæve over Jorden,
Da sidst de svæved under Tordenbrag,
Sig vendte Solen morgenrød mod Norden,
Og aarle vaagned da et Kæmpekuld
Med Kronehjælme af det røde Guld.

Ja, stolt oprandt en Gudealder ny
Med vort Aarhundrede for Nordens Stammer,
Af den skal over Hav og Bjærg gaa Ry,
Saa vidt som Øjet funkler, Hjærtet flammer.
I den opstaar ved Nordens Kæmpehaand
Alt forbigangent, som var født af Aand.

Du var den første, Torvaids prude Søn!
Du blev den største i din Kreds paa Tuen,
Da med din Jason, kæmpemæssig skjøn,
Du kjækt dig taarned under Himmelbuen,
Og gjorde brat det til en afgjort Sag,
At før og efter var som „Nat og Dag."

Forbavset Verden saa' hos dig paa ny

De græske Guder stige op af Jorden,

3I*

a&a I2J' Albert Thorvaldsen.

Den ofred til dig i en Viraksky,
Som om den bæved for Kronions Torden;
Men du, oplyst af Nordens Kæmpeaand,
Bortvifted Skyen med en Barnehaand.

Et Menneske du var og ingen Gud,

Din Herlighed stod under Blomstens Love;

Med den i Lys du skinned favr og prud,

Med den i Løn du skal nu længe sove;

Ej Knæ jeg bøjer og ej Virak strør

For hvad kun lever som en Blomst og dør.

Vemodig hørte jeg det høje Gny,

Da Livstraad din, den skjønne, blev afskaaret,

Og sørgelig det klang i Skov og Sky,

Da „Kunstens Konge" blev til Graven baaret,

Dog Nyaarskæmpen har, som Nyaarsdag,

Sin Morgenrøde og sit Solbjærgslag.

Du var den første af vort Kæmpekuld,
Heroldernes, som vaagnede med Solen,
Og de. som end sig højne over Muld,
Ej sidde længe paa Forundrings-Stolen;
Hvad med dem fødtes vorder aldrig graat ;
Men sortne maa det for hvert Øje blaat.

Et Menneske- du var, det Æres-Navn
Vanhelliges, saa vel som Guds, fuld saare,
Thi føle Mennesker og dybt dit Savn,
Og Perlen i din Krans er deres Taare;
For Mennesker, de store og de smaa,
Den altid funkled paa dit himmelblaa.

Vårst du en Kristen? som en Æressag,
Man spurgte højt, da man dig bar til Jorde,

i2i. Albert Thorvaldsen, ^g:

Og dine Billeder i Kirkesmag
Bevise kun, du vidste hvad du gjorde,
Men til din Lykke, baade fjærn og nær,
Om Ros for Gud rnaa alle tie kvær.

Gjaldt det om Æren mellem os i Nord,
Hvo turde dig vel nægte Kristen- Navnet !
Gjaldt det om Æren overalt paa Jord,
Saa god en Kristen vorder længe savnet,
Ej blot i Mylren under Himmelcag,
Men midt i Præste-, Bispe-, Pave-Lag.

Du kjendte kun den falske Kristendom,
Og den betragted du med Ynk og Harme,
Hvor du den saa' i Axelstad og Rom:
Den istapkolde og den lummervarme;
Saa hele Verden véd det godt og grandt.
Du var ej Katolik, ej Protestant.

En Hedning altsaa af en egen Art,

Ej af Rimtusserne, som Himlen true,

Men af Lysalferne, hvem aabenbart

Er Guddoms-Stemplet paa den kjække Bue;

Du mellem Alfekor omsværmed frit,

Men skjelned immer grandt dog sort fra hvidt!

Det viser Billedet af hviden Krist,

Med Majestæt og Kongelader milde,

Lad det kun staa, som Billedstøtten hist

Af den højlovede, ved Jordans Kilde!

Hvor gjennem Fonten rinder Livets Strøm,

Naa'r Sundheds- Blom sten til hans Klæders Søm. *)

l) Eusebs Kirke-Historie (VII. 18), hvorefter han selv, i Paneas
ved Jordans Kilde, saa' et støbt Billede af Kristus med en Kvinde

i 86 121.' Albert 'Ihorvaldsen.

Det Kristus- Billed af en Hedning kaand
Stod tre Aarhundreder ved Fruerburet,
Hvor hun, som rørte ved hans Klædebon,
Til Mindetegn det havde undermuret;
At hun var hedensk, følger af sig selv.
Hun rejste ..Billeder'1 ved „ Jordans" Elv.

Gid dette Billed af din Mesterhaancl
Ved „Fonten" staa til lige varigt Minde
Om Sømmen af det hvide Klædebon,
Og Troen hos den ømme Dannekvinde,
Som yndig knæler ved den Konges Fod,
Der raadte mild paa hendes Vaande Bod!

Jeg korser mig for lede „Satan" kun,
Og ej for Mennesker, som mine Lige,
Jeg selv var Hedning, men dog ingen Hind,
Og Skriftemaalet mit i Sandheds Rige,
Det lyder saa: det randt mig nys i Hu,
At der er meget Hedenskab hos mig endnu.

Hos mig det gaar, om ej i Lyset alt,

Saa dog i Løbet gjennem Skærsildsbaalet,

Hos dig en Del som Støv til Jorden faldt,

Og Resten pustes bort af Englemaalet,

Hvor du, indført i bedste Kongelag,

Skal paa den „sande Krislendomu faa Smag.

knælende foran sig, som efter Sagnet var den Ira „Evangeliet"
velbekjendte „blodsottige Kvinde'"'. Denne hedenske Kvinde havde
af Taknemmelighed oprejst Støtten ved sit Hus i Paneas, og paa
samme Sted, siger Evseb, groede en ubekjendt Urt, som, naar den
naaede Sømmen af hans Kappe, fik Lægedoms- Kraft mod alle
Haande Sygdomme.

i2i. Albert Thorvaldsen. 487

En Konge var du, under Alberts Navn,
Skjønt uden Sværd og perlestukket Trone,
Dit Septer vakte Fryd og virked Gavn,
Mens barnemild du leged med din Krone;
En Konge var du paa din Blomsterø,
Som faa kun fødes, og som færre dø.

Du Kronen bar paa dine hvide Haar
Saa let, som sjælden bæres Rosenkransen,
Naar favre Glutter, skjemtende i Vaar,
Hensvæve frit Og yndig gjennem Dansen;
Men mer alvorlig stræbte ingen Drot
At vise: kongeligt er altid godt!

Saa hvil da kongelig, du Alfedrot,

Hvor Lejet redes dig i Borgegaarden,

Til atter tindrer Øjet himmelblaat

I den forklarede Naturens Orden !

Som Dvalin, gamle Nordens Konge-Dværg,

Til Kæmpehøj du fik et Himmelbjærg.

Det er Olympen med sin Gudehær,
Opskudt paa ny i Sællands Bøgelunde,
Til Udsigt vid i Aftenrøde skær,
Hen over Storværks Strøm i alle Sunde,
En Klippe-Grundvold for et Kæmpeslot,
Et Lydskjalv for vort Nordens Asa-Drot.

Med Sejershaab du i din Ungdoms Vaar
Uddrog til Kæmpeskridt i Lavrbærlunden,
Med Sejershaab, det gamle Odins-Kaar,
Afbilded du dig selv i Aftenstunden,
Og Sejersdisen paa sin Dronningstol
Skal Haabet krone paa dit Kapitol.

i 38 122. I en ung Piges Stambog.

Nu rør dig levende i Sagn og Sang,
Du Adel- Menneskets højbaarne Minde!
Din grønne Lund var altid Danevang,
Og du er Nattergalenes Veninde;
Omsvæv til Dommedag den Blomsterø,
Hvor ej paa Kongegrav Kjærminder dø

Og rejs dig, hedenfarne Kæmpers Æt!
Stræb mer ej Turseme at efterabe!
Skik i din Stand og i din Tid dig ret,
Ved i den gamle Kæmpeaand at skabe !
Da lever i dig, Død og Grav til Trods,
Hvad der opvakte Thorvaldsen og os.

122. [I en ung Piges Stambog.]

(12te April 1844.)

[Hidtil utrykt; her efter Originalen.]

1 iderne skifte, som Bølgerne gaa,
Stjærnerne tindre paa Himmelens blaa;
Saa, hvad end skifter, sig spejle det høje
Dybt i dit Hjærte og klart i dit Øje!

I2J. Aandelig Vuggevise. ^5 g

123. Aandelig Vuggevise.

(i844-)

[Skrevet i Maj Maaned paa en Rejse i Sjælland; de tre Vers i
Mærn hos P. Rørdam, de tre i Stiftsbjærgby hos G. Busck. Første
Gang trykt i „Salmer og Sange til Julen, samlede af J. F. og R.
Th. Fenger", 1845 (se Gunni Busck, et Levnedsløb i en Præstegaard,
udg. af H. Bech, 2den Udg. 1878, S. 305, og „det kirkelige Venne-
møde i Kjøbenhavn September 1868 af Kr. Røster" S. 14). En
forkortet og en udvidet Form af Sangen er optagen mellem Sal-
merne, IV Nr. 121 og 256, jfr. V S. 846].

bov sødt, Barnlille !

Lig rolig og stille,

Saa sødelig sov

Som Fuglen i Skov.
Som Blomsterne blunde i Enge!

Gud Fader har sagt:

Staar, Engle, paa Vagt,
Hvor mine de smaa er i Senge ! r)

Med Fingrene grande2)
Slaa Kors for din Pande!
Med Gudsbarnets Røst,
Slaa Kors for dit Bryst!

Saa kan ingen Djævel dig gjæste;
Saa skal om din Daab.
Med Saligheds Haab,

Sig Mindet i Barmen rodfæste.

Læg Hænderne sammen,
Saa lægger sig3) Amen

') [opr. I Faderens Skjød, Med Rjærligheds Glød, Selv anden
du hviler i Senge.] 2) [opr. sande.] 3) [opr. lægges der.]

iQO J2J. Aandelig Vuggevise.

Til Mesterens1) Bøn,

Som stiger i Løn
Og lyder, hvor Englene kvæde.

Det lille Guds-Ord

I Himmerigs Kor
Omfavne2) Guds Engle med Glæde.

De raabe, de sjunge:

Paa Maddike-Tunge

Et Ord af Guds Søn

Er bleven til Bøn
Og stiger paa Solstraale- Vinger;

Gud Fader3) i Løn!

Sig Ja til den Bøn,
Fra Lavland livsalig den klinger!4)

Da alle de kjøbte,

I Jesu Navn døbte,

Som Striden har stridt,

Som Døden har lidt,
Gik ind til den evige Hvile,

Istemme saa lydt

Halleluja nyt,
At Englene tie og smile.

Sov sødt, Barnlille!
Lig rolig og stille,
Og nyn paa det Navn,
Med Naaden5) i Favn,

!) [opr. Frelserens.] -) [opr. annamme.] 8) [opr. vor Fader.]
4) [opr. O, hør dog, hvor liflig den klinger!] 5) [opr. Fylden.]

J24- Midsommers-Natten ved Frederiksborg. i g j

Al Jorden til Salighed givet!
Nyn: Jesus er min,
Saa favr og saa fin,

Min Jesus er Lyset og Livet!

124. Midsommers-Natten ved Frederiksborg.

(1844.)

[Med denne Overskrift — Aarstallet indbefattet — trykt i „Dan-
skeren", 1849 (H) S. 299 — 301). Forf.'s noget afvigende Udkast fra
1 844, med Overskrift „Sommernatten", er bevaret.]

Kølig det lufter
I Maaneskin mat,
Blomsterne dufter
I Midsommers Nat,
Og Borgen i Søen
Paa Hillerøds-Øen
Staar gammel og" graa,
Mens Fuglene slaa
Nattergals-Lunden hin fejre.

Kølig det lufter
I Alderdoms-Aar,
Høsten ej dufter
Lig Sommer og Vaar;
Men Blomster i Klynge
Dog kranselig slynge
Sig hvide og blaa
Om Isserne graa
Nattergals-Lunden hin fejre.

4Q2 12/f.. Midsommers-Natten ved Frederiksborg.

Kølig det lufter
I Maaneskin mat,
Blomsterne dufter
I Midsommers Nat,
Mens graahærdet Kæmpe
I Danemarks Tempe
Sig hviler saa blødt
Og blunder saa sødt
Som Nattergal-Ungen i Lunde.

Kølig det lufter
I Alderdoms-Aar,
Høsten ej dufter
Lig Sommer og Vaar!
Men Prisen dog vinder,
Med Ax og Kjærminder,
Den grundrige Høst
Fra Vaartidens Lyst
I Nattergals-Lunden den fejre.

Kølig det trækker
I Midsommers Nat,
Skjalden dog vækker
Skjøn Nattergal brat;
Og Lysalfer danse
Med Skovmærke-Kranse
Paa Hillerød-Søen,
Paa Fredegods-Øen,
I Nattergals-Lunden hin fejre.

Kølig det trækker
I Midsommers Nat;
Men Frøerne kvækker:
Nu dages det brat!

12 j Lille Tuborg. a q :?

Da aabne med Varme
Sig straalende Arme,
Dem kjærlig at favne,
Som mest maatte savne
I Nattergals-Lunden hin fejre.

125. Lille Tuborg.

[Til Dronningen paa hendes Fødselsdag
den 28de Juni 1844. |

[Hidtil utrykt; her efter den Dronning Karolina Amalia overrakte
Original. To til Dels afvigende Udkast fra Forf.'s Haand ere be-
varede. — Dronningen havde i denne Sommer skjænket Digteren
Bolig paa Lille Tuborg ved Strandvejen.]

1 uborg du lille i Løn,
Lejret ved Strandvejen grøn!
Læ giver Popler og Linde
Dig for de vestlige Vinde,
Giver og Nattergal Skygge,
Der hele Døgnet at bygge,
Der i det dunkle med Lyst
Dejlig at øve sin Røst.

Kun gjennem Ruderne faa
Øjner man Bølgerne blaa,
Vexler dog venlige Blikke
Med dem og glemmer dem ikke,
Kaster for Stormen kun Anker,
Immer med Bølgen i Tanker,
Tuborg! i Læ og i Løn
Under din Tjælding saa grøn.

494 I25- Lille Tuborg.

Skjaldens Værtinde saa skjøn,
Havfruen, hersker i Løn,
Staar, som paa Bølger skyhøje,
Skjalden dog stadig for Øje,
Ud rækker Haanden saa fager,
Huslejen yndig modtager,
Smiler bag Skysløret tyndt
Sødt ad den „klingende Mønt."

Skjønt ej den skinner i Muld,
Bedre end Sølv eller Guld
I hendes Øre den klinger,
Laaner af Nattergal Vinger,
Havfruens Haand, den fuld søde,
Ydmyg at flyve i Møde,
Øret at fylde med Klang:
Gjenlyd af Nattergalsang.

Havfru paa Sundbølgen blaa!
Dronning, som Dronninger faa!
Dronning for Havfruer mange!
Dronning for Nattergalsange!
Dronning for Blomster og Bøge,
Som alle Fugle besøg'e!
Dig lønne Aanden i Hal
Rigt. som du huser en Skjald!

Havfru, de flyvende huld!
Du tager Sangen for Guld,
Du planter Skoven paa Hede.
Du Dygg"er Fuglene Rede;
Ly finder Spurven og Svalen
Let under Højeloftssalen,
Hus i det grønne som Hal
Finder den graanede Skjald.

126. Paa Skamlinps Banke.

495

Derfor lovsynge dig skal
Yngre i Tusendetal,
Men ogsaa Fugle, som graane,
Sang skal af Lærkerne laane,
Og af den lille i Kvælde,
Marken og Skoven at melde:
Glad er ved Nat og ved Dag
Fugl under Dronningens Tag.

Dronning, i Fuldmaane fød!
Søster til Rosen saa rød!
Du paa hver Byrdsdag, der kommer,
Blomstre med den i Skærsommer!
Altid i Sorgenfri- Vangen,
Liflig omtonet af Sangen,
Blomstre du, rød eller hvid,
Dronning, i Rosernes Tid!

126. [Paa Skamlings Banke.]

(4de Juli 1 844.)

[Det Særtryk, som Forf. medbragte til Festen paa Fføjskamling,
og hvorefter der blev sunget, haves nu ikke; men Sangen er af-
trykt uden Overskrift i „Skovhornets Klang mellem Skamlings-
Bankerne" (Kbhvn. 1844), S. 27—29. Med Titel „Folke" er San-
gen optagen i Viser og Sange for danske Samfund, 2den Samlings
iste Hæfte (1847), S. 2—5. Forf.'s Manuskript er bevaret.]

blesvig! Angler s Jarlesæde!

Kongers Moderskjød,
Hvor, til hele Markens Glæde,

Morgensangen lød;

iq5 126. Paa Skamlings Banke.

Hvor, med Danmarks Ar ilds- Kirke,
Højt sig hæved Danevirke ;
Tør du end for Tysken sjunge
Med den danske Tunge?

Folke hed din gamle Taler,

I vor Konge-Bog
End hans Ord vor Aand husvaler,

Dansk var Dolkes Sprog;
Fejdebud en Foraarsmorgen
Bragte han til Jelling-Borgen,
Som man, efter Kongens Tykke,

Ønsker Folk til Lykke.

Danmarks Fjender i vor Midte,

Sagde han med Klem,
Vidste Vejen godt at hitte
Til de slumnies Hjem,
Vore Sværde, Spyd og Pile
Brat dem bringe skal til Hvile,
Dem Godnat i Graven sjunge
Med den danske Tunge.

Danekongen sit Guldbæger
Skjænked fuldt af Vin,
Sagde: drik! det vederkvæger,

Skaalen er og din;
Som en Dannemand og Kæmpe,
Født til Fjende-Skryd at dæmpe,
Har du talt og vil du stride
Paa den danske Side.

Tak, som byder, mæled Folke,
Sikkert skal mit Staal

Fjenden klart mit Sprog fortolke,
Drikke Kongens Skaal,

I2J. RiDu-Bhidet. 4Q7

Og" før jeg af Marken rømmer,
Af mit Blod et Bæger tømmer
Jeg til Skaal for Venner kjære
Og for Danmarks Ære.

End er Øjet ej saa taaget,
Det jo ser fuld grandt:

Dansk var den Gang Folkesproget,
Og de Danske vandt;

Danekongen hvid som Duen

Folke saa' paa Banetuen,

Sagde: knap med Guld, som ejes,
Helteblod opvejes.

Slesvig, Angler s Jarlesæde !

Kongers Moderskjød,
Hvor, til hele Markens Glæde

Morgensangen lød ;
Hvor, med Dajtmarks Arilds-Kirke,
Højt sig hæved -Danevirke ;
Længe du om Folke sjunge

Frit med F&ketunge!

12 7. Rune-Bladet.

(5—6. Juli 1844.)

[Med Titel ,.Rune-Bladet med «Kristian den ottende* og det unge
Danmark'' trykt forrest i Skovhornets Klang mellem Skamlings-
Bankerne (Kbhvn. 1844), S. 3 — 7, og i Forordet sammesteds gjøres
Rede for Digtets Tilblivelse om Bord paa „Kristjan den ottende;'
paa Farten hjem fra Skamlings-Festen d. 5te og 6te Juli. — Baade
VI 32

4q3 12J. Rune-Bladet.

Forf.'s Manuskript og det dermed nær overensstemmende oprinde-
lige Udkast (med Overskrift som her), skrevet om Bord, er bevaret.]

bnækken, under klaret Sky,
Paa den blanke Vove
Glider ind i Morgengry,
Under grønne Skove,
Bringer med til Axelstad
Bredt og boldt et Bøgeblad,
Tæt med Runer ristet.

Bladet sender Nordens Aand
Fuldt af Runer ramme,
Ved det unge Danmarks Haand,
Til den gamle Stamme,
Risted dem paa Bølgen blaa,
Hvor Aartusender ham saa'
Svæve over Sundet.

Snækken under Danebrog
Den er god at kjende,
Skjalden graa se hist i Krog
Mellem Ungersvende :
Saa med Odin er om Bord
Gamle Danmark, med et Ord,
Aan delig forynget.

Snækken skrider under 0,
Fuld af Hurra-Tanker .
Ladning let paa Østersø
Kom fra Skamlings Banker,
Hvor med Hurra højt i Sky
Gyldenaarets Morgengry
Hilste Folkemunden.

127. Rune-Bladet. ^gg

Det var Danmarks Folkemund,
Fuld af Folkesange,
Hurra-Raab af Hjærtens Grund
I de grønne Vange;
Folkemunden fra i Gaar,
Stum i mange Hundred Aar,
Nys med Sang oplukket.

Dan og Angel Brødre var,

Som de sjælden findes,

Pagten af det Broderpar

Den skal evig mindes;

Lovning god med Haand og Mund:

Last og Brast i allen Stund

Staa vi med hinanden!

Dan og Angel som i Fjor
Lagde Mundlag sammen,
Det skal spørges trindt i Nord,
Gjør det end med Gammen,
Løbe ej med Limestang,
Ride rapt med Kæmpesang
Over Skamlings Banker.

Skamling-Højens Vennebrev
Til det danske Hjærte
Hurtig Kæmpeaanden skrev,
Under Frejas Kjærte;
Runen „Odin Rynkebryn"
Ord som Ild, ja Ord som Lyn,
Billedlig betegner.

Ordet lød, som Tordenbrag
Ruller over Skoven,
Ramte og som Tordenslag,

cqo 127. Rime- Bladet.

Kasted Glans paa Voven,
Tændte Baal i Kæmpe-Favn,
Tændte Skamlin g-Høj ens Bavn
Med de klare Luer.

Ur da- Svanens Hj ær te-Røst
Paa den danske Tunge
Lyde skal med Ungdomslyst,
Dødens Frygt bortsjunge,
vSynge Liv og slynge Lyn,
Skjænke de blindfsdte Syn
Og de stumme Mæle.

Ryst din Vinge, Odins Ravn[
Glem nu ej dit Galder!
Skamling-Højens Aften-Ravn
Græder Guld for Balder,
Løser Odins Søn fra Hel,
Skaber Nordlys-Dag i Kvæld
Over Dovres Isse.

Ser du det, du Blindebuk!
Lyst der blev i Skoven!
Hører du det nu, Kuk-Kuk!
Sang der blev paa Voven:
Svanesang paa Bølgen blaal
Tusend Aarer Takten slaa
1 de smule Vanåe.

Tysker, med den stolte Hu,
Og de stive Skanker!
Ser du Gnister springe nu
Over Skamlings B anker \
Vogt dig vel! thi faar de Sving,
Lukt de fare med et Spring
Over Danevirke.

12J. Rune-Bladet, cqi

Vogt dig vel, det er til Tor,
Du har kastet Handske;
Til dig lyner det fra Nord:
Her er Holger Danske!
Kejser Rødskjæg! har du Lyst,
Bryd en Lanse, prøv en Dyst
Under Danevirke!

Har du Ymers Øjenbryn,
Har du Hrungner- Kellen :
Vi har Trudvangs klare Lyn,
Lys paa Dalby-Møllen;
Vi har Mjølner Asa-Kraft,
Trods det korte Hammerskaft
Vi slaa Dal paa Dovre.

Vi har Græs, og vi har Korn,
Vi har gode Heste,
Vi har ogsaa Gjallarhorn,
Blik paa „fælles bedste";
Lyder Hornet, højt i Sky,
Hele Norden staar paa ny
Nær ved Danevirke.

Rid ej mer din høje Hest!
Han slaar af i Morgen;
Freden huer Hejmdal bedst.
Højt paa Klippeborgen.
Naar du hører Lurens Døn,
Buk da kjønt for Odins Søn!
Mildt da Freja smiler.

cq2 128. Viborg-Ting.

128. Viborg-Ting.

(1844-)

[Den nærmere Anledning til dette hidtil utrykte Digts Tilblivelse
kan vistnok angives at være de jyske Stænders Forhandling af det
af J. E. Larsen fremlagte „Andragende angaaende den danske
Nationalitet i Slesvig" paa Mødet den 16. Juli. Digtet meddeles
her efter Forf.'s Haandskrift fra 1844.]

Under Bøgeskoven,
Hvor nu alt er tyst,
Sagte triller Voven
Ind mod Sællands Kyst,
Bringer Bud og Breve
Først fra dem, der leve.
Nogle og fra dem
I de dødes Hjem.

Nys fra Vesterlide
Over Kattegat,
Nys fra Jyllands Side
Ruiled Snækker brat,
Som det havde kulet;
Ild der var i Hjulet,
Deraf ogsaa Ry
Gik som Røg i Sky!

Bud der kom og Breve
Fra det Viborg-Ting,
Hvor et: „Danmark leve!"
Lød i Kæmpering, •
Rulled som en Torden
Rysted hele Norden
Og til Herrefærd
Vakte Odins Hær.

128. Viborg-Ting. 503

Det var Moder smaalet,

Der af Flintesten

Slog nu Ild med Staalet

I en Bøgegren;

Den ved Skamlings*Baalet,

Tændt for Moder smaaleL

Var en venlig Gjæst,

Var nu Ilden næst.

Fri som Fuglesangen,
Raabte jyske Mænd,
Tone over Vangen
Modersmaalet end,
Over Mark og Skove
Hedelyng og Vove,
Over Tyras Hus
Danevirkes Grus!

Danefolkets Tunge,
Trods det tyske Nid,
Tale skal og sjunge
Som fra Arildstid,
Sjunge om det gamle,
Det med nyt ophamle,
Puste Blad fra Mund
Ret af Hjærtens Grund!

Det er nyt i Norden
Af den gamle Rod,
Det er nyt paa Jorden,
Bæk af Livets Flod,
Nu den røde Hane
Svinger Lysets Fane
Til et Gyldenaar
Over Fenges Gaard !

504 128. Viborg-Ting.

Hjem igjen fra Vesten
Kom nu Amids Vid,
Baglængs paa Helhesten,
Gal i rette Tid,
Krogene i Tasken,
Bagte godt i Asken,
Hægter nu i Hast
Jordetøjet fast.

Ja, hvor Luen brager,
Salens Omhæng grønt
Knytter sig med Hager
Baade smukt og kjønt,
Svøber sig med Gammen
Om dem alle sammen,
Som vil gjøre Kaal
Paa vort Modersmaal.

Som en gammel Broder,
Graa ved Heltekaar,
Amlet med sin Moder
Nu i Rette gaar
Paa sin Faders Vegne;
Rødme maa og blegne
Hun, som tog i Favn
Afgrunds Natteravn.

Blegne saa og rødme
Maa vort Modersmaal,
Som sin Salt og Sødme
Spildte paa en Aal,
Spildte paa en Slange,
Som i Danevange
Vexlede Gestalt,
Snoed sig om alt.

I2g. Paa Skarrit-Sø. cqs

Men naar Freja græder,
Guld der regner ned,
Deraf spire Glæder
I Gudindens Fjed;
Under Skyer blide
Blomstre Roser hvide
Til Guldbrudens Krans
I Guldbryllups-Dans.

Derfor Skjalden kvæder
Nu med Liv og Lyst,
Medens Freja græder,
Slaar sig for sit Bryst;
Hjærtet gjennembryder
Brat hvad hun fortryder,
Bryder ud med Klang
I en Svanesang!

129. [Paa Skarrit-Sø.]

(Juli 1844-)

[Hidtil utrykt; her efter paalidelig Afskrift med Titel: Til Pastor

Busck i Bjærgby.]

btorkebjærgs Skove
Med guldbræmmet Sky
Skarrit-Søs Vove
Omkranser i Ly;
Baadene gynge,
Bølgerne synge:
I favre! far vel!

^06 130. Klara.

Maanen bag Skoven
Henglider i Sky,
Titter til Voven,
Forsvinder paa ny;
Hvidklædte Bøge
Synes at spøge
Paa Søkanten grøn.

Fruerne smile
Som Roser i Nord;
Sangen til Hvile
Af Skjalden i Sor *)
Stiger i Kvælden,
Bruser med Vælden,
Indtoner Guds Fred.

Maanen guldrøde
Er Nedgangen nær,
Hjærter, som gløde,
Har Hj ærterne kjær,
Gløden de dølge,
Rødmende følge
De øjet i Løn.

130. Klara.

(1844.)

[Først trykt i Danskeren 1848, Nr. 34 (I, 542 — 43), men sikkert
fra samme Tid som det strax neden for meddelte utrykte Brud-

') [Sikkert Ingemanns bekjendle Aftensang: „Fred hviler over
Land og I5y.:']

i jo. Klara. ^07

stykke fra 1844, der forherliger Erindringen om Mødet med „Klara",
som raaa have fundet Sted under et af Digterens første Besøg i
England. Brudstykket er i Forf.'s Udkast saalydende:

Det var i min Middelalder,
Hjærtet krymped sig i Barm,
Øjet brast i Graad for Balder,
Tungen tav af Sorg og Harm;
Langt fra Sællands Bøgelund
Vakled Fod paa fremmed Grund.

Da mig traf et kulsort Øje,
Gjennembored mig mit Bryst,
Som et Lynglimt fra det høje
Gjennemknitred mig med Lyst,
Tændte brat, trods Sorg og Harm.
Lys i Blik og Ild i Barm.

Klaras Aande aabned Munden, —
Klippen revned, Strømmen randt;
Som en Drøm i Morgenstunden
Svæved hun forbi og svandt;
Men hver Gang jeg Harpen slaar,
Svævende hun for mig staar.

Om hun end er oven Mulde ?
Om hun mindes end mit Navn
Og de Toner frydefulde,
Som forsøded bitre Savn,
Spørger jeg endnu hvert Aar

Vestenvind og Fugl i Vaar.

p

Ælvedronning, højt begavet,
Hvor du svæver, takket vær!
Mens jeg pløjer Verdenshavet,
Altid er du Hjærtet kjær;
Ved dit Smil og ved dit Lyn
Vaagned op mit Skjaldesyn.]

Jeg stod engang i et fremmed Land
Og om lidt hjemligt mit øje ledte,

5o8

/jo. Klara.

Da saa' jeg Klara, den Liljevand,
Og Hjemmet sig for mit Blik udbredte.
De findes til Lykke, som yndes!

Ej før, ej siden, jeg Klara saa:,
Og meget Vand er til Strande rundet,
Men Sjæle to, som et Blik forstaa,
Har Øjeblikket for immer bundet.

Jeg saa' paa Klara, hun saa' paa mig,
Som om hinanden vi satte Stævne,
Og hver af os gik den halve Vej,
Saa brat hinanden vi sad i jævne.

Jeg sad hos Klara saa sjæleglad,
Mundharpen toned foruden Strænge
Om saare meget, jeg véd ej hvad, —
Og ingen af os det véd, hvor længe.

Da kom den Herre, som os indbød.
Og spurgte artig, med Vid i Panden,
Om vi, saa fremmed end Stemmen lød,
Dog nogenlunde forstod hinanden.

Da svared Klara, som Engle mild,
Slog Øjet op, og udbrød med Gammen
„Den Ting er ikke i Verden til,
Hvorom vi to jo kan tale sammen!"

Det var om Hjærter et sanddru Ord,

Eor alt i Verden de Udtryk finde,

I Ordet lever og stadig bor

Med Klaras Stemme -end Klaras Minde.

ijt. Til min Lise. 50Q

Med Skolemestre man ogsaa vel
Om alt kan tale, naar man vil kives,
Men Venne-Sjæle kun har det Held
Om alt at tale og sødt oplives!
De findes til Lykke, som yndes!

131. Til min Lise

(paa Bryllupsdagen 1844.)

[Dette hidtil utrykte Digt meddeles her efter Originalen. To be-
varede Udkast vise mindre Afvigelser.]

oølvbryllups-Dagen i Fjor
Oprandt for mit Blik i det fjærne,
Dog var min Aand her i Nord,
Mit Hjærte hos Danemarks Stjærne,
Kun havde Skjalden de bangeste Kaar,
Man, efter Kulden med kridhvide Haar,
Fyldte da alt sine hundrede Aar.

Vestmor elands Bjærgfrue pæn

Med Kendal i Favn og paa Skjødet,

Cumberlands Sortsmutte væn,

I aftenrødt liflig opglødet,

Gamle Kong Arthur paa Tronen i Sky,

Melros og Abbotsford, højlig i Ry,

Lokked fra Læben ej Klang eller Kny.

Let fløj dit Brev over Hav,

Vi mødtes paa Dagvogns-Sædet;

5io

Ijj. Til min Lise,

Men intet Kys jeg det gav

For alle de Kys, mig har glædet;

Blottet for Luer, for Længsel og Savn,

Kold fandt dit Brev og din Hilsen den Favn,

Hvor dog i Elskov hensmelted dit Navn.

Sælsomt er Skjalde-Livs Kaar,

Saa til mig nu flyvende kommer

Guldbryllupsdagen i Aar

Med Kjærligheds gjenfødte Sommer;

Længslerne søde gaa ind og gaa ud.

Oldingen favner nu Ungdommens Brud,

Kalder med Kys hende dejlig og prud.

Solen og Maanen i Sky,

Med Stjærnerne alle, som tindre,

Blomsten i Bøgenes Ly.

Og Bøgene selv ikke mindre,

Klinten og Bølgen, de kvæde endnu,

Som da, hvad klarlig jeg kommer i Hu,

Læberne dine mig først kaldte „du".

Roserne falme paa Jord,

Med Blomsterne alle i Bede,

Én Gang de staa kun i Flor,

Men Duften dog tit de udbrede;

Saa har og Skjalden kun én Gang sin Vaar,

Deler dog Rosernes liflige Kaar,

Dufter, som de, gjennem hundrede Aar.

Kom da. min Brud! til min Barm,
Og græd ej, for Lokkerne graane!
Kald ikke Eng-Haven arm,
Hvor yndig Kjærminderne bla£ine!

1 32. Skovhuset i Sælland. s. \ \

Bladene fine af Rosen saa rød

Rødme dog let i Kjærmindernes Skjød,

Rødmen er liflig og Duften er sød.

132. Skovhuset i Sælland.

(1844.)

[Trykt i Danskeren 1850, Nr. 23 (III, 355 — 59) med ovenstaaende

Titel og Datering.

1 Sællands de yndige Skove,
Der ligger et Hus end i Læ,
Hvor liflig, mens Folkene sove,
Der synges i Busk og i Træ,
Hvor yndig, naar Folkene vaage,
Sig svinger selv Glente og Maage.

Det Hus er nu gammelt og kroget,
Ej længer der synges saa lydt,
Men Skjalden, før Ruden blev taaget,
Saa' Huset, den Gang det var nyt,
Da Fuglene sang over Syllen:
Vel mødt, vi er midt i Idyllen!

Da gynged saa let i det grønne,

Paa Gænger af Valnøddetræ,

Min Vugge, som Ært og som Bønne

De vippe i Abildgaards-Læ,

Og der mine Læber blev røde

Af Kys og af Kirsebær søde.

^12 *3?> Skovhuset i Sælland.

Der lærte jeg Foden at røre
I Ledtog med Gæslinger smaa,
Der lærte jeg Sangen at høre
Blandt Lærkerne gæslingegraa,
Der blev jeg fra Skyen og Havet
Med Skjaldskabets Syner begavet.

Der saa' jeg først Roserne røde
Paa Busk og paa Jomfruens Kind,
Der lærte mit Hjærte at gløde,
At elske med Sjæl og med Sind,
Der lærte mit Øje at græde
Langt mindre af Sorg end af Glæde.

Der Skjalden i Drømmenes Dage
Har smilet i moderligt Skjød,
Der mødte, som Fugl, han sin Mage,
Der tog han sin kjære paa Skjød,
Der kappedes Kysset om Rangen
Med Duften og Nattergalsangen.

Der gik han i Skoven bedrøvet,
Med Stenen paa Hjærte i Løn,
Sin Fred og sin Glæde berøvet,
Fandt Blomsten og Bøgen dog skjøn,
Som Duggen for Sol svandt og Taaren.
Og Glæden gjenfødtes med Vaaren.

Nu Lokkerne gule blev hvide,
Og bleg er den furede Kind,
Og graalige Skyerne glide,
Og skarp er den nordlige Vind,
Og vinterlig Bølgerne bruse
Om Istag paa Hvalernes Huse.

132. Skovhuset i Salland. c \ -i

Dog nys under Bøgeblads-Taget,

Omtonet af Nattergals-Kvad,

Omduftet i Skærsommer-Laget

Af Roserne røde paa Rad,

Jeg fandt, under Blomster af Hylden,

Endnu mig dog tæt ved Idyllen.

De dejlige Bøgeløvs-Kroner,

Som Grønsværet bærer med Lyst,

De liflige Aftensangs-Toner,

Som har alle Roserne kyst.

Ved Haandtryk af danske Veninder,

Opvakte min Ungdoms Kjærminder.

Af dem fletter Haanden nu Kranse,
Smaapigerne vrage dem ej,
Med dem de for Ynglinger danse,
Med dem strø de Oldingers Vej,
Med dem de i Krans og i Klynge
Om Skjalden sig smilende slynge.

Dog ej blot Kjærminderne blaane,

Den gamle fik Syner paa ny,

Han skuer ved Sol og ved Maane

Skovhuset i Bøgenes Ly;

Han lejrer sig end paa det grønne

Og leger med Blomst og med Bønne.

Kan mer ej paa Hærfaders Ganger

Jeg pløje det vildene Hav,

Saa hviler jeg mig i Folkvanger,

Paa Hyndet, skjøn Freja mig gav,

Af Roser fra Paradis-Egne,

Som dufte end sødt, naar de blegne.

VI

^ I _j. i SS- Havet.

Se, Kæmperne Bjærget udhuler,
Og Kunstnerne kappes med Flid,
Da hæve sig dejlige Suler
Til Støtter i Alderdoms-Tid,
Saa Huset, om ogsaa det hælder,
Ej Stormen og Vandskyllet fælder.

Saa, Hus i de yndige Skove!
Ældgammelt ved Himmelens Gunst,
Selv naar de ufødte hensove,
Hold Stand dog ved Kjær ligheds Kunst,
Som, hvad den ej mer kan gjenføde,
Opliver i Minderne -søde!

Ja, Skovhus paa Bøgenes Slette!
Hvis Bjærge er Bølgerne blaa,
Du mig er Folkvanger det rette,
Kun tækket med Rør som Guldstraa,
Thi her dog i Lønkamret inde
Skjøn Freja er altid at finde.

13 3. Havet.

(1844.)

[Trykt i Danskeren 1850, Nr. 23 (III, 359— 64) med ovenstaaende

Titel og Datering.]

Hav med de rullende Bølger!
Vugge for Svanerne graa!
Hvad mon i Dybet du dølger,
Under din Tillie blaa:

Ijj. Havet. 515

Skyblaa i Havblikket stille,
Snehvid, naar Vindene spille,
Græsgrøn, naar Stormene tude,
Bejle til Afgrundens Brude,
Gjøre ved Nat og ved Dag
Hundrede Snækker til Vrag.

Hvor under Hellas du gynger,
Hundrede Holme opstaa,
Dem du og alle omslynger,
Favner med Livbælter blaa,
Derfor i Grækernes Sange
Boltre sig Havfruer mange,
Alle Posejdons Veninder,
Alle han løser og binder,
Tumler sig vildt under 0,
Svinger sin Trefork paa Sø.

Saa løste Grækerne Gaaden,
Ledte om Hjærtet paa Hav,
Drømte, de skimted i Fraaden
Kjærligheds Vugge og Grav:
Der dansed, hvid som en Lilje,
Sølvfodet Tetis paa Tilje,
Der Afrodite, den søde,
Fødtes med Roserne røde,
Derfra Akillevs saa gild
Svang sig med Grækernes Ild.

Saa kunde Grækerne gætte,
Digted med Aand og med Smag,
Ramte dog ikke det rette,
Toned det tyrkiske Flag;
Soleklar straaler i Ilden
Billed af Kjærligheds-Kilden,

33*

5 1 6 ISS- Havet.

Aldrig, saa længe der kriges,
Ilden med Vandet forliges,
Sent det kun dages i Kvæld:
Hjærtet er Hovedets Væld.

N ørrelands Kæmper de stærke.

De vidste bedre Besked,

De kunde føle og mærke,

Jætteblod Havhesten red,

Det var den stolte Guldmanke,

Luftig og let som en Tanke,

Jætteblod suser og bruser,

Selv naar kun Havet sig kruser ;

Jættefolk, Kone og Mand,

Er derfor Æger og Ran.

Aldrig om Hjærtet man leder,
Naar man det føler i Barm,
Hvor ej det gloende heder,
Men gjør kun Blodstrømmen varm,
Men om Forstanden i Støvet,
Ægte kun, naar den er prøvet,
Drømte de, den laa begravet,
Skibbrudt paa Bunden af Havet,
Kantret af Stormenes Trold,
Sunket i Jætternes Vold.

Dybt laa det nordiske Øje,
Vola det sagde for sandt:
Stolt ruiled Bølgerne høje
Hen over Valfaders Pant;
Derfor med Mimer og Æger
Ase?'ne tømte Guldbæger,
Derfor, paa Guldbryllups-Fest,
Æger bød Aser til Gjæst.

i SS- Havet. 5 j y

Nu dages Guldbryllups-Festen,
Nu holdes Gildet paa Hav,
Nu kom der Ild i Havhesten,
Lys over Guldet i Grav,
Nu, under Loft af Krystallen,
Guldbordet skinner i Hallen,
Aserne alle paa Rad
Bænkes i Hav s g aar dens Stad.

Did er nu Aserne sejlet
Rask paa Skibbladner i Løn,
Der vi dem se i Vandspejlet,
Fulgte af Goddrengen „Rønu,
Se det guldstukket paa Randen:
Havet betegner Forstanden,
Maadelig gift med Fornuften,
Netop som Havet med Luften,
Æger den taalige Mand,
Fanget i Garnet af Ran.

Saa vorder Myterne klare,
Edda et Vandspejl af Rav,
Saa dykker nu uden Fare
Aser til Bunden i Hav,
Saa kommer Guldet for Dagen
Atter ved Læsø og Skagen,
Saa stævne Danskerne dumme
Rask, om end Bølgerne brumme,
Rige paa Guld og paa Rav,
Gjennem det sortladne Hav.

Herlig opfyldes nu ganske,
Hvad der blev sunget og sagt:
Sortladne Hav er for Danske
Vejen til Ros og til Magt;

c 1 3 134' hordens Nattergal.

Thi, hvor fra Hjærtets Løn-Kammer
Tankerne stige som Flammer,
Der og ydmygelig Haanden
Rister for Ordet og Aanden,
Saa i det „sorte paa hvidt"
Selv de afpræge sig frit.

Hav, med de rullende Bølger!
Vugge for Svanerne graa!
Hvad sig i Dybet fordølger
Under din Tillie blaa:
Skyblaa i Havblikket stille,
Snehvid, naar Vindene spille,
Græsgrøn, naar Stormene tude,
Bejle til Afgrundens Brude,
Det over Danskernes Vang
Toner i Svanernes Saner.

134. Nordens Nattergal.

(i844.)

[Dette hidtil utrykte Digt meddeles her efter Forf/s endelige Ud-
kast. Et andet, noget afvigende Udkast med Titel ,.Idunna" fattes
de to første Strofer. Disse indeholdes derimod i et brudstykke
fra 1844 paa 3 Strofer, hvoraf den første er saalydende:

Fuglesang fra Morgengry

Indtil Aftenrøden,

Deraf gik saa vide Ry;

Efter Dag kom Døden :

134' Nordens Nattergal. c j g

Da var Uglen i sit Skjul
Eneste højrøstet Fugl
I de grønne Lunde.]

bom i Nord, vel og i Syd

Sjunge Nattergale,

Lifligst dog er Sangens Lyd

Lavt i Bøgesale;

Der er Ynde aabenbar,

Sommernatten kort og klar

I de grønne Lunde.

Sommernattens lille Fugl
Nyt har der at melde:
Ny Skærsommer efter Jul,
Ungdom efter Ælde,
Æble-Kvæden gyldenrød
Modnes i Idunnes Skjød,
I de grønne Lunde.

Nattergal i Nørreskov,

Nornernes Veninde!

Du en Gang var Turse-Rov,

Lukt i Fjældet inde,

Men tilbage kom du brat,

Synger nu hver Sommernat

I de grønne Lunde.

Sol staar op, og Sol gaar ned
Overalt paa Jorden,
Men hvad ej de andre véd,
Ser man i vort Norden.
Frem for alt i Danevang,
Sædet for den søde Sang
I de grønne Lunde.

C20 J34' Nordens Nattergal.

Under Nattergaleslag,
Hjærtets Fløjtetoner,
Gryr for os en lønlig Dag
Under Bøgekroner,
Springer ud en liflig Vaar,
Rinder op et Gyldenaar
I de grønne Lunde.

Under Nyn fra Englekor,
Glimt af Himlens Kjærte,
Skyder op det Blomsterflor
Under Vinters Hjærte,
Som i Dannekvindens Barm
Hadding skued sommervarm
I de grønne Lunde.

Midt om Natten Atterdag,
Livstegn efter Døden,
Under Nattergaleslag
Gjenfødt Morgenrøden,
Det vi fandt ved Moderbryst,
Det var Moders Liv og Lyst
I de grønne Lunde.

Han, som med vort Modersmaal
Stjal dig bort fra Sale,
Brændte sig paa Asabaal
Bag dig som en Svale,
Dog hans Øjne maa endnu
Stirre stift med Skræk og Gru
Paa de grønne Lunde.

Tor dem kasted op i Sky,
Der til evig Plage;

/SJ. Til Fædernelandet. ^2 \

G-randt at se vor Sommer ny,
Gyldenaarets Dage,
Se, det var ej Overtro:
„Livets Træ" kan atter gro
I de grønne Lunde!

Syng nu længe, syng nu sødt,

Ygdrasils Idunne!

Syng med Gammen Liv i dødt

I de grønne Lunde!

Syng tilbage Ungdoms Vaar,

Saa sig om de hvide Haar

Slynger Rosenkransen!

135. Til Fædernelandet.

(27. Avgust 1844.)

[Dette i sig selv saa betydelige Digt, der i dets foreliggende Skik-
kelse her fremtræder for første Gang, faar en særegen Interesse ved
at sammenlignes med Digterens bekjendte, yndede Sang fra 1848
med samme Begyndelseslinjer, som først tryktes i „Danskerens"
første Aargang og vil blive optagen i følgende Bind af dette Værk.
At det ældre Stemningsdigt har affødt den senere Folkesang, er
lige saa i Øjne faldende som begges Grundforskjellighed i Bygning
og Tone. Nærværende Digt meddeles efter Forf.'s egenhændige
Udkast med Titel og Datum som oven tor.)

rædemeland

Ved den bølgende Strand!
Dannemænds Lyst!
For de alle føle
Muldjord i Bryst

522

135' ^*l Fædernelandet.

Med en Bølge, som kløves af Kjøle.
End lever den gamle af Dage!

Sort ser det ud,
Men almægtig er Gud,
Kjærlig og god:
Tit i fordums Tide
Raadte han Bod
Paa al Dannemænds Sorrig og Kvide.
End lever den gamle af Dage!

Dannemænds Høst
Truer Stormen fra Øst,
Torden og Regn,
Som slaar ned og kyser,
Dommedags Tegn,
Havet bruser og Sømanden gyser.
End lever den gamle af Dage!

Skyerne graa
Som opmurede staa,
Ruge saa tungt,
At i Ve og Vaande
Gammelt og ungt
Dybt og sukkende drager kun Aande.
End lever den gamle af Dage!

Mørke og Mulm
Truer Gnisten i Ulm,
Truer med Nat
Middagsstund og Morgen,
Derfor saa brat
Over Marken sig udbreder Sorgen.
End lever den gamle af Dage!

i SS- Til Fadcrnelandet. c 2 3

Maane og Sol
Sidde løse paa Stol,
Himmelens Glans
Sidder som en Fange,
Trolde til Dans
Spille op og gjør Folkene bange.
End lever den gamle af Dage!

Højt over Sol
Paa sin Konningestol
Sidder dog fast
Han, som hjalp saa længe;
Hvad der end brast,
Har hans Bue dog klangfulde Strænge.
End lever den gamle af Dage!

Mundharpe-Klang
Med Spaapigernes Sang
Blande sig glad
Over Mark og Enge !
Let vendes Blad
I det Træ, hvor Vindharperne hænge.
End lever den gamle af Dage!

Giver kun Tid!
Saa er Himmelen blid.
Muldjord i Bryst
Spaar, hvad ej den mægter:
Dannemænds Høst
Skal forbavse de kommende Slægter.
End lever den gamle af Dage.

c 2 4 ij6. Axelstad.

136. Axelstad.

(i844.)

[Af dette Digt findes Vers 17 Lin. 3 — 4 og V. 18 — 19 allerede
citerede i Forordet til Skovhornets Klang mellem Skamlings-Bankerne
(1844), ordlydende som i Forf.'s med ovenstaaende Titel betegnede
oprindelige Udkast fra nævnte Aar, men afvigende fra den i „Dan-
skeren" 1848 (I, S. 148— 151) under Titel „Til Danmarks Hoved-
stad" — ogsaa i Hdskr. bevarede — trykte Text. Omarbejdelsen
fra 1848, som for de første 14 Strofers Vedkommende indskrænker
sig til lempelige Ændringer og Forbedringer, er, hvad Resten af
Digtet angaar, af en langt mere gjennemgribende Betydning. Man
tager næppe fejl i at formode, at ydre Hensyn har bragt Digteren
til at opofre nogle af Digtets ejendommeligste og friskeste Strofer,
og det kan ikke nægtes, at de to nye Slutningsvers ikke ret passe
til Digtets oprindelige Tone. Under disse Omstændigheder har
Udg. trot at burde meddele de 14 første Strofer i Danskerens
Text, men at optage de 12 sidste Strofer, som de oprindelig findes
i Udkastet fra 1 844, idet der i Noterne gjøres Rede for alle Af-
vigelserne fra Grundtrykket.]

Hovedstad ved Øresundet!
Pris din Lykke ! lov din Gud !
Du den største Lod har vundet,
Som i Verden drages ud. *)

Dig omkranse grønne Volde,
Dig omlejre2) Bølger blaa,
Dig beskjærme Himmelskjolde,
Dig besynge Skjalde graa.

I dig lyder Klokkeklangen
Bedre end i Pavens By,

') [Saal. „Danskeren"; begge Hdskr.: trækkes ud.] 8) [Saal.
„Danskeren"; begge Hdskr.: omringe].

136. Axelstad. ~2s

Fra dig stiger Børnesangen
Fuglevinget lukt i Sky.

Kjebinghavn er Hverdagsuaviict,
Slet og ret som Hverdagsdragt,
Nornen, som dig spæd har favnet,
Har dit Søndags? i av-? i tillagt.

Navnet fik du alt i Svøbet,
Thi paa Vuggen blev det lagt;
Sent dog blev din Løndom røbet,
Kun i Sang for Lyset bragt.

Axelstad til Axels Minde'
Kaldes du af Skjaldemund,
Derfor Skjaldenes Veninde
Være du i allen Stund!

Han, som du opkaldtes efter,
Han var Danmarks Skytsaand bold,
Barnemild med Bjørnekræfter,
Himmelfalden som Kong Skjold.

Han kom hid paa Kirkesnække,
Uden Styrmand, uden Ror,
Fandtes slumrende paa Dække,
Ene med Guds Aand om Bord.

Kæmpesværde 1), Hyrdestave,
Gyldne Hjælme, Brynjer graa,
Sølv og Guld som Himlens Gave
Rundt omkring i Dynger laa.

') [JJ,egge Hdskr.: Bispehuer.]

c 26 136. Axelstad.

Han dem brugte paa det bedste,
Mens hans Øjne Solen saa';
Skummende sprang Havets Heste
Ved hans Vink paa Bølgen blaa.

Danmarks Banner højt at bære,
Plante fast paa Fjendens Kyst,
Danmarks Fred og Danmarks Ære,
Danmarks Fryd og Axels Lyst.

Gud var med ham, Lykken smiled,
Som en Høstsol gjennem Sky,
Helten sejred, Landet hviled,
Vidt om Hav gik Danmarks Ry.

Axel sank fra Bispestolen,
Lagdes under Muld i Sor;
Længe kun i Vintersolen
Baded sig det kolde Nord.

Men da Mordersværdet hængte
Over Danmark i et Haar,
Lykkesmilet gjennemtrængte
Skyen som en Sol i Vaar. *)

Axel vendte sig i Graven,
Saa det gøs i Axelstad;
Sønder sprang da Bispestaven,
Brat i Bog sig vendte Blad.

J) [Saal. Danskeren; Hdskr. 1844:

Underet, hvortil vi trængte,
Skete brat i Sløvheds Aar.]

ij6. Axelstad. C2j

Axelstad, som Axels Frue,
Værged sig med Løvemod,
Spaaed kjækt, hvad nu vi skue:
Efter Bane times Bod.

Han som laa i Sor begravet,
Han i Axelstad opstod;
Danebrog fløj ind fra Havet,
Fæsted dybt i Skoven Rod. *)

Som en Bøg ved Øresundet
Voxe skal nu Danebrog,
Fuglesangen tusendmundet
Tone om dens Sejerstog!2)

Voxe skal i Bøgens Skygge
Blomster alle favrt og frit;
Voxe skal og Danmarks Lykke,
Mens paa Klint der findes Kridt.

*) [Saal. Hdskr. 1844; istedenfor de sidste 3 Vers har „Dan-
skeren1' disse to:

I sin Grav sig Axel vendte •

Og stod op i Axelstad;
Skæbnebøgen selv sig kjendte
Og udskød som Bog sit Blad.

Han, som laa i Sor begravet,
Rejste sig med Løvemod^
Danebrog fløj ind fra Havet,
Fæsted dybt i Skoven Rod.]

2) [Saal. Hdskr. 1844 og „Skovhornets Klang": „Danskeren":

Markens Tunge, længe bundet,
Lære Verden Frejas Sprog!]

c ? g 136. Axelstad.

End er Axel, nys opstanden,
Kun et Barn i Moders Favn,
Knejser dog som Mærkesmanden,
Kjender godt sit gamle Navn.

Kaldes skal han Kongebroder,
Derfor er i Axelstad
Dronningen hans Fostermoder,
Favner ham saa sjæleglad.

Ja, det er din største Lykke,
Axelstad ved Øresund!
Freja selv med Brysingsmykke
Har hos dig sin Offerlund.

Freja selv, den bedste Frue,
Har i dig sin Dronningstol,
Dejlig som en kronet Due
Straaler hun som Lundesol.

Kjærlig som en Kongemoder
Fostrer hun i Stilhed op
Axel Tor-Sen, Kongebroder,
Til at staa paa Ærens Top. x)

Ja, som fej rest Træ i Skoven,
Æren staar i Danmarks Sang,
Staar og,2) Axelstad ved Voven,
Saa med dig i Danevang.

Derfor skal i dig man skue,
Naar de smaa er voxet op,

') [De sidste 5 Vers ere indførte fra lldskr. 1844, men fattes i
Danskeren.] 2) [Saal. Ildslcr. 1844; „Danskeren": Stander.]

i s 7 . Ko ng et iyb et. ^ 2 Q

Axel under Himlens Bue
Som en Helt paa Bøgetop. *)

137. Kongedybet.

(1844.)

[Med Titel som her, men uden Tidsangivelse, trykt i Danskeren
1848 (I, S. 606—8). Forf.'s Udkast er delvis bevaret.]

Kongedybet i Øresund

Ved de danske Kyster
Tør vel kaldes af Skjaldemund

Kjøgebugtens Søster:
Samme Mod og samme Sag,
Samme Korsets gamle Flag

Gjennem Svoveldampen

Saa' man der i Kampen.

Begge Steder for Danevang

Og til Danmarks Ære
Danebroge i Luften sprang,

Bud i Sky at bære ;

*) [Saal. Hdskr. 1844; „Danskeren" har isteden for dette ene
følgende to Slutningsvers:

Lad nu kun Højtyslzen drive
Med vort danske Hoved Spot;
Hans er dødt, og vort i Live,
Dødens Savn det bærer godt.

Hovedstad ved Øresundet,
Bær dit Held paa stærke Ben !
Visdoms-Frøet du har fundet,
Blæse med de vises Sten!]
VI 34

c 2Q z37' Kongedybet.

Begge Steder saa' man grandt,
Fjenden tabte, Dansken vandt,
Lagde, som med Galder,
Aar til Danmarks Alder.

Var end ikke saa soleklar
Sejren her som hisset,

Bedre Runer dog aabenbar
Blev i Stenen ridset;

Hvalen graa fra Havets Bund

Op sig skød i Øresund,

Trak med spildt Umage
Snart sig dog tilbage.

Hvad der fristede Bretlands Hval,
Var den danske Svane,

Som ved Fuglenes Bøgesal
Har sin Glidebane;

Svanen dog saa kjæk og bold

Værged sig mod Overvold,
At til os end klinger
Lyden af dens Vinger.

Stolte Engelands Vovehals
Nelson, Jarl af Nilen,

Tænkte, Sejren var let til fals
Efter Langehvilen;

Fandt dog, til sin store Harm,

Dysten blev ham alt for varm,
Banded Løvemodet
Og slog Vand i Blodet.

Gamle Danemarks Tordenskjold
Var som Dreng til Stede,

Han sig maalte med Britten bold,
Til sin Moders Glæde;

ij8 Marmorkirken. c-i\

Det var Drengen Villemoes,
Kort at sige til hans Ros:
I Skærtorsdags-Røgen
Sprang han ud før Bøgen.

Lille syntes mod Elefant

Markens Løveunge;
Om den lille, som Prisen vandt,

Højt dog Fugle sjunge;
Thi i Kongedybets Vaar
Spired Danmarks Gyldenaar;

Af Langfredags-Sorgen

Udsprang Paaskemorgen.

138. Marmorkirken.

(1844.)

[Hidtil utrykt; her efter Forfatterens egenhændige Udkast.]

Marmelsten fra Norges Fjældl
Stævned over Havet
Du til Axelstad i Kvæld,
For at staa begravet,
Som et Barn i Svøbet alt
Ynkelig af Virak kvalt
Og med rædsom Kulde
Jordet oven Mulde?

Kunstig bygt som til Ruin,
Med de skjønne Suler,
Trods din Rejsning rank og fin,
Luder du og skuler,

34*

532

ij8. Marmorkirken.

Uden Alter, uden Daab,
Uden Orgel, uden Haab,
Som en Yngling skaldet,
Som et Barn forfaldet.

Kullet Kirke vel tilforn

Har man set saa ofte,

Men ej blot foruden Taarn:

Uden Tag og Lofte,

Med Vindøje kun for Glug,

Og med Gjenlyd kun for Suk,

Ej for Salmesange,

Det er Kaar fuld bange.

Daglig synker nu i Grus

Stenen, som indviet

Blev en Gang til Herrens Hus,

Har forgjæves biet

Paa, hvad som en Spaadomssang

Kirkegrunden overklang,

Varsled over Vugge

Ingen hule Sukke.

Kirkeskibe, Kirkekor
Længe ufuldendte
Saa' man vidt og bredt paa Jord;
Dog kun Tyrker nænte
Halvbygt Herrens Bedehus
Helt at lægge ned i Grus,
Eller af dets Buer
Bygge Legestuer. *)

J) [Mellem de mange Forslag til en Anvendelse af Marmor-
kirken var ogsaa i sin Tid det: at omdanne den til et Teater.']

ISS. Marmorkirken.

533

Er da Norden saa forgjort,
Damnark saa forhærdet,
Herrens Hus og Himlens Port,
Kerubimer-Sværdet
Frækt at byde Haan og Trods,
Som om ej det lød til os :
Himlens Gud opægger
Templets Ødelægger!

Fremad kun igjennem Slør
Selv Profeten skimted,
Dog var paa de danske Ø'r
Dejligt Søndags-Glimtet;
Saa bag Sløret lærte vi:
Tyrke-Tiden er forbi,
Guderne, i Norden,
Stige op af Jorden.

Sandes det, da ej i Jord
Synke dine Buer,
Ej paa Kirkegrund i Nord
Knejse Legestuer,
Men, som i en Julenat,
Hvælves du til Kirke brat,
Hilser os i Vange
Engles Morgensange.

Marmelsten fra Norges Fjæld!
Da du selv skal kvæde;
Sent du stævned hid i Kvæld
Kun til Juleglæde;
Morgengry om Midnat mørk,
Paradiset nyt i Ørk,
Livets Træ blandt Grave,
Midt i Edens Have!

534 *39 Børsen.

139. Børsen.

(1844.)

[Med denne Titel og Datering trykt i Danskeren 1850 (III, S. 364 — 67).

Forfatterens bevarede Udkast har, foruden mindre Afvigelser, en i

Danskeren forbigaaet Strofe efter første Vers.]

uamle, stive /fém^-Tempel,
Hvorpaa Nordens Kæmpeaand
Kjækt dog trykket har sit Stempel
Med Kong Kristjans Kæmpehaand!
Er dit Timeglas udrundet,
Eller blev for dig og fundet
Udvej god fra Undergang?

Hele Verden blev forvandlet
I et sært Halvhundred-Aar,
Paa hvad før der blev forhandlet,
Vrag den fine Verden slaar,
Fint og net og tyndt og broget,
Det er nu selv Kræmmersproget
I hver nyfødt Stads-Bazar.

Dog et Ord der er i Sproget
Under Nordens Himmelegn,
Som kan gjøre klart af broget,
Gjøre Lys til ;, Tidens Tegn",
Naar det lyder ret fra oven,
Og gjenlyder dybt fra Voven,
Hvor de bedste Snækker gaa.

Frihed, det er Stormagts-Ordet,
Som kan drive Tidens Hjul,
Raade Bod paa Velstands-Mordet,
Lege glad med Lykken Skjul,

ijg. Børsen. c^c

Skabe snildt af Skildpadskallen
Strængeleg til Hermes- Hallen,
Frydesang i Øresund.

End, des værre, fejl de gjætte,
Murerne paa Babels Taarn;
Ingen Frihed er den rette,
Som ej var det alt tilforn,
Nyt er intet under Solen,
Allermindst i Bogstav-Skolen
Frihed for at gjøre Gavn.

Frihed for, hvad Daarer hade:

Tro og Lov og Øvrighed,

Gjør kun Dyr og Djævle glade,

Maler kun i Afgrund ned;

Frihed til i Magtens Skygge

Rask med Haand og Mtmd at bygge,

Det er Folkelivets Sjæl.

For den springe alle Bomme,
Som vil standse Ord og Aand,
For den briste alle Domme,
Som vil binde brødløs Haand,
Svinder hver en Posekiger,
Ved den blomstre alle Riger,
Som ej blot har Fæ, men Folk.

Gamle Børs fra Kristjans Dage!
Glæd dig i det søde Haab,
Danskhed kommer snart tilbage,
Hilses højt med Fryderaab,
Har, som Lykke-Skib paa Bølge,
Altid Frihed i sit Følge,
Folkefrihed mild og blid!

r^5 140, Strandvejen.

Som Fugl Fønix, hvor han trækker,
Følges af et Fuglekor,
Danskhed saa af tusend Snækker
Med al Skovens Sang om Bord.
Bud og Brev fra alle Lande,
Sølv og Guld fra alle Strande,
Jordens Frugt og Himlens Gunst.

140. Strandvejen.

(1844.)

[I den her meddelte Text stemmer Digtet for de otte første Stro-
fers Vedkommende overens med Forf.'s i Danskeren 1849 (S. 284 — 88),
under Titel „Faeton i Øresundet" trykte Omarbejdelse af det med
ovenstaaende Titel bevarede, utrykte Udkast fra 1844; derimod ere
de fire sidste, fra Udkastet hentede Strofer udeladte i ,.Danskeren"
og der ombyttede med fem nye Vers. Disse sidste ere — som af-
gjort senere Tildigtning — fjærnede fra denne Udgaves Text og

aftrykte som Tillæg.]

YJresunds de smulle Vover,
Modersmaalets Bølgespejl!
Eder glider Fuglen over,
Som et Skib for fulde Sejl,
Daler, dukker, Foden dypper,
Saa igjen fra Sky ned drypper
Himlens Dug i Moderskjød.

Himlens Dug er Blomstens Søster,
Derfor hun i Moderskjød
Vinked op paa Sjællands Kyster
Rosensblommen hvid og rød,

140. Strandvejen. c-ij

Til en Krans for Dannekvinden,
Til et Spejl for Luekinden,
Og til Fryd for Fugl i Sky.

Ulke stævned over Havet,
For saa vidt, som Sky er blaa,
Kom, hvor Ikaros begravet
Under Blomsterblade laa,
Havde dog ej Mage fundet
Til vor Kyst ved Øresundet
Med den lyse Bøgeskov.

Men en lille Fugl fra Østen
Ogsaa over Hav sig svang,
Laante Nattergale-Røsten
Og om Bøgeskoven sang,
Hvordan med de lyse Blade
Paa det blomsterrige Stade
Den oprandt ved Øresund.

Fuglen sang om den Lysøjc,
Grækertungens Faeton,
Søn af Kongen i det høje,
Solens Drot og Lysets Aand,
Som, til Sorg for Søstre ømme,
Drukned i de danske Strømme,
Brænder end paa Havets Bund. *)

Solens Vogn med vrinske Heste
Hid til Nordens Himmelegn
Kjørte han ej med de bedste
Og for vild i Løvens Tegn,

x) Faeton (Solglansen), Søn af Helios (Solguden), faldt nemlig,
efter Myten, ned i Floden Eridanos, som jeg, ingenlunde blot for
Navn-Lighedens, men især for Hjærte-Lighedens Skyld, finder i
den ørdanske Strøm.

53 8 140. Strandvejen.

Vælted over Øresundet,
Hvor Havfruen rosenmundet
End ham fængsler i sin Favn.

Søstre hans paa Snækker skjønne
Søgte ham med Sejl i Raa,
Under Skaanes Kyster grønne
Blomstrende ved Bølgen blaa,
Saa' ham smile dybt i Vove,
Blev til lyse Bøgeskove
Trindt omkring hans Lejested.

Gyldne Taarer uden Mage
Fældte de ved Nordens Hav,
Ry af dem i gamle Dage
Gik der med det gyldne Rav;
Graaden i de grønne Sale
Er dog Slag af Nattergale,
Kvidesang for Faeton. x)

Stundum op af Havet stiger
Han som Nordlys paa det blaa,
Stirrer paa de favre Piger,
Der som Nattergale slaa,
Kaster Glans paa Bøgeskove,
Spaar, paa Lysets Tro og Love,
Dem Oplysning mild og klar.

Øresunds de smulle Vover!
Lærer af den grønne Lund!
Synger for ham, mens han sover,
I den dunkle Midnatsstund!

l) [Saal. „Danskeren"; Hdskr. 1844:

Og endnu i grønne Sale
Sjunge de som Nattergale
Heliaders Kvidesang.]

/jo. Strandvejen. 530

Synger: Faeton, Lysøje!
Søn af Solen i det høje,
Vaagn af Dødsens Dvale op !

Nu er Solens Vej den rette
Gjennem Løvens Himmeltegn,
Overstraaler Bjærg og Slette
Trindt i Nordens Himmelegn;
Spring nu op i Morgenrøden,
Kast et Straaleblik til Døden,
Aftør dine Søstres Graad!

Synger saa, I smulle Vover,
Sødt med Nattergalerøst!
Da opvaagner han, som sover
Drømmesøvn ved Havfrubryst,
Stander op som Sol af Vove,
Skjænker Guld til grønne Skove,
Skaber Nordens Gyldenaar !

[Tillæg.]

Han i Dybet med Havfruen
Lever dog endnu i Løn,
Og man saa' paa Himmelbuen
Af det Par alt mangen Søn ;
Alle de som Nordlys klare
Sig for Øjet aabenbare,
Dejligst i en Julenat.

Spaamænd er de alle sammen,
Børnebørn af Helios,
Spaa om Lys til Nordens Gammen,
Som kan Mørket byde Trods,
Saa det blusser midt i Mulmet,
Hvad der har i Dybet ulmet,
Skaber Lys i Hjærtevraa !

s.a.0 141' Dyrekredsen.

Længst forgangne, mørke Tider
Lysne skal for os i Nord,
Og den Dag skal gry omsider,
Da et kjærligt Almagtsord
Hæve skal fra Øresundet
Havfru skjøn, i Dybet bundet,
Favn i Favn med Faeton.

Da sig løser Livets Gaade
Under Tidens Straalekrans,
Saa af Havet paa en Maade
Stiger Kjærlighed med Glans,
Og den Krog er nem at hitte,
Hvorfra om sin Afrodite
Hellas fik sit Drømmesyn.

Ja, den Krog blev tidlig fundet
Af vort Nordens Kæmpeaand,
Thi den er i Øresundet,
Ret udløst fra Trællebaand,
Saa det under Skjønheds-Øen
Klarlig knytter Hjærte-Søen
Til det store Aande-Hav.

141. Dyrekredsen.

(1844O

[De tvende Strofer, der med ovenstaaende Titel og Tidsangivelse
meddeltes som et selvstændigt Hele i Danskeren 1850 (III, S. 80),
aftrykkes her i uforandret Skikkelse, skjønt de oprindelig har til-
hørt et længere utrykt Digt „Dyrehaven", der er bevaret i Grundtvigs

Udkast fra 1844.]

Dyrekredsen paa Himlens Blaa

End er Solens Bane;
Solen bryder de Skyer graa

Efter gammel Vane.

142. Høstsang. C/ii

Danemarken, som bar saa godt,
Gjærne end giver Solens Drot
Dane-Bod for Sorgen
Med en Paaskemorgen.

Dyrekredsen paa Himlens Blaa:

Løven og saa Jomfruen,
Mellem Skyerne askegraa

Lejre sig over Tuen,
Bringe Marken med Tordenbrag
Paaskemorgen og Pinsedag,

Lyse Bøgesale,

Favre Nattergale.

14 2. Høstsang.

(1844.)

[Af denne Sang findes fire ligelydende Særtryk med Titel som her,
daterede henholdsvis 1844, 45, 47, 48. Optagne i Salmeværket

IH, 338.]

x\u falmer Skoven trindt om Land,
Og Fuglestemmen daler;

Nu Storken flyver over Strand,
Ham følge muntre Svaler.

Hvor Marken bølged nys som Guld
Med Ax og Vipper bolde,

Der ser man nu kun sorten Muld,
Og Stubbene de golde.

Men i vor Lade, paa vor Lo,
Der har vi nu Guds Gaver;

ZA. 2 142. Høstsang.

Der Virksomhed og Velstand gro
I Tøndemaal af Traver.

Og han, som voxe lod paa Jord
Med Skoven Ax og Vipper,

Han bliver hos os med sit Ord,
Det Ord, som aldrig glipper.

Ham takke alle vi med Sang
For alt, hvad han har givet:

For hvad han voxe lod i Vang,
For Ordet og for Livet!

Da over os, det hele Aar,
Sin Fred han lyser gjærne;

Og efter Vinter kommer Vaar
Med Sommer, Korn og Kjærne.

Og, naar engang, paa Herrens Bud,
Vort Timeglas udrinder,

En evig Sommer hos vor Gud
I Paradis vi finder.

Da høste vi, som Fugle nu,
Der ikke saa' og pløje;

Da komme aldrig mer i Hu
Vi Jordens Strid og Møje.

For Høsten her og Høsten hist,
Vor Gud ske Lov og Ære,

Som, ved Vorherre Jesus Krist,
Vor Fader vilde være!

Hans Aand, som alting kan og véd,
I disse korte Dage,

I43> Farvellet. ej*

Med Tro og Haab og Kjærlighed
Til Himlen os ledsage !

143. Farvellet.

• [Høsten 1844.]

[Hidtil utrykt; her efter Forf.'s egenhændige, udaterede Udkast
med Titel som oven for.]

Aarstiden nu som Skjalden ældes,
Sommer i Vang som hans forgik,
Solen af Skyer overvældes,
Blinker kun mildt et Øjeblik;
Blomsten visner og Livet falder,
Dage stækkes og Vint'ren kalder,
Skjænker hver Fugl en Dvaledrik.

Skjalden med Hu til Vinterdvale,
Skjalden med Gru for Frost og Kuld
Nynner: Farvel, I Sommersale,
Have og Lund saa skyggefuld!
Ak, far vel og, I Sommerfugle,
Ungdomsdrømme, som Graahaar skjule,
Laane dem Lød og Glans af Guld!

Glædelig dog sig løfter Røsten,
Øjnene funkle nok en Gang,
Halvsommerdag i Efterhøsten
•Lokker en Fugl endnu til Sang,
Kaster Glans paa de blege Kinder,
Farver blaa alle graa Kjærminder,
Bølgernes Slægt i Danevang.

zaa 1 43. Farvellet.

Pludselig, mens Farvellet klinger
Ud over Hav og op i Sky,
Drømmenes Hær paa Fuglevinger
Flokker om Skjalden sig paa ny,
Haven blomstrer og Skoven praler,
Gjennemtonet af Nattergaler,
Som i Skærsommers Morgengry.

Hjarne da spinder af Guldtraade
Nettet saa fint som Spindelvæv,
Runerne smaa, som han kan raade,
Fletter han ind med Kunsten gjæv,
Som for Fugle man sætter Snaren,
Dermed fanger han Drømmeskaren,
Leger uskyldig med dem Ræv.

Villig ham følge de til Byen,
Gjør ej engang en Mine sur,
Skal uden Gru for Vinterskyen
Flagre med Sang i Dronningbur,
Kvidre aarle og kvidre silde
Om den Sommer paa Tuborglille.
Havfruen fin bag Borgemur!

Havfruens Pris da alle synge,

Som med et Blik gjør Skoven glad,

Som kan en Graahaars-Skjald forynge

I sine Smils det varme Bad,

Som kan føle med Lam og Løve,

Skatter Guld kun til godt at øve,

Dyders Tal som Blomst og Blad.

1 44- Mellem Grave. cj-

144. [Mellem Grave.]

(1844.)

[Disse 4 Gravskrifter ere trykte i Dansk Kirketidende lS8o, Nr. 35.
De findes i Forf.'s Haandskrift paa samme Oktavblad. men uden.

Fællestitel.]

[1.] Ved min Moders Grav. [-f- 1822.]

in Moder, Katrine Marie Bang,
Hvis Hjærte gjenlød af Guds Engles Sang.
Hvis øje var klart, og hvis Tro var stor,
Som takked for Smuler ved Herrens Bord,
Hun troende lagde i Støvet sig ned,
Af Støvet opstaar hun med Herlighed.

Vil nogen slynge en Blomst om min Stav,
Han plante den paa min Moders Grav!

[2.] Ved min Faders Grav. [-J* 18 13.]

En troende Fader var Fader Johan,
En glødende Kæmpe i luthersk Forstand,
Med Øre for Salmer, som Kingoer sjunge,
Med Barnet i Hjærte og Skriften paa Tunge.

Paa Gjerninger gode saa rige var faa,
Thi ingen var bedre end han ved de smaa,
Og hvordan her nede han gjorde sin Bøn,
Det han vil forklare, som saa' det i Løn.

[3.] Ved min Søsters Grav. [f 1804.J

Min eneste Søster af Byrd og af Blod,
Hun var, sagde Fader, til Verden for god,
Ja, hun var en Rose, hvis Hjærte stod bart
For Jordlivets Storme, til Nederlag klart;
VI 35

ca() j44' Mellem Grave.

Men Urtegaardsmanden, som bor over Sky,
Han rev den fra Stormen og skjænked den Ly,
Og hist i Guds Have, som selv han har sagt,
Alt, hvad han har plantet, skal ses i sin Pragt.

[4.] Ved min egen Grav.

En Træl af Kjød og Blod
Og tiggerarm paa Mod,
En Kæmpe dog i Færd,
Sig hviler trøstig her,
I Kraft af Barnedaab,
Med Herlighedens Haab.

Faa levede saa frit
Og virkede saa bundet,
Og sjælden for saa vidt
Blev Døden overvundet,
Fordi man længe ej
Slog ind den gamle Vej:
Paa Herrens egne Ord
Ved Kirkens Bad og Bord
I Jesu Navn udval't
At tro og vove alt,
Og i hans Kirkes Skjød
At trodse Synd og Død,
Og i hans Vennelag
At vente paa hans Dag
Med Evighedens Krans,
Med Herlighedens Glans.

145- Efterskrift til Dannekvinden . za y

145. Efterskrift til Dannekvinden.

(1844.)

[Med Titel som her trykt bagest i »Bragesnak om græske og nor-
diske Myter og Oldsagn for Damer og Herrer (Foredrag holdte i
Vinteren l843):', Kbhvn. 1844. Forf.'s to noget afvigende Udkast

ere bevarede.]

Tælles Moder, ved hvis Bryst
Dannemænd opammes!
Søde Moder, ved hvis Røst
Dannemænd opflammes!
Siden først jeg Lyset saa',
Dig og dine Døtre smaa
Stræbte alle Dage
Djærv jeg at behage.

Dybt det mig i Hjærte skar,
Da, i Ungdoms Dage,
Jeg det skjønned aabenbar:
Du var glemt med Brage,
Glemt med Freja og med Tor.
Kæmpe-Færd og Gammens-Ord
Glemt for Kruseduller:
Runde Tal som Nuller.

Franske Fruer læsped højt:
Du var raa, udannet,
Tyske Herrer svor fuld drøjt:
Dansk er flovt og vandet;
Skole-Fuxer paa Latin
Maled ud den Sætning fin: •
Nordens Folkeskarer
Alle er Barbarer.

3d

r^g ?45' Efterskrift til Dannekvinden.

Da jeg svor en Ed fuld dyr,
Ved dit Moderhjærte,
Som os elsked før vor Byrd
ømt med Fryd og Smerte:
Djærvt at kæmpe, aldrig træt,
For din Ære, for din Ret,
Klarest under Solen
Født til Dronning-Stolen.

Isse din er bleven graa,
Kinderne er blege,
Dog i dine Øjne blaa
Ungdoms Alfer lege,
Og paa Læben rosenrød
Spiller end med Stemme sød,
Yndig overstraalet,
Dane-Modersmaalet.

Tit for Vind fra Øst til Vest
Vendtes dine Blade,
Tit og paa din Fødselsfest
Dansed Døtre glade;
Brat nu, under klaret Sky.
Bladet vender sig paa ny,
Bringer dig, med Glæden,
Høst af Vinter-Sæden.

Klinten, med sit Sommer-Spir,
Dronning-Stol og Taler,
Møens Klint, Dan-Markens Sir,
Til Guld-Kammen galer,
Taarner end sig askegraa
Over Moder-Bølgen blaa,
Dronning Dannekvinde !
Som din Oldtids Minde.

i45> Efterskrift til Dannekvinden. c^ig

Dalen dyb ved Magle- Vand
Sært i Morgenstunden
Slynger sig fra Skov til Strand
Under Bøgelunden,
Maler af, med Kløft og Krat,
Hælvten Dag og Hælvten Nat,
Moder! hvad jeg kalder
Hjærtets Middel-Alder.

Hvor sig Klinten prud og skær
Under Bøge-Kronen
Hæver, som i Herrefærd,
Rejser Dronning-Tronen :
Hvor afmalede jeg fandt,
Krone-Dagene, som randt, —
Saa' jeg og ved Siden,
Fattigvæsens-Tiden.

End ej noget Bøgeblad
Smiled mildt i Skoven,
End ej nogen Fugl sig glad
Svang med Sang fra oven;
i\lt var bart og barskt og koldt,
Som i Maj af Trolden voldt,
Konge kaldt paa Klinten,
Før han sprang i Flinten.

Som jeg nys ved Bølgen blaa,
Trindt i Sællands Skove,
Hørte Nattergalen slaa,
Medens Lærker sove:
Saa jeg venter dog for vist,
Trindt i Norden, her og hist,
Vaar for Aand og Hjærte,
Bod for Sorg og Smerte.

te O i 45- Efterskrift til Dannekvinden.

Denne Spaadom frydefuld,

Mellem Døtre dine,

Trods al Vintrens Frost og Kuld,

Jætters sure Mine,

Over og omkring mig lød

Med en Stemme sær og sød,

Som naar Hjærter svare

Paa dit Maal det klare.

Ja, om jeg blev hundred Aar,
Liflig skal jeg mindes,
Klarlig, som det var i Gaar,
At dit Øre findes
Hos dit yngste Døtre-Kuld;
Øje dit for Oldtids Guld,
Som kan dejlig tindre,
Har de ikke mindre.

Hjærte dit i deres Bryst
Højt for Aanden banker,
Vugge skal de end med Lyst
Dine Ungdoms-Tanker;
Være skal i deres Barm
Dannekvinden hjærtevarm,
Medens Bække rinde,
Skjaldenes Veninde.

/^<5. Til Dronningen. r^j

14 6. [Til Dronningen,

med Bragesna k.]

(1844.)

[Denne Tilegnelse „Til Danmarks Dronning Dagmar den anden,
Karoline Amalie den første' er trykt foran i Bragesnak (jvf. forrige
Nummer). Ved Siden af Digterens kun lidet afvigende Renskrift
er bevaret et ufuldstændigt Udkast, som dog indeholder et Vers,
der af Forf. er fremhævet som „udeladt i Bogen" mellem 2det og
3dje Vers, og som her kan finde Plads:

Maatte kun saa vel det falde,

At du kjender her igjen

Grækenlands og Nordens Skjalde

Og Apol som Brages Ven,

Da, trods hver en Heglemester,

Som paa Fejl kun Øjet fæster,

Tækkes skal min Bragesnak !]

Dronning over Dane-Vælde:
Kjærlighedens Bølge-Land.
Hvor i Barm, trods Aar og Ælde,
Himmelsk Hjærtet staar i Brand!
Søster til hver græsk Gudinde!
I dit Skjød jeg, med dit Minde,
Øser ud min Brage-Snak.

Nok af Snak i vore Dage!
Aldrig dog det glemmes her:
Brage-Snak er Ord af Brage,
Guld og grønne Skove værd,
Alvor, der. som Spejl i Rammen,
Sidder vel forligt med Gammen,
Nær i Slægt med Liv og Lyst.

I de kolde Vinter-Dage
Sad hos Odin jeg i Løn,

552 146' Til Dronningen.

Skifted mangt et Ord med Brage,
Naar han dæmped Harpens Døn,
Leged paa de løse Strænge,
Skjæmted med de gamle Drenge,
Som blev graa i Hildes Leg.

Da jeg saa', at Nordens Helte,
Stivnede i Brynjer graa,
Kan som Is i Vaaren smelte,
Under Sol paa Himmel blaa:
Smelte ved de græske Sange
Om Olympens Buegange
Og om Letos Tvillingpar.

Kjender du de klingre Røster
Under Sløret himmelblaat,
Om Apollon og hans Søster:
Maanens Mø og Solens Drot,
Artemis med Gylden-Tenen,
Hvid som Sneen, let som Renen,
Med de blide Bueskud?

Sværmersken paa Bjærgetinde
Dronningen for Hjærnespind,
Blomsterlandets Jægerinde
I det klare Maaneskin:
Lever hun ej i dit Indre,
Naar de milde Øjne tindre, —
Odin selv er ugleblind.

Ja, hvis ej det Odinøje,
Mimers-Brønden har i Pant,
Er, som Borg paa Taagehøje,
Lutter Blændværk, idel Tant,

1^6. Til Dronningen. 5 5 3

Da udsprang hun, med Guld-Tenen,
Atterfødt, paa Skjoldung-Grenen,
Ved din Fødsel under 0.

I dit Øje, naar det tindrer,
Det sig spejler soleklart,
Du dig som en Drøm erindrer
End den gamle Skyttefart
Som en himmelsk Jægerinde
Gjennem Sky paa Bjærgetinde
I det klare Maaneskin.

Drømmen vild da skinner fager,
Buen spændes i dit Bryn,
Jagtens Lyst din Sjæl indtager,
Tanken tumler sig som Lyn,
Horn som Lur i Skoven dønner.
Pilen suser, Hjorten stønner, ,
Højt og skingrer Hundeglam.

Men da fløjter Nattergalen
I den dunkle Midnatsstund,
Derved danser i Løv-Salen
Hvert et Blad i Bøgelund,
Buen synker da med Brynet,
I en Taare slukkes Lynet,
Horn og Hunde tie kvær.

Da, i Glans af Ædelstenen,
Hviler du paa Gylden-Skrin,
Spinder flittig paa Guldtenen
Lilje-Silken favr og fin;
Gjennem Hjærte-Vølundshuset,
Som gjør Vismænds Hoved kruset,
Spinder du en Ledetraad.

554 146' Til Dronningen,

Ja, hvor Hjærtens-Fryd er Gaaden
For hvert Øje soleblindt,
Kjærlighed er Ledetraaden
I den store Labyrint:
Kjærligheden hjærtespundet
Af Gudinden rosenmundet
I det klare Maaneskin.

Brast den hist i Blomsterengen
Og Apollons Lavrbærlund,
Holde skal i Fuglesengen
Den dog vist ved Øre-Sund,
Bølge let i Fugletonen,
Væves kunstig paa Guldtronen
Ind i Sløret himmelblaat.

Ja, paa Dane-Dronningstolen
Lykkes skal den Væv saa prud,
Alt som Straaler gaa fra Solen,
Milde Blik fra Ungdoms-Brud;
Saa, mens Aftensolen skrider,
Strimevis til alle Sider
Gaar den gyldne Ledetraad.

Hvor den slipper, endes Møden,
Vinker Himlens Rosengaard,
Flegnet ind med Aftenrøden,
Til det store Hvile- Aar:
Vinker i de gyldne Sale
Dig fra Tidens mørke Tale
Fvigheden soleklar.

147- Storfyrstinde Alexandra* :cc

147. Storfyrstinde Alexandra.

(i844-)

[Trykt med Overskrift som her i Berlingske Tidende 1844, Nr. 222.

Prins Frederik af Hessen-Kas?els første Gemalinde Alexandra Ni-

kolajevna var født 24/6 1825, formælet 28de Jan. 1844 °g døde

lo. Avgust samme Aar.]

Uver Østersøens Vove
Snækken toner Sørgeflag,
Gjennem Sællands Bøgeskove
Lyder Dødning-Urets Slag,
Som saa tit i Havfru-Lunden
Tordenskrald i Morgenstunden.

Hun er død i Østerlide,
Som sig glæded til, engang
Paa de danske Kyster blide
Ret at høre Fuglesang;
Derfor skal vemodig tone
Fuglens Sang fra Bøgens Krone.

Fred med Støvet, som nu blunder
I det f jaerne Bjarmeland!
Dane-Fred, som Himlen under
Bedst ved Bøgeskovens Strand!
Frode-Fred i Fug'lesengen.
Barneblund i Blomsterengen!

I, hvis Fingre, fine, bløde,
Skabtes til i Skyggers Hjem
Ret at male Roser røde,
Torne smaa at trylle frem!
Fængsler med de bedste Farver
Livets Skin, som Kunsten arver!

r=5 J47' Storfyrstinde Alexandra.

dialer, om I kan, paa Skjoldet,
Over* Alexandras Grav
Rosenknoppen halv udfoldet,
Med den Ynde, Himlen gav,
Som den falmede paa Kinden,
Blegnede for Nordenvinden!

Han, som troner i det høje,
Kejseren for Himlens Hær,
Men har dog sit Forsynsøje
I det lave, fjærn og nær,
Han har saaret, han vil læge,
Rosenknoppen vederkvæge.

Han har i de varme Lande
Plantet sig en Rosengaard,
Som kun Livets Bække vande,
.Hvor med Høsten mødes Vaar,
Hvor hans Ansigts Lys alene
Overstraaler Blomster rene.

Der han og en Plads betegned

I sin rige Rosenflor

Til den Dronning-Knop, som blegned,

Før den aabned sig paa Jord;

Der den nu sin Plads har fundet,

Kampen endt og Kronen vundet.

Derfor skal hos os nu svæve
Bruden fin i Kroningsdragt,
Let sig op mod Skyen svæve,
Som en Rose i sin Pragt;
Af den Sky, som yndig blaaner,
Farve sin Kjærminden laaner.

ijS. Til Mathæa Mim >. c-y

14 8. Til Mathæa Muus.

(5te Oktbr. i 844.)

[Hidtil utrykt. Her efter Forf.'s egenhændige Haandskrift med

Overskrift og Datering som her. Mathæa Møller blev i Aaret 1840

gift med Karl Høffding Muus, Bibliothekar i Wiirzburg.]

iNlaar Hjemve dig gjæster i Kvæld

Og vil ej for Aftensuk vige.

Da rejs over Flod, over Fjæld

Til Danmark i Skyggernes Rige!

Da ser du en pegende Finger

Til alt, hvad du elsker hos os,

Da vaagner vort Minde med Vinger,

Hver Dvaledriks Trolddom til Trods;

Og røre dig Minderne sødt

Da farer end Liv der i dødt,

Da bølger vort Hav, og da synger vor Lund,

Da strømmer vor Tale, som Bølgen, fra Mund,

Da gløder paa Tungen den liflige Røst,

Da luer i Barmen den evige Trøst.

149. Til Professor Schouw.

(9de Marts 1 844.)

[Dette Digt er skrevet i Anledning af J. F. Schouws Hustru Sysette
f. Dalgas' Død den 5te Marts, og under Mærket gg., med Over-
skrift som her, trykt i Adresseavisen 1844. Nr. 59. Forf.'s Ren-
skrift tillige med det kun lidet afvigende Udkast er bevaret.]

\ isnet er for dig i Haven
Hj ærteblomsten : Yndighed ;

-rg *49' Til Professor Schouw.

Men Kjærminderne paa Graven
Dog, som den, skal aande Fred!

Mildt i Fred skal Taaren rinde,
Og i Fred skal Trøsten gro,
Mildt i Fred den kjæres Minde
Blandt os skal livsalig bo.

Fred med Sjælen, som udsmilet
Fandt en bedre Urtegaard!
Fred med Støvet, som udhvilet
Op skal staa som Blomst i Vaar!

Fred med Blomsten, der sig egner

Til at dufte i din Høst!

Fred med Planten, som den tegner

Sat til Alderdommens Trøst

Fred med dig og dine kjære!
Kristnes Haab er Bod for Savn,
Kristi Fred skal Palmen bære,
Ja, Guds Fred i Jesu Navn!

150. Henrik Steffens.

(f 13de Febr. 1845.)

[Trykt i Berlingske Tidende 1 845, Nr. 66. Af Forf.'s Haandskrift
findes de 9 sidste Strofer bevarede.]

I

Lynildsmand!" som for mit Øje
I den aarle Morgengry,
Lig en Engel fra det høje,
Vælted Stenen bort paa ny,

i JO. Henrik Steffens. rrg

Der hos mig i Blomsterhaven
Lukked, spærred Troes-Graven,
Sank nu selv du under Muld?

Nej, den Aand, som slynger Lynet,
Naar det knitrende udfor,
Aanden, som gjenfødte Synet,
Sprængte Bavtasten i Nord:
Aanden i dit Blik, din Tale,
Efter Kæmpeskridt i Dale,
Hviler kun paa Skyer blaa.

Paa din Isse, høje Frænde!
Fæsted Fod den Aand paa ny,
Vandrer nu til Verdens Ende,
Som han aged før i Sky;
Klarer nu, til Gru for Jætter,
Odins Syn og Tors Idrætter,
Tegner Lys og taler Lyn.

Naar det knitrer, naar det dønner,
Naar det runger dybt i Fjæld,
Naar I lytte, Nordens Sønner!
Muntre end i Tidens Kvæld :
Mindes, det var ham, der blunder,
Som i Nord, til stort Vidunder,
Stødte først i Hej m dals Lur!

Ja, den fri, den stærke Tale
Om, hvad Haanden griber ej,
Men hvad dog fra dybe Dale
Baner sig til Stjærner Vej,
Ordet, som af Aanden føres,
Skaber Lyn, hvor Røsten høres,
Vaagned, Steffens, her med dig!

-5o Jjo. Henrik Steffens.

Da var disse Lokker gule,
Som i Kamp blev tidlig graa,
Da var mørkt det over Tule,
Intet Øje Lyset saa',
Før det lød paa Bjærgetoppe:
Vaagner alle! Sol er oppe!
Røsten var dit Bjarkemaal.

Folket sov som Lig i Kiste,
Kæmper sov som Kampesten,
Brat dog vaagned Fugl paa Kviste
Lærke med i Agerren:
Stak i Sky til Vingeprøve,
Sang med Lyst for Øren døve,
P'or hinanden og for dig.

Og før end paa Lysets Vinge
Til dit Fædreland du for,
Du det hørte lyst til Tinge:
Vaagnet er nu Folk i Nord,
Spiler Øjne, lytter efter.
Mærker Aandens Kæmpekræfter,
Rimer Dag og Døn med Daad!

Det skal spørges, du har levet
Som kun faa paa denne Jord,
Leved mest, hvor mindst er skrevet,
Levet kongelig i Nord;
Talt et Ord, som aldrig glemmes,
Vakt en Aand, hvis Kraft fornemmes,
Mens vi har et Modet smaaL

Tvende vel var dine Røster,
Ypperst Tyskland kalder sin,
Dansk var dog, som hendes Søster,
Moder din og Moder min;

ISO. Henrik Steffens. 5 6 1

Tysk vel Pen dig faldt i Haanden,
Dansk dog Tungen var og Aanden,
Dem det er, som skifte Arv.

Ærligt Modersmaalet skifter,

Nøjes tarvelig med sit:

Kæmpens Ry og Kæmpens Skrifter,

Tyskland! ros af dem dig frit!

Nordens Aand og Danmarks Tunge,

Gamle nys, nu atter unge,

Arved alt hans Moders Slægt.

Tak, du store Arvelader!
Tak i Nordens Trilling-Navn!
Odin var din Oldefader,
Danmark var din Moderfavn;
Der du os tilkyssed Aanden,
Før med Vingespyd i Haanden
Du uddrog i Ledingsfærd.

Med det Kys i Barmen inde,
Med dit varme Aandedræt,
Leve skal i Nord dit Minde,
Blomstre saa paa Videslet,
At hvert Aar paa Fuglevinge
Kranse kan fra Marken bringe
Til din Grav i fremmed Land.

Og hver Fugl, som Kransen bringer,
Synge skal med Stemme klar:
Havde kun jeg Fønix- Vinger,
Jeg dit Støv til Hjemmet bar,
Kvidred mellem Bøgeløvet:
Hvil dig, Fuglefader-Støvet!
Hvil dig sødt i Moderskjød!

VI. 36

^52 I51' I Johan Tomas Lundbys Stambog.

Lille Fugl i Hj arnelund en I
Hvad er det, du kvidrer om?
Skal engang i Morgenstunden,
Efter blide Norners Dom,
Med udvoxet Fønix- Vinge
Lykke-Skibet os tilbringe
Asken af din Faders Ben?

Skal maaske den høje Skole,
Hvor, i alle Guders Fag,
Nordens Aand har Lærestole,
Nordens Kæmper Skjoldetag,
Hvile trygt paa Hejmdals-Støvet,
Hvorfra, mellem Bøgeløvet,
Gjallerhornet først gjenlød!

Gid det ske engang ad Aare!
Efter Norden, Frænde kjær,
Længtes jo dit Støv saa saare
I det sidste Aftenskjær!
Morgenhane-Mindesmærket
Vorde brat Oplysnings- Værket,
Birtingsborg i Bjærgestil!

151. [I Johan Tomas Lundbys Stambog.]

(1845.)

[Hidtil utrykt; her efter Originalen, undertegnet „Bakkehuset, 5te
Juni 1845. Venligst N. F. S. Grundtvig." Foruden denne Afskeds-
hilsen ved den unge Kunstners Tiltrædelse af sin toaarige Uden-
landsrejse, har Gr., ved Sørgebudskabet om Lundbys Død i Felten
ved et Vaadeskud d. 26. April 1848, nedskrevet følgende i Udkast
bevarede Begyndelseslinjer til et sidste Farvel:

i S i. I Johan Tomas Lundbys Stambog. ^62

..Stille Lundby! Nu kun alt for stille!
Under Muld og Fjendens Vaabengny!
Verden siger: o, det var dog ilde,
1 [an i Marken drog fra Kunstens By" . . .

Dette Digt er næppe blevet fuldført. Derimod kan henvises til
Grundtvigs i Danskerens 4de Aargang (185 1, Nr. 3) trykte Minde-
digt: „Carlo Dalgas", hvori Digteren dvæler ved Tabet af sine
Sonners Ungdomsvenner og Vaabenfæller og særlig ved Lundbys

„bratte Offerdod'-.]

Kamp er Livets Kaar her neden,
Altid midt i Dødens Lejr;
Livets Lyst det er dog- Freden,
Frugt af Kjærlighedens Sejr.
Hjærtedybet, Livets Kilde,
Alle Storværks Moderskjød,
Derfor altid i det stille
Nynner Fred! med Tone sød.

Tag det med til Lavrbærlunden,
Nynnet, du fik tidlig kjær,
Under Lind i Aftenstunden
Lys og stille, Bølgen nær!
I det Nyn dig stadig følger
Danmarks Hjærte, Danmarks Lyst,
I det Nyn sig Hjemmet dølger,
Aander dog og lever tyst.

c 64. i S2- De gamles og de unges Skaal.

152. De gamles og de unges Skaal

den 24de Juni 1845.

[Denne Sang fra det nordiske Studentermøde meddeles her efter

det ved Ridehusfesten omdelte Særtryk. Jfr. „Fædrelandet", Nr. 1926.

Viser og Sange for Danske Samfund, II, 1 (1847), S. 57.]

bom Haabet er de unges Lyst,

De gamles Skat er Minde,

Et Gladhjem dog er kun det Bryst,

Hvor skjønt de sammenrinde .

Med Ynde saa de sammenrandt

Fra Arildstid i Norden,

Det Kæmpeglæden viste grandt

Ved Gj allerhornets Torden.

•

Det Gjallerhorn var Mimers Skat.

Med Graahaars-Krans om Tinde,

Som vaaged baade Dag og Nat,

Og droges alt til Minde;

Men Hornet var og Hejmdals Trøst,

Hvor paa sit høje Stade,

Med Ungdomshaabet i sit Bryst,

Han vakte Kæmper glade.

Saa skal i Norden nu paa ny

De gamle Dages Minde

Med Fremtidshaabet højt i Sky

Til Glæde sammenrinde.

Vort Nordens Kæmpevækker-Sang

Gjenfødes da paa Tunge,

Og det er Gjallerhornets Klang

For gamle og for unge.

iSS- Velkomstsang. 565

Af Mindet født med Graahaars-Krans,

Fra Mimersbrønd i Dale,

Paa Haabets høje Hest i Dans

Til Himmelbjærgets Svale,

Sig svinger Nordens Bjarkemaal

Med Klang af Hjærtets Fylde:

„De gamles og de unges Skaal,

Som Kæmpeaanden hylde l"

153. Velkomstsang ved den nordiske Fest

den 25de Juni 1845.

[Særtryk med Titel som oven for. Sangen blev afsungen ved det
skandinaviske Selskabs Fest i Dyrehaven, umiddelbart før Grundtvigs
Skaaltale for Nationaliteten, som meddeltes i „Fædrelandets" Nr. 1925,
medens Sangen optoges i nævnte Blads Nr. 1926. I Forf.'s beva-
rede Udkast findes foran sidste Vers følgende indstregede Strofe :

Og brat skal det spørges paa hin Side Hav,
At skjønt mødes Frænder i Norden,
Og venlig de kappes i Fædrenes Aand,
De ædleste Kæmper paa Jorden — :
Om Liv at udvikle, som Lyset er værd,
Om Lys at udbrede for Livet især.]

1 Kæmpernes Høje er Kæmpernes Støv,

For det ristes Runer til Ære,

Men Kæmpernes Aand er hos Kæmpernes Æt,

Og Ættens skal Odelen være,

Med Bjærge og Sletter og Bølgerne blaa,

Hvor Fædrene hvile og Vuggerne gaa.

c 56 J53> Velkomstsang.

Med Kæmpernes Aand følger Kæmpernes Kraft,

For den synke Jætter og Trolde,

Mens Asgaard sig hæver i Kæmpernes Hjem,

Og tækkes med blinkende Skjolde,

Og Gavtur det sander med Nor og med Dan,

At Gladhjem er Navnet paa Kæmpernes Land.

Med Kæmpernes Aand følger Kæmpernes Ord,

Paa Folkets og Skjaldenes Tunge,

Saa fast som en Klippe, saa fri som en Fugl,

Til Gammen for gamle og unge;

Som Aandens og Hjærtets den énbaarne Søn,

Det melder i Lys, hvad der skabtes i Løn.

Paa Bjærge, paa Sletter, paa Bølgerne blaa
Da mødes med lifligt Velkommen
Det ædle, fribaarne, oldnordiske Sind,
Som her mødes Valhals-Ungdommen:
Fra Fjorde og Elve, fra Bælt og fra Sund,
Fra Dovre og Sigtun, fra Lejre og Lund.

Saa lyd da: Velkommen, i Fædrenes Aand.
De ædleste Kæmpers paa Jorden!
Velkommen, du Nyaar i Kæmpernes Hjem,
Med Fostbroder lag et i Norden!1)
Af Kjærlighed baaret, du voxe ved Daad!
Syng højt i din Glæde og smil i din Graad!

J) [Saal. Særtrykket; Udkastet:

Velkommen, velkommen, du levende Pant
Paa Fostbroderlaget i Norden!]

i S 4> Bakkehuset. c 6 7

T54. Bakkehuset

(til 28de Juni 1845).

[Dette hidtil utrykte Digt til Dronningens Fødselsdag meddeles
her efter Forf.'s to hinanden supplerende Udkast. Af disse er det
ene, med Overskrift som her (A), at betragte som Renskrift og der-
for, skjønt ufuldstændigt, lagt til Grund. De tre sidste i A mang-
lende Vers ere da tilføjede efter det ældre Udkast (B).]

1 den lyse, stille Have.
Ved det gamle Bakkehus,
Sommerlyst, som Julegave, *)
Minder blidt om Ungdoms Rus.

Hver en Skjald, som nu mon graane,
Lyse Blik i hver en Stil,
Hilste her Midnattens Maane,
Bejled her til Kammas Smil.2)

Nys i Nætter og i Dage
Nattergalen slog paa Kvist —
Nu er Spurven kun tilbage,
Kvidrer baade først og sidst.

Saa i Fjor ved Øresundet
Gjæsted mig for sidste Gang
Ungdoms-Fylgjen3) rosenmundet,
Kom og svandt med Svanesang.

Saa oprinder mildt i Østen,
Morgenrød med gyldent Skjold,
Sommerdag i Efterhøsten,
Kort dog kun, med Aften kold.

x) [Saal. A; B: Dronninggave.] a) [Dette Vers fattes i B.] 3)
[Saal. A; B: Ungdomsaanden.]

r58 2S4- Bakkehuset.

Saa oprandt i Nyaarstiden

Og hos os et Skjaldeaar,

Nyt og ungt for stakket siden —

Gammelt alt med hvide Haar!

Sommerdag i Efteraaret,
Ungdoms Rus i Alderdom!
Der, som Skjalden, *) atterbaaret
Flygtig kun til Verden kom!

Tvende Gange I har gavnet:
Da I kom, og da I gik;
Som ved Synet, saa ved Savnet
Klarer sig paa Jord vort Blik.

Kun ved eders Hjælp vi finde,
Under Rim i Vinterstid,
Sommerdagenes Kjærminde,
Haabets grønt paa Grenen hvid.

Flyv da kun, min Spurv, i Morgen
Kvidrende og sommerglad
Over Marken op til Borgen
Med et2) lille Blomsterblad!

Lyttende til Fuglekoret

Er den glade Fødselsdag,

Smilende til Rosenfloret

Er den skjønne Dronningsmag;

Dog saa rigt er Dronningsmilet,
Det og naa'r til Spurven graa,

') [Saal. A; B: Skjaldetid, som.] '-') [Saal. A; B: det.]

jjj. Ise fjorden. 569

Dronningøjet mildt har hvilet
Tit paa Blomsterblade smaa.

Ufortryllet, uberuset,
Haabe tør jeg, stille glad,
Dronningen, fra Bakkehuset,
Tækkes et Kjær mindeblad! *)

155. Isefjorden.

(1845.)

[Hidtil utrykt; her efter Forf.'s udaterede Haandskrift med Titel

som oven for.]

lsefjord og Øresund
Delte Sorg og Glæde,
Ondt og godt i allen Stund,
Gjennem Ny og Næde,
lsefjord er Aandens Fart,
Øresund er Hjærtets Part,
Enige i Grunden,
Mødes de i Munden.

lsefjord paa Aanders Vis
Vandt fuld mange Sejre,
Slog sig frem ved Jægerspris,
Trængte ind til Lejre,
Standsed først ved Fuglesang
I den skjønne Kildevang,

*) [De tre sidste Vers fattes i A.]

570 *SS- Ise fjorden.

Hvor Kong Ro med Glæde
Gik til Aftensæde.

Hertaborgen, som han den

Førte op i Lunden,

Før navnkundig fjærn og nær,

Er nu rent forsvunden;

Dog, hvor han ved Fjorden glad

Grunded Danmarks Hovedstad,

Borge lig, en Kirke

Staar som Danevirke.

Roskild Danmarks Hovedstad
Er nu vel ej længer,
Og hvor Hejrer gik i Bad,
Gror nu Byg i Vænger,
Men i Riget for Kong Skjold
Alting gaar i Vennevold,
Saa med Adelgaden
Gik og Hovedstaden.

Axelstad Kong Rodgars By
Kalder Moderskjødet,
Har, som Datter, i hvert Ny
smukt dens Kaar forsødet:
Overlader, Roskild, dig
Alle sine Kongers Lig,
Danmarks Kongegrave
Som eh Nyaarsgave!

Overalt, som under 0,
Mellem Bælt og Sunde
Konger fødes, Konger dø,
Stæder gaa til Grunde,

i SS- Ise fjorden. cyi

Men i Nord, ved Bælt og Sund,
Folkeaand og Folkemund,
I hvor tit de jordes,
Skal paa ny dog ordes!

Længe det var aabenbart
Trindt i Valhals Norden,
Saaes først dog soleklart
Nys ved Isef jorden,
Da af Danmarks Kongegrav
Uden Krykke, uden Stav,
Kun ved Kongehaanden
Opstod Folkeaanden.

I det store Øjeblik,
Roskild du i Grunden
Mer end Broderparten fik
Frit i Folkemunden;
Det var Paaskeoffer stort
Toldfrit ud af Vesterport,
Rørt med Bispestaven,
Lagt paa Kongegraven!

Fortids Røst i Kongegrav
Har bestandig hjemme,
Nutids Røst dog Lykke gav
Det er Folkets Stemme;
Dermed hviler i dit Skjød
Folkeliv og Kongedød,
Fra dig — som paa Vinger - -
Fremtids Kaar udspringer.

Grændel Trold har vel igjen
Sprudet Ild paa Borgen,

572

I55> Isefjorden.

Slugt Dankongens gode Mænd
Fyldt hans Bryst med Sorgen,
Dog undgjaldt sit Danehad
Trolden med sit Skulderblad,
Styrtes brat fra Lunden
Maalløs i Afgrunden.

Øresund og Isefjord!
Enes I om Dampen,
Da i glatte Kinding-Spor x)
Føres Væddekampen;
Roskild da og Kjøbinghavn
Sporet vinker Favn i Favn,
Ildhjul to paa Staalet
Kappes skal til Maalet.

Axelstad! din Kirkevej,
Husk, den gaar til Kilden,
Roskild! glem det heller ej,
Sundet gav dig Ilden!
Kommer begge grandt i Hu:
Mesterspillet kommer nu!
Mødes Fjord med Sundet,
Da har Danmark vundet.

Da det gamle med det ny
Kjærlig smelter sammen;
Livet bor i Dødens By,
Midt i Alvor Gammen;
Hedenold faar Nyaarsdag,
Nordens Skjalde Takt og Smag,

!) [Kinding, d: Gaffelen, hvori Vognstangen indsættes, for at
fastgjøres til Vognen. Det nydannede Ord: Kindingspor, maa vel
betegne de to Skinner, som danne Banesporet.]

ij6. Til min egen Meta. cy?

Danske Kildevange
Søde Svanesange.

Isefjord og Øresund
Dele Sorg og Glæde,
Ondt og godt i allen Stund
Dele Gang og Sæde,
Vinterblus og Sommersol,
Kongevej og Dronningstol,
Dele og med Ære
Danmarks Kaar fuld sære.

Øresund og Isefjord
Danmarks Kaar afbilde,
Aand og Hjærte her i Nord
Mødes, men kun silde,
Strides vel som Ild og Vand,
Men forbindes med Forstand,
Ild i Aandedrættet:
Damp har det udrettet!

15 6. Til min egen Meta.

(Juli 1845.)

[Dette hidtil utrykte Digt meddeles her efter Originalen. Forf.'i

Udkast er bevaret.]

Du lille, du kjære! da dyrt var Guds Ord,
Da Sorgen var svar og da Nøden var stor,

Da fødte med Smerte,

Med blødende Hjærte,

c ja 156. Til min egen Meta.

Dig Moder og stirred med Smil gjennem Taaren

Paa Datter enbaaren,
Som nu stirrer Fader i Sommerdags Kvæld

Og hvisker Farvel!

Du lille, du kjære! naar bleg og naar rød
Paa faderlig Arm og paa moderligt Skjød

Du hopped, du hviled,

Du klynked, du smiled.
Fuld ofte jeg stirred med Smil gjennem Taaren

Paa Datter enbaaren,
Som nu, da jeg hvisker i Sommerdags Kvæld:

Du lille, farvel!

Du lille, du kjære! da Sindet var sygt,

Mit Hoved var ørt, men mit Hjærte var mygt,

Da Vanvid mig trued,
' Og Vennerne grued,
Da ømt mig betragted med Smil gjennem Taaren

Min Datter enbaaren,
Som jeg dig betragter i Sommerdags Kvæld

Og hvisker Farvel!

Du lille, du kjære! det lønne dig Gud,

Hvor du under Himlen gaar ind og gaar ud!

Du dulmed min Smerte,

Du varmed mit Hjærte,
Du køled min Pande, du korted min Pine

Med Kyssene dine;
Og derfor, velsignet i Sommerdags Kvæld,

Et Kys til Farvel!

Du lille, du kjære! i Støvskyers Egn

Til Taarer vi trænge, som Dug og som Regn

1 3 6. Til min egen Meta. 57 ^

Om Høstgildesange

Skal tone i Vange;
Det lifligste Solskin fra Vuggen til Baaren

Er Smil gjennem Taaren,
Det være din Arv, og det fryde dig ret!

Det følge din Æt!

Du lille, du kjære! du kjender ham jo,
Som altid er midt iblandt elskende to,

Naar, fælles om Savnet,

De enes i Navnet,
Som Djævlene frygte, Guds Engle omkvæde

Og prise med Glæde;
Paakald ham af Hjærtet i Gry og i Kvæld,

Da farer du vel!

Du lille, du kjære! da times dig Raad,
Da altid opdukker et Smil af din Graad,

Thi alt hvad os frister

Og truer, det brister,
Og Bjærgene synke, og Dalene stige,

Og Skyerne vige
For Jesus, vor Stjærne, vor Sol og vort Skjold,

Som alt har i Vold!

Du lille, du kjære! jeg venter det vist:
Hvor vidt vi adskilles, vi samles dog hist,

Hvor Perlen er fundet

I Strømmen udrundet;
Ja, der skal vi mødes og smile ad Sorgen

En Sommerdags-Morgen,
Og derfor med Smil gjennem Taarer: farvel

I Sommerdags-Kvæld!

tr-* 6 JS7- Livets Trøst,

[157. Livets Trøst.]

(1845.)

[Dette hidtil utrykte Digt foreligger, uden Overskrift eller Date-
ring, i Forf.'s to egenhændige Afskrifter (A og B), hvis indbyrdes
Forhold findes antydet ved de i Noterne meddelte Varianter.]

be, Dagene svinde,

Og Aarene gaa!

Se Tiderne rinde!

Vi vente, vi spaa;

Vi længes, vi ledes,

Vi knurre, vi kjedes;
Men alt gaar sin skjæve, sædvanlige x) Gang,
Vi blomstre og visne som Græsset i Vang.

Et Virvar er Verden,

En Boble dens Pris;

En Dødningdans Færden

For Taabe og vis;

Der strides, der stiftes,

Der skabes, der skiftes,
Det alt gjør i Grunden ej til eller fra,
Thi alt under Sol er det samme endda! —

Fortvivlelsens Stemme !

Du kommer derfra,

Hvor Hyl kun har hjemme,

Ej2) Halleluja.

Forstum3) for de Røster,

De Toner som trøster,
Som dale fra Himmel og stige fra Jord
Med alle Guds Engle i Midlerens4) Spor.

J) [saal. A; B: fortvivlede.] 2) [saal. B; A: For.] 3) [saal. B;
A: Bortrom.] 4) [saal. B; A: Frelserens.]

IS7- Livets Trøst. cnn

Hver Sjæl ihukomme,

Der var, uden Tant,

Langt mer af det tomme,

Før Solen oprandt:

Dog gættet og givet

Blev Lyset og Livet:
I sex Dages Tid ved den eviges Ord
Blev nyt overalt, skabtes Himmel og Jord!

Hver Kristen betænke:

Da Lyset var slukt,

Og Livet i Lænke,

Og Gravkamret lukt,

Al Skabningen skjælved,

Vort Haab var i Helved,
Gjenfødtes dog alt i en x) Time, paa ny
Svang Livet fra Graven med Fryd sig i Sky!

Den evige troner

Almægtig endnu,

Den store Forsoner

Os kommer i Hu.

Lad svide, lad svulme!

Lad mørknes, lad mulme!
En Skabelsens Uge, Opstandelsens Dag
Med Evigheds Lyset skal klare vor Sag.

l) [saal. A; B: Guds.]
VI 37

578 Jj8. Alderdomstrøst.

15 8. Alderdomstrøst.

(1845.)

[Trykt i „Ude og Hjemme", 1880, Nr. 154. Forf.'s to egenhændige
Udkast ere bevarede.]

1 falmede Blade! du kølige Vind!

Hvad har jeg med eder at skifte?
Hvad rører det mig, hvem der blegner om Kind>
Mens Efteraarsvindene vifte!
Gaar jeg ind, gaar jeg ud,
Staar mit Haab ej til Gud!
Sig, min Sjæl! dog, hvad klynker du over?

Se Storken og Stæren og Svalerne smaa!

De rask sig til Rejsen berede;
De er dog kun Fugle, som ikke forstaa
Med Tro og med Tillid at bede.
Se til dem! se til Gud!
Gjør din Bøn! gaa dit Skud!
Sig, min Sjæl! dog, hvad klynker du over?

De graanende Skyer, det vildene Hav,

Hvi gjør de ej Fuglene bange?
Med kraftløse Vinger i bundløse Grav
Der sank og der synker jo mange;
Uden Knur dog og Frygt
Liden« Fugl flyver trygt.
Sig, min Sjæl! dog, hvad klynker du over?

De kjende ej Faren og tænke ej paa,

Hvad times dem kan, vil du sige, —

De kjende ej ham over Skyerne graa,
Hvis Arm og hvis Ord kan ej svige.

fj8. Alder domstr øst. r-rg

Hørte Ord de af hans?
Saa' de Glimt af hans Glans? —
O, min Sjæl! sig, hvad klynker du over?

De truende Farer dem tænker du paa.

O, tænk dog paa Trøsten langt heller!
Du kj ender jo ham over Skyerne graa,
Som Stjærner og Hovedhaar tæller.
Hvad er det, han ej kan?
Hvem er god, uden han!
Sig, min Sjæl! dog, hvad klynker du over?

Hvor er nu din Tro, og hvor er nu dit Haab?

Og hvor er dit Syn for Guds Finger?
Har Gud nu kun Øre for Ravnenes Raab !
Og har nu hans Engle ej Vinger!
River Kjød eller Aand
Dig vel ud af hans Haand!
Sig, min Sjæl! dog, hvad klynker du over?

Klynk over dig selv! over alt under Sky,

Som end for dit eget du kalder,
Bortkasted vel ofte, optog dog paa ny l
Det Tvivlen og Bangheden volder.
Hold paa ham som er alt,
Hvad Guds Ord ham har kaldt!
Hold paa ham: hold paa Jesus alene!

Da briste med et alle jordiske Baand,
Da fattes ej Mod du og Vinger;
Da hviler du sødt i hans Haand med Guds Aand,
Da løfter i Sky dig Guds Finger:
Ingen Lærke med Sang
Glad som du sig opsvang.
Sig, min Sjæl! dog, hvad klynker du over?

37*

c3o IS9- Kirkeklokken.

Da spreder du Vinger, da rejser du bort,
vSaa glad, som ej Fuglen kan findes;
Thi Rejsen er sikker, og Vejen fuld kort,
Din Træthed saa liflig forvindes.
Gaar du ind, gaar du ud,
Evig glad i din Gud!
O, min Sjæl! hvad vil mer du forlange!

159. Kirkeklokken.

(Oktober 1845.)

[Dansk Kirketidende 1845, Nr. 3.]

Kirkeklokke! mellem ædle Malme
Mageløs er for mit Hjærte du,
Vaagnet er ved dig en Højtidssalme,
Som gjenlyder daglig i min Barm.

Kirkeklokke! ej til Hovedstæder
Skabtes du, men til olen lille By,
Hvor det høres trindt, naar Barnet græder
Og inddysses blidt ved Vuggesang.

Kirkeklokke! Moderskjød for Klangen,
Som er mig langt mer end Strængeleg,
Toner dine kappedes om Rangen,
For mit Øre tit og i min Barm.

Mens som Barn paa Landet jeg var hjemme,
Julemorgen var mit Himmerig,
Den, du meldte mig med Englestemme,
Kimed klart den store Glæde ind.

ijg. Kirkeklokken.

Højere dog stemte dine Toner,
Naar de med „den gyldne Sol frembrød"
Kimed: Støv! oprejst er vor Forsoner,
Stat nu op i Paaske-Morgengry!

Lavere de sprede deres Vinger,
Sænke sig med Solen dybt i Hav,
Naar for mig nu Aftenklokken ringer,
Og jeg tæller dine Bedeslag.

Lifligt dog det klinger, helst om Høsten,
I den stille, svale Aftenstund,
Gjennem Jorderig gaar Himmelrøsten,
Kalder Sjælen til sin Hvile ind.

Landet nu graahærdet kun jeg gjæster,
Og har hjemme, selv jeg véd ej, hvor;
Dog paa Lysets Hjem min Hu sig fæster,
Evig godt, jeg véd, er ene der.

Derfor nu, naar Aftenklokken melder:
Solen sank, og Fuglen slumred ind,
Da mit Hoved jeg med Blomsten helder,
Nynner sagte mellem Bedeslag:

Kirkeklokke! naar til sidst du lyder
For mit Støv, skjønt det dig hører ej,
Meld da mine kjære, saa det fryder:
Han sov hen, som Sol i Høst gaar ned!

582

i6o. Mindestøtten.

160. Mindestøtten.

(1845O

[Visen om den i Aaret 1845 Paa Skanderborgs Slotsbakke rejste

Mindestøtte over Frederik den sjette er, med Titel som her, trykt

i „Viser og Sange for danske Samfund", II, 1. (1847) S. 61.

Forf.'s Renskrift er bevaret.]

Der stander en Støtte ved Skanderborg,
Den rejste de Jyder med Glæde,

Alt for den Konning, de havde kjær,
Om Kongen saa ville vi kvæde.

Udi Roskild hviler Konning Fredrik!

God Bonde han havde kun Lykke tynd,
Til Fredrik den jævne ham løste,

Jorddrotten han sagde: du est min Træl,
For mig skal du pløje og høste.

Jorddrotten han sagde: med Hud og Haar
Jeg- kjøbte dig for mine Penge,

Jeg spiller med alt, hvad du ejer og har,
Som Spillemand spiller paa Strænge.

Nej, stop! sagde Kongen, det gaar for vidt,
God Bonde er ogsaa vor Næste,

Vort Riges Styrke og Fremtids Haab,
Ham Frihed jeg giver i Fæste.

Og Bonden er nu en fribaaren Mand,
Saa vel som i Fredegods Dage,

Ja, Bonden han sidder i Kongers Raad
Ved Siden af Herremænd strage.

i6o. Mindestøtten. 583

Kong Fredrik han blev med Æren graa,

Nu ligger han blegnet i Kiste,
Udødelig blev han dog som faa,

Thi mindes han skal med de sidste.

Ham bar hans Bønder med Sorg til Grav,
I Sælland, som gamle Kong Frode,

Men Jyderne kunde ej Baaren naa,
Des tungere var de til Mode.

De Jyder sagde: hans Bavtasten

Vi bære dog kan og opsætte,
Og den skal bære ved Skanderborg

Et Billed af Fredrik den sjetle.

Den Sten var stor, og den Sti var trang,
Over Brink, over Mose og Hede,

Og midtvejs bugned og brast en Bro,
Begravet laa Stenen der nede.

Da Kinder blegned og Hænder sank,
De Jyder — jeg vil ikke lyve —

De havde da nær paa et hængende Haar
Sagt Stenen farvel i det dybe.

Skamfærd! sagde Graaskjæg, med Blik som Lyn,

For os vilde alting han bære,
Kan vi ikke bære god Sten for ham,

Vi Kællinger evig skal være.

Da Stenen sig hæved fra Dyb paa Stand,
Den knejser nu rank paa det høje,

Lyksalig det var han, den gamle Drot,
Det falder saa favert i øje.

cg^i 161. Ved et Bryllup.

De Sællands/ årer, de bar hans Lig,

De bar det med Taarer paa Kinde,

Men Jyderne rejste hans Bavtasten,
Og fælles de er om hans Minde.

Udi Roskild hviler Konning Fredrik!

161. Ved den stores og den lilles Bryllup

den 23de Oktober 1845.

[Denne Sang, skrevet til Hans Egede Glahns og Adelhejd Radeges
Bryllup, meddeles her efter Særtryk med Titel som oven for.]

1 ag fra de store, læg til de smaa!
Det gjælder nu for de vises Tale,
Og Lighed stemmer de lærde paa,
Om saa end alle blev lige gale,

Det la'r sig høre,

Naar man har Øre,
Men vilde nogen det her udføre,

O Ve! o Ve!

Se til vor Brudgom og til vor Brud,
Og tænk engang, naar de skulde maales,
Og alting regnes saa nøje ud,
At ingen Forskjel der maatte taales!

Hvad blev tilbage

Da, værdt at tage,
Af dem, som nu er hinandens Mage,

Trods stort og smaat!

Gid alle store og alle smaa

Da kun som disse holdt af hinanden!

1 62. Jyden og Sællands far en. c 8 z

Da selv de mindste ej prøved paa

For Ligheds Skyld at gaa fra Forstanden;

Da mødtes Munde

Af gode Grunde,
Da gjorde alle, hvad bedst de kunde

Til fælles Gavn.

Hvor smaat og stort er saa vel forligt,
Der bliver ingen ved Maalet narret,
Og derfor gjærne vi gjør vor Pligt,
Og tømme Skaalen for Brudeparret:

Gid endnu silde

De lige milde
Maa gjøre Børnenes Bryllups-Gilde,

Som det i Dag!

16 2. [Jyden og Sællands fa ren.]

(1845.)

[Denne hidtil utrykte Skjæmtevise meddeles her efter Forf.'s uda-
terede Renskrift, der til Overskrift kun har: „Mel. Er Lyset for de
lærde blot.1' Sammen med Renskriften findes det kun lidet af-
vigende Udkast.]

Der kom en Svend, og han var jysk,

Vel født ej langt fra Ribe,

Han sagde: kan jeg lære Tysk

At tale og at skrive?

Men han kom til en Sællandsfar,

Til en ud af de gamle,

Som gjærne gjør af Tysken Nar,

Og kan med ham ophamle.

c 86 162. Jyden og Sællands faren.

Den Sællandsfar, han svared spansk:

Jeg vil det ej fordølge,

Hos os vi taler bare Dansk,

Og skriver saa i Følge,

Men skrive Tysk vi kan dog net

Saa paa vor egen Maade:

At skrive Tysk, det læres let,

Naar Pen faar Lov at raade.

Saa tog den Sællandsfar en Pen
Og dypped dybt i Blækket,
Til den kom kulsort op igjen,
Saa fed, som den var spækket;
Han smurte Jyden om hans Mund,
Af Blæk den maatte drive,
Og sagde: det i grønne Lund
Vi kalder Tysk at skrive!

Da spytted Jyden med de Ord:

Nej, pøj for en Ulykke!

Saa gid, al Tysken sank i Jord,

Det tynde med det tykke!

Ja, svared Sællandsfaren kjæk:

Det ønsker jeg i Grunden

Al Skrivekunst, som kun med Blæk

Vil smøre Folk om Munden,

Af Haand i Mund er Fattigdom,

Og allermest for Aanden,

Men hvor paa Gang ret Munden kom,

Der blev og nok til Haanden:

Har kun vi Ord som røde Guld

At bruge og at nyde,

Og har af dem vi Munden fuld,

I Pennen glat de flyde.

i6j. Færinge-Saga. 587

16 3. Færinge-Saga.

(1845.)

[Dette i Skandinavisk Folkekalender 1846 (S. 158) trykte — ogsaa
i Forf.'s Haandskrift bevarede — Digt kan betragtes som et sati-
risk-poetisk Indlæg i den færøiske Skolesag. Jfr. S. Frederiksen,
Dansken paa Færøerne, Sidestykke til Tysken i Slesvig, Kbhvn. 1845.]

Tru Saga hun bygged fra Hedenold,
Hvor Bølgerne blaane i Norden,
Hun havde sin Lystborg paa grønne Vold
I Skoven ved Isefjorden.
Skjøn Havfru hun danser paa Tilje.

Naar trætte blev Kæmper, og Salen hed,
Og Tungen blev tør i Munden,
Da Odin han immer til Saga red
Paa Slejpner i Middagsstunden.

Der ventede paa ham en Læskedrik
I Sagas det glatte Guldbæger,
Hun skjænkede for ham med yndigt Blik,
Det Sjælen som Vin vederkvæger.

Hun havde et Spejl af det bedste Glar,
I det saaes alle Idrætter,
Det hos sig i Barmen hun trøstig bar
Og brugte i Maaneskins-Nætter.

Og alt, hvad hun øjned i Spejlet klart,
Det laa hende brat paa Tunge,
Og flød fra Læben saa let og rart
Som Fugle i Lunden sjunge.

c 88 J6j- Færinge-Saga.

Men hvor er Fru Saga nu bleven af?
Er end hun paa Jord at finde?
Hvad heller hensovet og lagt i Grav,
Med Runer kun til sit Minde?

Fra Island det Sorgens Budskab lød :
Hun er ikke mer i Live,
Hun blegnede ved „den sorte Død"
Og lader sig ej opskrive.

Fra Fære dog hid over salten Sø
Der kom en Fugl lillebitte
Og sang: „Jeg kjender endnu den 0,
Hvor Odin kan Saga hitte.

„Hun legte Skjul med den sorte Død
Og pipped ej, naar han kaldte,
Hun blev vel rynket, men er dog sød
Og rørig bag Sø den salte.

„Naar Kæmpeviser og gamle Ord

De flyde fra hendes Tunge,

Da springe de smaa paa Bænk og Bord,

Saa danse de gamle og unge.

„Og red kun Odin en Gang i Løn
Paa Otteben over Bølge,
Da blev Fru Saga vist ung og skjøn,
Det nænner jeg ej at dølge." —

Nu, Skolemester! hvad skader dig?
Faar ondt du af Fuglekvidder?
Du møder ej Saga paa din Vej,
Endsige da Gudhjems Ridder.

i6j. Færinge-Saga. egn

„Ej bryder jeg mig om Bragesnak,
Men agter dog paa Tendensen,
Og hader til Bunds alt Hedningpak,
For jeg hedder Kristen Jensen.

,Jeg lugter det godt, der er en Hex,
Der holder end Pugeskole,
Hvor Ungerne fniser og slaas og trækk's
Og springer paa Borde og Stole.

„Men bi til Sommer, du Saga prud!
Til Kristen da sadler Havhesten:
Af Halsen jeg river dig Tungen ud,
Saa snakkes vi siden om Resten.'' —

O, Skolemester! ihvad du gjør,
Forgrib dig dog ikke saa saare!
For ellers din Død vi sikkert spør
Fra Færø med Skibet ad Aare.

Har Saga narret den sorte Død,
Og springes der, naar hun sjunger,
Da har herefter hun ingen Nød,
Utallige er hendes Tunger.

Da bygger vi hende en Borg paa Fjæld,

Til Skue for hele Norden,

En Løvhytte ved hvert Kildevæld,

Og yndigst ved Isefjorden.

Hun med Guldbæger og Læskedrik
Skal være vor Skolefrue,
Sit Spejl da hænger med yndigt Blik
Hun midt i vor Skolestue.

590 l64- Tor.

Der ser vi ingen med Pukkelryg,
Med Ris og med lange Negle,
Der ser vi ingen med Pungparyk,
Der slikkes ej Smør af Hegle.

Der ser vi Guder og Helte kun,
I Fløjel og Vadmel sammen,
Og sluge hvert Ord fra Sagas Mund,
For Alvor og dog med Gammen.

Saa, Kristen Jensen! pak du kun ind
Stygotius ogsaa vil skifte,
Og farer saa vel, med første Vind,
Til Kina, lidt Gavn at stifte!
Skjøn Havfru hun danser paa Tilje.

164. Tor.

[Med Frølichs Billede.]

(1845O

[Trykt i Dansk Folkekalender 1846, S. 3. Forf.'s Udkast er bevaret.]

Velkommen fra Trudvang, du stærke Tor!
Men sæt dig nu ikke til Sæde!
Til staaende Kæmper vi trænge i Nord,
Som sætter i Daad deres Glæde,

Omgjord dig med Bæltet, du bar i Vimaa!
Som der, sig nu Bølgerne taarne,
Og voxe om Kap med dem alle du maa,
Som Fløjmanden for de højbaarne.

låj. Hejmdal. cgj

Den Hammer, du laante, slet ikke forslaar,
Den ej smedded Broke og Sindre;
Din Mjølner du hente, hvordan det saa gaar!
Vi kan ikke nøjes med mindre.

Og hvor har du Staven, som alt i Aar
Du uden al Tvivl *) kan behøve,
Naar Hexenes Rygge i Gejrrodsgaard
Din Styrke i Sædet vil prøve!

16 5. Hejmdal.

[Med Frølich's Billede.]
(1845.)

[Trykt i Dansk Folkekalender 1846, S. 5. Forf. 's Udkast er bevaret.]

Velkommen, du Vogter for Gudhjem grøn,
Med Hornet, al Verden kan høre!
Velkommen, du vise Nidronning-Søn,
Som arved det fineste Øre!

Brug ikke saa ivrig din Kæmpelur!2)
Giv Tid, mens de gamle udsove!
Thi Muspels Sønner bag Troldemur
End ej tør det yderste vove.

Læg Gj allerhornet! bind om dit Sværd!
Vis, Hoved det hedder med rette!

J) [Saal. Grundtr.; Hdskr. : Formodentlig du.] 2) [Saal. Grundtr.;
Hdskr.,: Blæs ikke saa ivrig i Kampens Lur.]

cq2 1 66. Morten Luther

Dig bydes en Tvekamp, al Ære værd,
Det er ingen Kællingetrætte.

I Tvekamp med Loke om Brysingbaand,
Du véd nok, din Krone maa vindes;
Bevis ham nu klarlig, med Mund og Haand,
Han falder, hvis ikke det findes!

16 6. Morten Luther.

(1845.)

[Trykt som Text til et Billede af Luther i Dansk Folkekalender
1846, S. 133. Forf.'s Udkast er bevaret.]

1 re Aarhundreder *) henrandt
Over Støvet af den bolde,
Og, hvor han sin Krone vandt,
Toner kun Lovtaler kolde;
Haanes Troen hjærtevarm,
Sejers-Disen i hans Barm,
Finder man blandt Lilleputter
Mage let til Morten Luther!

Hvor, ak, hvor er da hans Aand?
Der, hvor end man ser Guds Haand,
Faar af den, i Luthers Tro,
Sjælekraft og Hjærtero;
Der, hvor Nordens Klippegrene
Er hans prude Bavtastene,

') [Rettelse; Grundtrykket og Udkastet: Tre Aarhundrede.]

/6y. Under Luthers Billede. SQ3

Danmarks Bøgeskov saa fin

Barneheltens Helgenskrin.

Fuglekvadet højt i Sky

Messen for ham, aarlig" ny;

Hvor x) selv Gravskrift hans har Klang.

Klinger som en Svanesang.

167. [Under Luthers Billede.]

(1846.)

[Trykt under et Staalstik af Luthers Billede, der sandsynligvis hid-
rører fra 1846, da Trehundredaars-Dagen efter hans Død (18. Fe-
bruar 1546) blev ihukommet. ]fr. Dansk Kirketidende 1883, Nr. 47. 1

trihed, Tro og Modersmaal
Mer end Fred var Luther kjære,
Aand mod Ild og Ord mod Staal
Voved han, og vandt med Ære.

168. Morten Luthers Dødsdag.

(1 8. Februar 1 846.)

[Trykt i Dansk Kirketidende I, Nr. 23. Optaget i Salmeværket,

V, Nr. 25.]

Tra Kristi Fødsel, ej fra Luthers Død,
Der regnes skal i Himlen og paa Jorden,

l) [Saal. Grundtrykket; Udkastet: Der.]

VI 38

cg i 1 68. Morten Luthers Dødsdag.

Men Luthers Fødselsdag skal purpurrød
Betegnes med hver Kirkepen i Norden ;
Thi da han græd paa Jorden første Gang,
Det varsled om en dejlig Julesang,
Hvorved vi, over „Frelseren os fød",
Forglemte himmelsk alle Helgens Død.

Ja, Morten Luther! vel en Glædes-Dag
Din Dødsdag blev og er endnu for Verden,
Og for Disiplene et Tordenslag,
Som gjorde mørk og mødig Pilgrimsfærden,
Men aldrig dog forsvinde skal i Nord
Dit Livs, din Aands, din Julesalmes Spor,
Og det skal evig ses i Himmerig,
At du i Sandhed er udødelig.

Lad deres Børn, som gav dig Banesaar,

Kun rejse højt paa Graven Æreminder,

Og glædes ved, at i tre Hundred Aar

Ej græd dig op af Graven fromme Kvinder!

Lad dem fortælle hyrdeløse Faar,

Med hyklet Salvelse, som skrevet staar:

Langt bedre, efter Engles Himmelsmag,

End Fødselens er Dødens mørke Dag !

Ej saa gjør Børnene af dem i Nord,
Som hulked, da de hørte: Lidher døde,
Og græd vemodig, selv ved Herrens Bord,
Naar de ham takkede for Sjæleføde,
Og sukked, naar de læste i hans Bog,
Som paa Guds Rige var saa barneklog,
At han dem syntes en Guds Engel fin,
Der sang ved Flerrens Grav og Jordelin.

1 68. Morten Luthers Dødsdag. cgc

Vi trodse Døden, som ham Verden gav,
Vi spotte Minderne, som den kan give,
Men prise ham, som kan, trods Død og Grav,
Og vil end holde „meget Folk i Live":
Den Abrahams og Morten Luthers Gud,
Hos hvem den herlige gik ind og ud,
I Aanden, som en Moses, født paa ny,
Hvis skjulte Hvilested er over Sky.

Til Jtdesangen fin og liflig sød,

Hvorfor Guds Engle række Luther Palmen,

Som gjennem kulsort "Sky en Sol frembrød,

Har Fædrene alt føjet Paaske- Salmen,

Og vi, som lytte til det Sangerkor,

Der svang i Sky med Aanden sig fra Jord,

Vi nynne paa en Pinse* Sang, hvori

Den Aand kan hvile, som gjør Sjælen fri.

Xaar Kirke-Snækken da paa Tone-Hav,
Med Aand og Ild, gaar Frelseren i Møde,
Lad Verden da kun synge ved vor Grav,
At, Gud ske Lov, vi er nu ogsaa døde!
Lad deres Børn, som pinte os ihjel,
Af Marmor bygge os et Gravkapel!
Vi smile, hvor os Krist beredte Sted,
Og hele Menigheden smiler med.

38*

cq5 låg. Sang ved nordisk Højtid.

169. [Sang ved nordisk Højtid.]

(i 3. Januar 1 846.)

[Særtryk med Titel som 1 Forf.'s bevarede originale Manuskript:
Sang ved de danske Studenters nordiske Højtid. 1846.]

Hvor er nu de gamle Dage,
Frodes, Frejs og Adelstens,
Straalende i Sang og Sage
Lige fuldt, skjønt ikke ens?
Svandt som Røg i Sky de hen.
Komme aldrig mer igjen?

Hvor er hine Dages Kilde,
Deres Hav og deres Sol,
Deres Morgenstjærner milde,
Hanerne, som for dem gol?
Fandt du dem, du fandt paa ny
Heltedagens Morgengry.

Heltehjemmets Himmel-Kjærte,

IS! ordens Aand er jo dit Navn,

Og er Nordens rige Hjærte

Ej din gamle Moderfavn?

Er vort Kvad, fra Bjærg og Dal,

Ej din Morgen-Hanes Gal!

Jo, hil sæl! Forældre bolde
Til de gamle Dages Glans!
Snart faar Valhal atter Skjolde,
Snart faar Balder Straalekrans ;
Bjarkemaal, som Hanegal,
Melder Dag i Odins Sal.

i -jo. Anden April. ^gy

Dybt i Dovre det gienlyder,
Som i Kjøl og Runemo,
Solen kjækt nu Skyen bryder,
Trindt i Nord Kjærminder gro,
Overalt har Guld i Mund
Heltetidens Morgenstund.

17 0. Anden April

[i danske Samfund.]

(1846.)

[Særtryk med Titel: »Anden April 1846. (Sang til danske Sam-
fund i Næstved). Kbhvn. Trykt hos J. D. Qvist." Jfr. Viser og
ige for Danske Samfund II, 1. (1847) S 46. Forf.'s Renskrift

er bevaret.]

Vi har et gammelt Fædreland
Ej uberømt paa Jorden;
Dets Rygte svang sig over Strand
Med Kæmperøst fra Norden;
Thi hvor man skued Goter staa
Med Angler og Normanner,
Man klarlig Nordens Løver saa'
I Skjold og under Banner.

Vi har et gammelt Modersmaal,

Af Hjærtensgrund oprundet,

Det klang i Sky ved Balders Baal

Med Sangen rosenmundet;

Det Vennebud fra Rolv og Skjold

Og Fredegod os bringer,

Det bærer Guld fra Old til Old

Paa Aandedrættets Vinger.

^gS J7°' Anden April.

Vi har en gammel Kongevej,
Som gaar til Verdens Ende,
Og Færdsel paa den fattes ej,
Mens vi har Ungersvende;
De ride tør paa den og gaa
Lukt over Havfru-Sale,
Og synge modig: Bølgen blaa
Har ogsaa Bjærg og Dale!

Vi har en gammel Stjærne mild
Paa Nordens Himmelbue,
Og hver Gang Hekla spruder Ild,
Den vorder klar til Skue;
Den varsler Bod for Banesaar
I Hytten og paa Borgen,
Den lover os et Gyldenaar,
Med Glæden efter Sorgen.

Ildsprudende oprandt saa brat
For os Skærtorsdags-Slaget,
Derefter i den tavse Nat,
Vor Stjærne blev opdaget;
Den tindrer nu saa mild og klar,
Som fordum Balders øje,
Og Lykken er til Løbet snar.
Som Lyset fra det høje.

Vi har en gammel Kjærlighed,

Som ruster ingenlunde,

Til Fædres Land, til Lys og Fred,

Til Bælter og til Sunde;

Den blusse op, den bryde ud,

I Daad, i Sang og Tale!

Da, som en Bejler til sin Brud,

Til os skal Lykken dale.

/yi. Stiftelsesdagen i Dronningens Asyl. ^gg

171. Stiftelsesdagen i Dronningens Asyl

den 7de Maj 1846.

[Særtryk med Titel som her. Forf.'s Renskrift er bevaret.]

Den fattig Fugl, han har det godt,
Paa Marken og i Skoven,
Fordi paa Himlens høje Slot
Han har en Ven for oven.

Han i sit Næb et lille Straa
Kun bære kan til Rede,
Men faar dog Hus til sine smaa,
Hist oppe og her nede.

Saa har det godt og her vi smaa,
For højt i Kongesale
Vi har en Ven, som tænker paa
De smaa, der knap kan tale.

Den danske Dronning mild og blid,
Livsalig overmaade,
Hun sørger for de smaa med Flid,
Hun huser os i Naade.

Den lille Fugl i grønne Lund
Sin Ven med Toner søde
Lovsynger højt i Morgenstund
Og saa i Aftenrøde.

Vi nynne kan endnu kun smaat,
Men Dronning Karoline,
Som for de smaa har Hjærte godt,
Vi alle dog velsigne.

(3QO 17 2 • Norges Kom titutj onsdag.

Og faar engang vi Fuglemund,
Med Tone god paa Tunge,
Om vores Ven x) i allen Stund
Som Fugle smaa vi sjunge.

17 2. Norges Konstitutjonsdag

den 17. Maj.

(1846.)

[Særtryk med Titel: „Sang i Anledning af Norges Konstitutjonsdag,
den 17. Maj.:' Trykt hos Jacobsen, [s. I. & a.] Forf.'s egenhæn-
dige Udkast er bevaret.]

.Nordens Maj med Skoven grøn,
Bølgerne fribaarne,
Fuglesangen klar- og skjøn
Mellem Klippetaarne !
Dig berømme skal hvert Aar
Baade Mænd og Kvinder:
Mageløs er Nordens Vaar,
Vintrens Overvinder!

Nordens Maj med Skjønheds Duft
Og med Kraftens Fylde!
Sangen fri som Fugl i Luft
Skal og her dig hylde,
Mindes glad din Højtidsdag,
Mens fra Norges Fjælde

') [Saal. Særtr. ; Hdskr. : Da om vor Ven.]

iy2. Norges Konstitutj onsdag. 6oi

Vajer Friheds Kongeflag,
Trodser Aar og Ælde!

Det er Sagn fra gammel Tid,

I de dybe Dale:

Olav bold og Olav blid,

I de høje Sale,

Han paa Klippeskrænt med Harm

Saa' en bunden Kæmpe,

Tog som Lyn ham under Arm,

Bar ham ned med Læmpe.

Det var Syn paa gammel Vis,
For Kong Haralds Øje:
Norges Gran med Norges Pris
Skød sig i det høje,
Bullen vel var rød som Blod,
Ondt i Nord man taaler,
Runden op af ædel Rod,
Toppen gik i Straaler.

Nordens Maj ! du løser brat
Vintrens Baand og Lænke,
Lærer os som Kattegat
Frit og højt at tænke;
Skal og snart med Fuglesang
Norges Gran omsvæve,
Og i Kronen ved dens Klang
Straaler kun skal bæve.

6o2 I7S' Fuglesangs- Kilden.

173. Fuglesangs-Kilden.

(28. Juni 1846.)

[Dette Digt til Dronningens Fødselsdag meddeles her efter Origi-
nalen, som er trykt i Berlingske Tidende 1846, Nr. 151, dér over-
skrevet 28. Juni.]

r uglesangs-Kilde !
Hvor ude, hvor inde,
Aarle og silde,
Hvor er du at finde?
Hvor sprudler i Skove
Du moderlig sød?
Hvor leger din Vove
I Blomsternes Skjød?

Snart i det høje

Og snart i det lave,

Tit i et Øje

Og tit i en Have,

Vel tiest i Lunden,

I Kvæld og i Gry,

Er søgt, men ej funden,

Du Kilde saa bly!

Dronning i Vænge
Ved Bælte og Sunde!
Dronning i Enge,
I Dannemænds Lunde!
Nu Fuglesangs-Kilde,
Saa dyb og saa klar,
Med Øjnene milde
Opdaget du har.

iJS- Fuglesangs-Kilden. 603

Ikkun til Munden,
Slet ikke til Haanden,
Kilden er funden
I Hjærte for Aanden,
Der sprudler i Skove
Den moderlig sød,
Og leger med Vove
I Blomsternes Skjød.

Fuglesangs-Kilde !

Saa leg da med Blommer,

Aarle og silde.

I Vinter og Sommer!

Udspring gjennem Lunde

I Høst og i Vaar

Af tusende Munde,

Som Bølgerne gaar!

Rul i det dunkle,
Og straal i det klare !
Øjnene funkle
Som Stjærner i Skare,
Og Roserne rødme
Ved Skjønheden din,
Som dufter med Sødme
Og kvæg-er som Vin.

Sønner du føde

Og Døtre i Vange,

Hvide og røde,

Som blomstrende Sange!

Lad alle dem danse,

Hvor Dronningen gaar,

5o i J74' Til Søster Marie Glahn.

Som Skjønhedens Kranse
Paa Ungdommens Haar!

174. Til Søster Marie Glahn.

(i 6. Juli 1846.)

[Dette hidtil utrykte Digt, skrevet Dagen efter Svogeren P. E.
Glahns Død (jfr. Nr. 175), meddeles her efter Grundtvigs som oven
for betegnede og daterede Renskrift. Af det bevarede egenhæn-
dige Udkast ere enkelte afvigende Læsemaader angivne i Noterne.]

xviin Søster! du græder,
Jeg græder med dig,
For Jorderigs Glæder
Bli'r alle til Lig;
De blomstre, de blegne,
De synke 1), de segne,
Med Døden i Kriaf!

i&

Saa græd kun, Veninde!
Græd Sorgerne ud!
Som Taarerne rinde,
Saa trøster os Gud;
Som Glæder forsvinde,
Skal Sorger udrinde
Paa Skaberens Bud.

Kun glem, mens du græder
For timeligt Savn,

') [Udkastet : De sjunge.]

IJ4- Til Søster Marie Glahn. 60;

Ej ham, som med Hæder
Bær Trøsterens Navn!
Glem aldrig i Vaanden,
At Kjærlighedsaanden
Os aabner sin Favn!

Til ham lad os ile
Med Taare paa Kind!
Der Glæderne smile,
Som blege sov ind;
Der møde i Skare
De milde og klare
Vort sorgfulde Sind.

Uskyldige Glæder,
Som her de kan bo
Paa yndige Steder
Med Kjærligheds Ro,
Som sjælden de findes,
For evig skal mindes
Af elskende to.

I delte dem længe,

De vexlede kun

Som Blomster i Enge,

Som Fugle i Lund;

Og barnlig hver Morgen

De leged med Sorgen,

Som Bølger i Sund.

Nu efter Dødsblundet
Den kjære i Dag
Dem atter har fundet
Med dobbelt Behag:

5o6 J74- J'M Søster Marie Glahn.

Saa rene, saa skære,
Som ej de kan være
I Jordklimpe-Lag 1).

Med Aar kommer Ælde

Til alle paa Jord,

Da Maanen maa kvælde,

Da Nøden er stor;

Men vel dem, som lide2)

Og mindes i Tide,

Hvor Frelseren bor!

Der kvælder ej Maane,
Der kjendes ej Nød,
Der Isser ej graane,
Der nævnes ej Død,
Til Glæderne Livet
For evig er givet
Med Kjærligheds Glød.

Og han være priset,
Som elsker os saa«
At Livs-Paradiset
Maa aabent os staa,
Naar, syge af Savnet,
I Saligheds-Navnet
Vi Glæden attraa!

Hans Aand tager Sæde
I troendes Bryst,
Hvor han er tilstede
Med Kjærligheds Røst;

') [Udkastet: Med Støvet i Lag.] -) [Udkastet: vide.]

77-/. Til Søster Marie Glahn. 5o7

Din Sorg farer heden,
Der lever med Freden
Kun Glæde og Trøst.

Saa raades paa Vaanden
Vidunderlig Bod,
Naar Kristne i Aanden
Faa Død under Fod,
Indtræde i Haven
Paa hin Side Graven,
Hvor Glæden har Rod,

Med Tro paa Guds Finger,

O, Søster saa kjær!

Dit Haab sprede Vinger

Til Paradisfærd!

Tør vi det kun vove,

Som Herren vi love,

Er Haven os nær.

Naar der vi har fundet
Alt hvad der var hans
Af Graven oprundet
I morgenrød Glans,
Da Taarer vi fælde
Kun blidt over Ælde
Og Dødningedans.

Thi snart i Guds Rige,
Hvor Sol ej gaar ned,
Hinanden vi sige
Med Jubel: Guds Fred!
Velkommen til Glæde
Hvor ej man kan græde!
For evig: Guds Fred!

5o8 27S- Pastor P. E. Glahns Begravelse.

Og selv i det fjærne,
Hos Taarernes Strand,
Ved Frelserens Stjærne.
Os fryde vi kan;
Guds Fred den os lover,
Staar tindrende over,
De levendes Land ! *)

175. Ved Pastor P. E. Glahns Begravelse

den 2 i de Juli i 846.

[Særtryk med Titel som oven for.]

INaar Herren kalder bort her fra

En Tjener træt til Hvile,

Guds Engle med Halleluja

Den salige tilsmile;

Ved Dag, ved Nat,

Det toner brat

Fra Jesu Kongesæde:

Kom, Tjener tro!

Gak ind til Ro

Og til din Herres Glæde!

Men her dog ved den frommes Grav

Det dybe Suk maa lyde,

Mens alle de, som Gud ham gav,

En Taarestrøm udgyde,

Var end ej stor

Hans Kreds paa Jord,

') [Slutningsverset fattes. i Udkastet.]

175. Ved Pastor P. E. Glahns Begravelse. 609

Den ømt var til ham bundet,

Og Savn har Suk,

Som Varme Dug,

For Faderen forsvundet.

Den stille Ven, vi savne her.

Hvis Støv til Jord vi stede,

Sin lille Kreds var han saa kjær,

Som Fred og hjemlig Glæde;

I Jesu Navn

Han tog i Favn

Sin Viv, sin Ven. sin Broder,

Sin Børneflok,

Hans Smil var nok,

Som Smilet af en Moder.

Hans Hjærte var for hver opladt,

Og Haanden for de arme,

Thi Kjærlighed var al hans Skat,

Han vilde sig forbarme,

Han fandt Behag

I Vennelag,

Hvor Glæden ret er rolig;

Med himmelsk Hu

Han fandt det nu

I Evighedens Bolig!

I, som har dybest følt hans Savn
Og salve ømt hans Minde,
Lad Taarerne i Jesu Navn
Som Himmelduggen rinde !
Den frommes Tro
Og milde Ro
vi 39

ftlO 176. Kristen Møller Wøldike.

Hos eder altid hvile,
Og Himlens Trøst
Ved Herrens Røst,
Igjennem Taaren smile!

Naar Herren kalder bort her fra

En Tjener træt til Hvile,

Guds Engle med Halleluja

Den salige tilsmile ;

Ved Dag, ved Nat

Det toner brat

Fra Jesu Kongesæde:

Kom, Tjener tro!

Gak ind til Ro,

Og til din Herres Glæde!

176. Kristen Møller Wøldike.

(1. April 1846.)

[Trykt i Salmeværket IV (1875), Nr- 299 (Jfr- v> s- 852). Kand.
theol. Wøldike f 27. Marts i Slotsbjærgby.]

De, som med Taarer saa,
Med Fuglesang skal høste,
Hvor milde Taarer staa,
Alt nu de Sjælen trøste;
Gud tæller Stjærner smaa,
De Taarer ligesaa.

iy6. Kristen Møller Wøldike. 6 1 1

Her Livets Lys fuld tit
Udslukkes brat saa fage;
Thi rinde Taarer stridt
I Nætter og i Dage;
Vi bo fra Strand til Strand
I Dødens Skyggeland.

Men, under Hjærtesuk,
Ved Sygeseng og Baare
Er dog som Himlens Dug
For os den milde Taare,
Trods Tungens Feberglød,
En Læskedrik fuld sød.

Vel dem, som fælde den
Ved Sygeseng og Kiste,
Saa Venner sove hen
Med Olien den sidste!
Af Taaresæden bold
De høste mange Fold.

Thi af hver Taare klar,
Hvormed en Sjæl bedugges,
Et Lys sit Udspring har,
Som ej med Tiden slukkes,
Et Lys fra Livets Land
Fuld klart paa Gravens Rand.

Du, som har Bod for Savn,

Som læger, hvor du saarer,

Giv os i Jesu Navn

En Strøm af disse Taarer:

Et Aftenrødes- Væld

Til Lys i Livets Kvæld!

39*

5 1 2 J77> Dronning-Besøget.

177. Dronning-Besøget

paa Bakkehuset 14. Avgust 1846.

[Dette hidtil utrykte Digt meddeles her efter Forfatterens egen-
hændige Haandskrift med Titel som oven for og stemmende med
den Dronning Karoline Amalie overrakte Original.]

Fuld tit, naar ved Dag og ved Nat,
Med Bogen opslagen og Øjet opladt,

Jeg sad i det blikstille Kammer
Og stirrede vist, som det Aanden mig gav,
Paa Danemarks Stjærne og Danemarks Hav,

Og brændte af kjærlige Flammer;
Da blev jeg vemodig, om Hjærtet saa trang,
Da tyktes mig Tiden saa øde, saa lang,

Jeg ønsked mig Ag e-Tor s Hammer.

Jeg sukked da mangen en Gang:

Hvem deler dit Syn, og hvem hører din Sang?

For hvem brænde Flammerne dine?
Hvem ænser dit Vink, og hvem nærer din Ild,
Hvem knæler med dig under Stjærnen saa mild,

Mens Efteraarsstormene hvine?
O se dog, hvor Hexen med Skygger og Skin
Al Verden fortryller, gjør døv og gjør blind,

O hør dog, hvor Troldene grine!

Da toned det sagte, men sødt:

Endnu er dog Danemarks Hjærte ej dødt,

Endnu hendes Øje kan tindre,
Endnu har hun Læber og Stemme til Sang
Om Bøg og om Blomst i den dejlige Vang,

Om Bølgen den blaa ikke mindre;
Endnu har til Skjalde hun Krans, spaa kun du,
At hun føder Sønner til Storværk endnu! —

Det skal ingen Trolde forhindre.

I7J. Dronning-Besøget. 5l3

Da drømte jeg liflig, jeg saa'

En Dronning saa dejlig bag Skjalden at staa,

Sig Gefioii selv aabenbare,
Se ud over Skjalden, hans Suk og hans Sang,
Se ud over Havet og Tidernes Gang

Med Soløjne milde og klare,
Da blev jeg om Hjærtet saa let og saa blød,
Og følte som Barnet paa Moderens Skjød,

Det har dog vist slet ingen Fare!

Al Drøm, selv paa Skjaldskabets Stol,
Med Tiden forsvinder som Duggen for Sol,

Og køligst paa Bjærget er Kvælden;
At Skjalden endnu under snehvide Haar
De himmelske Lyn baade skuer og saa'r,

Det sker vel paa Jord, dog kun sjælden ;
Men Ilden, som brænder med Liv og med Lyst,
Ved Jærtegn maa næres i Skjaldenes Bryst,

Skal ej den udslukkes af Ælden.

O, Tak for det Jærtegn i Gaar!

Det kvæger for ti og for hundrede Aar,

For Drøm, saa for Sagn gaar nu Synet,
Med Øjet af Støv jeg nu Dronningen saa'
Bag Skjaldskabets Stol i sin Dejlighed staa

Med Sollyset bedre end Lynet,
Hen ud over Skjalden, hans Suk og hans Sang,
Hen ud over Havet og Tidernes Gang-
Fløj Blikket fra Dronningebrynet!

Om Danemarks- Dronning en nu

Jeg drømmer ej mer. men jeg kommer i Hu,

Hun lever til Skjaldenes Glæde,
Hun virkelig stod, hvor jeg peger med Stav
Paa Danemarks Stjærne og Danemarks Hav,

Hvor Skjalden er lavest i Sæde,

5 1 4. 178. Iduns Guldæbler .

Saa' ud over Banen for Helt og for Trold.
Og smiled som Stjærnen, der tindrer for Skjold
Og spiller paa Frodes Guldkjæde.

Kom nu kun; I Alderdoms Aar,

Med klingrende Frost, mens det sner paa vort Haar

Vi kjøre med eder i Kane;
Thi Danemarks Dronning, som aldrig kan dø,
Mens Glæden har hjemme paa Bøgenes 0,

Hun svigter ej ældgammel Vane:
Naar Skjalden mon ældes, med Fjer og med Dun
Hun godt ham udstyrer i Hammen saa lun,

Hun skaber ham om til en Svane!

17 8. [Iduns Guldæbler.]

(1846.)

[Særtryk: »Idun med Guldæblerne til Danske Samfund i Sydsjæl-
land den 1 8de September 1846«. Jfr. Viser og Sange for Danske
Samfund, II, I (1847), S. 48. Saa vel Forf.'s Renskrift som det
noget afvigende egenhændige Udkast er bevaret.]

bang om Guld og grønne Skove,

Om et Gyldenaar!
Duk nu op af Danmarks Vove!

Ton i Kongens Gaard,
Om Guldæblerne de røde.
Om Guldæblerne de søde:
Liv og Lyst alt for de spæde.

Alderdommens Glæde !

Idun sad i gamle Dage,
Dejlig hvid og rød,

iyS. Iduns Guldæbler. 615

Med Guldæbler uden Mage

I sit Dronningskjød;
Modne faldt de ned fra Himlen,
Med dem leged Børnevrimlen.
Oldinger med dem paa Tunge

Anden Gang blev unge.

Stjaalet bort af Ishøj -Jætten

I en Vinternat,
Idun svandt fra Idas le f te u.

Med sin gyldne Skat;
Fugle da holdt op at sjunge
Alle Folk blev graa og tunge,
Selv de smaa paa Skjød og Skamle

Alt fik Lader gamle.

Dog igjen fra skumle Dale,

Med sin gyldne Skat,
Svang sig Idun som en Svale

I en Foraarsnat,
Sidder nu ved Øresundet,
Smiler yndig, rosenmundet.
Med Guldæblerne de røde,

Liflige og søde.

Se, hvor alle Skamler vælte !

Se en Gang, de smaa
Glemme brat at gjemme Bælte,

Glemme, hvor det laa;
Tæt de sig om Skjødet klynge,
De vil se og de vil synge.
Spørge alle englemilde:

Kan de ogsaa trille?

5 1 6 J79' Tidsaldrene.

I med Rynkerne i Pande,

Og med Haar som Sne!
Kommer hid fra alle Lande,

Om I nyt vil se:
Nyt og godt som grønne Skove,
Som den blaa, den blanke Vove,
Hvor kun nys var Is og Øde,
Mellem Stammer døde !

Triller nu, Guldæbler, triller

Dejlig for de smaa;
Spiller nu, Guldæbler, spiller

Smukt med Lokker graa;
Saa det runger over Norden,
Saa I nævnes rundt paa Jorden:
Liv og Lyst alt for de spæde,

Alderdommens Glæde!

179. [Tidsaldrene.]

(1846.)

[Hidtil utrykt; her efter Forfatterens udaterede Haandskrift uden

Overskrift.]

Uldtid er en Herre stor
Sol og Maanes Broder,
Men har dog, som Age-Tor,
Jorden til sin Moder,
Tér sig efter Sole- Art:
Synker dybt, men stiger klart,
Ender med en Himmelfart
Og en Hjærte-Smeltning.

ijg. Tidsaldrene. 6 1 7

Middelalderen er en Brud,
Jordens Legesøster,
Færdes som en Skjoldmø prud,
Følger sine Lyster;
Gyldensmykket rødt hun bær,
Og som Freja, fjærn og nær,
Leder om sin Hjærtenskjær,
Græder gyldne Taarer.

Ny aar stiden, Havets Søn,
Vil, som Gudhjems Værge,
Svinge sig i Lys og Løn
Over Himmelbjærge,
Raade over Gyngebro,
Mener alt i Børnesko,
Han kan høre Græsset gro,
Se til Verdens Ende.

Til en Hejmdal fødtes han

Ved Colombos Side

Med den gyldne Huggetand,

Vil slet ikke lide

At tiltales som en Dreng,

Der gjør ondt og godt i Flæng,

Rider Kjæp og Kjøl i Spræng,

Favner Sky og Skammel.

Spæget med de døde Sprog,
Han som Døden hader,
Gamle Mimer haaber dog,
Som hans Fosterfader,
Med sit klare Kildevand
Gj allerhornets Ejermand
At indgyde sund Forstand
Paa Halvgude-Livet.

6 1 8 180. Fuglesangen.

Det ham lykkes nok i Nord.
Selv er han af Arten,
Saa den unge Herre tror
Smukt paa Himmelfarten,
Skyer Troldes Hurlumhej,
Sprænger gamle Guldtop ej,
Rider ad den rette Vej
Op paa Himmelbjærget.

180. [Fuglesangen.]

(1846.)

[Hidtil utrykt; her efter Forf.'s Renskrift uden Overskrift eller

Angivelse af Tid.]

Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre
Fuglesang, som Hjærtet kunde røre,

I de dybe Dale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Der sang en Fugl, en lille Fugl paa Kviste,
Hvad den hed, nok aldrig nogen vidste

Paa den høje Skole,

Mellem Lærestole,
Hvor der Straaler gaa fra Kundskabs Sole.

Den sang saa lavt, som Aande-Harpen spiller,
Sagte, sødt, den slog slet ingen Triller

I de grønne Sale,

Som de Nattergale,
Der med Toner trylle kan og prale.

i8o. Fuglesangen. 5 IQ

Det gik til Hjærte mig saa dybt i Lunden,
Forst og sidst, til sval blev Aftenstunden

I de dunkle Sale,

hvor kun Nattergale
Sjunge for de Fugle smaa i Dvale.

Den Sommerdag den er nu længst forgangen,
Aldrig mer jeg hørte Fuglesangen

I de -dybe Dale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Men hver en Gang jeg sidder ene hjemme
Længselsfuld, og tænker paa den Stemme,

Hjærtet sødt bevæges,

Sindet vederkvæges.
Alle Saar, som blødte nys, de læges.

Da kan jeg gjennem Nøglehullet kige
Sjæleglad ind i et Himmerige,

Hvor alt, hvad mig huer,

Jeg forklaret skuer,
Ser ej Spor af alt, for hvad jeg gruer.

O, var jeg der og med forklaret Øre,
Bedre Sang jeg skulde sikkert høre:

Toner mere søde

End de dybe løde,
Der med Sommerdagen sank og døde!

Men gid dog aldrig mellem skarpe Vinde
Sommerdagen skjøn mig gaa af Minde!

Da med dette Øre

Sang jeg fik at høre,
Som til Bunds mig Hjærtet kunde røre!

52 o 181. Himlens Nattergale,

181. [Himlens Nattergale.]

(1846.)

[Hidtil utrykt; her efter Forf.'s egenhændige Udkast uden Over-
skrift eller Tidsangivelse.]

jeg gik mig ud en Sommerdag at høre
Fuglesang, som Hjærtet kunde røre,

I de dybe Dale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Hvor Fugle bo i grønne Bøgesale,
Sang i Gry og Sang i Aftensvale

Liflig, fin at høre,

Tryllede mit øre,
Kunde dog i mig ej Hjærtet røre.

Jeg gik mig ind en Vinterdag at høre
Kirkesang, som Hjærtet kunde røre,

I de dybe Dale,

Hvor i Aftensvale
Engle vinke, som de vilde tale.

Med Orgelklang der stødtes i Basuner,
Koret sang i Takten efter Runer;

Mig med Kinder blege

Ingen Tone-Lege
Kunde i mit Hjærtes Grund bevæge.

Jeg laa paa Knæ, hvor Herrens Røst gjenlyder:
Tavshed dyb en bønlig Stemme bryder,

Stiger op og troner,

Kirken gjennemtoner,
Hilser Mand af Muld fra sin Forsoner.

1S2. Penneprøve. 521

Fra Natten, da han er forraadt, og bryder
Livets Brød, til Dødens Folk det lyder:
Tager, som det bydes,
Legem mit, som brydes,
Og mit Blod, som jer til Gavn udgydes!

Da fik jeg i mit stille Sind at høre
Fuglesang, som Hjærtet kunde røre:

I de dybe Dale

Himlens Nattergale
Slog i Kor, som Engle smaa, der tale.

18 2. [Penneprøve.]

(1846.)

[Trykt som Faksimile i Levins „Album af nulevende danske Mænds
og Kvinders Haandskrifter" . Kbhvn. 1 846, S. 32. Det kan be-
mærkes, at adskillige af Samlingens Avtografer har vakt Grundtvigs
satiriske Lune og fremkaldt en Række korte utrykte Epigrammer
fra hans Haand. Nogle af disse findes som Tilskrifter i hans
Exemplar af Albumet, medens en Snes andre ere bevarede paa et
løst Papir uden Overskrift eller Henførelse til de paagjældende
Nummere i Samlingen. Som Prøver anføres her nogle faa:

[ad Nr. 43:] „Ja, sandt var det, saa kort og klar
Man ønske maa hver Lapidar."

[ad Nr. 71 :] „Ja, intet kan Opofrelsen forsøde,

Naar man opofrer Livet for det døde."

[ad Nr. 72:] „Det er jo meget godt, hvad du har understreget,
Men — understreg dig ikke selv for meget!"

[ad Nr. 77:] „Jo tommere, des sikrere for Tab;
Men intet er en fattig Egenskab.

[ad Nr. 79:] „Retfærdighed i AWza^-Tankegangen

Har Retten udad, men har indad Vrangen."

52 2 182. Penneprøve.

[ad Xr. 80:] ,Ja, i de lærde Skoler, ser jeg uden Briller,
Der er tilstrækkeligt af Pulver og af Piller."

[ad Nr. 81 :] „I gode Dannemænd og Dannekvinder!

Her har I Vand, men har I selv Kjærminder r

[ad Nr. 88:1 „Om ikke meget skjønt jeg Verset -fandt,
Det var dog godt, naar det var sandt."]

Mange paa Haand har Fingre fem,
Gjør dog ej alle ét med dem:
En har Fingre til Skovl og Greb,
En til Silke, og en til Reb,
Somme kun Fingre har til Pen,
Daarlige nok endda til den!
Agt da, Læser! i hvo du est,
Hvad under Fingrene flyder bedst,
Og er det andet end Tyveri,
Øv dine Fingre med Flid deri!
Heller en Mester fin ved Plov
End paa det fineste Fusker grov;
Bedre er hemmeligt Greb paa Gavn
End kun for Luftspring Ry og Navn,
Bedre en brugelig Pølsepind
End allerkunstigst Pung til Vind.

Disse Fingre, med Fjer som Greb,
Skjævt sædvanlig og kluntet skrev,
Blev dog gamle ved Bog og Pen,
Skriver, saa det kan læses end.
Skade ej gjør lidt Hovedbrud,
Kommer deraf kun noget ud; —
Hvad der kom ud af Pennen nu,
Er du min Læser, véd og du.

i8j. Den danske Kæmpevise. 62 3

183. [Den danske Kæmpevise.]

(1847O

[Med Overskrift „Den danske Ungdom venligst tilegnet", trykt foran

i Danske Kæmpeviser til Skolebrug udvalgte og tillæmpede af

Nik. Fred. Sev. Grundtvig. Kbhvn. 1847.]

Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre
Fuglesang, som Hjærtet kunde røre,

I de dybe Dale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Der sad en lille Fugl i Bøgelunden,
Sødt den sang i Sommer-Aftenstunden,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Den sang saa sødt om dejligst Vang og Vænge,
Hvor Kjærminder gro, som Græs i Enge,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Den sang og sødt om Bølger blaa og hvide,
Under 0, hvor danske Snækker skride,

Mellem grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Den sang om alt, hvad det er Lyst at høre,
Allerhelst hvad Hjærtet dybt kan røre,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

^24 i8S- Den da?iske Kæmpevise.

Den sang om Ælve smaa, og arge Trolde,
Først og sidst om Riddersmænd de bolde,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Den sang om Runeslag, som Hjærtet binder,
Først og sidst om ægte Dannekvinder,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Den sang om Havmænd og Stif mødre stride,
Allerhelst dog om de Møer blide,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Den sang om Bjørne, grumme Dyr og vilde,
Sejer vandt dog stolte Mø'r og snilde,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Den sang om Harper og om Stemmer søde,
Alt at ligne bedst ved Guld det røde.

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Den sang, som ingen andre Fugle sjunge,
Leged liflig med min Moders Tunge,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

i8j. Den danske Kæmpevise. 62 S

Den sang som talt ud af mit eget Hjærte,
Toner gav den al min Fryd og Smerte,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Da nynned jeg saa smaat i Aftenstunden:
Flyv, Guldtop! flyv rundt i Bøgelunden,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale!

Skjøn Frejas Fugl i dejligst Vang og Vænge
Højt som Bøg, og lavt som Blomst i Enge,

Stige du og dale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale!

O, flyv fra Øresund til Danevirke !
Syng til Dans, til Skole og til Kirke,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale!

Paa Folkets Moder srnaal, med Danmarks Tunge
Syng, som ingen andre Fugle sjunge,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale !

Da mærke alle, som har Mødre kjære,
Der er godt i Danemark at være,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale!

VI- 40

526 J&4- Nornegjæst.

Da blommes Eng, da løves alle Kviste,
Det faar Røst, som før af Sang ej vidste,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Da vendes om igjen alt det forgjorte,
Op da springe alle Gladhjems Porte,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Da gløder alt, hvad Solen har bestraalet,
Som det røde Guld paa Modersmaalet,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Paa Bølgen blaa da alle Øren høre
Fuglesang, som Hjærterne kan røre,

I de dybe Dale,

Mellem Nattergale
Og de andre Fugle smaa, som tale.

18 4. Nornegjæst.

(Januar 1847.)

[Trykt foran i Grundtvigs „Nordens historiske Minder. Tale ved
Nordisk Højtid1', Kbhvn. 1847. Forf's egenhændige Udkast er

bevaret.]

The night wax'd old, not dreaming of such things.

Drayton.

1 8 4' Nornegjæst. 627

Der gynged en Vugge i Øresund,
Som Snækken i Vandene smulle,
Der sad skjøn Havfru en Aftenstund
Og sang for sin Søn Visselulle.
Der er Meninger to om en Tale!

Der brændte i Stager af Muslingskal
De Vættelys favre at skue;
Dog tindrede bedre foruden Tal
De Stjærner paa Himmelens Bue.

Og Nornerne dansed om Vuggen rundt,
Fuld snart havde stakket Dans Ende,
De sang til Barnet: Døj godt og ondt,
Saa længe som disse Lys brænde!

Et Vættelys slukked den Havfru skjøn,
Hun tænkte: nu løst er den Gaade!
Hun sang over Vuggen : sov sødt, min Søn !
Dit Livslys du selv monne raade.

Men Nornerne sang, da de svæved bort:
Skjøn Havfru, som danser paa Vove!
Din Omhu er smaalig, dit Vid for kort,
Fuld længe din Søn maa nu sove.

Fra Syden til Nord og fra Øst til Vest
Gik Solen mangfoldige Gange,
Og aldrig forældet blev Nornegjæst,
Kun gammel som Hedenolds Sange.

Han fyldte med Ære sit Tusendaar
Alt som Fugl Fønix i Norden,
Slog Harpen endnu i Kong Olavs Gaard
Om Asers Guldalder paa Jorden.

40*

528 J$4' N orne gj test.

Men der hos Kong Trygges den gjæve Søn
Han selv sin Ligfakkel antændte,
Det Vættelys blegt han bar i Løn,
Indslumred, alt som det udbrændte.

Til Stranden er rundet fuld meget Vand,
Mens Nornegjæst sov under Jorden,
Alt Storværk hensmulred for Tidens Tand,
Guldharpen forstummed *) i Norden.

Men Nornerne mæled en Morgenstund
Ved Graven: se, Stjærnerné dale,
Vaagn op, Syvsover, af lange Blund !
Bevis, at din Død var kun Dvale !

Vaagn op, du Syvsover, i Morgengry,
Lær selv dig ved Solen at kjende,
Og gjør dit bedste i Nord paa ny,
Saa længe som disse Lys brænde!

Det spørges i Norden nu Aar for Aar,
Det spurgtes ved Sundet alt længe:
Den Harpe, som brast i Kong Olavs Gaard
Nu klinger med nyfødte Strænge.

Der ymtes nu atter om Havfrudans
I Nord baade oppe og nede:
Man atter saa' Glimtet af Oldtids Glans,
Hvor Gråne bar Guld over Hede.

Skjøn Havfru nu svømmer fra 0 til 0,
Stakaandet og gammel af Dage,

') [Saalede^ Grundtrykket; Udkastet: Og Nornegjæst glemtes.]

/Sj. -Nomegjæst. . 52Q

Alens Bølgerne bruse, hun kan ej dø,
Om Livet end vorder til Plage.

Hun synger med Suk, men det har den Klang
Som Nattergals-Triller i Skoven,
Saa atter man hører en Havfrusang,
Hensmeltende *) tæt over Voven.

Skjøn Havfru hun synger: min Søn, min Søn!
Jeg skimter dit Guld i det dunkle,
Jeg hører Guldharpen, du slaar i Løn,
Saa Øjnene mine de funkle.

Jeg føler din Aande, jeg véd det vist,
Usynlig du tæt mig omsvæver,
Men, til jeg dig ser, som jeg saa' dig sidst,
Dog sukker mit Hjærte og bæver.

Ak, hvor er dit Aasyn, og hvor er din Røst?
Hvor er dine Hænder og Arme?
Det lufter saa koldt om mit Moderbryst,
Paa Skygger det spilder sin Varme.

O, hvem har end Øre for Havfrusang

Og Øje for Nordens Guldalder!

Og hvem kjender Brage paa Harpens Klang,

Og hvem har end Taarer for Balder!

I give mig alle til sammen lagt

En Gave til Bod for den arme,

Et Blik og en Taare, en Lyd, en Takt,

Et Haandtryk med Liv og med Varme!

*) [Saal. Grundtr. ; Udle.: Hensusende.]

5 3 o 185. Nordisk Højtid.

Da Skikkelse vinder min Søn paa ny,
Al Norden for Konning ham kjender,
Han lever, saa lyder det1), højt i Sky,
Saa længe som disse Lys brænder.

Skjøn Havfru, vi række dig kjærlig Haand,
Det skal ingen Jætte forhindre,
Imellem os vandre vort Nordens Aand,
Saa længe som Stjærnerne tindre!

Paa Fjæld og i Dale, i Mark og Skov,
Og rundt paa de rullende Bølger,
Med Guldharpens Toner og Kæmpernes Lov,
Til Gladhjem os trolig han følger.
Der er Meninger to om en Tale!

185. Nordisk Højtid,

den 1 3. Januar 1 847.

[Særtryk med Titel som oven for.]

Velkommen fra de døde!
Du gamle Nornegjæst,
Som nys i Morgenrøde
Stod op til Folkefest!
Du vandred vidt paa Jorden,
Fortæl os hvad du saa'!
Og aabenbar os Norden,
Saa vi os selv forstaa!

J) [Saal. Grundtr. ; Udk.: som Hejmdal.]

iSj. Nordisk Højtid. ()^l

Du havde jo din Vugge

I Danmarks grønne Lund,

Da Tor med sine Bukke

For over Øresund,

Da Odin paa sin Ganger

Red over Østersø,

Da Hjarne Frodesanger

Blev kronet under 0. *

Du kjendte dem jo alle,
Som straalet har i Nord,
Med Helte og med Skjalde
Du skifted Gammensord,
Du véd og, hvad det voldte,
At Nordens Helteold,
Som Sverigs Karl den tolvte,
Blev skudt i aabent Skjold.

Tag Bladet da fra Munden i
Iskjænk os Vinen klar!
Tag op fra Harpebunden
Det Lys, du længe bar!
Tænd det, saa hvad du siger
Vi paa din Mund kan se,
Og se, at Nordens Riger
Var immer et i tre!

I Upsal og i Lejre
Og saa i Nidaros,
Skal over Døden sejre,
Med Nordens Aand, dia Ros,
Og hvor du laa begravet
lingang paa Aanders Vis:
Fra Island over Havet
Gjenlyde skal din Pris!

6?2 1 8 6. Den danske Kongedatter.

186. Den danske Kongedatter.

(1847.)

[Med Overskrift som her trykt i „Berl. Tid." 1847, Nr.49. Forf.'s
egenhændige Udkast er bevaret.]

Dannemænd! Brødre! hvad er der paa Færde?
Hvis er den dybe den klagende Lyd?
Er det en Datter af Kristjan den fjerde,
Som græder Blod over Tidens Udyd,
Som, medens Fjenderne tyskes og larme,
Fattes i Danemark Husly og Varme,
Delte nu snart i to Hundrede Aar
Almisselemmernes Kaar?

Var det i Sorø, hun havde sin Bolig?
Fostredes der ved den yndige Sø,
Ædlinge-Skarer, i Lunden saa rolig,
Til for vort Danmark at leve og dø?
Dreves Prinsessen derfra uden Naade?
O, hvilken Skam! hvilken Gru! hvilken Gaade!
Alt blev da Hjærtet i Dannemænds Bryst
Vildøvt for Kjærligheds Røst?

Nej, men forblindet, forgjort og fortryllet,
Det blev vort Øje og Hjærtet i Bryst.
Øjet i glimrende Skyer indhyllet,
Hjærtet forført af Sirenernes Røst,
Saa kun forgjæves om Nætter og Dage
Lød over Marken den yndiges Klage;
Græd hun i Sorø og sukke d ved Sit,
Døve og blinde var vi.

Thi den Prinsesse, som tigger og græder,
Hun er en Datter af gamle Kong Dan,

i86. Den danske Kongedatter.

63.

Borge hun ej ed og gyldne Højsæder
Rundt om i Bøgenes Fæderneland,
Knejste saa favert som Snækken paa Vove,
Sang alle Dage som Fuglen i Skove,
Legte paa Skjødet med alle de smaa,
Lærte dem Dansk at forstaa.

Lavt var dog immer i Syden vort Gærde,
Dannemænds Hjærte de fremmede stjal,
Næppe nok selv under Kristjan den fjerde
Ejed Prinsessen en Højeloftssal,
For hendes Ære dog, som Holger Danske,
Kristian kasted til Burmand sin Handske,
Skjøded Prinsessen med kongeligt Ord
Klosterpaladset i Sor.

Hartad forgjæves gik derom i Rette
Danskheden snart i to Hundrede Aar,
Vandt vel sin Sag under Kristjan den sjette,
Delte dog med hans Forordninger Kaar,
Gaar nu og tigger, og møder kun Latter,
Naar hun sig kalder en Konningedatter.
Saa fabelagtig er hun med Kong Dan
Midt i sit Fæderneland.

Dannemænd! Brødre! hun er dog vor Søster,
Søster til Kongen og hele hans Folk;
Skal hun paa Marken da fattes en Trøster?
Skal hun for Tronen behøve en Tolk?
Skal hun, bespottet paa Kjærligheds-Stien,
Drives af Landet og druknes i Slien,
Eller skal hun paa Kong Kristians Ord
Ædlinger fostre i Sor?

634 i8y. Danskheden i Sorø.

Før end I Danskheden dømme til Døde,
Ser dog en Gang paa den Liliekind,
Som har end Mærker af Roserne røde,
Bære og Vidne om blideste Sind !
Hører dog først paa den dejlige Stemme,
I hvilken Sanghimmel Sukket har hjemme!
Lad hende leve, den Datter af Dan!

Frydes paa ny ved sit Fæderneland!

187. Danskheden og Sorø.

(1847.)

[Med Overskrift som her trykt i ..Berl. Tid." 1847, Nr. 70, til Svar
paa et Digt i samme Blads Nr. 64, med Titel: „Grundtvig og den
danske Kongedatter", undertegnet „Esbern Snare", (o: O. Bang.).
I Forf.'s bevarede Udkast findes foran for sidste Strofe følgende
utrykte :

O, saa indskrumpet er Skjaldenes Hjærte

Dog mellem Danmarks Havfruer ej end,

At med en Fjer det kan dulme sin Smerte,

At det kan rummes i Pose af Pen,

At det ej mer efter Folkesang higer,

Som efter Kys af de rødmende Piger,

Ja, efter Livet i Danskernes Bryst,

Livet i Danemarks Røst!]

Hvad er paa Færde? vil Skyggerne svare,
Naar til de levende tales omsonst?
Spøger end Skyggen af Æsbern Snare,
Fusker i Mørke paa Skjaldenes Kunst?
Hvor er Guld vægten for Tanke og Tale?
Mon paa de Borge, og mon i de Dale,
Som er for høje, for dybe for mig,
Skygge! kun aabne for dig?

l8j. Danskheden i Sorø. 6 3 S

Ord har jeg vejet, hvor Aander holdt Vægten,
Alt slog jeg Harpen i Aarsnese to,
Lys har jeg set over Menneskeslægten,
Set, hvor i Løndom Livstræerne gro;
Og, saa' jeg Gaader, jeg ikke kan gætte,
Hvor er den Hedrik, mig viste til rette?
Hvem kan udgrunde, om Danskhedens Spor
Vise til Hel eller Sor?

Maa det ej høres? maa ej jeg beklage
Danskhedens, Konningedatterens Kaar
Alt siden Axels og Valdemars Dage,
Nu i samfulde sex Hundrede Aar,
Da knap i Løn hun fik Lov til at sjunge,
Da uden Blusel man bandt hendes Tunge,
Sværger i Danemarks Skoler end paa,
Hun er udannelig raa?

Hvad har paa Jorden vel klarere straalet,
Hvad finder dybere Gjenlyd i Bryst,
End, at for Mennesket Tungen er Maalet,
Tungen og gaar med sit Liv i sin Røst?
O, har dens Venner da intet at frygte,
Naar paa Papiret kun staar deres Rygte,
Staar: deres Modersmaal havde engang
Folkerøst, Fylde og Klang!

Var det for meget, om Dannemænds Tunge
Havde en Plet i sit Fæderneland,
Hvor den paa Dansk maatte tale og sjunge,
Folket til bedste, som Folk har Forstand,
Uden at regne, hvad Cicero skriver,
Og hvilken Dybde der er i Dativer,
Og hvad i Wien. i Rom og Paris
Man kalder Galt eller Gris?

626 i8j. Danskheden i Sorø.

Hvad kan vi lære af fremmedes Tunge,
Naar ej vor egen vi har i vor Magt !
Hvad kan det nytte, vi taler og sjunger,
Naar ej paa Ordet vort Folk giver Agt !
Naar Folketungen er bunden til Haanden,
Naar Folkeøret er stildøvt for Aanden,
Naar ingen Dannemand agtes for klog,
Før han foragter sit Sprog !

Er det en Brøde, at bold jeg har vovet
Høsttid at haabe paa Marken i Nord?
Er det en Skam, at hvad længe var lovet,
Som himmelfaldet jeg venter i Sor :
Danskhedens Fristed og Lysplet i Landet.
Hvor man er fri for at tale om andet,
End hvad paa Dansk der kan finde sit Ord,
Finde hos Danske sin Jord!

Er det en Skam, at jeg ønsker det bedste,
Ønsker, at Danskhed maa aldrig uddø,
Ønsker, at Tiden mit Haab maa stadfæste,
Skoven, vi savne, opelskes af Frø,
Dannemænd lære at skatte sit eget,
Som er des bedre, om ej det er meget,
Dannemænd lære dem selv at forstaa,
Heller end selv sig forsmaa!

Er det saa dumt, at hvad Axel har grundet,
Han, som blev Danemarks Frelser i Nød,
Og hvad Kong Kristjan den fjerde har fundet,
Laa ham paa Hjærte i Liv og i Død,
Hvor Ludvig Holberg udsatte paa Rente,
Alt, hvad med Danskhedens Midler han tjente,
At det omsider, opblomstrende smukt,
Bærer for Danskheden Frugt!

1 88. Til Danemarks Dronning. 6^7

18 8. Til Danmarks Dronning

28de Juni 1 847.

[Trykt i „Ude og Hjemme" (1881), Nr. 181. Den her benyttede
Overskrift er hentet fra Originalen. Forf.'s i Hdskr. bevarede Ud-
kast viser en Del mindre Afvigelser.]

Koser og Liljer og Skovene grønne!

Spejlklare Hav og guldbræmmede Sky!

I fattes alle det varige skjønne,

Som ikke falmer i Næ og i Ny,

Ej, med Guldlokkerne, Blomsten og Løvet,

Hærges af Stormen og synker i Støvet.

Har da alene det stygge og strænge
Sandhed og Styrke i Arv til sin Part?
Er alt det skjønne, som Blomsten i Enge,
Skin kun og Glimmer af Skyggernes Art?
Er da det vrange i Grunden det rette?
Skal for det bedste man regne det slette?

Nej, hvad ej Rosen paa Kind og i Kransen,

Hvad hverken Sky eller Skovene véd :

Ordet for *) Skjønhedens Moder med Glansen, 2)

Det er den lifligste Hemmelighed;

Evig er hun, vil for evig med Varme

Dejlighed fin som sin Datter omarme.

Skjønhedens Moder paa Dronningestolen,
Som sidder alle de himmelske næst,
Kaldes af Aander vel Søster til Solen,
Nævnes paa Jord dog som Kjærlighed bedst;

l) [Saal. „Ude og Hjemme"; Orig.: Ordet er.] •) [Udkastet
Skjønhedens Moder, som raader for Glansen.]

6^8 i8g. Velkomst til Noraens Natur granskere.

Thi hvor hun findes, maa Skjønheden fødes,
Kun hvor hun fattes, kan Skjønheden dødes.

Her kan vel Kjærlighed ikke udfolde
Skjønheden ægte i hele sin Glans,
Dertil er her alle Egne for kolde,
Aand fattes her og sin klareste Sans;
Men overalt dog, hvor Kjærlighed lufter,
Dejlighed spirer, og Yndighed dufter.

Danemarks Dronning paa Kristians-Borgen!

Født er da du med livsalige Kaar:

Kun til at smulre og henvejre Sorgen

Rinde for dig baade Dage og Aar;

Thi hvor du smiler, med Himlen fortrolig,

Der har og Kjærlighed fæstet sin Bolig.

Roser og Liljer og Skovene grønne!
Spejlklare Hav og guldbræmmede Sky!
Maa da hos eder end falme det skjønne,
Idelig dø, for at fødes paa ny:
Skjønheden selv dog i Kjærligheds Arme
Røber med Glans, hvad sig skjuler i Varme.

189. [Velkomst til Nordens Naturgranskere.]

(Den i 4de Juli 1 847.)

[Særtrykket „I Roskilde den 14de Juli 1847", fra Festen for det
nordiske Naturforskermøde. Jfr. „Fædrelandet" Nr. 164. Forhand-
linger ved de skand. Naturforskeres 5te Møde, Kbhvn. 1849, S. 976.]

Det lille Folk, som kalder sig de Danske,
Er ej berømt ved Elben eller Rhin

iSg. Velkomst til Nozdens Naturgranskere. 63Q

For dybt at kige eller dybt at granske
I nogen Verdens Ting undtagen Vin;
Velkommen skal os dog hver Gransker være,
Som under Dansk sit Liv og Vin sin Ære,
Som, hvad han tæller, maaler eller vejer,
Dog ønsker Aanden Sejer;

Han gaa med Lynets, gaa med Sneglens Fart,
vSaa er den Gransker dog af nordisk Art.

De spinkle Skud, som danne Vinens Ranker

Og trives kun i Solens Øjesyn,

Vel synes fremmede for dybe Tanker

Og tætte Rynker mellem Øjenbryn;

Men fremmed dog for Livet og for Kraften

Var aldrig, hvor den sprudled, Druesaften,

Og, at til Granskning Evne kun er givet

Med Kraften og med Livet,

Det, finder danske Folk, er soleklart

Por hver en Gransker-Sjæl af nordisk Art.

Det Folkefærd, som Norden kalder Skjalde,
Med Danmark sluttet har en gammel Pagt,
Vi tage Tankerne, som de kan falde,
Maa tage Vinen, som den vorder bragt,
Med begge Dele, som er intet Under,
Det falder da lidt tyndt imellem Stunder;
Men altid muntert dog i Bøgens Egne
Paa gamle Danmarks Vegne
Velkommen byder Fuglemaalet klart
Alt, hvad der er af ægte nordisk Art.

Velkommen da, hver Gransker fra vort Norden,
Hvor dybt som Havet er det stille Sind,
Udvider sig med Himlen og med Jorden,
Paa Sletten her, som hist paa Fjældets Tind!

64O i go. Ved Ingemanns Sølvbryllup.

I ogsaa vel udgransker efterhaanden,

Hvor nær i Slægt med Livet og med Aanden

Er Daners Mark og Skjaldes Røst og Vinen,

Selv naar den gror ved Rhinen!

Derpaa vi tømme vil nu med en Fart

Et Velkomstbæger dybt af nordisk Art!

190. [Ved Ingemanns Sølvbryllup.]

(30te Juli 1847.)"

[Særtryk »Ved Bernhard Ingemanns og Lucie Mandix's Sølvbryllup
30te Juli 1847." Forf.'s Haandskrift er bevaret.]

Ved den blanke Sø i Bøgeskygge
Dejlig er den sommerlange Dag,
Løber let med Munterhed og Hygge,
Fugle-Sving i Sky og Harpeslag,
Men der er dog ej paa hele Jorden
Nogen Plet med Sorølundens Kaar,
Thi paa denne Bøgeholm i Norden
Varer Dagen femogtyve Aar.

Ja, saa længe vared Sommerdagen,
Med Guldregnen og med Rosen-Flor,
Liflig toned Nattergale-Klagen
Med en Morgenlærke-Sang i Kor,
Smelted under Hyrdefløjten sammen,
Hvor i Skygge og i Sommer-Glans
Bernhard og Lucie sad med Gammen,
Bandt hver Morgen sig en Brudekrans.

igo. Ved Ingemanns Sølvbryllup. 64 1

Hil da eder: Skjald med din Hyrdinde,
Som sad her den lange Sommerdag
I Løvsalen under Bøg og Linde,
Mellem Fuglesang og Harpeslag.
Og saa med al Dejlighed for Øje,
Og med Øje for al Dejlighed,
Som fra Dybet, og som fra det høje,
Til os stiger op og daler ned!

Sommer-Kvælden nu paa Sløret væver,

Tæt besaa't med gyldne Stjærner smaa,

Lærken stille om sin Rede svæver,

Lader Nattergalen ene slaa;

Men, som i en dejlig Sommer-Aften

Sangens Toner over stille Sø,

Let hensvævende sig hviler Kraften

Her paa Nordens mageløse 0.

Sommer-Kvæld med Nattergale-Klagen,
Med Dagrødmen under Slør i Nord !
Lign kun du i Længde Sommerdagen!
Lign i Yndighed det stille Sor!
Brudekrans af immerfriske Blommer !
Duft om hvide som om gule Haar!
Mageløs som Bøgeholmens Sommer,
Duft nu sødt i femogtyve Aar!

VI. 4 1

64 2 igi. Den kongelige Fødselsdag.

191. Den kongelige Fødselsdag.

(18. September 1847.)

[Med Titel som her trykt i „Berl. Tid." 1847, Nr. 218. Tillæg.
Forf.'s noget afvigende Udkast er bevaret.]

Lad som Korn opvoxe Knægte,
Der kan frisk — - — — — —
— — om Danebod end tale,
Naar hun er i Dvale!

Danebods- Visen.

..(lak til Kongen af Danemark!
Han løser dig af din Kvide. "
Saa over Norden vidt og bredt
Det toned fra Arildstide.
Men nu ligger Danebod udi Dvale!

Bolden slog jeg i Danemark,
Og mærked paa Bondens Tale:
Gak til Kongen, inaar du kan,
Til Hoved og ej til Hale!
Men nu ligger Danebod udi Dvale!

Bondevennen, som Krone bar
I alle min Manddoms Dage,
,.God at snakke og tale med",
Han dæmped saa mangen Klage.
Men dog ligger Danebod udi Dvale!

Hjærte havde Kong Frederik
For alle de smaa, som græde,
Øre havde den Folkeven
For alle, som var tilstede.
Men dybt ligger Danebod udi Dvale.

igi. Den kongelige Fødselsdag. 643

Øre har nu paa Marken faa
For det, som er lagt i Dvale,
Færre for dem fra Gudehjem,
Som sees ej, skjønt de tale.
Og dybt ligger Danebod udi Dvale!

Hviskes end der i Dvale ømt,
For Drømme dog kun det gjælder,
Tale Aander end aabenlydt,
For Sværmere dem man skjælder.
Og dybt ligger Danebod udi Dvale!

Gjæst hin gamle fra Gudehjem,
Usynlig ved Sol og Maane,
Mælende dog, som Bølger gaa,
Og malende, som de blaane!
Skjønt nu ligger Danebod udi Dvale!

Gjæst hin gamle, som Nat og Dag,
Mens Aarene firti runde,
Sang for Øret med Bølgesuk
I grønne og hvide Lunde:
Ak, nu ligger Danebod udi Dvale !

Gjæst hin gamle, som finder snart
Hos Skjalden kun Øren døve!
Før du tier, som Stenen, kvær,
Saa gjør dog den sidste Prøve,
Mens end ligger Danebod udi Dvale!

Gak til Kongen af Danemark,
Hvor Ørenlyd staar dig aaben!
Tal til ham for den Dronning prud,
Som sover i Sølvmors-Kaaben,
For Dronningen Danebod udi Dvale!

41*

544 igi. Den kongelige Fødselsdag.

Gak til Kongen af Danemark!
Hos ham end er Tro og- Love;
Bed ham dristig til Danebod
Om Guld og om grønne Skove,
Mens end ligger Danebod udi Dvale!

Bed ham dristig, som „Folkets Aand",
Der ikke sit Navn har stjaalet,
Ikke sin Kraft og Kalk udtømt, —
Om Sorø og Moder smaalet,
Til Dronningen Danebod udi Dvale!

Sæt din Ære, dit Liv i Pant
For Danebods Sjæl og Tunge,
Vaagne skal hun som Fugl i Lund,
Og liflig om Kongen sjunge,
Som løskjøbte Danebod udaf Dvale !

Som den fjerde Kong Kristian,
Den ottende han har Øre
Ogsaa for dem, ej Falken ser,
Naar Ordet med Fynd de føre
For Dronningen Danebod udi Dvale.

Skynd dig, gamle ! dit Timeglas,
Hvis ikke, for brat udrinder,
Kun forgjæves, naar det udrandt,
Begræde dig Dannekvinder ;
Ej Graad vækker Danebod udaf Dvale!

Kongen holder sin Fødselsdag,
Lysalferne ham omsvæve,
Aldrig kan i en bedre Stund
Din Røst du for Livet hæve,
For Dronningen Danebod udi Dvéile.

ig2. Sorø, lille Axelstad. 64 S

Hører Kongen det paa din Røst
Med Klangen af Guld det røde,
Du er visselig Nornegjæst,
Som taler for Danmarks døde,
For Dronningen Danebod udi Dvale!

Han da giver dig paa din Bøn
Langt mere end Guld af Kiste:
Sorø skov en, den Glaser lund }
Hvor Guldet mon gro paa Kviste,
Dermed løses Danebod udaf Dvale.

„Gak til Kongen af Danemark!
. Han løser dig af din Kvide" ' ,
Da over Norden vidt og bredt
Skal tone, mens Tider skride,
For han løste Danebod udaf Dvale!

192. [„Sorø, lille Axelstad".]

(1847.)

[Hidtil utrykt; her efter Forf.'s udaterede Udkast. Skjønt intet
nærmere om Tilblivelsen af dette Digt kan oplyses, forudsætter det,
at Forf. da havde god Grund til at se sit Haab opfyldt om Opret-
telsen af den danske Højskole i Sorø. Jfr. „Lykønskning til Dan-
mark med det danske Dummerhoved." Kbhvn. 1847.]

Oorø, lille Axelstad!

Vær nu glad !
Hvad der var tyvstjaalet,
Det er godt nu vist igjen,
Som med Tunge, saa med Pen,
Sang paa Modersmaalet.

54.6 J<)2. Sorø^ lille Axelstad.

Du er ingen Hovedstad,

Ler kun ad
Tvist og Strid om Tronen,
Du er kun en Hjærtekrog,
Hvor i Sang og Nodebog
Tingen det er Tonen.

Freja var saa væn en Viv,

Fuld af Liv,
Halvt dog forulykket,
Faldet var i Tyvehaand
Hendes bedste Ejemon,
Det var Brysing-Smykket,

Skatten af det røde Guld

Yndefuld,
Kunstig sammenføjet,
Funklede paa Frejas Bryst,
Klinger som en Pigerøst,
Klar som Barneøjet.

Loke var en Lurifas,

Skrømte-As
Gjorde lange Fingre
Efter Frejas Brysingmon, —
Immer friste Tyvehaand
Klare Ting og klingre.

Hejmdal var den hvide As,

Ret til Pas
Saa1 han ud saa vide,
Standsed Loke i sit Løb,
Tvang ham til at give Kjøb,
Paa de høje Tide.

i g j. Efter aar et. 647

Sorø, lille Axelstad!

Vær nu glad!
Straal i Folkevangen!
Brysing-Smykket, sig kun frit,
Det er Frejas, det er mit,
Det er Folkesangen!

Kronen er en Hovedsag,

Far-i-Mag
Slet kun dertil bejler,
Brysing-Smykket er den Skat,
Hvori baade Dag og Nat
Ivlart sig Hjærtet spejler.

Pas nu baade Dag og Nat

Paa den Skat!
Loke han er listig,
Han det véd, til Heltedaad
Freja giver gode Raad,
Kjærlighed gjør dristig!

19 3. Efteraaret.

(1847O

[Med Overskrift og Datering som her trykt i „Danskeren" TI, Nr. 51.]

bkyerne graane, og Løvet falder,
Fuglene synge ej mer,
Vinteren truer, og Natten kalder,
Blomsterne sukke: det sner!
Og dog bære Blus vi med Glæde!

648 J9S- Efteraaret.

Vinteren kommer, og Sneen falder,
Blomsterne visner i Muld,
Isen optøs ej af Graad for Balder,
Taarerne stivne af Kuld.
Og dog bære Blus vi med Glæde!

Solhverven kommer, og Bladet vendes,
Dagene længes paa ny,
Solskinnet voxer, og Vintren endes,
Lærkerne synge i Sky;
Derfor bære Blus vi med Glæde!

Aarene skifte af Gru for Ælde,
Skjaldene give dem Ret,
Fuglene alle hvert Aar maa fælde,
Ellers de fløj ej saa let;
Derfor bære Blus vi med Glæde!

Fuglene flyve som Vind paa Vinger
Let over vildene Hav,
Skjaldene flyve, som Rimet klinger,
Glat over Slægternes Grav.
Derfor bære Blus vi med Glæde!

Hjærterne vakle, naar højt de banke,
Drages til Fuglenes Spor,
Lyset dog sejrer, den mørke Tanke
Flygtende synker i Jord;
Derfor bære Blus vi med Glæde!

Salmerne klinge, og Klokker kime,
Spotte med Sneen ved Jul,
Vinteren maa sig med Vaaren rime,
Smelte for Solen i Skjul.
Derfor bære Blus vi med Glæde!

i<?4' Menneskelivet. 64Q

Troende Hjærter i Vinterløbet
Føde den liflige Vaar,
Trykke den til sig i Barnesvøbet
Med et lyksaligt Nytaar.
Derfor bære Blus vi med Glæde!

Betlehems-Barnet i Krybberummet,
Det er den evige Vaar;
Troende Hjærter det har fornummet :
Jul gjør lyksaligt Nytaar.
Derfor bære Blus vi med Glæde!

19 4. Menneskelivet.

(1847.)

[Dansk Kirketidende III, Nr. 118. Optaget i Salmeværket V, Nr. 26.]

Var jeg en Stjærne, som tindrende gik
Højt over Folket og Fuglenes Hære,
Men uden Varme og venlige Blik:
Snart blev jeg kjed ad den iskolde Ære.

Var jeg et Fjæld med alt Guld i mit Skjød,
Kunde paa Issen jeg Skyerne bære,
Men dog af alt ingen Glæde jeg nød:
Tom var min Rigdom, og tung var min Ære.

(;,-() 194' Menneskelivet,

Var jeg et Hav med den dybeste Grund,
Klar som et Spejl, og al Jorden omfavned,
Mangled dog Øje og Øre og Mund:
Alt, hvad der glæder mit Hjærte, jeg savned.

Var jeg en Fugl med de dejligste Fjer,
Skarpeste Blik og den lifligste Stemme,
Men ligegyldig ved alt, hvad der sker:
Ej kunde Lyst jeg af Livet fornemme.

Var jeg en Blomst med den sødeste Lugt,
Ren og uskyldig, med Lilieblade,
Spildt kaldte jeg dog et Liv uden Frugt,
Svindende bort uden Spor fra sit Stade.

Er jeg en Mand, der som Blomsten maa dø.
Og mon, des værre, jeg Døden forskylde:
Menneske-Livet paa Tidshavets 0
Mageløst dog er i Kraft og i Fylde.

Øjet er Stjærne, og øjet er Spejl,
Øjet er mer: er et Lys, sig kan fryde,
Kan, om end tit det i Verden saa7 fejl,
Se, hvad al Skabningen har at betyde.

Ordet i Øre og Ordet i Mund
Vidt overgaar. hvad os falder i Øje,
Det har sin Moder paa Lydhavets Bund,
Har til sin Fader Guds Aand fra det høje.

Det er en Fugl uden Mage paa Jord,
Ler ad hver Skytte og leger med Haanden,
Mennesket faar med det vingede Ord
Lynglimt fra Himlen og Livslyst i Aanden.

194- Menneskelivet.

Solen og Maanen og Stjærnernes Hær,
Blomstrende Enge og Klipper og Have,
Som de er fjærne, og som de er nær,
Til os med Ordet er Guddommens Gave.

Stjærnen, jeg kjender, og Stjærnen, jeg har,
Tindrer i Aanden paa Himlen hin lille,
Tæt ved mit Øje saa venlig og klar;
Tankerne fryde sig da i det stille.

Klippen jeg kjender, med Guldet i Skjød
Og med langt mer end en Sky paa sin Tinde;
Sjælenes Glæde, som af den udbrød,
Trofast beviser, at Liv er der inde.

Havet jeg kjender, med Dybet umaalt,
Klaret og oprørt, i Storm og i Stille;
Hjærtet i Barmen, hvad end det har taalt,
Immer dog synger, mens Bølgerne trille.

Fugten jeg kjender, med Blik og med Sang,
Hyggelig sidder jeg under dens Vinger,
Mildt gjennembævet af Tonernes Klang,
Kjækt over Jord jeg med Blikket mig svinger.

Blomsten jeg kjender og nærer i Barm,
Sød er dens Duft for det elskende Hjærte,
Favr er dens Frugt, som den spæde paa Arm,
Kjærlig omfavnet i Fryd og i Smerte.

Menneskelivet, trods Døden, og fik
Mindet til Trøst og dets Ord til sin Hævner:
Naar som en Sol det opstod og nedgik,
Lysende Spor det dog efter sig levner.

652

194' Menneskelivet.

Ét mig kun fattes, som Menneske-Søn,
Skabt i hans Billed, som alt har at raade;
Derom jeg sukked saa ofte i Løn,
Derpaa jeg grunded som Jordlivets Gaade:

Evighed for, hvad med aandeligt Kaar
Underlig, timelig hos os opstiger,
Evighed for, hvad der kommer og gaar,
Men dog med Suk efter Evighed higer.

r

Et jeg kun savner: det Almagtens Bliv,
Som sætter Kronen paa Livet og Glæden,
Men naar jeg havde det evige Liv,
Gjærne alt andet jeg gav dog i Steden.

Ak, uden det dog i Grunden er Tant
Menneskelivets det store Vidunder!
Syndernes Sold ser i Døden jeg grandt,
Sjæl uden Synd selv i Støvet kun blunder.

Havde til Fader jeg Himmelens Gud,
Leved og aanded jeg kun til hans Ære,
Da var min Moder og Himmelens Brud,
Da var jeg alt, hvad jeg ønsked at være.

Da var min Livstraad et Guddommens Bliv
„Bliv for mit Ansigt! du mig velbehager,
Nyd med din Fader det evige Liv!
Hvad jeg dig giver, dig ingen fratager."

Jestis, min Herre! Du Menneske-Søn,
Som har til Fader kun Gud i det høje,
Og har til Moder en Jomfru saa skjøn
Det er dit Jordliv, mig svæver for Øje.

IQ4- Menneskelivet. 653

Eng-el! dit Budskab til Hyrder i Vang,
Som til alt Folket har Glæde at føre,
Himlens Hærskare! din Julenats-Sang,
Det er, hvad liflig mig klinger i Øre,

Herlige Nyhed i Midnattens Stund,
Synderes Verden med Dødkongens Sæde!
Velkommen, Morgen med Guldaar i Mund,
Himmerigs Ære og Jorderigs Glæde!

Betlehems- Barnet i Krybberum lagt,
Lade med dig vi os føde og svøbe,
Da skal det ses, som dit Forbud har sagt,
Du kan og vil med den Helligaand døbe!

Da har vi Stjærne, og da har vi Fjæld
Fælles med dig, som ej Tider forandre,
Da, om end Stormene hvine i Kvæld,
Dristig med dig vi paa Havet tør vandre.

Da synger himmelsk for os under 0
Fuglen, som fandt i dit Palmetræ Hvile :
„Eders er livet, I aldrig skal dø;
Frit kan med Jesus ad Mørket I smile".

Da har til Blomst vi den evige Trøst,
Som dufter sødt, om end Øjnene briste,
Da modnes Livstræets Frugt i vort Bryst,
Saa kun vor Helsot ved Døden vi miste.

Derfor, mit Hjærte! med Lovsang i Mund,
Mød du Guds Engel i Betlehems-Dalen!
Tak du din Frelser i Midnattens Stund!
Knæl for din Fader i Højeloft-Salen!

654 J94' Menneskelivet.

Syng med Guds Engle, som juble i Sky,
Fordi Guds Fred er med Barnet os givet!
Nyn med de kjøbte paa Højsangen ny
For „Gud med os", baade Lyset og Livet!

Syng med den gamle i Tonefald nyt :
Ser jeg til Himlen og Stjærnernes Hære,
Gud ! som forkynder din Ære saa lydt,
Lysende Spor af Gudsfingeren bære! —

Vel maa jeg sige: hvad er vel en Mand,
At du hans Støv skulde drages til Minde!
Og saa en Menneske-Søn, hvad er han?
Kan i hans Hytte et Herberg du finde?

Dog under Englene var det kun lidt,

Du lod i Støvet dit Billed ham bære.

Du ham besøgte i Kjærlighed frit,

Du ham har kronet med Glans og med Ære.

Du ham ophøjed paa Konningestol,

Højt over alt, hvad der gjordes med Hænder,

Højt over Maane og højt over Sol,

Over alt Lys, som kun timelig brænder.

Dermed af spædes og diendes Mund
Du dig for evig en Lovsang beredte;
Vidunder størst ved din store Miskund
Her i det lave paa Jorderig skete. x

Højt over Himlen gaar din Majestæt,
Hviler sig dog hos de smaa af din Naade,
Favrt i dit evige Lys er de klædt,
Det er endnu for hver Engel en Gaade.

194- Menneskelivet.

655

Tungemaal, Stammer og Folk paa Guds Jord
Vaagner og frydes ved. Menneske- Liv et!
Eder med Betlehems-Barnet: Guds Ord,
Glansen og Glæden for evig er givet!

Te ccko cc c CC i C CC <
SCCSO CC : C CC C C
GOICC (S CC CC CCI

C CCC« Cl CC« CCC( i
C <SC(B'0-.Ci CC C C CCC c i

ecrese- cc ex cerc i

CC C CC-X ■ CCC C .' CC (CCC (
:CCC(XCCCc tfi CCC C ICC
rcCCCrCC C COCCC C'
^CCCCCC 'CKCCCC C

— — xccccc CCCCC

__ f ecc cc dece

CC CT (C i CL C CC( ecc cccc
XJMXm CC CCCCCCC C c;

CCC CCC C CC. C C CCC C re.
CC <X CC(C C CC C CCCCC C CC

rccccc: cG'Ccacc ecc
te at cc ecc c cc c cc c

"^ caocccc C c cc cc C

= caccccccc cc cc es: c

- - '^CC(

i cc c ecc ecc cccc a c <ec

i CC v(Cl CCCCCCCC c cc

( (

CC

"o

ICC

:cc

' cc

CC CC

c«

CC«

PLEASE DO NOT REMOVE
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY

PT

8130

A17

1880

v«6

Grundtvig, Nicolai Frederik
Severin

N.F.S. Grundtvigs
poetiske skrifter

KCC

O ift